Fiskerbåde som færger

I den tid, hvor Fanøs befolkning var henvist til at leve af fiskeri og landbrug, havde man ikke det store behov for at rejse til fastlandet, ud over et par ture om året for at afsætte fisk, og disse ture foregik i egne både. Af øvrige rejser, var det for det meste øvrighedspersoner som kom over Strandby til Fanø. De få handelsmænd der dukkede op, tog over med fiskerne eller med tørveskuderne enten fra Ribe, Darum eller Varde. Hvis andre havde behov, var det ikke vanskeligt at praje en af de fiskerbåde der var på fiskeri. Man svingede med hatten for at tilkalde en af fiskerbådene. Både i Strandby og i Nordby lader det dog til, at visse personer havde organiseret færgeri. Anna Lourup, der forhørtes på Ribe Rådhus den 14. december 1613 (hun var tiltalt for hekseri), omtaler at Søren Pedersen skulle færge hende over til Fanø.

I Riberhus Lensregnskaber for 1685 - 86 omtales en Hans Andersen der havde som bijob at skulle færge amtmandens folk og breve over til Fanø. Han nævnes i 1696 som "Færgemanden" i Strandby. På Fanø nævnes i boet efter Niels Mortensen i Nordby: "En Færgebaad med Sejl, Mast, Anker og Kabeltov med alt Tilbehør", alt vurderet til 10 Slettedaler.

Søkortsdirektør Jens Sørensen var i 1695 på opmålingsrejse ved den jydske vestkyst, kom den 2. august til Strandby, og skriver i sin dagbog:

"Der kom imod os til Land en Færgebaad fra Fanø og indtog Hr. Amtmandens Fuldmaegtig af Ribe, Oluf Christian Engelstoft. Kl. 4 mod Aften kom vi selv med begge og vor Bagage og levrede i staerk Sydvest Blaest (Modvind) ud til Fanø og logerede ind hos en Enke Margrethe Elisabeth, som er Amtsforvalteren (i Aalborg) Peter Kleyns Svigerske. Og Fogden Søren Dunch paa Fanø befalede straks samme Baad at gaa over igen til Strandby og hente Milevognen og Drengen, som og kom over om Aftenen til os."

Det var ikke tilladt at drive færgeri om søndagen i kirketiden, således blev Søren Nielsen, Tømmermand, tiltalt den 30. juni 1698 for: "afvigte Søndag og Hellidag hver ladet eder indfinde med Færgen ved Strandby, dog det tidt og ofte paa Prædikestolen er aflyst, at ingen, før Gudstjenesten er endt, maa her fra Landet færge".

Af andre omtaler, er der Hans Nielsen som den 16. august 1702 pantsætter "en liden Baad til at færge med" til handelsmand Peter Lauridsen i Ribe. Niels Nadersen Warrer, der døde i 1783, efterlod sig 1 Færgebaad, 1 Isbaad, 1 Vadmels Havkappe og 1 Skindpels". Han var altså godt udrustet til færgedrift også en i en streng isvinter.

Men der var på intet tidspunkt tale om regulær færgedrift, det var kun lejlighedsvis og det var op til de enkelte mænd om de ville færge.

Første forsøg på privilegeret færgeri (1699).

I 1699 gøres der dog et forsøg på at få oprettet et privilegeret færgeri mellem Fanø og Strandby. Stiftsamtmanden i Ribe, grev Schack bevilger Oluf Christian Engelstoft eneret på færgeri mellem Strandby og Fanø ved udstedelse af dette dokument: Bevilling  retur

Dette mærkelige dokument indeholder dog intet om nogen forpligtigelse om fast færgedrift. Engelstoft var stiftmandens fuldmægtig, og var en mand der var om sig, han havde kroer i Gredstedbro, Strandby og Sønderho, og det der nok trak mest var bevillingen til at bage brød. Brød spillede på dette tidspunkt en stor rolle, idet men endnu ikke kendte til kartoflen. Man var henvist til at købe kornet om efteråret for hele det næste år, og småfolk havde ikke råd til dette. Dette ville Engelstoft udnytte og ved at have eneret på færgeri, kunne han udelukke konkurrence.

