Da staten overtog færgeriet

Da staten overtog færgeriet. 

Vi har kigget lidt tilbage i de gamle »Ugeblade« for at se, hvad der gik umiddelbart forud for dette skifte fra privat drift til statsdrift. Gennem adskil­lige indlæg i »Ugebladets har der gennem årene været rettet meget stærke angreb på fær­geriets ledelse over næsten alle de forhold, der hørte ind under dette. Men i 1917 tager angre­bene stærkere form, og Nordby sogneråd bliver inddraget heri, I vor gennemgang af de for­handlinger, der førte ti! statens overtagelse af færgeriet, tager vi derfor vort udgangspunkt i et møde i Nordby sogneråd den 16. oktober 1917, som refereres således i »Ugebladet« for den 20. oktober samme år: 

Formanden, ønskede, efter at dagsorden var udtømt, at frem­komme med nogle bemærknin­ger om færgeriet: 

Et flertal indenfor rådet er blevet enige om at protestere mod færgeriets vilkårligheder. Jeg har derfor til amtet ind­sendt en skrivelse med klage. Man ønsker bl.a., at når fær­geriet ikke mener at kunne sejle efter mørkets indtræden, det da tilpligtes til at sende en båd over med aftenposten næ­ste morgen, så snart det er lyst, så man kan få sin post så tid­lig, at den kan besvares med formiddagsbåden, hvad der for de handlende især kan have sin store betydning. Skrivelsen udtaler endvidere, at minefryg­ten sikkert er meget overdre­ven, og da ganske særlig, når der ikke er vestlige vinde.

Olesen, der var fraværende, kunne fuldt ud tiltræde skrivelsen, som uden skade kunne have været skarpere. 

Andersen: Også jeg kan til­træde de udtalelser, der kom­mer til orde i skrivelsen. Men på den anden side må jeg pro­testere imod, at sådanne skri­velser afsendes i rådets navn, når vi ikke har været sammen­kaldt og udtalt os derom. 

Hansen: Jeg var heller ikke tilstede; men kan helt til­slutte mig skrivelsen. Forman­den har og må have ret til i sådanne ekstraordinære tilfæl­de at tage affære, selv om det samlede sogneråd ikke er af­æsket nogen udtalelse derom.

Formanden oplæste dernæst en længere skrivelse fra sagfø­rer Oldager, hvori bl. a. med­deles: 

»Mandskabet på færgebådene har ønsket et hyretillæg, hvad færgeriejerne har afslået, fordi Nordby sogneråd og Esbjerg byråd ikke ville gå med til en takstforhøjelse. Han kritisere­de meget stærkt, at man ikke under de forhåndenværende omstændigheder, hvor bl. a. kulpriserne er flere gange fordoblet, vil gå ind for en rime­lig takstforhøjelse. Under disse forhold ser man sig rimeligvis nødsaget til at indstille farten. Forøvrigt ser det ud til, at den vil standse af sig selv, da der er sandsynlighed for at besæt­ningerne nedlægger arbejdet.« 

Hansen: Hvad den skrivelse angår, da kan vi tage den med fuldkommen ro. Indstilles far­ten, vil selskabet sikkert høre fra staten, og det var vel ikke det værste for os. 

Olesen kan ikke fuldt ud slutte sig til Hansen. Det vil ikke være heldigt for os, om forbindelsen med fastlandet hører op, selv om det kun bli­ver for en kort tid; men dermed skal ikke være sagt, at privilegiet hjelmer ret til takst­forhøjelse. Hvad lønforholdene angår, da er denne sag os uved­kommende, og vil de nuværen­de folk ikke sejle, er der nok andre, der vil. Men kommunen bør være betænkt på at have nogle både, som foreløbig kan besørge det nødvendigste, da, kan vi tage sagen med ro. 

Hansen: Jeg ser ikke rettere, end at Olesen og jeg er fuldt enige. Det vil ikke blive van­skeligt at få både til at besørge det nødvendige, og staten skal nok sørge for at få posten bragt over. 

