Æseldreng og Caddiemester

Af Poul Ulsdal 

Uddrag af artikel "Minder fra Fanø Vesterhavsbad" i Vestkysten 23. juli 1987.


Badedreng og æseldreng

Jeg var engang "ansat" ved Fanø Vesterhavsbad i 6 år og begyndte bogstavelig talt ved bunden. Det laveste trin blandt Badets medarbejdere var stillingen som "badedreng" et job, jeg havde i halvanden sommerferie. Dagen som badedreng begyndte med, at man gik om til bager Olsen ved 7-tiden og tiggede sig en plads i en åben bil, der kørte mælk og rundstykker ud til villaerne ved Badet, til gengæld for køreturen skulle man bringe poserne og mælken op til de forskellige huse.

Derefter blev man straks sat i arbejde sammen med en stor flok drenge, mest golfdrenge. Nogle gik omkring i Badets centrum og samlede papir og andet i store sække. De fleste blev brugt til at rive og feje de fire tennisbaner og derefter kridte de hvide streger omhyggeligt op - et ikke ubetydeligt arbejde.

Arbejdet som badedreng bestod i at spænde hesten for de grønne badevogne, så kusken kunne blive siddende. Men da vognene ikke havde en drejelig aksel, skulle badedrengen ved at trække hårdt i skaglerne til venstre eller højre få hesten til at holde den rigtige kurs så vognene ikke kom i vejen for hinanden, Når badningen var forbi, satte gæsterne et lille rødt flag op som tegn på at vi skulle trække vognen ind. Sådan gik de lange sommerdage med opsmøgede bukser, i sol og blæst. Det var på mange måder et friskt og behageligt job, men der var aldrig tid til selv at komme i vandet.



Den første sommer var jeg badedreng for Thomas Madsen på "damebadet", der havde sine vogne lige nord for nedkørslen, medens det større antal vogne var på "det blandede bad" syd for, og hvor der var to heste.

Man oplevede også noget med mennesker, betragtede deres liv og gjorde sig sine tanker om dem. Gennem de mange års ansættelse kendte man efterhånden en stor del af de faste badegæster, man så dem jo også på tennisbanerne, og senere fulgte man dem også på golfbanen. Det var dengang, man i Fanø Ugeblad kunne læse lange lister over sommerens gæster, der var flyttet ind i deres sædvanlige villaer - undertiden med tilføjelsen "med betjening", tjenestefolkene var altså også taget med. Der var også navne på faste gæster, der hvert år kom på det samme hotel. Kuskene, og ikke mindst forvalteren gennem en menneskealder, den altid venlige Carl Madsen - far til Thomas og Jørgen - snakkede meget om de kendte gæster, der vendte tilbage år efter år, undertiden hele generationer.

Badets administration blev ledet af direktør Lassen, den altid elegante skikkelse med den evindelige cigar i munden og hovedet en smule bøjet. Han kunne virke noget barsk, men sådan syntes jeg han var overfor alle. Som æseldreng og senere caddiemaster, var jeg hver aften på kontoret med penge, og selv om det normalt var en kontordame der tog imod dem, kunne det godt blive til nogle venlige ord fra Olaf Lassen. Da jeg den sidste sommer kom ind på kontoret med studenterhuen på, ønskede han mig til lykke og gav mig en 10-krone, en pæn gave dengang.

Efter halvandet år som badedreng skete der det, der ofte skete for Fanø- drenge dengang, at æseldrengen skulle på en ferierejse med sin fars skib og derved fik jeg en uventet lejlighed til at 'avancere'. Lønnen var ganske vist den samme, men stillingen som æseldreng var mere fri, ja man var faktisk sin egen herre. Var det regnvejr, red jeg blot hjem med dyrene, vejret kunne også bestemme, om jeg tog fra stranden kl. 17 eller kl. 18. Tiden gik meget hurtigere, der var flere at sludre med, og der var endnu flere lejligheder til at iagttage mennesker.