Jes Nielsen Kromann søger bevilling i 1789

Det har sikkert ikke været nogen økonomisk guldgrube at drive færgefart og først i 1789 bliver der gjort forsøg på en mere regulær færgefart. N.M. Kromanns tipoldefar, Jes Nielsen Kromann (født i Sønderho 1756, død 1828) søgte om bevilling til befordring af rejsende mellem Strandby og Fanø. Stiftmanden i Ribe, Urne, spørger om muligheden for dette hos birkedommer Engelstoft, der mener at dette ikke vil være tilrådeligt, så bevillingen bliver selvfølgelig afslået.

Kromand Niels Jacobsen opfordres til at begynde ordnet færgefart

I 1793 blev spørgsmålet taget op igen, idet Stiftsamtmanden for Ribe Stift, J.C.F. Hellfried ved selvsyn oplevede den meget mangelfulde færgedrift. Han indledte forhandlinger med birkedommeren på Fanø og resultatet blev at man opfordrede kromanden Niels Jacobsen på Fanø til at påbegynde en ordnet færgefart og til at udarbejde et forslag til takster. Niels Jacobsen lavede et forslag og sender det til Stiftsamtmanden, der dog mener at taksterne er for høje:

"og endda under den Betragtning, at der vel ikke kan blive en saa stærk Søgning til hans indrettede Færge, har jeg dog funden en Nedsættelse absolut nødvendig, f. Eks. Betalingen for en Hests Overførelse er ganske umaadelig. Naar altsaa Hr. Jacobsen vil bekvemme sig til de Nedsættelser, som jeg har vedtegnet paa hans Forslag og omskrive samme med de øvrige af mig gjorte i Skriftet, kan han vente det paa bedste Maade rekommanderet til det kgl. Rentekammers forhaabentlige Approbation. Naar han ogsaa betragter Privilegiet hæftet til sin Gaard, holder jeg de smaa forlangte Nedsættelser for ubetydelige mod hans Fordel."

Efter at Niels Jacobsen på denne henstilling havde reduceret taksterne noget, henvender Stiftamtmanden sig i en skrivelse af 4. april 1793 til Kongen gennem Rentekammeret.

Herom hedder det i Rentekammerets Protokol:

"Ved hoslagte Skrivelse af 4de April sidstleden har Stiftamtmand Hellfried i Ribe Stift forestillet Nødvendigheden af et Færgeløbs Indretning mellem Fanø og Strandby, nær ved Hjerting under Riberhus Amt, hvor Overfarten til det faste Land er smallest og omtrent af en lille Mils Længde. Allerede i Aaret 1743 har saadan Indretning været i Forslag, men hidtil endnu ikke kommen i Orden. Efter Birkedommer Engelstofts paa Stiftamtmandens Ordre til ham indgivne Beretning om Overfartens Beskaffenhed sammesteds skal hidtil enhver have færget, som vilde og kunde, og taget Betaling, som Vedkommende derom har kunnet forenes, hvorved det ofte, især i Fisketiden, har indtruffet, at de Rejsende har været forlegne for at komme over og derfor har maattet betale, hvad der er bleven forlangt, kun i Henseende til Kongens eller Landets Tjeneste er det ved et af Øvrigheden ratificeret Reglement af 21. December 1743 bestemt, at de, som af Birkefogden eller Landets Fuldmægtiger dertil tilsiges, skulle under højeste Straf vaere pligtige til at forrette samme.