Formanden: Som De jo ved, bragte jeg allerede sagen frem i søndags ved det politiske mø­de. Det var strengt taget for tidligt. Sagen burde være drøf­tet først her; men jeg gjorde det, fordi vor landstingsmand var til stede, og jeg ønskede, at han skulle få at vide, hvordan færgeriet behandler os. Jeg havde da også den tilfredsstil­lelse, at han sagde til mig: Sker der noget, henvend Dem da til mig, og jeg skal gøre mit til at hjælpe Dem til Deres ret.

Jeg tror for resten slet ikke, at Oldager tør standse farten; hvis det sker, vil staten straks træde til, og den vil sende både over, til vi får en endelig ord­ning. På den anden side bør vi ikke afskære al forhandling med færgeriet, men vi kan over lade det til færgeriudvalget. Men Oldager vil sikkert kun forhandle, om det kan føre til forhøjelse af taksterne til for­del for færgeriet og til skade for alle Fanøboere. Men. hvorom alting er, kan jeg slutte mig til de foregående talere, der har hævdet, at vi kan tage sagen med ro. Jeg tror slet ikke, at folkene er bange for at sejle, de vil kun have en ordentlig betaling derfor, og det er kun naturligt; men dette bliver så en sag mellem færgeriejerne og deres folk, et forhold som er os uvedkommende. 

Anthonisen: Da færgeriet ik­ke kunne få taksterne forhøjet og ikke kunne få farten endnu mere indskrænket, skulle der prøves noget nyt, noget som de formentlig mener, vi skal blive forskrækket for. Oldager taler stadig om de dyre kul, hvorfor nævner han ikke, at f. eks. sølv også er dyrt. Det ville være lige så logisk; thi vel bruger de ik­ke sølv under sejladsen, men de har heller ikke i mange må­neder brugt kul. Indehaverne af monopolet har selvfølgelig både pligter og rettigheder. Ved de sidste forstår de bl.a., at de skul have en indtægt, så de får en passende rente af deres pen­ge. Og det kan være rigtig nok, men kun af den kapital, der står i det benyttede materiel. Lad os få det takseret, det vil ikke blive over 150.000 kr„ og til forrentning og amortisa­tion heraf har der hidtil været indtægter nok. Det, som fol­kene forlanger, er ikke dyrtids-hjælp, det er lønforbedring, og de er usselt lønnet. De burde have 50 pct. lønforhøjelse og så endda dyrtidstillæg.


Sognerådet kan med ro se situationen i møde. Oldager er ikke så indskrænket, at han nedlægger arbejdet. Taleren kunne for øvrigt ønske at høre sognerådets mening om, hvor vidt vi eventuelt skal strække os. Svarer færgeriet sig godt, kan det afhændes til en større sum, og så vil man stille endnu større krav om flere penge til forrentning.

Christiansen: Lad os vente, til taksterne skal fastsættes, og lad os da få materialet vurde­ret og sætte taksterne, så det derefter kan svare sig.

Olesen kritiserede i stærke ord farten, som den ofte fore­går, og ganske særlig som det nu er ordnet og har været det i længere tid. Færgeriet er købt som en anden forretning med den tanke, at der skal kunne tjenes på det, og der er sikkert også tidligere tjent store penge derpå. Men hvad kommer det ellers os ved, om spekulationen var rigtig eller ikke. Der bør ingen takstforhøjelse finde sted nu til foråret, når taksterne skal revideres.

Thyssen kan fuldt ud slutte sig dertil. Det er en upålide­lighed, at der råbes på de dyre kul, når der ikke bruges kul, og der kan være andet, som er lige så upålideligt, så der er ingen grund for os til at gå med til takstforhøjelse.

 

Lørdag den 16. februar 1918 meddeler Ugebladet: Færgeriudvalget, der i sidste uge var i København og der havde en længere samtale med trafik­ministeren, fik, som man kunne tænke sig, ikke nogen endelig løsning på spørgsmålet. Der blev drøftet forskellige projekter:

 

Opmudring eller gennemskæring af Slunden.

Forslag om, at staten eksproprierer færgeriet, og at kommunen eller staten   driver det.

Kommunen eksproprierer og driver færgeriet.

