Skiftende ejere

Denne lille damper var alene om overfarten til 1890, hvor Svarrer solgte færgeriet med Færgegården til et konsortium bestående af møller H.C. Hansen, Spangsberg Mølle, Skibsbygmester Th. Dahl og proprietær Breinholdt for en købesum af 102.500 kr. til overtagelse 1. april 1891. Dette konsortium anskaffede en damper mere, en 2 ½ halvt år gammel damper, der havde sejlet mellem Berlin og Hamborg. Den havde en længde på 80 fod og fik navnet "Esbjerg". Pris 24.000 kr. Man solgte senere damperen "Fanø" til ophugning og anskaffede en ny der fik navnet "Nordby".

Færgeriet solgt til et konsortium i 1896. Dette konsortium dannede et aktieselskab. Formålet var at aktieselskabet skulle indgå i et større internationalt aktieselskab med hovedsæde i London. Dette selskab skulle sammen med færgeriet også have omfattet Fanø Nordsøbad og en bane fra færgelejet til badet.

Færgeriet solgt til et aktieselskab i 1901 med hovedsæde i Århus, hvor færgerne samtidig blev indregistreret ifølge flagbogen. Dette selskab overholdt ikke bestemmelsen i monopolet om hjemsted på Fanø, men det lod sig lokalt repræsentere af en købmand i Esbjerg og en sagfører i Varde.

Indtil omkring 1900 gjorde dampfær­gen mellem Fanø og Esbjerg så få daglige ture, at personer og gods, som skulle befordres i pauserne mel­lem disse, måtte overføres i småfartøjer.

Den gamle sømand Søren Spangsberg, Nordby, Fanø (f. i Nordby 1886) fortæller om færgebådssejladsen: Der var to færgemænd om bådfarten, og begge boede de i Nordby. Den ene var Søren Spangsberg's fader, Niels Chr. Spangsberg, den anden hed H..A. Jørgensen.

N.C.Spangsberg havde to både. Først to spidsgattede, klinkbyggede både, af hvilke i hvert fald den ene var bygget på Fanø - hos skibsbygmester Abrahamsen. Disse både var velsej­lende, 21 fods fartøjer, som førte gaf­felstorsejl, gaffeftopsejl, stagfok og klyver. Den ene båd hed »Fram« og var gråmalet, den anden husker Spangsberg hverken navn eller farve på, da den solgtes, mens han var en mindre dreng. Årsagen til salget var følgende: En skibsfører, der havde ta­get sine eksaminer på Fanø Navigationsskole, ansattes som lods ved Horsens Fjord. Under opholdet på na­vigationsskolen blev han så forelsket i den sidstnævnte båd, at han senere købte den for at bruge den som lods-båd. Som afløser for den spidsgattede båd købte N. C. Spangsberg derpå en spejlgattet, kravelbygget båd af sam­me størrelse. Denne båd var helt usædvanlig stiv og kunne bære sin fulde sejlføring, næsten til rigningen sejledes ud af den. Den ny båd var grønmalet, men hvad den hed, ved Spangsberg ikke, for båden omtaltes aldrig sorn andet end »æ T-bo'ed« (T-båden), en betegnelse han ikke kender oprindelsen til.

H. .A. .Jørgensen havde kun én båd. Den var spidsgattet og ikke malet, men blankskrabet og oliet. Båden hed »Kolumbus« og var en sjældent fin sejler - den sejlede bedre end N. .C. .Spangsbergs to både.

Søren Spangsberg og hans brødre skulle, fra de nåede 10-års alderen, passe sejladsen med faderens færge­både i godt og dårligt vejr, både nat og dag. Drengene var to om færgetu­rene, der kunne være temmelig drøje, l vindstille måtte de tunge fartøjer ro­es, men sejlene kunne som regel bru­ges; der var oftest vind - tit mere end rigelig. Somme tider sejlede drengene færgeturene i nattemørke og så hård blæst, at de havde reb i både stagfok og storsejl.

Med hård vind og sø tog bådene meget vand over; drengene havde in­tet olietøj, men et godt halstørklæde under stortrøjen forhindrede, at van­det løb ind under tøjet ved halsen og videre ned på kroppen.

Det skete, at drengene gjorde to tu­re til Esbjerg på en nat, og da faldt de naturligvis i søvn i skolen dagen efter. Så fik de lussinger af læreren, og det blev til mange i tidens løb af den grund.

Om sommeren havde drengene megen natsejlads med is fra Fanø til den lille nu nedlagte fiskerihavn, som lå, hvor nu Englandskajen er. Isen solgtes til brug for Esbjerg-fiskeriet af landmand og vognmand Jens Nørby, som ejede den sidste ejendom på venstre side af Strandvejen før plan­tagen.

