Indledning til Badevæsen

 

thumb Panorama_2

 

Fanø Nordsøbad set fra stranden. Klik på billedet for stor størrelse.

 

p121

Det er 160 år siden, de første badegæster dyppede tæerne i det lerbrune tidevand gennem Peter Duysens søbadeanstalt ved Nordbys færgeleje omme på østsiden af øen og douchede klæg og slik af sig under bruseren i privaten formedelst én mark pro persona. Denne pioner for det erhverv, der nu er Fanøs største og i sæsonen betjener femogtredive tusinde mennesker om dagen, begyndte som saltværksbestyrer i Nordby i 1840’erne og åbnede 1851 sin anstalt med en tømmerflåde for mænd og en anden for kvinder, med markiser lige ned til vandet.

Fannikerne gik naturligvis ikke i det. At komme i råt havvand var en katastrofe, disse søulke og deres koner og børn i de havnevendte huse med søfart som eksistensgrundlag ikke frivilligt udsatte sig for.

Det blev man syg af, eller også måtte man være meget syg for at kunne få sig til det. I den antagelse fandt fannikerne en vis støtte i samtidens lægevidenskabelige litteratur, der anbefalede havbade som kur for tidens ,talløse Nervepatienter og blodfattige, overtrætte Mennesker". Doktor Jørgen Heinrich Lorck, som praktiserede i Nordby 1853 til 1868, skrev i Hospitalstidende om nordsø- vandets særegne, store saltholdighed, friskhed og helsebringende bevægelse. Han fyldte også aviserne med artikler om havbadets fortrædelighed og begik et lille vers:   


Alle, der har Sorg i Sinde,

Alle, der vil Helsen finde,

Drager bort til Fanø Bad.


1879 åbnede to skibsførere fra Nordby en badeanstalt ude vestpå ved åben strand. De anlagde badevej derud og klaskede en pavillon med restauration og kamtakker op i klitten dér, hvor Kongen af Danmark senere kom til at ligge, og samme år skrev en sommergæst om al den friskeste og blødeste luft under den videste udsigt til det videste hav og den i al sin ensformighed uendelig afvekslende nydelse, som alene bølgerne kan give:

”De, der ikke har prøvet det, kunne vanskeligt forestille sig, hvordan Tiden kan gaa, hvilken Styrkelse for trætte Nerver og et anstrengt Legeme Hvilen i en Vandring paa en saadan Strand kan yde.”

 Man dyrker havbade for at rekreere sig, stiger ned ad trinnene fra badevognene, damerne i pufærmer og flæser, for at komme til hægterne efter vinterens teatre og saloner, herrerne i zebrastriber med skulderstropper for at lade bølger og saltvand piske noteringer og kurser ud af kroppen. Fannikerne havde ret, havbadene begyndte som kur for nervesvækkede.

Det europæiske, højere bourgeoisi, og aristokratiet var først i vandet. De kom fra Petrograd og Moskva, Wien, Salzburg, München, Berlin og Hamborg til de frisiske nordsøstrande, og fra en bestemt begivenhed, der markerer dansk turismes fødsel, også til strandene nord for København. Begivenheden var Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, der sommeren 1888 trak over hundrede og tyve tusinde udlændinge, svarende til en tredjedel af hovedstadens befolkning, til København med omegn. Kæmpesuccesen førte direkte til stiftelsen af Den danske Turistforening i januar 1889, og foreningen med hofjægermester Frederik lensgreve Raben-Levetzau til Alholm på Lolland som formand satsede straks på at gøre Fanø til internationalt badested.

 

Fanø Nordsøbad skulle have været et fashionabelt badested for det europæiske borgerskab. I stedet kom det til at blive et sted med vaklende økonomi og der blev skabt en national dansk-tysk strid i årene før 1900.

 

Fanø Nordsøbad var et tidligt forsøg på at skabe et internationalt turiststed i Danmark. Men badet gav et dundrende underskud i de første mange år efter det blev åbnet i 1892.

Projektet var lang tid undervejs. Allerede kort efter nederlaget i 1864 og tabet af de frisiske badeøer Før og Sild, gjorde den lokale distriktslæge i Nordby sig nogle overvejelser om at skabe et havbad på Fanø.

 

Borgerskabet i de danske og europæiske byer skulle komme på kurophold på øen. Den friske vesterhavsluft og det salte havvand ville være godt for helbredet, og samtidig ville turismen være til fordel for øen.

Det var dog først i løbet af 1880´rne, at der kom skred i tingene. Den lange brede sandstrand skulle udnyttes og vandet var perfekt med passende temperaturer og normalt beskedne bølger. Men vigtigst var det, at der var skabt gode tog- og færgeforbindelser til Esbjerg, så det var muligt at komme til Fanø fra hele Europa. Det var i hvert fald, hvad initiativtagerne troede på.

