Det voldsomme fæstningsbyggeri stillede store krav til færgeriet og logistikken på Fanø. Dette emne – og bardomsoplevelser i forbindelse hermed - er skrevet af

Af Gunnar Sonnichsen Engsted. 

Det var dog først i foråret 1943, at bunkersbyggeriet rigtig tog fart. Værnemagten havde besluttet, at der, blandt meget andet, skulle bygges et større luftværnsbatteri ved Skrånbjerg på Halen. 

Dette flakbatteri kom, da det var færdigbygget, til at bestå af 3 større betonbunkere hver med en 37 mm luftværnskanon samt en håndfuld mindre bunkere til ammunition, projektører, maskingeværer, maskinhus, ferskvandsreservoir m.m. Dertil kom mandskabsbarakker osv., ja selv en mindre svinestald havde man derude. Batteriet var hele vejen rundt "indhegnet" og beskyttet af pigtrådsspærringer og minefelter og kunne fungere næsten som et selvstændigt fort. Til dette store byggeri, som tyske entreprenørfirmaer stod for, skulle der bruges store mængder beton (mere end 3500 kubikmeter). 

Byggeriet påbegyndtes den 5. maj 1943 og blev afleveret til den tyske marine den 2. november samme år. Herefter gik våbenteknikerne i gang med montering af kanonerne og andet krigsudstyr. 

Man var dog inden starten af dette byggeri blevet klar over, at den daværende markvej slet ikke kunne klare en så voldsom belastning, hvis transporten derud af grus, cement og armeringsjern skulle foregå med lastbiler. Der var derfor kort forinden blevet anlagt en jernbane (tipvognsbane) fra Rindby Brugs (nuværende diskotek "Chaplin") til. Skrånbjerg på "Halespidsen" .

Banen startede lige overfor Rindby Brugs på østsiden af Sønderhovejen. Her var der en slags omladeplads, hvor de forskellige byggematerialer blev lastet på tipvognstoget. Materialerne blev nemlig kørt hertil på lastbiler og hestevogne fra havnen i Nordby. Armeringsjernet hentedes på en "bindeplads" som lå på en mark overfor sognefogedgården (Nørby Kro) på nordsiden af Strandvejen. 

Det meste blev sejlet herover i store lægtere, som lossedes ved den daværende trækaj neden for Krogaarden. Under denne kaj var der anbragt bomber med fjerntænding. I første omgang blev materialerne hentet her og som nævnt kørt til Rindby. 

De første ca. 100 meter var denne bane 2-sporet, nemlig med et spor på hver side af Halevejen. Det nordlige spor førtes så over Halevejen, og banen fortsatte som enkeltsporet helt ud til Skrånbjerg. Banen fulgte Halevejen på sydsiden af denne til Klingebjergvejen; løb så i en blød kurve ca. 150 meter på østsiden af Halevejen, krydsede igen vejen og løb så langs med vejen, men ca. 100 meter vest herfor indtil huset "Ekko", Halevejen nr. 8. Herefter fortsatte banen i en kurve vest om den senere gravede sø ved Halevejen nr.18 og endte lige øst for selve Skrånbjerg. 

I alt en strækning på ca. 4 kilometer (Der er lidt usikkerhed med hensyn til banens nøjagtige forløb på det sidste nordlige stykke fra Halevejen nr. 16 til Halespidsen.) Flere steder på strækningen kan der dog endnu anes menneskeskabte konturer i terrænet, ligesom der flere steder kan ses grus, som sikkert stammer fra banen.

Trækkraften til tipvognene bestod af 1 stk. ældre grønmalet rangerlokomotiv med et stort svinghjul og håndstart. Der var påsat en jernklods i begge ender formentlig for at forøge vægten. Der var endvidere 2 nyere lokomotiver af mærket "Bur Wain"; de var blåmalede, og de vejede ca. 5 tons, har jeg fået oplyst. De var udstyret med gasgenerator i starten, men kørte senere på syntetisk benzin. 

Tipvognene var ikke særlig store, (en fortæller kan huske, at de var ca. 2 meter lange), og der var 6 -8 vogne i et vogntog, Sporbredden var ca. 90 cm. Nogle af vognene havde i stedet for tippelad en flad træbund, som så kunne anvendes til transporten af armeringsstål og cementsække. Nogle af disse fladvogne var forsynet med en dobbeltbænk i vognens længderetning; her kunne så sidde 4 - 5 mand på hver side. Der skulle jo også befordres mange arbejdere til byggepladserne.

