"På de store hoteller i Esbjerg klagede man over, at der nok er fuldt belagt om natten, men at man ikke ser meget til gæsterne om dagen. Folk vil bo godt og spørger ikke om, hvad værelset koster, men til gengæld går de på konditori, når de skal have noget at spise. Det er iøvrigt en tendens, der mærkes over hele landet. De høje priser på mad og drikke har givet bagsiag.

På Fanø lå det tungt med turistbesøget. Det synes, som om Skagen i år har taget teten i den traditionelle kappestrid mellem de to badesteder. Ihvertfald var der kun 60- 70 procents belægning på Fanø-hotellerne, medens det var komplet umuligt at opdrive et ledigt værelse på Skagen, da vi nogle dage senere nåede dertil. Overalt havde man lange ventelister.

Forklaringen kan sikkert kun være, at der - trods alt - er billigere på Skagen. Hvis forretningen i hovedsagen kunne baseres på valutastærke udenlandske turister, ville en pensionspris på 28-32 kr. om dagen ikke være for høj, men det forudsætter igen hoteller i luksuskiasse, og det kan Fanø-hotellerne ikke længere siges at være.

Som en selvkritisk røst udtrykte det:
Englænderne og amerikanere vil ikke stå i kø for at komme på lokum, især ikke, hvis de skal betale 30 kr. om dagen for det. Det er lidt drastisk sagt, bl. a. fordi der siden 1893 kun har eksisteret ”træk og slip” indenfor Fanø Vesterhavsbads område, men det kan ikke skjules, at de store Fanø-hoteller i nogen grad lever på tidligere tiders ry.
3000 tyske flygtninge huserede en tid lang ved Fanø strand, og badebyen bærer den dag idag synlige spor af kraftgermansk udfoldelse. Når solen skinner, og et muntert badeliv udfolder sig på den dejlige strand, hæfter man sig ikke så meget ved det, men på gråvejrsdage virker forfaldet deprimerende. En dansk-amerikaner på ferie herhjemme skrev fornylig et harmdirrende indlæg i ”Vestkysten”. Han havde villet vise nogle svenske venner Vesterhavet, som han kendte fra tidligere tid og stolt havde berettet om. Efter gensynet følte han sig skamfuld på nationens vegne og meddelte, at han aldrig mere ville sætte sine ben på Fanø eller anbefale andre at gøre det.

Når man kommer fra et land, der flyder med mælk og honning, kan man sagtens kritisere. Det er ikke nogen misundelsesværdig lod at være hotelmand på Fanø idag. Her som andre steder har de erstatninger, der er ydet, været alt for små til at dække krigstidens skader, og fremtidsudsigterne har ikke fristet til investering af store kapitaler. 

Noget må der imidlertid gøres. Det er Fanøs hotelfolk selv klar over. Enten må hotellerne bringes op i dollarklasse, eller også må driften tilpasses vor egen bløde valuta. Sandsynligvis vælger man foreløbig den sidste udvej. Der forberedes for den kommende sæson specielle arrangementer, som muliggør, at pensionspriserne kan sættes væsentlig ned.

Det forlyder, at der har været forhandlet med Dansk Folkeferie om overtagelse af Kurhotellet. Alt godt om Folkeferie, der løser en vigtig opgave indadtil, men hvis der stadig skal være plads for en forretningsmæssig turisme, er idéen mindre god. Fanø Vesterhavsbad har før været nede i en bølgedal. Den dag vil igen komme, da det kan trække et internationalt publikum til og give landet betydelige valutaindtægter. For stranden er jo stadig i luksuskiasse og havet stadig en halv procent saltere end ved Skagen.

Badedirektør 0. Lassen, der i et halvt sekel har styret republiken Fanø Vesterhavsbad med mild, men myndig hånd, sukker lidt vemodigt, når han mindes fordums dage, da den danske landadel og internationale pengemænd kastede glans over stedet. Han har haft rig lejlighed til at mindes i vinter, idet han på opfordring af landsarkivet har bekrevet badets historie. Det interessante værk var egentlig kun beregnet til arkivering, men da det nu er blevet til, har badedirektionen besluttet at udsende det som særtryk til badets venner.

De tider er længst forbi, da man skulle møde i kjole og hvidt ved middagen på ”Kuren” og ”Kongen”. Nutidens badegæster lader sig ikke sådan herse med. Men for badets ca. 100 villaer gælder stadig det gamle regulativ - republikkens grundlov - og badedirektør Lassen sørger for, at det bliver overholdt. Han kan endda idømme overtrædere bøder på fra 5 til 20 kr., men denne bestemmelse har han dog aldrig gjort brug af.

Badedirektøren føler ingen trang til at være despot, siger han, og de allerfleste villaejere er enige med ham i, at regulativet er et gode for alle parter. De regler for byggeri, sanitære forhold o.s.v., der blev fastsat for 60 år siden kan bruges den dag i dag, og takket være dem har man ved Fanø Vesterhavsbad undgået de uhyrligheder, man er vidne til ved andre danske badestrande.