Isen stammede fra de store vand­huller ved højre side af Strandvejen inden Vesterhavsbadet. Vandhullerne var på grund af den dengang højere vandstand meget større end nu, og når de frøs til, lod Jens Nørby arbejdsfolk opsave isen. Denne opbevarede han i et stort ishus ved sin ejendom, men havde desuden et lille ishus på Nordby Havn, hvorfra udskibningen foregik. Det er den lille tilbygning på havnesiden af afdøde styrmand Niels Svarrers ejendom.

Jens Nørby var en driftig mand, der ejede syv spand heste og havde flere karle. Disse fyldte ishuset på havnen op, efterhånden som det tømtes, og de knuste isen, inden drengene i kur­ve bar den ned til båden, hvori isen lastedes løs. Dette viste sig ved en be­stemt lejlighed ikke at være ufarligt, idet den løse is altid tilstoppede bå­dens lænsepumpe.

Søren Spangsberg var dengang sammen med sin gode kammerat, nu afdøde styrmand Hans Carl Poulsen, på vej ud fra Nordby. Vinden var så­dan, at drengene burde stagvende, når de ved nordenden af Søjorden lagde kursen mod Esbjerg, men da de ikke syntes, det blæste særlig friskt, halsede de rundt i stedet, fordi det var nemmere. Men drengene havde un­dervurderet vindstyrken. Idet de lagde roret i borde, og båden gik gennem 

vinden, slog sejl og bom så voldsomt over, at fartøjet smed sig og tog et halvt hundrede pøse vand inden­bords, inden det rettede sig igen. Pumpen var som sædvanlig stoppet af isstumper, og da islasten også for­hindrede drengene i at øse båden, kom denne til Esbjerg med et meget lille fribord.

Med en erfaring som den, Søren Spangsberg og hans brødre og kam­merater havde, var de naturligvis an­derledes værdifulde drenge i et skib, da de kom til søs, end drenge fra en storby eller ude fra landet. De fleste Fanø-drenge kunne - foruden at ro, vrikke og sejle en båd - lave kort­splejsning, øjesplejsning, taljerebs-knob og de vigtigste stik, inden de korn til søs.

De tre færgebåde havde i boven påmalet bogstaverne F.E.F.. Søren Spangsberg husker en lille episode, som havde forbindelse med denne bogstavbetegnelse.

En på den tid meget kendt Es­bjerg-sagfører var ofte på Fanø i for­retninger, hvis varighed langt fra altid tillod ham at sejle med damperen, hvorfor han jævnligt var passager i færgebådene. En gang da Søren Spangsberg og hans fader kom til dokporten ved Esbjerg Havn med denne sagfører ombord, stod der op­pe på broen en i Esbjerg ny, helt ung tolder. Han spurgte meget overlegent ned mod færgebåden, hvad bogsta­verne i bådens stævn betød. Spangs­berg senior oplyste ham høfligt om indskriftens betydning, Fanø-Esbjerg Færgeri, med det resultat at tolderen brøsigt beordrede ham til, inden han igen kom til Esbjerg, at få bogstaver­nes rækkefølge ændret, så deres be­tydning blev Esbjerg-Fanø Færgeri, hvad han - fejlagtigt - hævdede, var færgeriets rette navn. Tolderens hovenhed og kravet, han på forkert grundlag stillede, blev imidlertid sag­føreren for meget. Han råbte meget bistert, hvem han var, oplyste tolderen om at færgeriets hjemsted var Fanø og ikke Esbjerg, og bådens bogstav­betegnelse korrekt, og han sluttede af med en kras anmodning til den efter­hånden mindre selvtillidsfulde em­bedsmand om for fremtiden at optræ­de høfligt - for ellers skulle han nok sørge for, at han fik det lært. Tolderen forsvandt skyndsomst, og færgebå­dene bar fortsat bogstaverne F.E.F. indtil omkring 1900-1902, da overfar­ten med åbne både ophørte.   Andreas Møller

Omkring midten af 1800-tallet opstod så småt interessen for friluftsliv og badning, og i 1851 oprettedes ved Nordby havn på øens østside en badeanstalt, hvor de to køn dog var sømmelig adskilt og hvor der for yderligere at værne moralen var anbragt markiser helt ned til havoverfladen. Almanakken "Danmark" bemærker da også anerkendende i 1855, at der er indrettet badeanstalt på Fanø, "men der hersker trods det, i det store og hele, stor sædelighed på øen". I 1890 grundlægges Vesterhavsbadet, og nu begynder turiststrømmen for alvor og dermed øget trafik for færgeriet. Efter at "Fanø Nordsøbad" blev anlagt i begyndelsen af 1890'erne, voksede turiststrømmen til Fanø år for år. Der gik da spekulation i færgeriet. I 1896 købtes det af et konsortium bestående af direktør G. Forum, Murmester P.P Stærk, sagfører H. Nonboe, Esbjerg, kaptajn H. Rødgaard og Birkefuldmægtig J.N Svarrer, Nordby, restauratør Wiwel og grosserer Wm. L. Wulff, København for en købesum af 300.000 kr.

