I nord og syd på Fanø ligger skipperbyerne Nordby og Sønderho. Byerne er vokset op fra middelalderens fiskerlejer, fra hvilke der blev drevet sæsonbestemt fiskeri, oprindelig af Ribe købmænd, men senere af fastboende fattige og jordløse fiskere. I gode tider udviklede der sig lidt efter lidt en bofast befolkning på stedet der året rundt drev fiskeri, suppleret af en smule landbrug.

Johs. Mejers kort fra ca. 1650 viser midt på Fanø den nedlagte bebyggelse ved Sct. Anna Dal, og bebyggelse i nord og syd.

Den første bosættelse skete i 1300-tallet i Albobugten og dengang var Fanø delt i to øer af en rende kaldet ”Elses Gab”; det var her igennem beboerne førte deres fiskerbåde ud i Fanøbugten.

I 1606 siges det i en indberetning, at ”landet er ikke andet end tvende arme fiskerlejer og i sig selv meget fordærvet af sand”. Alligevel rummede denne ”sandbunke” allerede i 1743 – før sejlskibsfarten begyndte – over 1500 mennesker.

Landbruget var i ældre tid småt og ringe, de fleste var husmænd, hvoraf mange ikke havde mere jord, end de kunne grave med en spade. Oprindelig har gårdmændene sikkert også deltaget i havfiskeriet, og indtil udgangen af 1800-tallet drev enhver jordbruger fiskeri i større eller mindre grad., desuden kørte de fisk op fra bådene for de mere udprægede erhvervsfiskere, som ikke havde heste.

Med befolkningstilvæksten øgedes behovet for bierhverv og der skete en specialisering både i erhverv og bebyggelse, og fiskerne – og senere søfolkene – samledes i middelalderens slutning i to nye bydannelser, Sønderho i syd og Odden, det senere Nordby i nord.

Bønderne levede på den frugtbare Rindbyslette, og et lille antal havde bosat sig i de langstrakte klitlavninger mellem vandreklitterne nord for Sønderho.

Mellem byerne var der et ingenmandsland, der bestod af klithede og anvendt til græsning af får og ungkreaturer, men fra 1893 da Fanø Klitplantage blev anlagt består området af løv- og nåletræsbeplantning.

  Klik på kortet, for at se det i stor størrelse.

Fanø var den eneste af Vadehavsøerne der formåede at opbygge en stor hjemmehørende sejlskibsflåde, og heraf opstod to maritime centre, nemlig Nordby og Sønderho, der udviklede sig til skippersamfund.

Fanøs udgangspunkt var småskibsfarten, men i 1800-tallet udvidede Fanøskipperne deres flåde til at deltage i international skibsfart. Først blev grænserne udvidet til Nord- og Østersøfart, siden Middelhavet og til sidst oceangående langfart. I takt hermed voksede øens sejlskibsflåde og i 1890’erne var Fanø tonnagemæssigt den største flåde udover København. Dampskibene fik dog overtaget og i de første årtier af 1900-tallet oplevede Fanøflåden sin svanesang.

Tre nord-syd gående veje, - Østvejen, Hovedgaden og Vestervejen dominerer i dag Nordbys vejnet. Oprindelig var byen prægest af en øst- vestlig orientering. Slipperne udgår fra havnefronten vinkelret indefter og med et rækkehuslignende netværk af Fanøhuse, omkranset af smalle haver. Bebyggelsen var tæt, omkring 300 husstande på et areal af 8 ha.

Slipper fra havnen er typisk for fiskerlejet, og afspejler det oprindelig selvforsynende samfund af fiskere og søfolk

I sen middelalder lå Odden som et fiskerleje ved Fanø Lo, der dannede en forholdsvis dyb havn. Nordby sogn var delt i Odden, Nordby, Nørby, Byen og Rindby. Kirken lå på det tidspunkt i den sydligste landsby, Rindby, og flytter i 1786 til Nordby. I Odden var der overfartssted til Strandby på fastlandet.

Bebyggelsen i Odden startede langs med kysten og herfra har man bygget mod vest. Denne langstrakte bebyggelse har været forbundet med en syd-nordgående landevej, der fra Nørby i syd førte til møllen og herfra videre til kroen. 

I 1664 gives der bevilling til at drive kro i Odden, men man kender ikke den nøjagtige beliggenhed, det er først i 1682, at der bygges en kro, på det sted, hvor Fanø Krogård i dag ligger.

Om bebyggelsen Odden beretter stiftamtmanden i 1770: ”Husene ved bemeldte Odden i Nordby er så tæt, ja til dels tættere og nærmere ved hverandre bygte end i købstæderne”. 