B1140-77 Kromann aeselridnin

Badning-fra-badevogn

B00072 002 aeselridt-ca-1930

Golfdreng og caddiemaster

golfdrenge 48

golfspillere-og-caddies 49

I sommeren 1931 var jeg golfdreng eller caddie, som det fine engelske navn er. Netop fra og med den sommer fik drengene en slags fast "ansættelse", for at man bedre kunne få hold på dem. Man havde oplevet, at der ikke var caddies ved sommerens største begivenhed, den store golf- turnering, der hvert år trak deltagere også fra udlandet. Derfor oprettedes en stilling som caddiemaster som Jørgen Madsen overtog. Drengene blev skrevet op og fik numre. Af betaling for en omgang på "9 huller" på 55 Øre, fik de udbetalt kontant de 25, resten af beløbet fik caddiemasteren og afleverede på kontoret, så drengene kunne få en samlet sum udbetalt når sommeren var forbi. I det næsten nybyggede golfhus var der et rum med skabe til de faste spilleres golftasker, og der var et opholdsrum til drengene. Det år nåede jeg op på en ferieløn på 136 kr.

caddier 58

På mange måder var det interessant at være golfdreng, især når man havde de dygtige spillere at ledsage - og rådgive. Drengene, der kendte banen ud og ind, vidste gerne meget bedre end spillerne, hvilket "jern" de skulle bruge de forskellige steder. Det kunne derimod være svært at få drenge til de dårlige spillere, som vi så på med dyb ringeagt, selvom de havde det fineste sportstøj og dyreste tasker med skinnende nye jern. Når en sådan spiller kom, kunne drengene pludselig være forsvundet i det krat, der stadig ligger bag golfhuset.

I min situation som den ældste drejede det sig blot om at få så mange omgange som muligt, så jeg tog imod hvert tilbud, jeg kunne overkomme. Det viser sig, at jeg har ført regnskab for hver eneste dags ture og endda skrevet navnene på spillerne op, og bliver dermed atter mindet om nogle af Badets prominente gæster dengang.

I min lommebog fra 1931 er blandt disse navne noteret: " Fru Frigast, Kaas, Jensen, Nonboe, vekseler Michaelsens familie, Hertz, 0. E. Jensen, Jay, fru Lykke Thomsen, Jespersen, Berner Eriksen, Hoffgaard, A. Christensen, Truelsen, Greve Retz Thot, Rubow, fru Graa, Lund, Trane, Jørgensen (mon det var ham der senere blev nr. 1?)". Desuden flere gange Keppie og baron Wedell-Neergaard. Der var mange gentagelser, idet jeg vel gerne gik med de mest venlige... Der staar desuden, at jeg i alt gik 200 omgange - 180 små og kun 10 "store" med de 18 huller på grund af oversvømmelse på den udvidede bane.



Adskillige dage havde jeg 8 omgange på hver 2 km, så det blev en god travetur på over 16 km, endda over et par større klitter. Jeg nød alle turene i det smukke terræn, og var det gode spillere, var vi lige så engagerede, som de selv var. Jeg havde det handicap, at jeg var så nærsynet, at jeg havde svært ved at se, hvor golfkuglen faldt, især ved de lange slag. Jeg måtte nøjes med at koncentrere mig alvorligt om kuglens retning o g finde et sigtepunkt. Det lykkedes normalt godt - også ved hjælp fra kammeraterne - så jeg ved turneringerne ofte kom til at følge de helt store spillere. Da var det et meget betroet hverv, for mistede man en kugle, betød det et spildt slag. I en periode var dagens sidste tur for golftræneren, den elegante, solbrændte skotte, Keppie, der var ansat ved badet en lang årrække. Han spillede med en af stamgæsterne, en baron, der på sådan en tur foruden at betale for at benytte golfbanen også måtte betale træneren en stor timeløn samt dennes caddie og sin egen...

Ved 6. hul skulle der spilles over en høj klit, hvor et lille rødt flag angav retningen. Her måtte golfdrengene løbe i forvejen, så de oppe fra højden kunne følge den lille kugles bane fra startstedet over klitten til nedfald- stedet på den anden side. Her havde jeg aldrig kunnet klare mig uden kammeraters hjælp, engang skete det da også, at de andre råbte op, men selvfølgelig for sent, så jeg dejsede omkuld efter at have fået den sten- hårde kugle i hovedet. Ved sidste hul skulle der også spilles over en klit, og der har jeg oplevet et par gange, at kuglen ikke blot ramte green, men også gik i hul med et slag på 185 meter.