Det har ikke været muligt for mig at finde oplysninger om, hvornår denne tipvognsbane blev afmonteret. Dog tyder meget på, at banen er blevet overflødig som transportmiddel til dette område, da byggeriet var færdigt i december 1943. 

Med hensyn til denne tipvognsbane, (her kan jeg jo så kalde den "Vestbanen"), findes der langt flere oplysninger. Mange flere personer kan huske den; der findes et fotografi af den, (i Bedstefars Billedbog) og jeg har selv som dreng set banen, fået køreture med et af lokomotiverne, og leget ved anlægget i foråret 1945. Denne bane eksisterede nemlig ved krigens afslutning, og blev først brækket op og forsvandt fra Fanø i forsommeren 1945. Jeg har ikke kunnet få oplyst hvor den senere havnede.

Banen blev, som antaget, anlagt i foråret 1944 til transport af de store mængder byggematerialer, der skulle bruges til de store bunkersanlæg på Fanøs nordvestkyst. Det største anlæg herude var batteriet "Graadyb", som værnemagten kaldte det. Det kaldtes senere af danskerne for "Gneisenau-batteriet", idet dets 4 stk. 15-eentimeters kanoner i 2 dobbelttårne var nogle af reservekanonerne (sekundærskyts) til de tyske slag krydsere "Gneisenau" og søsterskibet "Scarnhorst". 

Selve bunkersanlægget skulle efter de tyske planer bestå af to store bunkere til selve de svære kanoner; to store ammunitionsbunkere og mindst 8 andre forskellige bunkere til forskellige formål. Heraf blev 5 stk. aldrig helt færdigbyggede. Til hele anlægget skulle bruges ikke mindre end 11.530 kubikmeter jernbeton, og det krævede naturligvis en organiseret og stabil forsyningsvej. 

Denne bane startede ved Nordby havns Sønderbro, lige neden for Krogaarden; førtes langs kajen og havnefronten, tværs over Skibsværftet, tæt øst for huset "Kræmmerhuset" , hvor der i mange år lå en større stak størknede cementsække som stammede fra en afsporing eller "sabotage"?

Faktisk løb den der, hvor det nuværende dige ligger, - forbi Radio Jens's mølle, og op på toppen af en stor langstrakt grusdynge beliggende der, hvor den nordlige fløj af Plejehjemmet nu ligger.

Heroppe kunne man så vippe gruset af til begge sider; således, at det var bekvemt at læsse det på lastbiler. Der var jo et stort behov for byggematerialer til alle mulige andre bunkers og vejanlæg som herrefolket var i gang med. 

Lige neden for denne grusbakke var der et sporskifte. Herfra kunne en stor del af togene dirigeres direkte ud mod vest til selve byggepladserne. Sporet lå midt i den nuværende Vigensvej, krydsede Hovedgaden ved "Brugsen" og fortsatte ud ad Gasværksvej, (den nuværende Niels Engersvej.) Her løb den forbi Gasværket, hvor nu Sct. Georgskollegiet ligger, og fortsatte vesterud direkte til det sydvestlige hjørne af Kikkebjergplantagen.

Herfra fulgte den markvejen, der fører sønden om Jørgen Hansens Plantage, idet den fulgte nordsiden af den store grøft, som senere bliver til den store "Grønninggro". Løber forbi stedet, hvor afvandingsgrøften fra området ved Tempo Supermarked støder til Grønninggroen. Gik norden om Johannes Post's Have og videre mod nordvest til Kviepladsen, løb over denne og endte ved en aflæsningsplads, (der kan ses endnu) lige øst for betonvejen, der fører op til selve "Graadybbatteriet".

Man kan sagtens i dag finde banens forløb ude i "Æ Mark," som det hed dengang; og det kan anbefales til en fin travetur i skønt terræn. Hele banens længde fra Havnen til Graadybbatteriet er målt ud til 3,9 kilometer. 

Der knytter sig unægtelig nogle historier til og om denne Vestbane. Jeg har ingen grund til at betvivle rigtigheden af, hvad jeg har fået fortalt af forskellige ældre mennesker.

