Overfartsforhold

Der var ikke tale om nogen regelmæssig færgefart, idet man var afhængig af vind, vejr og strøm. På Strandby siden måtte rejsende vente i timer, ja i stormvejr i flere dage. Man kunne da tage ophold i Strandby Kro, der var ejet af Morten Spangsberg. Han fik desuden en lille indtægt ved at køre de rejsende til og fra kroen. Hvis man ventede nede ved færgen, var der intet læ, og Spangsberg synes ikke der var nogen grund til at bygge en ventesal, til trods for mange opfordringer. Den 28. november 1820 ansøger skibsfører Mathias Hansen Clausen om at få bevilget værtshushold i et hus han havde købt ved strandkanten, - han blev støttet af mange beboere. Birkedommeren medgiver følgende erklæring:

"At Mathias Hansen Clausens Hus er særdeles bekvemt beliggende for Rejsende til og fra Fanø, er en Sandhed, som ikke kan nægtes, thi samme ligger ved Strandkanten omtrent lige ud for det Sted, hvor Færgebaadene landsætter og igen medtager Rejsende, ligesom man fra hans Vinduer kan se, naar Færgebaaden ankommer fra denne Side, hvorved den Bekvemme, lighed er forbunden, at Rejsende, som vil overføres med Færgen, straks ved sammes Ankomst kunne melde sig dér. Disse særdeles Mangler har den privilegerede Kromand Morten Spangsbergs Gaard, da denne ligger Iængere fra Strandkanten, skønt vel ikke ¼ Mil, som i Ansøgningen er anført. Derfra kan Færgebaaden ikke ses, og om en Rejsende ved at gaa udenfor Gaarden kunne blive Baaden var, er Vejen dog saa lang fra Stranden, at Baaden kan vaere gaaet fra Landingsstedet igen, forinden Strandbredden kan naas.

Det er ogsaa vist, at for mange af de Rejsende, som kommer hertil, Fodgængere og de fleste af de Søfolk, som vender hjem, er det en Omvej at drage ind i Morten Spangsbergs Gaard i Stedet for lige til Strandkanten.

Det er altsaa uden for al Tvivl, at det for disse vil være til største Gavn at kunne søge Husly og nyde Forfriskning i Mathias Clausens Hus, indtil Færgebaadene, der ikke uden ved den sædvanlige Børtetid, opholder sig ved Strandbysiden.

Betragtet fra denne Side, tror jeg altsaa underdanig, at der kan være Grund til at anbefale nærværende Ansøgning, der af de anseteste Mænd i begge Sogne er underskreven, skønt den Anmærkning ikke bør undlades, at der paa den anden Side heller ikke kan nægtes, at Overfarten mellem det faste Land og Fanø i en lang Række af Aar har fundet Sted, uden at der har været noget Gæstgiversted ved Stranden, at endelig det af Math. H. Clausen i 1819 opbygte Hus i sin nuværende Form, endnu mindre efter sin Størrelse, kan være skikket til at modtage Rejsende af alle Staender samt Heste og Vogne, kan jeg ikke skønne; thi det er kun 7 Fag langt.

For øvrigt er denne Math. H. Clausen, som egentlig er en indfødt Fanøer, saavidt mig er bekendt, en meget skikkelig Mand og efter min Formening vil være ret vel skikket til Gæstgiver. Imidlertid kan efter min Formening næppe 2 Gæstgiverier i og ved Strandby leve. Det er vel saa, at Morten Spangsberg har et betydeligt Avlsbrug, og at Kroholdet altsaa af ham kan betragtes som Biting, men det er ogsaa sandsynligt, at hvis Math. H. Clausen meddeles den ansøgte Bevilling, vil hans Næring for en Del og maaske for største Delen bortfalde, thi der er ikke Trafik nok af Rejsende til, at 2 Kroer kunne have Søgning. jeg mener, at man kan antage, at Pluraliteten er Beboere her af øen, og at alle disse ville søge ind til Math. H. Clausen som Bekendt og Landsmand er naturligt og højst venteligt."

Mathias Clausen fik dog ikke sin bevilling, og i årene 1825-27 var han kromand i Nørre Faarup ved Ribe, han flyttede senere tilbage til Fanø og førte i nogle år galeasen "Enigheden" med rederi i Randers. Han døde under et ophold i Varde 16. december 1851, 70 år gammel. En søn, Anders Mathiasen Clausen blev også skibsfører, han forliste og omkom med skonnerten "Mette" i 1875.