 

Udvalget har, såvidt vi har for­stået det, ikke fået det indtryk af forhandlingerne, at de kan forventes at føre til et positivt resultat, i hvert fald ikke med det første. Og dog kan der no­teres et resultat. Ministeren meddelte, at privilegiet var per­sonligt, og så snart de nuværen­de tre i Århus bosiddende inde­havere dør, falder privilegiet bort og vil ikke blive fornyet. Det samme vil være tilfældet, om det afhændes, da skal den ny eller de ny ejere søge om at få monopolet fornyet, og det vil ej heller ske. Det mener vi er et lyspunkt. Det vil således ikke kunne afhændes, og værdien må derved betragtes som langt min­dre, end om dette lod sig gøre. Den tid vil altså komme, da mo­nopolet ganske af sig selv vil glide ud af verden, og selv om det tidspunkt endnu er fjernt, så er det formentlig meget sand­synligt, at de nuværende ejere, for at redde så meget som red­des kan, før den tid kan være villige til at give afkald på mo­nopolet for et moderat vederlag.

 

16. marts 1918: l Ribe amtsråds ekstraordinære møde forleden forelå et andragende om overdragelse af fær­geriet. Der nedsattes et udvalg til i forening med Esbjerg by­råd og Nordby sogneråd nær­mere at behandle sagen. Ons­dag eftermiddag holdt Nordby og Esbjerg færgeri udvalg møde her i Nordby for at drøfte sagen.

 

8. april 1918:

Nu slipper vi ikke længere for takstforhøjelsen. I Ribe amts­råds møde i sidste uge behand­ledes et andr. fra færgeriet om takstforhøjelse for de kommen­de 3 år. Amtsrådet bevilgede en forhøjelse af 20 pct., dog kun for det kommende år.

For øvrigt arbejdes der nok en del på en ordning med færgeri-forholdene; men det går forelø­big så temmelig hemmelig til. Så vidt man kan forstå, er det det sædvanlige: Vi ved ikke selv, hvad vi vil, og enigheden er ikke særlig stor, og det er let forståe­ligt, at det må være en hindring for en ordning. Postvæsenet skal være villig til at overtage og dri­ve færgeriet, såfremt Esbjerg og Fanø måske i forbindelse med amtet vil betale afløsningssummen. Men nu er det sidste nye, vore vise fædre har udspekule­ret: Staten skal foretage afløs­ningen, og så vil vi selv drive færgeriet. Det vil vist med andre ord sige: Foreløbig må vi ikke vente noget resultat.

 

27. april 1918:

I forrige uge var færgeriudval­get fra Esbjerg og herfra i År­hus for at forhandle med fær­geriejerne, og der siges, at de har monopolet og formentlig og­så materialet på hånden, og at der derefter er indsendt en rede­gørelse til ministeriet. Hvor stor afløsningssummen er, er nok en hemmelighed foreløbig. Hvad det bliver til, er det vist for tidligt endnu at have nogen mening om.

 

1. juni 1918: (i uddrag)

Vort sogneråd har færgeriet - materiel og monopol - på hån­den til et beløb af 225.000 kr., men sært nok har færgeriet for­langt 235.000 kr. af staten. Nu skulle man vel mene, at kan kommunen købe til den første sum, så må staten kunne få det for det samme, og i så fald for­langes der af de tre parter, am­tet, Esbjerg og Nordby, 50.000 kroner i alt, i det andet tilfælde 60.000 kr. Det vil dog først ved en senere forhandling blive af­gjort, hvordan dette beløb skal fordeles mellem parterne.

Man havde nærmest tænkt, sig, at færgeriet skulle gå ind i tra­fikvæsenet og drives sammen med jernbanerne, men general­direktoratet er ikke så begejstret derfor, dertil er foretagendet for lille, og man er helst fri derfor. Anderledes stiller det sig med hensyn til postvæsenet; det må betale 8000 kr. om året for at få posten besørget, det er således mere interesseret i sagen og skal være villig til at drive færgeriet. Os kan det rimeligvis være lige­gyldigt, hvilket »væsen« det kommer til at sortere under, ho­vedsagen er, at staten er med.