Dette har foranlediget Stiftamtmand Heilfried til ved Birkedommeren at indlade sig i forhandling med Kromanden paa Fanø, Niels Jacobsen, : "om mod en billig Betaling at paatage sig forsvarlig at besørge bemeldte Færgeløb med Baade og Folk efter Vejrligets og Strømmens Beskaffenhed; og efter vedlagte hans i den Anledning til Stiftamtmanden indgivne Forslag er han villig dertil"

Niels Jacobsen får bevilling 1793

Så den 16. oktober 1793 gives der ved kgl. bevilling til at "besørge Færgeløbet" til kromand Niels Jacobsen. Den kongelige bevilling lyder således:

"Niels Jacobsen, Hustru og Arvinger, saavelsom efterkommende Ejere af den ham paa Fanø under Riberhus Amt tilhørende Værtshusgaard, maa herefter besørge Færgeløbet imellem denne Ø og Strandby ved Hjerting i bemeldte Amt, imod at han sig dermed tilbørlig forholder efter de om Færgeløbene udgangne Anordninger, samt stedse vedligeholder de fornødne Færger, Fartøjer og Baade i forsvarlig Stand, og Alle og Enhver med Transporten ufortøvet og upaaklagelig befordrer, saa og besørger i Strandby et kendeligt Signal indrettet, saasnart en Færgebaad forlanges dertil fra Fanø, da det skal være ham tilladt derfor at oppebære følgende Takst, nemlig:

Takstoversigt

§ 1.

I de fem Sommer måneder fra 1. maj til 30. september:

a) for hver ledig Person med hvad han selv kan bære, 6 Skilling; men skulde den lille Færgebaad gaa over med én Person, betales derfor 24 Skilling, dog kunne flere Personer indtil fire tilsammen overgaa med denne Færgebaad for samme Betaling, men naar flere end 4 Personer ville sættes over ved samme, betales 6 Skilling for hver Person, - af en Tønde Rug eller Korn 3 Skilling, en Tønde Smør 5 Skilling, en Oksehud eller Hestehud 1 Skilling, en Side Flæsk 2 Skilling, en Degger Kalve-, Faare- eller Lammeskind 3 Skilling, en Kiste, en Kuffert og en Pakke eller en Sæk af lige Vægt eller Størrelse 6 Skilling; af hvad, som ikke egentlig kan benævnes, betales Fragten efter billig Overenskomst og i sammenlignet Forhold til foranførte Posters Vægt og indtagende Rum.

b) For den store Færgebaad, som overfører Heste, Kvæg, Hø, Halm og Brændsel: af en Hest 24 Skilling, en Stud eller Ko 12 Skilling, andet ungt Kvæg Stykket 8 Skilling, et Svin 6 Skilling, en Gris eller et Faar 3 Skilling, et Læs Hø eller Halm 16 Skilling, et Læs Lyng 10 Skilling, et Læs Klyne eller Tørv 6 Skilling, en Karet 48 Skilling, en Chaise, Kariol eller Postvogn 32 Skilling; men skulde én eller flere Personer forlange den større Færge, maa derfor betales 64 Skilling til eller fra Strandby, ligesom det og skal være Lejeren tilladt at benytte sig af samme til fuld Brug uden videre Betaling, for alt hvad deri kan rummes mere end efter stykkevis; hvorhos dog ingen maa overlades denne Færge alene, saalænge Overfarten for andre Personer og Gods derved kunne forhindres.

§ 2.

I marts, April samt Oktober og November Maaneder af hver Person 8 Skilling, men skulde den lille Færgebaad gaa over med 4 Personer eller et færre Antal, betales derfor 32 Skilling, og for hver Person, som er over fire, betales 8 Skilling, af alt det øvrige, som foran eranført, betales ¼ Del mere i disse Maaneder end i Sommermaanederne; derimod bliver Taksten for den store Færges Brug i disse Maaneder uforandret.

§ 3.