Trussel mod monopolet

Færgemanden har gennem tiderne helt til postvæsenet overtog færgeriet i 1918, måttet føre en kamp med den ret der var givet til folk i anordningen af 24. oktober 1812, til at færge med deres egne både og medtage eget gods og medlemmer af husstanden. Hans Jessen beklager sig i 1820 til Postdirektionen, idet der er vanskeligheder med at bestemme ejendomsforholdene til bådene, der overfører folk og gods, idet disse er fiskebåde, der ejes i fællesskab. Hans Jessen skriver:

"Tiderne og Omstændighederne have maaske rigtig nok, efter alle de Plager og Ulemper, Fanø i den senere Tid (Skibsforlis og Epidemi) har været hjemsøgt med, gjort det til en Trang for de fleste her paa Øen saavidt muligt at spare Færgepengene, hvad enten det er dem, der selv ejer en Baad og kan sætte over med eller med en Ven og Bekendt; men de samme Tider og Omstaendigheder nøder mig til, endog som en sand Nødvendighed, for med en talrig Familie at kunne leve, at hævde de Privilegier, hvis Revenuer for en Del udgør det væsentlige af min Næringsvej, og hvoraf jeg aarlig skal svare Afgift"

Postdirektionen svarer tilbage at han må afgøre dette ved domstolene, og hvis man ikke kunne dokumentere ejendomsretten til sin båd, idømtes man bøder. Der var mange langvarige retssager, og nogle måtte endda helt til Højesteret. Fanøboerne lagde efterhånden ligefrem færgemonopolet for had.

Færgeriet under statskontrol

Færgemateriellet som Jessen anskaffede var ret tarveligt: En slup "Den unge Peter" og en halvdæksbåd "Diane", begge med en drægtighed af 2 Kommercelæster. "Den unge Peter" var endnu i farten i 1832 og måske længere. Jessen brugte den for øvrigt også til at fiske med.

Færgeriet var i privat eje, men driften og dens materiel var under statskontrol. Færgemanden skulle føre nøjagtig journal og en klageprotokol. Disse blev årligt indsendt til amtet, som på Postdirektionens vegne skulle føre kontrol med færgeriet.

Birkedommeren udsendte hvert år synsmænd, for det meste en ældre erfaren skipper, og en af Nordbys skibsbygmestre, der skulle give rapport om færgeriet.

For 1821 lyder indberetningen således:

"Færgestedets Tilstand og Bestyrelse er upaaklagelig, og de Rejsendes Befordring sker med Sikkerhed og Orden. Færgemandens Hus, hvor Rejsende i Følge den ham meddelte Bevilling til Gæstgiveri modtages og beværtes, er bekvemt indrettet og Beværtningen god. Færgestedet paa denne Side (Fanø) er repareret, paa Strandbysiden maa derimod køres ud i Vandet for at komme fra eller til Baaden. Dette er forbundet med megen Ulempe, da Vandet ofte gaar ind i Vognen, som og, naar Hestene er uvan dertil, er forbunden med Fare. Forbedring eller Forandring i denne Maade. at komme frem paa er imidlertid hverken at haabe eller vente."

Færgemanden havde prøvet at forbedre adgangsforholdene ved at foreslå at etablere en rende indtil strandkanten eller ved at bygge en dæmning, og havde beregnet dette til 2923 Rdl., men ingen beboere ønskede at dele udgiften, så alt blev ved det gamle.

Et par år senere er Stiftamtmanden på besøg og kan ved selvsyn opleve de dårlige landingsforhold, og den 11. oktober 1823 indberetter han til Postdirektionen:

.,,Ved en i afvigte Aar foretagen Embedsrejse blev jeg personlig bekendt med de Besværligheder, der finder Sted ved Overfarten fra Strandby til Fanø, og som fornemmelig medfører ej alene megen Ubekvemmelighed, men endog, især om Efteraaret og Vinteren, udstrækker sig til Livsfare for de Rejsende, idet disse er nødsaget til at lade sig og deres Gods udbære eller udkøre i den aabne Sø i en Distance af  7 á 800 Alen, forinden de kunne komme om Bord i Færgefartøjerne.