Spørger man nu om monopo­let bliver ophævet, så alle kan sejle med gods og passagerer, da bliver svaret nej, og det samme svar ville blive, hvis kommunen overtog færgeriet. Det havde man måske næppe tænkt sig; men tænker man lidt nærmere derover, kan man godt forstå, at det næppe kan være ander­ledes. Blev det frit, ville konkur­rencen blive for stor om som­meren til skade for den part, der også skal sejle om vinteren og ofte med tab. At staten ikke vil være smålig og forlange færge-penge, når man skal over til an­dre tider og derfor må leje båd, kan man vist være overbevist om. Forøvrigt vil staten forpligte sig til stadig at lade båden gå ind til broen i Nordby og også sørge for, at en båd kan være disponibel for en rimelig beta­ling, når nogen ønsker at komme over til andre tider end de fastsatte færgetider.

Nu skal der i nær fremtid at­ter være møde mellem amtet, Esbjerg og Nordby for at tage stilling til de beløb, der kræves. Er man så enige herom, går ind­stillingen til ministeriet, der så forelægger sagen i rigsdagen. Der vil vor sag blive talt ikke alene af ministeren, men også af vore repræsentanter såvel i fol­keting som landsting, så der er al sandsynlighed for, at den vil blive modtaget velvilligt.

 

11. maj 1918:

I tirsdag afholdtes et møde i Es­bjerg af delegerede fra amtsrå­det, Esbjerg byråd og Nordby sogneråd. Tilbuddet fra ejerne an­gående prisen på færgeriet blev forelagt og taget under overvej­else, og der blev nedsat et ud­valg til at føre sagen videre og deltage i de forhandlinger med ministeriet, som sagen vil føre med sig.

Om vi dermed er kommet af­løsningen nærmere skal tiden vise, da der synes at råde en vis hemmelighed over disse forhand­linger; men det er måske kun rimeligt, thi der har hidtil ikke været stor enighed om den bed­ste løsning af det for os så vigtige spørgsmål.

 

18. maj  1918:

Den af sagfører Oldager i Varde givne ordre til, at færgeriets bil­lettakster skulle forhøjes med 35 pct. er nu blevet annulleret, da der fra ministeriet kun er kom­met tilladelse til at forhøje med 20 pct., hvorefter priserne altså nu er nedsatte.

 

8. juli 1918:

I går afholdtes der møde i et udvalg af amtsråd, Esbjerg by­råd og Nordby sogneråd for at tage stilling til det af ministeren forlangte beløb af kr. 50,000 evt. 10.000 for monopolets afløsning, for derefter at indføre statsdrift. Som man kunne vente, var det et vanskeligt spørgsmål at be­handle. Esbjerg ville ikke give mere end 5.000 kr., amtet kun 10.000 kr., og Nordby som den mest interesserede part tilbød 15.000 kr., altså i alt kun halv­delen af, hvad der var forlangt. Nu bliver dette indstillet til ministeriet med tilføjede, at kan det ikke tage imod dette, er man betænkt på selv at afløse mono­polet og indføre kommunal drift.

Hvorledes det derefter vil ud­vikle sig, er det ikke let allerede nu at udtale sig om. Der kan tænkes et af fire tilfælde:

 

Staten accepterer tilbuddet.

Staten accepterer det ikke, parterne samles endnu en­gang, og man enes om et noget større beløb.

Der indføres kommunaldrift eller

Alt bliver ved det gamle.

 

22. juli 1918:

Der er nu kommet svar herpå. Man vil eller kan ikke tage mod de tilbudte 30.000 kr.; men vil gå med til at foretage afløsning mod at modtage 45.000 kr.

I den anledning afholdt vort sogneråd i aftes et ekstraordi­nært møde, hvor det vedtoges at forhøje tilskuddet fra Nordby med 5.000 kr. Man ved, at amtet også vil forhøje sit tilskud med 5.000 kr., og sandsynligheden taler for, at Esbjerg gør det sam­me, og dermed har vi det for­langte beløb. Så snart det med­deles til ministeriet, går sagen til finansudvalget og senere til rigsdagen, som man venter vil stille sig meget imødekommende. Dermed må sagen siges at væ­re sin løsning det nærmeste, den nogensinde har været, og her er der vist ikke een eneste, der ikke glæder sig derved.

 

31. august 1918.