I Vintermaanederne, nemlig December, januar og Februar Maaneder, naar der er Is i Vandet, og Isbaaden skal bruges, betales for én til fire Personer 1 Rdl., men for hver Person over fire, 24 Skilling. Af det Nr.1 a benævnte Gods og Varer betales i denne Tid en halv Del mere i Forhøjelse i Færgepengene. Skulde det derimod i disse Vintermaaneder være saa mildt Vejrligt, at ingen Is er i Vandet, og Sejlbaaden kan bruges fra Havnen, da betales Færgepengene efter den under Nr. 2 bestemte Takst. - Dog skat herfra i ethvert Tilfælde aldeles være undtagen alle de, som rejser i Kongens Embeder eller kongl. Tjeneste, hvilke ligesom og alle Embedssager og Breve, saaledes som hidtil, frit overføres. - Iøvrigt have nuværende og efterkommende Ejere af dette Færgested, hvoraf til Kongens Kasse svares aarlig Afgivt 4 Rdl., som i rette Tid erlægges, stedse at holde alt, hvad til de Rejsendes sikre og hastige Befordring udfordres, i behørig og forsvarlig Stand, saa at Ingen skal have billig Aarsag sig derover at besvære. Og skal enhver Ejer af bemeldte Færgested, saasnart han samme tiltræder, ansøge denne allern. Fornyelsesbevilling paa sit Navn, saafremt han agter samme at nyde og desforuden at erlægge til Kongens Kasse én Gang for alle en Kendelse af 10 Rdl., foruden den nævnte aarlige Afgift 4 Rd."

Samtidig blev der udarbejdet en fundats der skulle opslås i krostuerne i Nordby, Sønderho og Strandby med følgende indhold:

"Fundats til et bestandigt Færgeri mellem Ejlandet Fanø og Strandby.

1. Skal være en suffisant og velbefaren Sømand til Færgen, hvilken skal paa egen Bekostning forskaffe sig 2 Færgebaade, nemlig en Isbaad og en anden ordentlig Baad, hvilke 2 Baade han ligeledes holder i forsvarlig Stand og forsyner med fornødne Folk, saaledes at enhver Passager med sit Gods kan være og blive uden Skade og Fare.

2. Skal han være forbunden uden nogen Ophold eller Hinder at befordre enhver Rejse og Overfart.

3. Paa Søn- og Helligdage samt Bededage maa aldeles ingen Færgen ske, førend Gudstjenesten er til Ende, med mindre uomgængelig Nødvendighed det maatte udkræve, dog skal sligt Birkedommeren tilkendegives. Skulde han understaa sig ellers før eller under Gudstjenesten at øve nogen Færgen, skal han betale Helligbrøde efter Loven.

4. Skal han begegne alle og enhver med Høflighed og Behjælpsomhed saavidt muligt.

5. Han maa heller ingen Omløbere, som ikke med lovligt Pas er forsynet, til Landet overføre, og ingen af de, han transporterer saaledes, maa han slippe fra sig, før han har stillet dem for Birkedommeren, som reviderer deres Passers Rigtighed. Skulde han befindes nogen ulovlig Person at transportere, bøder han efter Hans Majestæt derom udgangne Forordning. Imidlertid om han kan opdage nogen af Sognets Beboere, som maatte overføre slige Betlere, skal han nyde en fjerde Part af, hvad Bøde derved kan falde.

6. Enhver af Sognets Beboere, som selv har Baade og Fartøjer, maa være tilladt uforment af Hovedfærgerne at transportere deres egne Husfolk, som er i deres Brød og Tjeneste, og andet hvad de til deres Fornødenhed og Næring maatte behøve, men andre Personer der udenfor og hvad andet Gods af hvad Navn maatte nævnes, tilkommer den beskikkede Færger alene at transportere og ingen anden. Befindes nogen af Sognets Beboere at præjudicere den anordnede Færge med nogen utilbørlig Overførsel, skal de derfor bøde og betale for hver Person til Færgeren 4 Sk. og for andet Gods dobbelt Færgeløn."

Jacobsen ønsker at blive løst fra færgeriet

Færgeriet var bestemt ikke rentabelt, og det kan Niels Jacobsen næppe heller have forventet, det var for ham mere en æressag at få overdraget færgeriet, og måske håbede kan på lidt mere i indtægt til kroholdet. Da vintrene i et par år havde været meget strenge og da Niels samtidig havde gode indtægter fra sine virksomheder: Krohold, handel, skibsrederi, befragtning og som strandingskommissionær, søgte han i september 1810 om at blive løst fra sine forpligtigelser til at færge, men ville dog gerne beholde retten til at overføre sit eget gods.