I 1901 sælges færgeriet til grosserer Filtenborg, direktør Gulmann og sagfører N. Christensen, Århus. Prisen var ny kommet op på 325.000 kr., og var næppe mere rentabelt.

En ny fiskerihavn blev etableret på vestsiden af Dokhavnen i 1901, og Fanø-færgeriet overtog den forladte fiskerihavn ved dokporten.

Billetkontoret til højre i billedet. Den 1. maj 1893 køber ejerne af færgeriet grunden, hvor man i 1898 opførte et kontor og pakhus for færgeriet. I et samarbejde mellem Turistforeningen, badedirektionen og generaldirektoratet for statsbanerne kunne man i april 1909 åbne en billetekspedition til jernbanen i færgeriets lokaler ved færgebroen. Man kunne købe billetter til alle landets større stationer og man kunne indskrive rejsegods. Den 22 december 1922 køber Nordby Kommune færgepakhuset som nedbrydes. Et nødtørft hus blev opført og formentlig på grund af arkitekturen kaldt LILLE AMALIENBORG.

Husets funktion som toiletbygning er ophørt og bruges nu som indgang til Turistkontoret.

Motorbåden "Dan"

Esbjerg-Fanø færgeri fik i 1903 medhold af fogedretten til at få standset transporten af skibstømrere med motorbåden "Dan", der er ejet af et privat selskab. Færgeriet købte herefter motorbåden og indgik forlig med skibstømrerne, som nu i færgeriets regi, kan blive transporteret til Esbjerg med "Dan" og for en rimelig pris få et månedskort. Motorbåden "Dan" - en ret stor og kraftig motorbåd, var anskaffet af et konsortium (andelshavere) bestående affolk som skibstømrere og smede, der arbejdede i Esbjerg, og som ikke kunne få deres arbejdstid til at passe med færgeriets fartplan. Det kunne dog ikke holde sammen i længden, så "Dan" blev vist købt af færgeriet, men blev senere solgt fra øen.

Slagtermester Sonnichsen, Sønderho indsatte i maj 1903 motorbåden "Clermont" mellem Sønderho og Esbjerg.

Hjuldamperen S/S "Esbjerg"

Man havde indsat en helt ny damper i 1904 - en hjuldamper - som mentes at passe til farvandet. Damperen havde et lidt mærkeligt udseende, med et skrog der var rundagtig og med en alt for stor overbygning, der gjorde det vanskelig at styre i blot den mindste sidevind. Det var til tider ikke muligt at få den drejet ind i Fanø Lo, og damperen grundstødte ofte. Af folkevittigheden fik den navnet "Skildpadden" og i en Nordby Revy i 1905 besynges den:

Jeg kommen er fra Esbjerg 

med Damperen den ny. 

0, tænk dog, sikket Held, 

vi naaede vel vor By! 

Vi kravled' hen ad Bunden, 

der var jo ingen Vand, 

og da vi kom til Slunden, 

gik Damperen paa Land! 

Kaptajnen skreg og raabte: 

"Gaa alle agter hen!" 

Men hvad han dermed mente, 

forstod vist ikke én; 

thi hvor er For og Agter, 

naar Damperen er rund? 

I himmelhøje Magter - 

det var en rædsom Stund! 

"Vort Færgeri er dejligt," - 

det siger en og hver 

af dem, der aldrig rejser, 

men bliver, hvor de er."

Før Postvæsenet overtog færgeriet i 1919, blev ekstrabådsture udført af Søren Toft med

motorbåd. Han kunne sejle både i storm, tåge og under isforhold. Før han kom til Fanø i

1906, var det sejlbåde, der klarede ekstraturene bl.a. Peder a Søren Dyssens. Hans båd lå ved den flydebro, vi kaldte "æ slingest" bag ved den nuværende Færgebro.

Færgerne transporterede heste, kreaturer, købmandsvarer, færgepakker og en del tungere gods samt rejsegods. Men alt andet fra mursten, tømmer, grus, brændsel og foderstoffer blev jo tilført med everter.