Det tilbud, som trafikministe­ren ved den sidste forhandling angående færgeriets overgang til staten gik ind på at modtage, var som bekendt 45,000 kr. Den sum er forlængst vedtaget af Nordby sogneråd, Esbjerg byråd og Ribe amtsråd at udrede med hen­holdsvis 20,000 kr., 10,000 kr. og 15,000 kr., Dermed må sagen for­mentlig være sikret, færgeriet overgår til staten og drives un­der postvæsenet.

Da der har gået rygter om, at sagen er så vidt fremskreden, at færgeriet allerede ville blive overtaget af staten til 1. septem­ber har vi søgt oplysninger der­om og erfaret: »At færgeriejerne har accepteret det tilbud, de har fået fra staten, at de foreløbig driver færgeriet, men fra 1. sep­tember for statens regning.«

 

10. oktober 1918. Trafikministeren har nu i fol­ketinget fremsat lovforslag om statens overtagelse af vort fær­geri. I følge forslaget skal staten overtage færgeriet allerede fra den 1. i forrige måned; for ti­den drives det af de hidtilværen­de ejere men for statens regning - med tilhørende færger, færge­anlæg og bygninger m. m., hvor­efter det skal drives under post­væsenet. Til erhvervelsen kan anvendes indtil 180,000 kr.

 

23. november 1918. Lovforslaget om statens over­tagelse af Fanø-Esbjerg færgeri har nu været til 1. behandling i Folketinget.

Slebsager anbefalede forslaget, men hun havde ønsket, at sej­ladsen mellem de to byer var blevet fuldstændig fri. Trods dette fandt han, at forslaget bød på betydelig fremskridt til fordel for de stedlige kommuner, om postvæsenet ville stille sig liberalt og forstående over for be­folkningen. Han henstillede, at man så vidt muligt beholdt det mandskab, som nu var ansat, samt at det får fast ansættelse under postvæsenet.

Sundbo fandt, at den nye ord­ning helt igennem var tilfreds­stillende, men han fandt, at sta­ten ikke burde have af presset kommunerne tilskud. Han øn­skede, at der enten blev opført boliger til færgeripersonalet, el­ler at der blev ydet dét husleje-hjælp.

Vald. Nielsen medgav forslaget sin bedste anbefaling. Ordningen har måske nok først og frem­mest lokal interesse, men også interesse for mange andre.

Kidde anbefalede forslaget, men ønskede nærmere oplysnin­ger.

Trafikministeren gav de øn­skede oplysninger. Med hensyn til personalets ansættelse udtal­te han, at herom kunne der ikke tages bestemmelse, før statens overtagelse af færgeriet var en kendsgerning. Kommunale til­skud var i sådanne tilfælde nød­vendige for derved at begræn­se kravene.

Efter endnu nogle bemærk­ninger af Slebsager, Sundbo, Kidde og trafikministeren, gik lovforslaget til 2. behandling og udvalg på 15 medlemmer. Nem­lig Slebsager, Vald. Nielsen, Sundbo, Kidde, Pinholt, Brorsen, J. Andersen, P. Jensen, H. Nielsen, P. Andresen, M. Mortensen, Bjering, Søgaard Samuelsen og Vesterager.

 

30. november 1918. Det af Folketinget nedsatte udvalg angående statens overtagelse af vort færgeri indstiller enstemmigt lovforslaget til ufor­andret vedtagelse.

 

14. december 1918. Lovforslaget angående statens overtagelse af vort færgeri er nu vedtaget i Landstinget ved 3. be­handling.

 

4. januar 1919.

Som bekendt er statens over­tagelse af vort færgeri nu en kendsgerning, idet loven derom alt for en tid siden er vedtaget. Endnu har overtagelsen ikke fundet sted; men det vil ske i den allernærmeste fremtid, må­ske allerede i løbet af denne måned. Det var befolkningens øn­ske, at trafikvæsenet skulle have haft færgeriet, men dette var ik­ke villigt dertil, hvorimod post­væsenet intet havde imod at overtage det. Det var den almin­delige mening, at det ville have været heldigst for os, om færge­riet var blevet underlagt trafik­væsenet, og det er sikkert også rigtigt, men nu er der planer op­pe, som, såfremt de kan blive realiserede, vil føre til lige så gunstigt et resultat. Planerne går ud på intet mindre end at flytte posthus og telegrafstationen til Færgegården, som jo nu ejes af staten; men Færgegården skal endvidere være jernbane­station.