Da postdirektionen modtager underretning om dette, beder de om Birkedommer Nørups mening, - Nørup forsøger forgæves at få Nordby sogn til at overtage færgeriet, og afgiver herefter sin betænkning:

".Hvor foranderlig Tider, Omstændigheder, som Menneskenes Meninger og Attraa er, derpaa er nærværende Sag et lysende Eksempel. -

Paa de 9 Aar, jeg har været Birkedommer her, har man stedse misundt Hr. Jacobsen dette Privilegium, og jeg nægter ikke, at jeg selv har syntes, at samme ikke burde været i hans Haand, da jeg troede, det tilkom hele Sognet og ikke en enkelt Mand, og mindst den Mand, der hverken vil, kan eller behøver at lægge personlig Haand paa Værket eller drive det med den Orden og Hurtighed, som Tidernes Tarv fordrer, og den Rejsende er berettiget til at kræve. - Nu, da dette Privilegium opløses, vil man ikke entrere.

jeg har forestillet Sognet, at forhøjet Takst vist kunde faas, og at det var en Rettighed, som Sognet ej burde miste, men overtage og bortforpagte paa Konditioner, hvorved især Farten blev ordentlig - saavidt Naturomstændighederne tillader det - og de Rejsende mindre end hidtil faar Aarsag til Klage.

Men Sognets Erklæring viser, at man tænker anderledes. Og da det er imod en Bevillings eller Privilegiums Natur, at det kan paatvinges nogen, saa finder jeg, at Hr. Jacobsen ligesaa lidt kan paatvinges at vedblive som Sognet at overtage dette Færgeri. Kun bør jeg af al Kraft modsætte mig den Ytring af Sognet, at enhver, som vilde, maatte færge, hvilket vilde aarsage den største Uorden og Forlegenhed for kgl. Embedsmænd og Rejsende m. m. Thi naar enhver maatte færge, maatte han jo ogsaa lade være at færge. Han færgede altsaa efter eget Indfald, egen Bekvemmelighed og kun i godt Vejr. I andet Vejr og vanskelig Fart, da Embedssager og Rejsende ogsaa skal befordres, vilde følgelig ingen færge, og bestemt Færgetakst kunde da ikke haves. Og hvilken Forvirring og Ophold vilde dette ikke foraarsage. Nu er 20 Gange saa megen Passage og Korrespondance mellem Øen og Fastlandet end for 20 Aar siden. Og hvor vilde Embedsmanden til Tid og Sted kunne faa sine mange Emhedsekspeditioner befordrede?

Faergeriet maa altsaa absolut sættes og blive paa fast Fod og snarere bedre ordnes og bestrides, end som Sognet vil, eller ganske opløses.

Jeg indstiller derfor:

1. At Hr. Jacobsen løses fra hans Privilegium som Færgemand mellem Fanø og Strandby, hvilket han af anførte mine Grunde ingen Sinde kan eller har bestridt, som det burde bestrides.

2. At han passende indskrænkes i hans tagne Reservationer selv fremdeles at overføre Personer og Gods, hvoraf jeg bør anføre: at denne Forbehold ikke er en ubetydelig Del af det hele Færgeri.

3. At Færgetaksten af 16. Oktober 1793 overalt i det mindste fordobles, nu alle Fornødenheder er mange Gange dyrere end da, og. at Færge,, folkene desuden saavidt Personer angaar (dem de ofte maa bære gennem Vandet i og af Færgebaaden) nyde ¼  af Taksten og Drikkepenge, samt at Færgemandskabet til enhver Tid maa være fri for Udskrivning til kongelig Tjeneste.

4. At, da Sognet ej vil overtage Færgeriet, den kgl. General Postdirektion (hvorefter Færgefarten efter Plakat af 24. Marts 1807 sorterer) kunde her maaske for samme Regning anlægge en Bipost, og Ekspeditionen her forenes med Færgeriet, hvormed samme paa en Maade altid her bliver naturlig forbunden."