I de første besættelsesår var Danmarks betydning i krigen ikke stor, da krigens tyngdepunkter lå andre steder i verden. Danmark fungerede først og fremmest som Tysklands spisekammer. 

Hitler forsøgte ikke i krigens første år en invasion af England, skønt hans generaler rådede ham til det. Han forventede, at efter de store tyske sejre i begyndelsen af krigen, ville England hurtigt bede om fred. 

Der var for tyskerne ingen grund til at frygte større landgangsoperationer mod Vesteuropas kyster i den første krigssommer, hvor tyskerne sejrede på alle fronter.

Det tyske kystforsvar, der blev etableret straks efter besættelsen, var da heller ikke beregnet på et stærkt kystforsvar, men udelukkende som et forsvar af havne og farvandsområder. 

I løbet af april 1940 opbygge­e tyskerne 5 lette Marine­flakbatterier i Esbjergområdet - heraf 1 på Fanø på nordspidsen af øen. 

Dette flakbatteri, der i starten var feltmæssigt opstillet bestod af                    

                             4 stk. 8,8 cm flakkanoner.

                            2 stk. 2,0 cm kanoner. 

Dette forholdsvis lette flakbatteri blev i løbet af 1942 forstærket, og blev et tungt flak- og spærrebatteri opført i blivende udførelse.

Batteriet skulle virke som havnespærring for Esbjerg samt beherske indsejlingen ved Grådyb. 

Et let flakbatteri med 3 stk. 2,0 cm kanoner blev opstillet på Halen, til sikring af sejladsen ud for Esbjerg, og et let flakbatteri opstillet ved Meldbjerg.

Efter de tyske erobringer af Danmark, Holland, Belgien og Frankrig fik Tyskland en enorm kyststrækning at forsvare. Den tyske marine, under hvem dette forsvar sorterede, kunne selvsagt ikke klare denne opgave alene. Det førte til opstilling af hærstyrker, der skulle have operative opgaver i kystområderne.  

 1943 blev der opstillet 10 hærkystbatterier i Danmark, heraf et på Fanø. Dette batteri blev opstillet lige nord for Fanø Bad, og fik betegnelsen "Batteri Vesterhavsbadet". Selv med placeringen af de 10 nye hærkystbatterier, var der stadig kun tale om punktforsvar af de danske kyster. Der var endnu ikke noget, der mindede om en direkte forsvarsvold.  

I juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Den forventede hurtige sejr udeblev, og i stedet måtte store troppestyrker trækkes fra Vestfronten til Østfronten. Et engelsk angreb på dette tidspunkt kunne blive katastrofalt, og i den situation begyndte tanken om en Atlantvold - en stærk uimodtagelig forsvarskæde fra Norge til den spanske grænse - at tage form.  

Med til at fremskynde beslutningen om bygningen af Atlantvolden var et af krigens blodigste commandoraid hvor 5.000 allierede soldater gik i land ved Dieppe i Frankrig. Angrebet blev afværget af tyskerne, men Hitler forstod nu, at Frankrig ikke, som han havde troet, var et springbræt til England, men tværtimod en trussel mod forsvaret i vest. 

Den nye betonforsvarsvold skulle spare soldater, der kunne frigøres ved den uhyre lange kyststrækning, og i stedet indsættes på andre krigsskuepladser. Beton i stedet for kanoner lød parolen.

30. juni 1942 blev der af tyskerne fastlagt spærrezoner for byggeri af enhver art langs den jyske vestkyst. På Fanø kom spærrezonen til at dække hele vestkysten i en 1 km. bred kystbræmme, samt en linie fra Nordbys nordkant til Fanø Bad. I spærrezonen kunne samtlige bygninger inddrages af værnemagten, uanset hvad de i øvrigt blev benyttet til. 

I sommeren 1943 foretog de allierede styrker vellykkede invasioner på Sicilien. Effektiviteten af de allieredes landsætningsmateriel resulterede i en række overv­jelser for den videre tyske strategi til imødegåelse af en invasion i Vesteuropa.  