Forholdene ved ekspeditionsIokalerne nede ved havnen er jo i den grad primitive, at sta­ten hverken kan eller vil nøjes dermed. Tanken er, at alt gods hele året rundt skal kunne ind­skrives direkte herfra og hertil, hvilket vil have den største be­tydning for Fanø. Men ikke nok hermed, senere vil det rimelig­vis blive indrettet således, at man også her kan løse billetter som på enhver jernbanestation. Vi vil derved kunne opnå gan­ske de samme fordele, som om trafikvæsenet havde overtaget færgeriet, og det er derfor pla­ner, som vi må hilse med glæde, og som vi må ønske kan blive til virkelighed, helst hurtigst muligt.

 

8. februar 1919:

I søndags blev der erklæret istransport, og det var så slemt som muligt; thi forholdene hav­de allerede i flere dage været meget vanskelige. Istransporten varede kun 3 dage, i hvilke fro­sten var meget ringe, og forhol­dene var da således, at dampe­ren flere gange kunne gå ind til broen, og så gjorde den det.

Men ikke nok dermed. Skønt den, under istransporten kun skulle gøre 2 ture, gik den alli­gevel over om aftenen, da forhol­dene nogenlunde tillod det, og vi fik således vor post om afte­nen, og passagererne kom frem og tilbage.

Imidlertid tog frosten til, der kom mere og mere is i farvan­det, og forholdene blev således vanskeligere, men damperen gjorde alligevel sine ture. Ons­dag formiddag på turen til Es­bjerg lykkedes det den ikke at forcere isen her udenfor, den gik fast deri og drev med isen ind på grunden.

Postmester Enné, der var fær­geriets første leder under statsdrift, må have befrygtet dette, thi han observerede det straks. Nu ville vel de fleste have sagt, at derved er der ikke noget at gøre; men således tænkte post­mesteren ikke. Han ringede til Esbjerg og fik »Vildanden« ud efter post og passagerer, ringede til stationen og bad dem holde middagstoget lidt, så passagerer­ne kunne komme med, ringede dernæst efter en bil til passage­rerne, men den fik han ganske vist ikke, da de ikke havde ben­zin. Men trods dette lykkedes det at få post og passagerer med middagstoget. Hvem ville nu ha­ve tænkt på dette tidligere? In­gen, absolut ingen, lige så lidt som nogen, så længe istranspor­ten var erklæret, ville ha' skænket det en tanke, at man om af­tenen kunne have bragt post og passagerer over.

Alt dette kan vi takke de nye forhold, vort færgeri er kommet ind under, for, vi kan takke kap­tajnen og mandskabet, der vel kan siges at gøre mere end deres pligt; men vi kan først og frem­mest takke vor postmester der­for.

Hvor vanskelig forholdene har været fremgår bl.a. deraf, at da damperen torsdag aften havde afleveret post og passagerer og igen skulle ud, var det ikke mu­ligt at få den rundt på grund af de store ismasser, der lå om den. Hvor længe den lå, ved vi ikke bestemt, men i hvert fald over en time. Omsider kom den dog rundt og kom ud, men nu var isforholdene blevet sådan såvel her som under Esbjerg, at istransport atter måtte erklæres.

 

29. marts 1919: Som tidligere omtalt her i Uge­bladet har der i længere tid væ­ret arbejdet på at føre vor fær­geriekspedition ind under mere tidssvarende rammer. Vi skulle således gerne kunne løse billetter direkte fra Nordby og omvendt, have mulighed for at indskrive rejsegods og direkte indskriv­ning af gods fra og til Nordby osv. Posmester Enné har arbej­det energisk derfor. Dertil kræ­ves der både større personale og mere plads. Det har også en tid varet overvejet at flytte post­kontoret til hotel »Færgegården« - man har opmålt rummene og gjort overslag over omkostnin­gerne. Der har vist sig at være plads nok, så der kan indrettes postlokaler, ventesal for de rej­sende, bolig for postmesteren og for en gift assistent, evt. også til en portør. Omkostningerne er kalkuleret til 60.000 kr. Den nu

værende postbygning kan da af­hændes, og det menes, at den vil kunne sælges for 18-20.000 kr.