 

B1478 Fanoe-Vesterhavsbad 1

 

Tegning af K. Gamborg i Illustreret Tidende fra indvielsen af Fanø Nordsøbad den 22. juni 1892.

 

Ved indvielsen af Kurhotellet på Fanø Nørdsøbad, blev der holdt stor fest. Danske kulturpersonligheder med Holger Drachmann i spidsen skulle kaste glans over stedet, og i de følgende år var andre kendte danskere inviteret på besøg. Men blandt andre Drachmann og Georg Brandes var ikke ubetinget begejstrede.

 

I december 1889 blev en Indbydelse til aktietegning i Badeetablissementet "Fanø Nordsøbad" slået op i de danske aviser. Fannikkerne skaffede hurtigt selv de 65.000 kr., men den øvrige aktiekapital på 135.000 kr. - som skulle indsamles i resten af landet - var umulig at opdrive. I stedet valgte den lokale initiativtager, Kaptajn H. Rødgaard, at rejse til Hamborg for at finde investorer. Det viste sig at være anderledes let, fordi de tyske badesteder var allerede ved at være overfyldte. Den tysk-østrigske bankier Sigmund Weisz gik ind i projektet og udvidede aktiekapitalen til 600.000 kr., og i 1890 kunne den første generalforsamling afholdes i Hamborg. Fanø Nordsøbad var på den måde et tysk selskab, der var placeret på en dansk ø

.

 

kurhotellet 1892 24

 

Strandliv i 1892, Kurhotellet stateligt i baggrunden med musikpavillon ude til højre.

 

 

Byggeriet gik i gang og den 22. juni 1892 blev Kurhotellet åbnet. Der var også blevet brugt 81.000 kr. på at anlægge en ordentlig vej fra Nordby, hvilket var en hel del mere end Esbjergs årlige vejudgifter i disse år. Ved siden af Kurhotellet blev de danskejede Strandhotellet og Kongen af Danmark opført i 1892 og 1893. I de følgende år blev der også opført en række store strandvillaer ved siden af hotellerne, og de fleste af dem havde tyske ejere. Man man var utrolig forudseende i planlægningsfasen. Således pålagdes det folk, der ville bygge hoteller, pensionater eller private villaer, at der skulle etableres »lugtfrie klosetter med vandudskylning« i et antal af mindst 1 for hvert 10. værelse. Med denne servitut fik Fanø utilsigtet en ekstra seværdighed. Overalt i det øvrige Danmark var vandskyllende, lugtfrie klosetter en ukendt ting. Hovedparten af landets hotelier og gæstgiverier anvendte tørvesmuld i stedet for vand.

 

Gæsterne på Fanø var udpræget storborgerlige fra Hamborg og København, og badningen blev reguleret på samme måde, som på de tyske badesteder syd for grænsen. Altså med bestemte badetider, krav om sømmelig påklædning, brug af hestetrukne badevogne etc.

 

Forskellene mellem den tyske og den danske badekultur forløb i de første år uden større gnidninger, men det blev der ændret eftertrykkeligt på i sommeren 1896. Brygger Carl Jacobsen fra Carlsberg kom til Fanø i starten af august for at holde ferie på Kongen af Danmark med sin familie. Han blev så forbitret på nogle tyske gæster, at han sparkede deres strandslotte ned og rev et tysk flag i stykker. Det skabte et voldsomt postyr mellem tyskere og danskere på øen. Den nationale konflikt var latent til stede i de følgende år. Mange af de danske turister på Fanø fra det københavnske borgerskab støttede økonomisk og politisk den danske befolkning i Slesvig. Det var utvivlsomt med til at skærpe konflikten.

 

Den langsommelige og besværlige togforbindelse til Tyskland betød, at der kom langt færre turister til Fanø end forventet. I stedet forsøgte ejerne af Kurhotellet sig i 1903 med en dampskibsforbindelse mellem Sild og Fanø. Men på grund af en nærmest grotesk dårlig planlægning blev ruten en stor fiasko med kun 43 passagerer og et underskud på omkring 80.000 kr.. Kort efter valgte de tyske ejere at sælge Kurhotellet, og i 1904 ændrede de nye danske ejere navnet til Fanø Vesterhavsbad. Dermed var hele badestedet dansk, og i de følgende år kom der færre tyske turister, ligesom de tyske ejere efterhånden solgte deres villaer på Fanø.


”Badet” som del hurtigt kom til at hedde i daglig tale blev hurtig kendt i Internationale velhaverkredse i Tyskland, Rusland, Østrig og de nordiske lande og fik et virkeligt internationalt præg. I højsæsonen kunne op til 15 europæiske nationer være repræsenteret på Fanø.

»Badet« fik sin storhedstid i årene op til den 1. verdenskrig. På det tidspunkt havde tyske aktionærer forladt selskabet, efter en række indre stridigheder, og i 1904 var aktieselskabet »Fanø Vesterhavsbad« blevet dannet som et rent dansk selskab med bl.a. skibsreder, konsul D. Lauritzen i bestyrelsen.

