Fanø Bad 1930 - 1939 - del 7

udstykning 1937 1

udstykning 1937 2

udstykning 1937 3


P. O. Lassen beskriver i sin bog ”Badestedet Fanø – Et strejftog gennem 50 år 1946 – 196” om grundkøb og udstykning:

”Grundkøb

Da Vesterhavsbadet overtog resterne fra Fanø Nordsøbad var det i og for sig ikke ret store arealer, der var til rådighed. I virkeligheden kun den nuværende 9 hullers bane, klitarealerne, strandbredden, det lille areal, hvor nu Badeland ligger, samt arealer i Grøndal - P. Jessens Toft, hvor nu Tempo ligger.

På en mærkelig måde blev disse arealer forøget væsentligt. Jeg vil beskrive det temmelig udførligt.

Da Fanø blev matrikuleret af landinspektør Heering, kom han tit ud til min far og beklagede sig over, at han ikke kunne komme af med disse klitarealer. Man må jo huske, at klitter ingen værdi havde. De var kun til ulejlighed, for de skulle jo dæmpes. Man ville faktisk ikke have dem.

Min far sagde tit til ham: "Så lad os da få dem. Vi skal dæmpe alligevel" Han var lykkelig. Alle var lykkelige og tilfredse.

Sådan kan det gå.

Efterhånden blev disse arealer mageskiftet frem og tilbage, således at vi fik samlet vort areal, der stadigvæk ikke var noget værd, men som Heering sagde til min far, da han rejste fra Fanø efter at have endt sit arbejde: "Tak skal De have, det var godt. Sønderho blev jeg aldrig færdig med. Det kunne jeg ikke klare."

Den dag i dag ligger der lodder i Sønderho, som man stadigvæk har bøvl med. men sådan er folk og fæ jo!

En god ven sagde til mig forleden dag, da vi kom til at tale om dette, at hans mor så tit havde sagt til ham: "Stakkels Heering, han kommer ingen vegne med sønderhoningerne. Det er synd for ham."

Et andet større areal fik vi på en lige så mærkelig måde:

En dag kom Karl Paradis med sogne rådsformand Kallesen. Han sagde kort og godt til min far: "Karl skal have en ny lade." "Ja, ja, det er da i orden, men hvad kommer det egentlig mig ved?" spurgte far. "Vi har et stykke jord liggende syd for Badets jord og det skal T købe." fortsatte Kallesen. "Ja, men vi har ikke en øre," sagde far.

De snakkede frem og tilbage. Prisen blev sat. Man enedes om, at Karl skulle have halvdelen af de grunde, der blev solgt plus renter, indtil beløbet var nået.

Men dermed var sagen jo ikke- færdig. Man drog i samlet flok til Arctander i Landmandsbanken og forelagde ham sagen. Han var meget betænkelig, men langt om længe fik Karl sine penge, laden blev bygget og nogle grunde blev solgt. Laden kan stadigvæk beses ved Stürups gård i Rindby.



Dog, den der gemmer til natten, gemmer til katten. I de senere år er det meste af arealet blevet erklæret for vådområder og dermed fdktisfc fredet uden erstatning. t

Et andet areal, der hvor 13., 14. og 15. fairway nu ligger, skulle

sælges. Spørgsmålet var bare, om der var vejret ind til arealet. Den matrikulerede vej lå ind over-vort areal. Vi påstod derfor selvfølgelig, at der var vej til landbrugskørsel, men ikke til sommerhus-byggeri.

Man enedes om at prøve dette ved domstolene, dele omkostningerne og fastsætte to priser. Kendelsen lød, at det kun var vej til væggekørsel, altså landbrugskørsel, så vi overtog det til den aftalte pris. Arealet, der som ovenfor nævnt blev anvendt til 13. 14. 15. hul er senere blevet overført til landzone.

Køb af det stykke jord hvor vi senere havde campingplads, foregik også på en besynderlig måde:

Jeg blev en morgen ringet op af en mand fra Odense. Han meddelte, at hans mor var død.

Det var selvfølgelig kedeligt, men de havde et stykke jord på Fanø og det skulle sælges nu. De var fire søskende, og de ville have 1.000,00kr. hver.

Nå, jeg sendte med næste post kr. 4.000,00, og så havde vi også faet dette stykke jord.

Senere købte jeg et stort areal af flere ejere nord for 11. fairway beregnet til udvidelse af golfbanen, der jo efterhånden var lige kort nok, som alle andre tidligt anlagte golfbaner.

Alt var for så vidt i orden, men da vi så skulle bruge arealerne, viste det sig, at de nu var blevet ramsarområde og inddraget under EU's fuglebeskyttelsesområde.

Som forholdene er i dag, kan de ikke bruges til noget som helst. Men det er da dejligt at gå en tur på dem og jeg har lejet dem ud i mange år til kvægdrift og skulle have en oksesteg om året. Jeg må snart have et par køer til gode. Vi ansøgte Ribe Amt om en dispensation efter naturbeskyttelscsloven. Denne fik vi af Amtet den 15. august 1996. Danmarks Naturfrednings forening klage over dispensationen og sagen måtte for Naturankenævnet.

Den 6. januar 1997 gav ankenævnet os medhold og vi fik tilladelse til at anvende ca. 2 ha til golfbane.

Som tidligere nævnt var klitjord fuldstændig værdiløst og ingen ønskede at have det. Mange havde tidligere købt grunde og ønskede ikke at fortsætte med at betale ejendomsskat.

Disse jorde købte vi og fik således efterhånden samlet et anstændigt jordstykke, så vi kunne udvide golfbanen til 18 huller og have et areal til videresalg.

Vi købte på samme måde et ca. 5 ha stort klitareal vest for 4 fa-irway. Dette areal har vi fredet i 1932.



Grundsalg

Vi har gennem tiderne altid ført en mærkelig grundsalgspolitik og har aldrig betragtet grundene som noget, der havde værdi for os. De mennesker, der boede i husene, var dem der repræsenterede vores indtægter og interesser.

Som følge deraf forærede vi i disse år grundene væk blot med kravet om, at der skulle bygges hus på grunden inden for et år med restriktioner, som f.eks. stråtag eller græstørvtag. Da det hurtigt viste sig, at græstørvtag ikke kunne holde og tit måtte udskiftes gik vi med til at denne bestemmelse blev ophævet.

Alle husene, der ligger syd for Strandvejen og øst for Dalen, blev foræret væk og mange andre solgt til minimale priser.

I 1935 solgte vi Kurhotellet, der havde været en økonomisk hæmsko i alle disse år. Samtidig begyndte vi at tage markedsprisen for grunde, og solgte svarende til årets omkostninger, specielt grundskatterne. Dette blev vurderet til højst to grunde om året og var ikke det helt store problem, idet vi helt op til 80'erne hverken betalte direktørgage, bestyrelseshonorar eller udbytte til aktionærerne.

Mod slutningen af 70'erne og op i 80'erne blev ejendomsskatterne store, og vi kunne ikke mere holde den begrænsning på to grunde pr år. Desuden ønskede aktionærerne, med god ret, udbytte.

Nu var det ikke længere filantropi, men forretning, idet formueskatten steg i takt med de stadig voksende ejendomsvurderinger. Vi solgte flere grunde og begyndte at udbetale udbytte.

Relaterede artikler

Gå til top