Disse forandringer i forbindel­se med den i det følgende omtalte uddybning af farvandet vil da føre til, at Fanøs forbindelse med omverdenen vil blive i høj grad tilfredsstillende. Fra den 1. april er der 4 daglige ture mel­lem Nordby og Esbjerg.

- Besejlingsforholdene mel­lem Nordby og Esbjerg har som bekendt alt i nogle år været sær­deles uheldige, idet løbet er san­det mere og mere til; der er in­tet gjort for at uddybe det, og der har været perioder, hvor det hørte til dagens orden, at i hvert fald den ene tur var batteritur.

Du færgeriet skiftede ejer og overgik til staten, knyttede vi på begge sider af farvandet forhåb­ninger til, at staten ville træffe foranstaltninger til at forbedre disse forhold, og disse forhåb­ninger synes ikke at blive skuf­fede. Havneingeniøren j Esbjerg er af ministeriet opfordre til at tage under overvejelse, hvorledes der bedst og mest praktisk kan rådes bod derpå. Til Esbjerg havn skal bygges en ny sandsuger, og hvis den kan uddybe lø­bet ind til Nordby, er det hensig­ten at lade den gøre det. For at få det konstateret, er der anbragt en mindre sandsuger på en pram og denne har i hele sidste uge undersøgt bundforholdene. Er grunden ler, må der en mudder-maskine (gravemaskine) til, og da bliver det dyrt, det vil i så fald koste ca. 2 kr, for hver ku­bikmeter, der skal fjernes. Er det derimod sand, kan en sand­pumper klare det, og da koster det kun 40 øre pr kubikmeter.

Den lille sandsuger, som har undersøgt forholdene på mange forskellige steder, har på sine steder været flere meter nede, men har intet sted truffet på noget, som en sandsuger ikke kan fjerne. Dette vil altså rime­ligvis resultere i, at vi i en ikke alt for fjern fremtid får en sandsuger herover; den vil da suge sandet op og enten pumpe det op på land eller ind på »Søjor­den«, og med den vil det senere være en let sag at gå gennem lø­bet og rense op, når delte atter vil sande til.

 

12. april 1919:

Nordby posthus er nu solgt til apoteker Møller for 18.000 kr. under forudsætning af ministe­riets approbation og under for­udsætning af, at justitsministe­riet giver tilladelse til apotekets flytning. Begge dele er sikkert kun en formssag. Så snart hotel » Færgegården” er så vidt om­ordnet at postmesteren kan flytter derind, finder overtagelsen sted.

 

20. april 1919:

I søndags afholdtes et møde i Esbjerg mellem Nordby sogne­råd, Esbjerg byråd, amtsrådet og postinspektør Wilhelmsen til fastsættelse af taksterne for færgefarten mellem Nordby og Es­bjerg. Man enedes om neden­stående takster, der dog skal ap­proberes af generaldirektøren:

 

I. Personbefordring.

1. Alm. enkelte billetter: 1 .pl. 1,20 (Børn mellem 4 og 10 år 60 øre), 2. plads 60 øre   (Børn 30 øre).

II. Abonnement: 1 måned l .pl. 39 kr., 2. plads 19,50 kr.; 3 mnd. pl. 78 kr., 2. pl. 39 kr.
Andre takster: Tohjulede cykler og barnevogne, som medføres af rejsende 30 øre. Cykler med 3 hjul samt motorcykler 60 øre.

Befordring af levende dyr:
En hest eller en tyr 4 kr., returfragt det halve. Én hestepasser har fri befordring  frem og tilbage.   Kreaturer 2 kr.,  returfragt  det  halve.  Føl eller svin
(i kasse der returneres gratis)  1 kr. og 20 Øre. Får lam eller kalv indtil 100 kg 60 øre. Smågrise, som bæres af en rejsende 30 øre.
Smågrise i kasser 30 øre pr. stk. for de 3 første, følgende 20 øre pr. stk.

III.                  Godsbefordring:

Korn, foderstoffer, kartofler og rodfrugter, hø, halm, klyne og tørv 30 øre pr. 100 kg, over 500 kg 20 pct. rabat.