Badelivet blomstrede, landliggere byggede flere sommervillaer, man levede i den bedste af alle verdener, alt gik fremad. ”Vi ser ikke mørkt paa de kommende Tider" skrev J. C. Christensen i december 1913.

Otte måneder senere forsvandt alle sommergæster fra Fanø i løbet af halvandet døgn, tyskerne så hovedkulds, at de efterlod femogtyve tusinde kroner i restance på Vesterhavsbadet. De sendte pengene, men var af gode grunde længe om at vende tilbage selv, også da krigen var forbi.

Det samme gjaldt det øvrige internationale publikum, skønt badet gjorde, hvad det kunne. Men i hovedsagen måtte det nøjes med at leve af tilstrømningen til de løb, dagbladet Politiken og Dansk Motorklub arrangerede på Fanø strand fra 1919, da italieneren Minoia satte verdensrekorden i fart: ét hundrede og toogfyrretyve kilometer i timen med sin fabriksbyggede Fiat, og en anden fabriksvogn kørte om kap med en flyvemaskine og vandt.

Et billede har brændt sig fast: en målstreg, en racerbil med snuden halvt nede i sandet og højre fordæk på vej over mod tilskuermuren. Politikens og i øvrigt dansk avishistories første pressefotograf, Holger Damgaard, nåede at få det på pladen sekundet før, dækket slog ned i muren og dræbte den femtenårige Aage Clausen.

Det var den treogtyvende august 1924, og ansigtet bag racerens vindspejl er englænderen, kaptajn Malcolm Campbells i sin to hundrede og halvtreds hestes Sunbeam, og det blev enden på de berømmelige motorvæddeløb. Campbell angreb sikkerhedsreglerne, og Politiken fulgte det op og krævede arrangørerne udskiftet. Komitéen vedtog, at løbene skulle fortsatte, men 1925 blev de aflyst.

Bortset fra krigsårene havde ”Badet” en støt fremgangslinje frem til midt i 30erne, da Hitler overtog magten i Tyskland og bl.a. indførte meget stramme valutarestriktioner, hvilket betød, at tyskerne stort set måtte blive hjemme. ”Badet” havde dog stadig et stort internationalt islæt, ikke mindst kom mange englændere, og i Danmark var det at feriere pa Fanø Vesterhavsbad stadig det mest mondæne, der fandtes herhjemme.

1907

Strandliv omkring 1907


Gældende servitutter blev håndhævet med streng hånd. Det var. således fortsat forbudt at klæde sig om i klitterne og bade fra. stranden. Man havde at hyre en af de grønne badevogne og lade sig køre ud i vandet »Badet«s kontrollører vogtede nidkæ over, at det hele foregik som påskrevet. Fandt de noget tøj i klitterne blev det fjernet, og et skilt fortalte, at det kunne afhentes pa »Badet«s kontor.

1930



Alt dette var et irritationsmoment i en tid, hvor folk i Esbjerg - som overalt - fik mere og mere fritid og mere og mere dyrkede natur og badeliv.

I Rindby byggede esbjergenserne deres egen ferieby omkring hundredvis af sommerhuse, og på stranden udfoldedes et rigt badeliv. Det hele var der mere jævnt og folkeligt.

Krigen slog ”Badet” i stykker

Den anden verdenskrig og besættelsen betød slutningen på en strålende glansfuld epoke. Da det hele var overstået var Fanø Vestervsbad en ruin, stranden spærret med pigtråd og miner, hotellerne ødelagt efter tyske soldater og tyske flygtninge havde huseret, Man fik genopbygget det meste, men man fik aldrig genskabt den atmosfære, der prægede ”Badet” før krigen. Der var ikke mangel pa initiativ, men tiden var en anden. Nu var det campingpladser, sommerhuse og rejser til Mallorca, der stod på dagsordenen.

”Fanø Vesterhavsbad” mærkede denne udvikling; ”Kurhotellet” forsvandt og gav plads for familieferiehotellet »Danland«, »Kongen af Danmark« blev overtaget af Tvind-imperiet, og enkelte af hotellerne måtte rives ned bl.a. fordi Danmarks Turisråd krævede det!

Tvind overtog Kongen af danmark i 1980, Danland kæden indviede Feriehotel Vesterhavet 1974, og Scan Club Fanø færdigt i 1984. Feriermønstret har ændret sig, og nu er afslapning og farniliehygge, brochurerne slår på.

Fanø Bad er der stadig, men de tre gamle badehoteller er revet ned. Det sidste var Kongen af Danmark, der forsvandt så sent som i 1989. Det blev aldrig det fashionable internationale badested, som det var planlagt. Men det blev til en spændende historie, og aktieselskabet ”Fanø Vesterhavsbad” består stadig som en aktiv virksomhed.

badeliv-i-halvfemserne

Badeliv i halvfemserne.


Relaterede artikler

Gå til top