Ved siden af Københavns golfbane i Dyrehaven var den på Fanø regnet for den fineste, ja mange satte den højere på grund af det spændende terræn. Den havde blot den mangel, at den kun var på 9 huller, så ved turneringer måtte man spille banen igennem 2 gange for at komme op international standard med 18 huller. Sommeren 1931 var banen endelig blevet udvidet med de manglende 9 huller, men så blev det den værste sommer i mands minde. Det regnede i perioder dag ud og dag ind, så store dele af udvidelsen stod under vand. Jeg kan se, at jeg kun kom 18 huller igennem ganske få gange mod slutningen af ferien, så også det år måtte turneringen foregå på den gamle bane alene.

Først næste år havde man ved dræning og grøftning gjort den store bane anvendelig. Jeg mener, at det dengang kun var København og Fanø, der havde den komplette bane. Det år var jeg imidlertid avanceret til caddiemaster, en stilling jeg også havde året efter i 1933. Nu fik jeg 125 kr. fast, så det var et stort spring fra de 45 kr. de første tre år. Med drikkepenge og ekstra arbejde nåede jeg det første år op på 190 kr., slet ikke så ringe et beløb, som vel skal ganges mange gange for at kunne sammenlignes med en ferieløn i dag. Men det var også en arbejdsdag fra kl. 8 om morgenen til ca. 17.30 uden en eneste fridag ferien igennem. Men hvilke arbejdsdage havde ikke alle mine gamle skolekammerater, der var ude at sejle.

Nu var det mig, der om morgenen skulle stå for arbejdet med at ordne tennisbanerne og få drengene til at bestille noget, det var ikke altid let at blive "overordnet" sine gamle kammerater.



Fanødrengen og sommergæsterne

Lad mig slutte disse erindringsglimt fra 6 års ansættelse ved Fanø Vesterhavsbad med et forsøg på at genkalde mig de tanker, som Fanø- drengen gjorde sig om de mange mennesker, han mødte i de år, især de faste badegæster, de engang så kendte navne.

Mon disse badegæster skænkede det en tanke, at vi ofte fik et temmelig godt kendskab til dem - ikke mindst når vi som golfdrenge i timevis gik lige bag dem og hørte deres passiar. Mon de var klar over, at en Fanødrengs grundindstilling overfor dem absolut ikke var præget af beundring eller snobberi? Der skulle mere til at imponere nogle sømandsdrenge, hvis slægt i generationer havde sejlet på alle verdens have, end en eller anden smørgrosserer og hans frue ude på Vesterhavsbadet. I Nordby brød vi os generelt ikke om "de fremmede". Vi syntes måske nok, at det var ret spændende, når turisterne begyndte at komme ved sommerens begyndelse, men vi var lettede over at være blevet af med dem allerede kort efter midten af august. Så havde vi igen øen for os selv, og hvor kunne det være skønt at bade i sensommeren på den næsten øde strand! - I Sønderho, hvor badegæsterne boede inde i byen, blev forholdet til dem vist anderledes.

Hvor skulle der dog mange penge til for at kunne holde ferie dengang! Jeg ser endnu for mig et ægtepar med måske 3 - 4 halvvoksne børn, der står ved billetkontoret og opdager det for dem hlt overraskende atved dette badested koster det penge at komme i vandet - vist 60 øre pr. gang! "Jamen, vi regnede med, at vi alle skulle bade tre gange om dagen!". Dengang måtte man jo ikke bade fra den  åbne strand før nede ved Rindby, 2 - 3 km syd.

Jeg ser også for mig de lange trykte prislister, der var slået op: man skulle også betale for hver strandkurv, for hver liggestol, for hvert spil på tennisbanen og på golfbanen, selvom der var særlige uge- og månedstakster for dem der blev så længe. Jeg mindes rige familier med store børneflokke der skulle deltage i det alt sammen: Der skulle badetøj, tennistøj, golftøj og festtøj til dem alle. Og hvad kostede ikke en taske med golfkøller til hele flokken - samt timer hos golftræneren? Og hver sin golfdreng skulle børnene da ogsaå have!

Den verden, der her er skildret, er for længst blevet fortid. Den gik sammen med så meget andet i graven med den anden verdenskrig.

Relaterede artikler

Gå til top