6. november 1943 udsteder Hitler ordre om udbygning af Atlantvolden, og samtidig overdrages det til Feltmarskal Erwin Rommel, - den højst rangerede tyske officer, der har betrådt Fanø under krigen - at foretage en inspektionsrejse for at inspicere det tyske kystforsvarsberedskab fra Skagen til den spanske grænse.  

På denne inspektionsrejse be­finder Rommel sig i Danmark i dagene 2. - 4. december 1943. 

Hvad han fik at se på denne rejse tilfredsstillede ham bestemt ikke. Mange steder var planlagte befæstningsanlæg ikke blevet færdiggjort, og hvad der var færdiggjort var slet ikke tilstrækkeligt. 

Rommel krævede flere betonbunkere, flere hindringer på strandene, flere miner, flere kanoner og flere soldater. 

Rommels inspektionsrejse i Danmark indledtes på Fanø. For at give et virkelighedstro bil­ede af øens forsvarsværker, var der arrangeret en landgangsøvelse, der strakte sig over det meste af Fanø.  

Det var netop i forbindelse med denne forevisning, at Rommels ideer til imødegåelse af en allieret invasion tog fast form. Det var på Fanøs brede, flade sandstrand han fik ideen til at kunne vanskeliggøre landsætninger ved hjælp af spærringer og andre forhindringer på stranden samt en kraftig udbygning af stærke kanonstillinger.  

At Rommel ikke har været ubetinget tilfreds med, hvad han fik at se på Fanø fremgår af, at han efter at have beset de eksisterende foranstaltninger spurgte, - "om man troede det var tinsoldater, man skulle kæmpe imod."

Vi var mange nysgerrige danske ved færgelejet, den dag Rommel ankom, og selvom vi blev gennet på passende afstand, så jeg dog hele sceneriet tydeligt. Tyskerne var helt elektriske! De øverstbefalende var i paradeuniformer med ekstra blankpudsede støvler, de menige blev pisket rundt for at formere æresgeledder, kommandoerne føg gennem luften. Færgen ankom og Rommel skridtede ned ad landgangen og blev modtaget med hysteriske æresbevisninger. Selv virkede han fjern og tillukket. Han blev installeret i en nyvasket feltvogn, og man kørte ud på øen. Efter nogle timer skulle han returnere, men først efter en frokost på hotel »Nordby«.

Da værten, Poulsen, og betjeningen udmærket forstod tysk, men naturligvis ikke lod sig mærke hermed, fik vi andre siden hen et fint referat af, hvad der var passeret i hotelsalen. Rommel sad tavs og tillukket og spiste sin mad. Da det var overstået, slog han på glasset og tog ordet under åndeløs tavshed. Han holdt kun en kort tale, men det væsentligste var ordene: »Mine herrer! - nu har De så på køreturen rundt på denne så strategisk vigtige ø med stolthed vist mig øens forsvarsværker. Jeg kan betro Dem, at efter al min erfaring vil det af mig besete holde til maks. 10 minutters intensiv beskydning!! Skal vi så se at komme i gang for alvor!«”

Det var Rommels besøg på Fanø, der førte til hasteopstilling af det svære 15 cm batteri på Fanøs nordspids - Gneisenau Batteriet også kaldet Batteri Grådyb. 

Samtidig blev også Batteri Mosdal eller Batteri Fanø Syd opført med 4 stk. 12,2 cm kanoner. 

Omgående påbegyndtes også en voldsom mineudlægning på stranden samt bygningen af andre forsvarsforanstaltninger på stranden, der vil blive omtalt senere.   

I 1944 blev det sidste batteri på Fanø påbegyndt nemlig Batteri Pælebjerg. Dette batteri, der aldrig nåede at blive færdiggjort bestod af 4 stk. 15 cm kanoner, der var afmonteret fra det danske artilleriskib "Peder Skram".  

I 1945 var der i alt 78 batterier i Danmark med i alt 290 kanoner. Batterierne var fordelt med 15 på Sjælland, 3 på Fyn og 60 i Jylland - heraf havde Fanø altså alene de 5!