For om muligt at raade Bod paa dette Onde, lod jeg sagkyndige Mænd sammenkalde, og efter Overlæg med disse blev det enstemmigt antaget, at en saadan Vases Anlæg fra Strandbred. den ud til, hvor Fartøjer almindelig kunne flyde, vilde være det eneste Middel til at lette Overfarten."

Udgifterne til en sådan vase blev beregnet til 1000 Rdl., men igen skete der intet.

Kolvig overtager færgefarten

Hans J. Jessen døde den 2. maj 1830, 62 år gammel. Hans søn Jens Hansen Jessen havde forinden overtaget færgeriet med gæstgiveri (bevilling af 20. august 1829). Jens døde den 9. december 1837, kun 38 år gammel. Hans enke, Mette Nielsdatter, fortsætter nu driften. Hun bliver gift igen med skibsfører Carl Wilhelm Kolvig, der den 15. august 1839 får bevillingen overdraget. Han påbegynder straks en del forbedringer, og roses af Postdirektionen og de rejsende. I en indberetning af  9. april 1844 hedder det: "at de tre befalede både er i særdeles god stand og en jolle haves i beredskab".

En af forbedringerne var en rullebro der anvendes i Nordby, hvor bådene havde landgang på en skråning ved strandbredden. Endvidere nævner indberetningen de signaler der anvendtes ved Strandby: Et flag betyder den lille båd, et bræt den store båd og flag på halv stang jollen, når det kun drejede sig om to eller tre passagerer.

Skibsbygmester J. Fr. Schrøder og skibsfører Niels Anthoniesen skriver i tilsynsrapporten den 13. maj 1853 at der til færgeriet hørte:

"en stor Sejlbaad, der kan rumme 45 Tønder Korn, og en mindre Sejlbaad, der kan rumme omtrent 25 Tønder, des, foruden en stor jolle til Brug om Sommeren med stille og godt Vejr. Med den kan overføres 8 á 10 Personer; endvidere er der en Isbaad at bruge, naar der er Is i Farvandet; den er af Størrelse til 5 á 6 Tønder Korn. Alle disse Baade er i god og sejlbar Stand og med anstændige Sæder og godt Inventar."

Fra et større rejseselskab, der i juli 1851 sejlede med det danske fragt- og passagerskib »Jylland« fra Hjerting til England beretter en af passagererne om overfarten.. Der var nogle dages ophold i Hjerting, og ventetiden blev bl.a. fordrevet med en tur til Fanø. Herom fortæller en af deltagerne, forpagter Villars Knudsen Lunn, i den tidligere nævnte artikel, og her skal citeres, hvad han skriver om overfarten fra Strandby til Nordby i Kolvigs store færgebåd. En så livfuld beretning fra det gamle Jerne sogns overfartssted til Fanø er bemærkelsesværdig, og vi modtager et levende førstehåndsindtryk af færgefarten fra den åben Strandby strand i gamle dage.

»Da jeg havde været hjemme i mit Logie (i Hjerting) og gik tilbage til Kroen, mødte jeg tvende Vogne fulde af Engellandsfarere og deriblandt Jørgensen, som raabte mig an, at jeg burde tage med paa en Udflugt til Fanøe; da Veien netop gik forbi min Dør, saa ilede jeg ind og fik min Kavai, og erholdt derpaa en staaende Plads mellem Sæderne paa den ene Vogn-, thi Sæderne vare fuldt besatte, og saaledes kjørte jeg staaende den 1 Miil lange Vei til Strandbye. Ankommen til Færgegaarden bragtes os den Efterretning, at i over ½ Time havde de telegrapheret over til den anden Side om Færgebaaden, men den havde ei sat ud, formodentlig formedelst den hoie Soegang-, nu lod vi heise et sort Bræt til, som betyder at den store Baad skulde komme over, og efter at have ventet omtrent ½ Time saae vi ogsaa Baaden i fuld Fan komme seilende. Da Baaden ei kunde gaae ret langt indfor ei at sættes paa Grund, saa kastede den Anker temmelig langt ude, og vi maatte saa kjores derud til den i en Vogn. Jeg kom til at staae bagved det bageste Sæde. som var mig til største Gavn og Pladseer; thi da Vognen var kommen lidt ud. hvor de rigtig lange Bølger kom med frisk Fart ind, og vi netop skulde kjøre lige mod disse for at komme ud til Baaden, saa sloge disse an mod Vognstangen og Hestebringen, og sloge ved denne Modstand helt hen over Hestene og Vognen, saa at Kusken og en Fanøe-Kone, som sadde paa forreste Sæde bleve aldeles gjennemblødte, de paa 2det Sæde tildeels ogsaa, men de paa 3die Sæde og jeg som stod bagved og dukkede mig heelt ned, saa Søen gik hen over Hovedet, fik ikke meget. 

