Fanø Bad 1910 - 1919 - del 4

B1628-195 Fanoe-Bad


Strandhotellets terrasse

 

Badeanstalten i Sønderho

I oktober 1917 nedrives badeanstalten i Sønderho og kørsel med badevogne er samtidig et afsluttet kapitel. 

Togulykken ved Bramminge i 1913

Sommeren 1913 var begunstiget af ualmindelig godt vejr; i juli var Badet fuldt optaget, og al plads for august var forudbestilt. Den 26. juli skulle der komme mange gæster fra Tyskland, seks af dem nåede ikke længere end til Bramminge, hvor døden indhentede dem. Den ulykke, der berørte alle smerteligt, havde et trist efterspil for Fanø Bad. Statsbanerne bekendtgjorde, at ulykken skyldtes "Varmens indvirkning på skinnerne". Varmebølgen fortsattes, og da ingen turde rejse med togene, blev faktisk alle bestillinger fra ulykkens dag til feriens slutning annullerede, så Badet allerede de første dage af august var tomt. Det var en ynk at se, når de, der skulle rejse, tog af sted. Jeg husker en dame, der var på Fanø med 4 børn. Hun fortalte, at hendes mand ville komme og hente hende, for, som hun sagde, »sker der noget, vil vi dø sammen«. Mange afkortede jernbanerejsen ved at tage damper fra Vejle, Fredericia eller Kolding. Bramminge ulykken kostede Fanø en halv sæson.

Sommeren 1914

Heller ikke sommeren 1914 vil nogen sinde blive glemt af dem, der oplevede den. Mørke skyer trak op fra syd, og selv om ingen tænkte sig muligheden af en europæisk storkrig, blev alle grebne af nervøsitet og ængstelse i disse sidste julidage.

Alle håbede, og alle beroligede, så krigserklæringen kom for de fleste som en bombe. I løbet af 36 timer tømtes Fanø for gæster, såvel udlændinge som danske. I disse timer arbejdedes der uafbrudt med at få de tyske gæster og deres bagage over grænsen, og da alle var rejst, manglede vor administration mellem Kr. 20 og 25.000,-, for hvilke beløb der lå sedler i pengekassen. Forholdet var det, at ingen havde tænkt på en så hovedkulds afrejse og derfor ikke lå med rejsepengene. Fanøbad kunne ikke svigte sine gæster, og det skal siges, ati løbet af 14 dage var hver eneste øre betalt. Naturligvis rejste også alle danske, og mange over Århus for at undgå Storebælt.

Badet henlå midt i den absolutte højsæson som en spøgelsesby med fuldt bemandede, men tomme hoteller m.v. En økonomisk katastrofe for alle involverede. Mod slutningen af krigen blev forholdene efterhånden atter normale, og i 1920'erne vendte det danske og det internationale publikum tilbage til Danmarks mondæne badested.

P22 WEB

Fanø Bads centrum med hoteller og pensioner 1914. Eneste tilbagevendende bygning nu - er "Kellers" til venstre, i mange år golfspillernes 19. hul. Golfbanens 1. tee findes dengang som nu, ca. 100 m til højre for tennisbanerne. Bag tennisbanerne skimtes "Sporvognen", Fanøs første golfhus.


Den første bil på Fanø i 1915

foerste-bil-1915 web


I automobilernes første år kom der ikke mange til Fanø. Overførslen mellem Esbjerg og Fanø var for besværlig. Den første vogn blev i 1914 taget herover af ingeniør Cai Caspersen, og han var altså den første, der benyttede stranden til bilkørsel. Fornøjeligt fortalte han om den panik, han skabte, da han kørte ind i Sønderho By.

Den første bil, der fik fast ophold på Fanø, og som blev benyttet til erhvervskørsel, kom i 1915, men den var lige ved at komme herfra lige så hurtig. Trafikken mellem Nordby og Badet besørgedes i de tider dels af omnibusser og dels af kapervogne.

Da den ovenfor omtalte første erhvervsbil kom herover, ønskede Kurhotellet at benytte den som omnibus for hotellets gæster og i øvrigt til al kaperkørsel. Vognmandsforeningen erklærede, at såfremt dette skete, ville man blokere Badet. Da det skete midt i højsæsonen, var det en meget alvorlig sag. Sognerådet indkaldte derfor parterne til et forligsmøde. Badet tilbød, at man, såfremt dette automobil kunne køre uhindret, ville forpligte sig til, foreløbig for 8 år, ikke at tillade anden bilkørsel på Badets Veje. Da Vognmandsforeningen fastholdt sit standpunkt, gav Sognerådet tilladelse til erhvervskørsel på kommunens veje, og blokaden kunne ikke opretholdes.

Når man tænker på, at dette skete i 1915, og at det første motorstævne fandt sted i 1919, hvor ca. 500 automobiler var på Fanø, så må man sige, at udviklingen er gået stærkt.

Efter at den første krigsforskrækkelse havde lagt sig, steg besøget igen jævnt, og man så nogenlunde fortrøstningsfuldt på fremtiden.

Den spanske syge i 1918

Den spanske syge i 1918 lagde Badet næsten øde; der var gæster nok, men de lå alle i sengen.