En dag i sensommeren 1944 kom to større og en lidt mindre dreng roende ind ad loen på vej hjem efter en fisketur. Da de passerede Sønderbro (ved lavvande), opdagede en af drengene, at der stod nogle store grå kasser på træbjælkerne inde under selve brodækket. Kasserne var forbundet med ledninger, så det måtte vel være en form for sprængstof, men de var ikke særlig solidt surrede til træværket. De to store drenge fik nu den mindre dreng til at vælte en af kasserne i vandet med en åre; dette gav et vældigt plask, som tilkaldte et par værnemagtssoldater. De to store drenge nåede at stikke af, men den lille blev fastholdt. Han fortæller, at han aldrig i hele sit liv har fået så mange tæsk af en åre, som ved denne lejlighed. Havde der været SS-folk til stede, var han nok ikke sluppet med tæsk. 

Vestbanen var også udsat for "rigtig" sabotage udført af "rigtige sabotører" nemlig den 26. november 1944. - To sabotører fra en gruppe på Esbjerg egnen skulle med hjælp fra en herboende anbringe 3 bomber. Bomberne var i forvejen på dramatisk vis blevet smuglet herover med færgen (vistnok i en barnevogn). 

Der skulle anbringes en bombe på lossekranen, der var monteret på kajen og ligeledes en bombe på lægteren og den sidste skulle monteres på lokomotivets buffer. Bomberne blev skam anbragt, men der må have været en fejl ved dem, for de ville ikke detonere. Det var jo ærgerligt, men efter nogen tid blev de opdaget af tyskerne og afmonteret. Sabotørerne var da over alle bjerge, og ingen kom til skade ved den lejlighed.

I forsommeren 1945 legede jeg og en ældre kammerat ude ved Gasværket. Krigen var forbi, men man måtte stadig ikke gå frit rundt ude "i marken", som dengang var alt, hvad der lå vest for Kikkebjerg Plantagen.

Pludselig kom en ældre mørklødet mand kørende vestpå i et tipvognslokomotiv. Han spurgte, om vi ville have en køretur, - det var da også noget at spørge om, så vi klatrede om bord, og så gik det sindigt vestover. Han blev kaldt "Gokke" fortalte han, og han imponerede os med, at han kunne vende den cigaret han røg på, så gløden kom indad, uden at røre den med fingrene, - og så stadig ryge på den. 

Da vi havde kørt et stykke, spurgte han pludselig, om vi ville have lokomotivet? Han viste os, hvordan man fik maskinen til at køre, - og til at stoppe; og så hoppede han selv af. Jeg tror, at vi nåede at køre et par hundrede meter før modet slap op; det var jo ukendt land for os, og vi var langt hjemmefra; - så hoppede vi af, og gik på svellerne tilbage til de mere kendte omgivelser ved Vestervejen. Lokomotivet fortsatte alene langsomt vestpå, - vi så det aldrig mere. 

"Gokke" med kone og en datter kom senere til at bo ude i "Lejren" som bestod af de 4 store barakker, som den tyske marine havde brugt til skole for nogle af deres søkadetter. Den lå lige nord for Vestre Kirkegård, og det var en yndet søndagsspadseretur under den sidste del af krigen, at gå helt ud til hegnet ved kirkegårdens toilet, og herfra følge de mange eksercerende marinere; man havde jo her første parket. Den vestligste af disse barakker var ikke en træbarak som de øvrige; den var lager for krigsskibsmodeller og flymodeller og eksisterer endnu, men er ombygget til ferieformål og tilhører Københavns Kommune. 

Ovennævnte lejr blev ved krigsafslutningen også brugt til at huse de mange tyske flygtninge.

     Ved krigens afslutning var tipvognsbanen fra "Svenskeren" til grusbakken en yndet legeplads vel især for de større drenge. De skubbede en tom tipvogn op på bakken, derefter kravlede alle om bord, og så gik det nedad i god fart og under megen rumlen. Der kunne køres helt hen til Svenskeren. - Jeg husker ingen episoder med tilskadekomne drenge under den leg, - mærkeligt nok. 

Af hensyn den yngre del af læserne, som måske undrer sig over, at det kun er ca. 55 år siden at alt dette skete, og at det alligevel ikke er mere kendt, må de jo tænke på, at befolkningens bevægelsesfrihed var stærkt begrænset. Under krigen af værnemagten, og efter krigen af diverse minefelter, pigtrådsspærringer, emsige forældre og andre ældre, skolelærere, politibetjente osv. 

Dertil kommer, at kun meget få havde adgang til de "interessante" steder, medens banerne kørte på højtryk. Det var f.eks. kun nogle få af de landmænd, der havde jord at passe i de berørte områder, der havde værnemagtens tilladelse til at komme ud på Halen under den sidste halvdel af krigen.