Denne Dravat varede ikke saa ganske køn. thi naturligvis var 7 Mennesker paa en saadan Vogn i Strandsand med Vind og Bølger imod et tungt Læs for et Par Bondepilliker, og derfor krab de kun ganske langsomt frem. 

Endeligen naaede vi dog Baaden og kom heldigen ombord og glædede os uhyre over at vi vare de Første og skulde see de Andre, som endnu stode paa Strandbredden og aldeles ikke kunde see. hvor vaad Kjøretouren vilde blive dem. Efter nogen Tid kom ogsaa de ankjørende imod Bølgerne og fik deres Overhaling ligesaa fuldt som vi. Jørgensen havde valgt Pladsen hos Kusken og saae ud som en dronet Muus, og for at give dem det fuldt saa godt som vi havde faaet det, hev vi i Ankertouget for at faae Baaden endnu længere ud. 

Med Baaden maatte vi gjøre adskillige Slag inden vi kunde naae op for Landingsbroen, og ved denne Leilighed fik vi ligeledes el sjeldent Søerne ind over; at jeg ved denne Leilighed var glad ved at have faaet Kavaien med er naturligt; thi flere Passagerer fik her, hvad de havde undgaaet i Vognen, men ogsaa her stod jeg mig godt; thi jeg valgte min Plads paa den midterste Toft ved Masten og vendte altid Skrudten til Vinden, og saaledes gik Søerne som oftest heelt over mig; kun fra neden af fik jeg lidt Fugtighed; thi Støvlerne vare som tidligere nævnt lidt mangelfulde. Ved Landingsstedet kunde vi løbe tem¬melig langt ind, men maatte dog balancere hen ad et smalt Brædt, som gav sig saa megetf især med de tunge, at det gik op over Støvlevristen; men ogsaa her slap jeg godt, bedre end de Fleste. Hos Gjestgiveren, Kolvig, bestilte vi dernæst Aftensmad og Nattelogie til 10 Personer, og begav os saa ud for at see Øen.«

Færgefart omkring 1850

Artikel i "Fanø Ugeblad".

Færgefarten besørgedes den gang af fire åbne både og desuden om vinteren, når disse ikke kunne sejle, af en isbåd. To af bådene var sejlbåde med faststående mast, de to joller havde også mast, der kunne lægges ned, når det var stille, og der roedes eller stagedes frem og tilbage. Færgefolkene var to ældre sømænd, som besørgede den daglige tjeneste, om vinteren ansattes flere, når der var istransport. Bådene var stationeret i Nordby, og der sejledes to ture dagligt. Desuden kunne ekstrafærge fås enten fra Nordby ved henvendelse til ejeren af Færgegaarden, eller ved at sætte signaler i Strandby på en stang, der stod i nærheden af kroen; der var forskellige signaler, eftersom man ønskede en af de større sejlbåde, eller blot en jolle. Priserne var jo større for en stor båd end for en mindre ligesom taksterne for de almindelige ture rettede sig efter passagerernes stilling. Om natten hejstes en lygte på stangen eller masten, og det var pålagt nattevagten, at holde øje med samme og varsko færgemanden, når lygten hejstes deroppe, da det også hændte at der kom bud efter læge og medicin fra Strandby og omegn dengang. Nordby lå jo nærmere ved end Varde.