Ny motorbåd, ”Frem” 

I juli 1910 indsattes en ny motorbåd, ”Frem”, der var bygget på Rauen Bybergs værft, og kunne have 80 passagerer ombord. På prøveturen sejlede den gennem Slunden og Loen på henholdsvis 16 og 22 minutter. Købspris 14.000 kr.

Postvæsenet overtager færgeriet

Et nyt Hotel "Færgegaarden" blev opført på brandtomten, og det var et stort pompøst hotel med restauration, værelser og en stor flot sal, hvor mange af datidens fester blev holdt. Den elegante rotunde med balkon båret af flotte søjler blev senere fjernet, og postvæsenet over- tog hotellet sammen med færgeriet i 1918, og der blev indrettet post- kontor, pakhus og bolig for postmesteren. Foran bygningen står nogle personer, hvoraf den ene er daværende bybud Frank og en anden er Hans Jørgen, som alle dengang kendte. 

Forholdene var ikke tilfredsstillende for de mange udenlandske turister, og da besejlingsforholdene som følge af tilsanding af sejlrenden,”Fanø Lo”, stadig forringedes, således at anløb ved ebbe kun kunne finde sted ved øens nordspids, dukkede kravet om en statslig overtagelse af færgeriet op nogle år efter århundredskiftet.

I 1918 overgik færgeriet til staten idet Postvæsenet overtog det. Man betalte 225.000 kr. for færgeriet, heraf bidrog amtet, Nordby og Esbjerg Kommune med 45.000 kr.

Købet omfattede:

a.  Privilegiet.

b.  Færgegården med tilhørende jordejendomme, Montering og Service (Ejendomsskyld 38.000 Kr.).

c.  Materiel:

S/S "Nordby", bygget 1896, 69 R/T, 98 HK.

S/S "Esbjerg", bygget 1904, 101 R/T, 95 HK.

M/S "Dan", bygget 1910.

M/S "Fanø", bygget 1910.

1 Isbåd, bygget 1917.

De årlige Indtægter var da ca. 50.000 Kr. Brutto.  

Fanø Ugeblad beskriver i en artikel den 30. august 1919, hvordan turiststrømmen på en enkelt dag var helt overvældende:

"Turiststrømmen til Fanø har aldrig været så stor som denne sommer. Der har været søn- og helligdage, hvor flere tusinde mennesker er ført til og fra Fanø, men i søndags kulminerede det. Vore færgefartøjer gik næsten uafbrudt, stuvende fulde af mennesker, som ikke alene var fra Esbjerg, men fra alle andre steder i omegnen. Men så mange mennesker er vi endnu ikke belavede på at modtage på Fanø, og forholdene var derfor også alt andet end tilfredsstillende for de tilrejsende. Vore biler og vogne var i uafbrudt aktivitet og kunne dog ikke tilfredsstille efterspørgslen. De kørte til tider med det dobbelte antal passagerer end normalt, og så var der endda formelig kamp for at få en plads.

Særlig utilfredsstillende var forholdene, da vore gæster hen mod aften skulle tilbage. Da 7-båden kom - heldigvis med få passagerer - stod der på den afspærrede bro så mange rejsende, at passagererne ikke kunne komme frem, de måtte klatre over rækværket ud mod vandet, balancerende langs dette et langt stykke klar af sværmen og så igen klatre ind på gaden. Det gik godt, men kunne endelig også være gået galt. Da båden omsider var klar til at tage mod passagerer, stormede de denne uden politiet, som var stationeret på broen, kunne holde dem tilbage. Et øjeblik og båden var fyldt til trængsel, men det var ikke mulig at standse tilstrømningen.

Men hvor var det uhyggeligt for de sidste passagerer. Da postbåden skulle gå kl. 8 3/4 stod broen fuld af frysende mennesker, og regnen strømmede ned, mens båden som de ventede på, sad på grund længere ude. Nogle fik fat i et par kuttere, men også de gik på grund, og først senere kom de flot og fik lasten fragtet over.

Årsagen til hele kalamiteten var den lave vandstand. Der blev befordret ca. 8.000 mennesker mellem Esbjerg og Nordby, det største antal vort færgeri endnu har færget over på en enkelt dag. Men forrige søndag til ridestævnet var der næsten ligeså mange fremmede, og da gik alt fortrinligt, men da kunne alt vor materiel også benyttes. Ikke således i søndags. Da folk skulle hjem, var det lavvande. Skruebåden måtte indstilles mellem kl. 6 og 9. dertil kom, at et par af kutterne satte sig så uheldig på grund, at den ene en tid lang hindrede sejladsen for hjulbåden.

Farvandet må i en ikke fjern fremtid blive opmudret, og når det sker, og vi tilmed forhåbentlig får den tidligere omtalte større motorbåd, vil en sådan katastrofe ikke mre kunne indtræffe.