Badedirektøren har mange funktioner. Han er postmester og telegrafhestyrer, toldforvalter, rejsegodsekspeditor og flyvepladsleder. Stranden er nemlig godkendt som landingspiads for taxa- og sportsflyv ere. Og så er han skattedirektør. Han opkræver kurtaksten, der er en slags byskat. Fanø Vestershavsbad er Danmarks eneste badeby i dette ords egentlige betydning. Når gæsterne er rejst, er byen uddød. Ingen by kan administreres og yde sine beboere service uden indtægter, og derfor opretholdes den gamle kurtakst.

I een henseende vil badedirektøren ikke akceptere den ny tids vaner. Han vil ikke af med badevognene, for de hører Fanø strand til, siger han, og så nytter det ikke, at Esbjerg-bladene gør grin med hans konservatisme på dette punkt. Forhen havde badet 70 vogne, nu slår 20 til, for de badende er ikke længere tvunget til at bruge badevogn, og de fleste foretrækker at bevæge sig ud i vandet uden hjælp af Mads Mathiasen og hans hest.
Medens private grundejere andre steder, især på Sjælland, søger at spærre strandene af for offentligheden, har enhver lov til at gå i vandet fra Fanø strand. Det er værd at notere, eftersom Fanø er det eneste sted i Danmark, hvor privat strandret virkelig eksisterer. Alle andre steder tilhører forstranden staten, på Fanø har den tilhørt lodsejerne, lige siden Christian den sjette i 1741 solgte øen til beboerne. Derfor kunne selskabet Fanø Vesterhavsbad, da det blev dannet, erhverve eneret til badning fra stranden, men denne eneret håndhæves ikke. Der er jo også plads nok til alle.

I diskussioner med Esbjerg har badedirektør Lassen somme tider spøgende truet med at lukke indsejlingen til byen. Da forstranden er den del af havet, hvor skibe ikke kan flyde, hører Esbjergs indsejling nemlig til Fanø forstrand, eller gjorde det, indtil sejlrenden blev gravet.

Ved Rindby strand lidt syd for Vesterhavsbadet er der i de senere år opstået en ny badeby. ”De fattiges paradis” kaldes den spøgefuldt. Alt er jo relativt, og set på baggrund af badets mondænitet er Rindhy måske nok fattig, men ellers er det såmænd en net lille badeby, hvor esbjergenserne har bygget sig sommerhuse, der svarer til et jævnt hartkorn.
Rindby har også et badehotel, som den rødskæggede afholdsagitator Olaf Gynt nys priste i et stort annoncedigt, hvori der også forekom en linje om vin fra en ”vellagret kælder”. Ja, hvad skal man ikke høre. Nu har Gynt gennem år lovsunget æblemosten på bajerens bekostning, og det er ikke længe siden, han hyldede Larsen-Ledet som sin medkæmper. Men for 100 kr. og kosten i otte dage kan man naturligvis gøre en hel del.

Der ville ikke mangle sommergæster på Fanø, hvis priserne var lidt mere overkommelige. Turist- og erhvervschefen i Esbjerg, Eigil Rasmussen, mangler i høj grad sommerhuse til udlejning, specielt huse til 12—13 kr. om dagen. Det er grænsen for, hvad gæsterne, specielt de svenske, vil give i år. Eigil Rasmussen savner også et vandre-hjem på Fanø og håber, at det engang skal lykkes at få indrettet et sådant i et rigtigt Fanø-hus i Sønderho.
Han er en af de få turistchefer, der interesserer sig lige så meget for vandrende som for de mere kapitalstærke turister. Det har sin naturlige forklaring i, at hans karriere begyndte i vandrebevægelsen. Efter at han havde arbejdet Aarhus-afdelingen af Dansk vandrelaug op, blev han i 1944 byens turistchef, senere blev han erhvervschef i Køge, og i 1947 kom han til Esbjerg. Han udarbejdede i sin tid de jyske vandre- ruter og cyklebrochuren for Turistforening en for Danmark, og i sine ferier vandrer han stadig.

Motorløbene på Fanø strand i tyverne hjalp Vesterhavsbadets næringsdrivende over en død periode. Tanken om at genoplive denne attraktion melder sig derfor naturligt. Men det er dyrere at arrangere motorløb nu, end det var dengang, det vil sige, at der skal færges flere mennesker til Fanø for, at løbene kan svare sig, og postfærgens kapacitet er meget begrænset. På sommer- søndage kan det knibe med at få trafiken afviklet på rimelig tid. Post- og telegrafvæsenet vil kun sætte en ekstrafærge ind på betingelse af, at broprojektet bliver skrinlagt i 20 år, og det vil Esbjerg kommune ikke gå ind på.

Men hvornår kommer broen til Fanø? Før krigen var et projekt klart, der var foret aget bundundersøgelser, og et privat firma var villigt til at bygge broen mod at få lov til at indkassere en broafgift. Krigen væltede planen. Nu er Esbjerg kommune interesseret i at få projektet godkendt som nødhjælpsarbejde. Der er nemlig en betydelig arbejdsløshed i byen som følge af, at Nordsø-fiskeriet er gået tilbage, og eksporten ikke er kommet op på samme højde som før krigen.
I maj havde Esbjerg en arbejdsiøsheds. procent på 13,6.
Der har rejst sig røster for, at man skulle bygge en dæmning i stedet for en bro til Fanø. Så ville man ikke alene få en god forbindelse, men man ville også indvinde nyt marskiand. Rømø regner med takket være sin dæmning at kunne indvinde 2700 h land.”