Ved de almindelige ture, eller når posten medførtes, kom der altid vogn ud til båden ved ankomsten til Strandby, ellers måtte man fra båden hejse signal, hvis vogn ønskedes, od den der forlangte signalet hejst, fik lov at betale vognen. Ved Strandby bar færgefolkene folk i land, når der ingen vogn kom ned, de fik derfor gerne en drikkeskilling, eller blev budt op i kroen på en kaffepunch. I Nordby fandtes en transportabel bro på hjul, der blev ført ud til båden, når den var landet. Kreaturer og heste kom i land på en slags bro med ribber, der hængte over siden på båden. Den store færge brugtes mest til at færge dyr over i; særlig efter markedet i Varde i oktober kom der meget slagtekvæg til Fanø, så den i disse dage gjorde mange ture imellem Strandby og Batteriet. Det var undertiden drøje overfarter, og mange satte helbredet til på den, særlig om vinteren, når der var isdrift og isbåden måtte i gang. Et hus med et lille komfur fandtes ved Batteriet, hvor færgefolkene pg passagererne kunne søge ly. Foruden rejsegods var der ikke stor trafik af varer den gang over Strandby. Bønderne i omegnen bragte dog jævnlig deres produkter til Fanø for at sælge dem.

For at tilkalde de rejsende, når båden var landet eller skulle afgå fra Nordby, brugtes et kohorn til at tude i, som de gamle svende, især kunne få til at give nogen lyde fra sig, der kunne høres vidt omkring. Et kohorn på en stage, brugtes til at stænke vand på sejlene med, for at gøre disse tætte og derved drive båden bedre frem.

Færgeriet var anset for kongelig tjeneste, og de folk, der var ansat som færgere slap for orlogstjeneste, dette benyttede nogle sig af, for at blive fri for at gå til orlogs.

Om vinteren, når der var is i farvandet, kunne overfarten tage timer og var meget vanskelig. Man anvendte da en særlig indrettet båd, den såkaldte isbåd, der kun blev roet. Når Loen - indsejlingsløbet til Nordby - var fyldt med is (og navnlig med stigende Flod var dette tilfældet), var det umuligt at føre en båd ud eller ind derigennem. Overfarten skete da fra den såkaldte Batteripynt,*) et Punkt lige over for den nye fiskerihavn i Esbjerg. Til dette sted, ca. 2 Km Nord for Nordby, måtte passagererne spadsere ad en dårlig vej, og ofte opholde sig i kulden i flere timer på den åbne strand. Dette fik Kolvig ændret. Han fik opført et anløbssted ca. en kvart mil nord for Odden, et lille hus med ildsted. *) Allerede i 1802 blev her anlagt et Batteri, der vedligeholdtes i 1807- 14, 1848-50 og 1864. Samtidig med denne forbedring, forsøgte Kolvig at få forbedret anlægsforholdene ved Strandby. Han henvendte sig i flere omgange til amtet, der da også fremkom med et forslag om at bygge en dæmning, men som amtet ikke selv ville finansiere, og således blev der ikke foretaget sig mere.

Kolvig ønsker taktforhøjelser

Kolvig synes nu, at  på baggrund af de forbedringer han havde indført, at det var på tide at forhøje taksterne. De hidtil gældende takster var fra 18. juli 1818. Kolvig søger om takstforhøjelser den 29. oktober 1853, og birkedommeren følger op med en erklæring, der bl.a. angiver:

",at det maa fremhæves, at Rejsende nu gør større Fordringer end forhen til Færgebaadenes Størrelse, Indretning og Udstyrelse . . . Det er mig bekendt, at Beskaffenheden af det herværende Færgeri er i udmærket god Stand. Kolvig sparer intet for at holde alt i bedste Orden. Forhen var Baadene kun smaa og hver Baad sjælden bemandet med mere end l Mand; nu derimod er de betydelig større og hver besat med 2 Mand ved hver Overfart. Den store Baad kan saaledes indtage 50 og den mindre 20 á 30 Personer; desuden haves en Færgebaad til Brug ved særlige Omstændigheder samt en Isbaad. Disse større og bedre Baades Anskaffelse og Vedligeholdelse falder meget kostbar og kraever større Tilskud end forhen, og dog er Taksten hidtil ikke bleven forhøjet; dertil kommer, at dette Færgeri er vanskeligere end mange andre. Den Vej, Færgen har at sejle, er ¾ Mil. Stærke Strømninger, der er hinanden modsat, hæmmer Løbet og Sejladsen, og naar Vind og Strøm er imod, medgaar til Overfarten ofte indtil 4 Timer, ja, undertiden halve Dage og længere...". Postdirektionen gav imidlertid afslag.