For at forebygge sygen mellem Badepersonalet, fik disse hver udleveret en flaske gurglevand, Formalin, tilsat spiritus og rød farve. Den tidligere omtalte gamle Anders, som mange gæster af den ældre generation sikkert, når han nævnes, vil sende en venlig tanke, fik også en flaske, ikke fordi man troede, at han ville gurgle sig, men for en ordens skyld. Stor forbavselse vakte det, da Anders dagen efter kom med sin tomme flaske og bad om mere. Det blev sagt ham, at det var giftigt (på etiketten var en mængde kors), og han måtte passe på at spytte det ud igen. »Nej«, sagde Anders, »det krasser, og det er møj for gu'e til at spytte ud igen.« Og under hele den spanske epidemi drak Anders til sin mad daglig sin pægl farvet formalin. Men det faktiske er, at mens hele det øvrige personale gik og hang, var Anders veltilpas og fik ikke spansk syge. Altså, skulle vi igen i dette land få en sådan Epidemi, så er Anders' Kur probat såfremt man da ikke dør af den!

Sæsonen 1919 endte strålende, men allerede nu viste der sig forløbere for de kommende vanskelige tider. Pengeknaphed og svigten af udenlandske gæster.


Flyveforbindelse

Men inden vanskelighederne rigtig satte ind, forsøgtes endnu et fremstød, nemlig direkte flyveforbindelse med Westerland og med København.

Det begyndte med, at to unge mennesker, Cecil Faber og Bent Rom, i juli 1920 landede på stranden med en »de Haviland« maskine. De var begge ansat i D.D.L. Det var i dir. Willie Wulffs tid, en tid, hvor dette selskab kæmpede med store vanskeligheder. De to unge Mennesker fik lov til at lave rundflyvninger over stranden og tjente forholdsvis gode beløb. I Vinteren 1920-21 førtes en række forhandlinger mellem Fanøbad og D.D.L. Disse resulterede i, at Fanø skulle gøre et fremstød for flyvningen, deriblandt de to ovenfor omtalte forbindelser. Fanøbad byggede en hangar, d.v.s. det var Bent Rom og den i luftfartskredse så kendte »tykke Hansen«, der gjorde arbejdet, men Badet leverede materialet. Hangaren blev anbragt oppe i klitterne, og maskinen blev hver dag trukket ned på stranden med et spand heste. Transporten var jo meget vanskeligere end i dag, hvor på mange maskiner Vingerne kan klappes sammen, og som kan køre ved egen Kraft.

For Fanøbads lLedelse var det det samme problem som i S/S »Hebridean«s dage. De udenlandske gæster kunne let og bekvemt komme til Sylt, men det var forbunden med store vanskeligheder at komme videre. Man satte sig i forbindelse med Westerlands direktion, og aftalen blev, at repræsentanter for Badet, ledsaget af Bent Rom, skulle flyve derned dertil orienterende forhandlinger. Der blev fløjet i to hold, og selskabet blev som de første udenlandske flyvere, der landede på Sylt efter krigen, modtaget med stor højtidelighed og al den festivitet, som tyskerne råder over med »Ansprache« etc. Forhandlingerne forløb for så vidt tilfredsstillende. At der ikke kom så meget ud deraf, som man havde tænkt sig og håbet, skyldtes dels de stigende vanskelige forhold i Tyskland og dels, at det materiel, som fra dansk side kunne stilles til disposition, ikke var så tillidsvækkende i forhold til det, der på tysk side var sat ind på ruten Westerland-Hamburg.



Samtidig var forbindelsen København-Fanø bleven etableret. Der blev, som reklame for forbindelsen, trykt prospekter på engelsk, og disse blev uddelt på Englandsbådene. Ikke så få rejsende benyttede ruten. I prospektet blev bl. a. udtalt:

»From Esbjerg to Copenhagen by air in two hours.

Fare: One passenger Kr. 600, two passengers Kr. 700.

Dep. Aerodrome at Fanø North Sea Bath about one hour

after steamers arrival at Esbjerg.«

I 1922 blev forbindelsen ikke åbnet. Det viste sig nemlig, at D.D.L. ikke uden betydelige garantier, så betydelige, at det ikke var Fanøbad muligt at stille disse, kunde afse passende maskiner til forbindelsen.

I tiderne fra sidst i tyverne til denne dag har Badestedet Fanø gennemgået en rolig fremadskridende udvikling, og den, der i den mellemliggende tid ikke har været ved Fanøbad, vil næppe kunne kende det igen.

I hele denne periode er grundlaget for Badets eksistens lagt om. Før var det afgørende for sæsonens forløb, hvorledes forholdene var i udlandet, hvilke restriktioner der blev trufne med hensyn til rejser, valutaforhold etc. Nu hviler tyngdepunktet på det danske besøg, på villaejerne, der år efter år vender tilbage til deres Fanøhjem.

 

Missionskurstedet

Dødsfald. Mandag middag, den 2. marts 1931, døde fru direktør Olesen, Missionskurstedet ”Fanø Strand”, i Skjern, hvor hun sammen med sin mand var på besøg hos deres familie.

I ca. 10 år har fru Elise Olesen været her på Fanø, da hendes mand omkr. 1920 købte Missionskurstedet ved Fanø Bad. I den store virksomhed, der drives på det kendte kursted i sommermånederne, var hun sin mand en uvurderlig støtte. Hun have personlig ledelsen af alt det huslige i sine hænder, og det gav hende ofte meget at tage vare på. Udadtil var hun ikke meget kendt herovre.

B1360 Missionshotellet post

Relaterede artikler

Gå til top