Efter købet af øen i 1741 skete der en gradvis udvikling indenfor skibsbyggeri, reder- og handelsvirksomhed, og perioden der kaldes Fanøs Sølvalder (1780 – 1807) gav stigende velstand for en del af Oddens beboere. 

Købmand og færgefart 

I forsøget på at frigøre sig fra indflydelsen af købstæderne fik Krogården i 1798 øens første købmandshandel, med storkøbmanden Niels Jacobsen ved roret. 

Da man ingen byggeplan havde at gå efter, uden for så vidt, at hver mand gik efter sin egen plan, og da sognerådet ikke tog det så nøje med fremspringende hushjørner eller en bugtet gadelinje, så blev følgen den, at byens gader eller rettere sagt veje bugter sig ud og ind, og senere tiders sogneråd har haft meget bryderi med blot nogenlunde at rette de værste bugter; nogle huse står for langt fremme og andre står skævt for gadelinjen. Kun en eneste regel synes man at have fulgt, den nemlig at bygge længderetningen i øst og vest. 

Byens gadenet ligner nærmest en labyrint, som en fremmed let kan forvilde sig i; men i ældre tider var det endnu værre, da var nemlig hver anden have eller kålgård omgærdet med et tangdige, og i dette dige voksede bukketornen meget frodigt. På de steder, hvor man passede den med flittig klipning, kunne den få et ret pynteligt udseende - men blev dette forsømt, og tornen fik lov at vokse, som den ville, blev den ofte til stor gene for færdselen. Desuden var det skik at anlægge gangstier tværs over sin egen eller naboens grund, og ikke alene dette, men store partier af byen blev begrænset af lange stier, kun en god alen brede. En sådan sti fandtes endnu i min tidligste barndom i den vestre del af byen så at sige i hele byens længde, kun gennemskåret af de veje, der førte ud i marken. Desuden havde de fleste huse deres egen gangsti, og for at være vis på, at stien ikke blev spærret af ondsindede naboer, købte man for sig og sine efterkommere ret til afbenyttelse af den og den sti, og, om huset lå således, som mange huse den gang gjorde, at ingen vogn kunne køre hen til den, købte man ret til vej over naboens grund.” 

I anden halvdel af 1800-tallet indtraf en ny økonomisk rejsning med byfornyelse og vækst, der gav byen et købstadspræg. Med næringsloven af 1857 og frigivelsen af handel, byggedes der nu huse til butiksformål, institutioner og erhvervsformål, for at møde tidens nye krav. 

De nye huse vendte i nord/syd gående retning med facaden mod gaden og afveg derfor fra den oprindelige boligbebyggelse med øst/vest gående retning. Omkring 1890 byggedes også en del ”finere” huse til skibsførere og skibsredere. 

De små landbrug der havde været knyttet til de fleste huse i Odden forsvandt nu gradvist, livsformerne ændredes og man opførte bl.a. et mejeri i 1888. 

Oddens bybillede har været præget af tre møller. ”Rugmøllen, der var en stubmølle og nedtaget i 1863 og solgt. ”Pillemøllen”, der senere blev erstattet af Thyssens Mølle, oprindelig opført i 1775, men nedbrændt i 1917 og Mortensens Mølle, opført i 1858 og nedtaget i 1923.

 I midten af 1850’erne blev Fanø kendt som badested og i 1862 opførtes det første hotel, Duysens Hotel, senere Ankersens Badehotel og til slut kendt som Hotel Nordby. 

Skibsbyggeriet ved havnen var den betydeligste virksomhed. Af mindre industrier blev der i 1847 og 1856 oprette to saltværker, hvoraf det ene senere blev indrettet til brændevinsbrænderi og senere endnu husede diverse butikker. 

På billedet her ses det sydligste saltværk til venstre og lige før det ligger Krogården. Man ser stenværgerne, der beskytter byen mod vandets indtrængen, dog blev disse gærder ved flere stormfloder ødelagte og måtte genopbygges til en ret så bekostelig pris.

Ved indgangen til 1900-tallet stagnerede byens vækst, hvilket faldt sammen med sejlskibsfartens kollaps, og beboertallet begyndte en deroute, idet folk flyttede væk fra øen og over til Esbjerg. 

I 1960’erne begynder en ny byudvikling uden for Nordbys hidtidige grænser. Der bygges mod vest og naturen opsluges af nye villakvarterer uden særlig tilknytning til den oprindelige bebyggelse. Senest er engarealerne nord for byen blevet bebygget, trods stor modstand fra borgernes side.