1 vogn 4 kr., 1 trækvogn 1,30. 1 automobil 7,60 kr.

Frimærkepakker: Indtil 10 kg 15 Øre, over 10 kg indtil 25 kg 25 øre.

Postinspektøren udtalte følgen­de ang. de foreslåede takstfor­højelser:

1. Det var nødvendigt at fore­tage forbedring af overfartsforholdene, først og fremmest ved at skaffe mere vand. Af en sam­tale, han lige havde haft med havneingeniør Berner, fremgik det, at man kunne opnå mere vand ved at anskaffe en sandpumpemakine (til ca. 100.000 kr.), som så skulle uddybe Fanø Lo fra 3 til 4 meters dybde. Det første år ville arbejdet tage ca. 12 måneder og koste ca. 70.000 kr.; hvert efterfølgende opmudring ville kunne tilendebringes på ca. 3 mdr. og koste ca. 30.000 kr. Dette var jo meget betydelige beløb, og nogen endelig bestem­melse var endnu ikke truffen, men publikum kunne stole på, at der i al fald på den ene eller anden måde blev foretaget et ar­bejde for al skaffe noget mere vand. Gennemgravning af Slunden var efter ingeniørens udta­lelser unyttig; man måtte så hel­lere lukke Loen ved at opføre en lang dæmning fra Fanø ud til det dybe vand; men en sådan dæmning ville koste 400.000 kr

.

Der ville blive foretaget forbedringer af det nuværende materiel, der måtte pudses  op  og underkastes en hovedreparation.
Det påtænkes at anskaffe en lille motorbåd til 25 passagerer og en større  motorbåd  til ca.  200 passagerer.

Der ville snarest blive truffet foranstaltning til at indføre direkte indskrivning af passagerer, gods og rejsegods i forbindelse med  statsbanerne.

Man ville søge at afløse bropengene med en fast årlig sum, bereget efter gennemsnittet af tidligere år. Der skulle så fremtidig ikke betales bropenge af
godset, idet bropengene betragtes som medregnet i de i det foreliggende udkast    foreslåede takster,

Man vil indføre flere ture, navnlig om sommeren.

Foruden de udgifter, som vil følge af de nævnte foranstalt­ninger er dyrtidsudgifterne alle­rede nu forøget betydeligt ved forhøjede lønninger til persona­let, hvortil kommer yderligere udgifter i anledning af indførel­sen af indskrænket arbejdstid.

Taleren gennemgik kort de en­kelte takstsatser og tilføjede, at man. ville revidere de takster, der opkrævedes af vognmanden, som omdeler pakker i Nordby, og disse takster vil blive fastsat og approberede af postvæsenet.

I den påfølgende diskussion om taksterne deltog foruden post-inspektøren sognerådsformand P. N. Pedersen, borgmester Holk og læge Anthonisen.

Befolkningens talsmænd tog velvilligt mod de foreslåede for­højelser, som de indså var nød­vendige. De ønskede dog nogle ændringer og enkelte nedsæt­telser.

Postinspektøren gik villig ind på flere af disse, mens han i an­dre tilfælde ikke kunne give noget bindende tilsagn, men ville forelægge det for generaldirek­tøren.

Sognerådsformand P. N. Pe­dersen rettede en tak til post-inspektøren for den imødekom­menhed og velvilje, der fra post­væsenets side blev vist beboerne, og for den tiltalende måde, de forløbne forhandlinger var ført på. I erindring om den behand­ling, der i lignende tilfælde var udvist af den tidligere færgeri-bestyrelse, forstod at værdsætte den ny kurs.

Som afslutning på denne artikelrække om færgeriets over­gang til statsdrift bringer vi en fartplan for færgeriet, som den så ud i 1919:

 

Fra Esbjerg; 7,00, 9,15 form., 1,15, 4,15 og 6,15 eftm.

Fra Nordby: 7,30, 10,30 form., 3,30, 5,15 og 8,45 eftm.

Endvidere søn- og helligdage samt hver torsdag; Fra Esbjerg kl. 11,00 aften og fra Nordby kl. 11,30 aften.

Dette var en sommerfartplan.


Gå til top