Det var en anden hverdag befolkningen på Fanø vågnede op til efter den 9. april 1940. Snart oversvømmedes man med bekendtgørelser og overordnede foranstaltninger, der pålagde befolkningen restriktioner i bevægelsesfrihed, medførte vareknaphed og rationeringer. Alt dette var dog for intet at regne i sammenligning med de frygtelige begivenheder, der udspillede sig andre steder i Europa. Tyskerne kom jo – efter egent udsagn - ikke som besættere, men som beskyttere mod engelsk invasion! 

Det drejede sig for tyskerne om, at få tingene til at glide så smertefrit som muligt og undgå at vække befolkningens vrede. Danmark var for tyskerne et vigtigt land både strategisk og som spisekammer. 

De tyske soldater der kom til Fanø den 9. april 1940 viste her, som andre steder i landet stor købelyst. Her var plud­selig varer at få, som ikke kunne opdrives i Tyskland. Det drejede sig især om madvarer, wienerbrød, chokolade og frugt, men også strømper og ure var meget eftertragtede.

En af de første bekendtgørelser der udgik fra Kapitain Ruge, der ledede besættelsen af Esbjergområdet, drejede sig netop om forholdsregler i forbindelse med de tyske soldaters privathandel.

Belysning lige fra gadebelysning til butiksvinduer, belyste ure og husnumre. I alle bygninger, der anvendtes til beboelse skulle der afskærmes således, at intet lys var synligt udefra. 

Al brug af lommelygter og håndlamper var forbudt udendørs, og køretøjer der kørte efter mørkets frembrud skulle have lygterne blændet således, at kun en 15 cm bred stribe fra lygten var synlig. Denne afblænding gjaldt også for cykellygter. Cyklen skulle desuden være forsynet med en hvid afmærkning på bagskærmen. 

I hast måtte befolkningen til at købe mørklægningspapir, og sikre, at intet lys slap ud fra husene.

Straks efter besættelsen indførtes nat færdselsforbud mellem klokken 23.00 og 6.00. Dette forbud ophævedes dog ret hurtigt, men blev dog opretholdt for personer under 18 år - de måtte kun færdes ude i det pågældende tidsrum under ledsagelse af forældrene. 

For at undgå hamstring udsendte Handelsministeriet straks den 9. april bekendtgørelse om prisstop og hamstringsforbud. Private måtte ikke indkøbe levnedsmidler og husholdnings­artikler ud over, hvad forbruget krævede på indkøbsdagen og de 3 næstfølgende dage. De forretningsdrivende blev pålagt ikke at indkøbe varer i større kvanta end til normal forsyning samt forbud mod at sætte priserne højere end de havde været den 8. april 1940. Ved denne bekendtgørelse ville man undgå, at velhavere kunne hamstre samt at priserne skulle stige på mangelvarer. 

For at sikre en ligelig fordeling af de fødevarer, der var til rådighed indførtes i løbet af 1940 rationering af forskellige varer. For at købe f. eks. brød, sukker eller smør, skulle man nu samtidig med betalingen aflevere en rationeringskupon for den pågældende vare.

Rationeringsmærkerne blev uddelt i forhold til de enkelte familiers størrelse. Ved bekendtgørelser i dagspressen kunne man se, hvor og hvornår rationeringsmærkerne kunne afhentes.

Flere og flere varer kom under besættelsen ind under rationeringsordningen.

Ikke kun fødevarer, men også brændsel blev på et tidspunkt rationeret. Rationeringsordningen fortsatte for nogle varers vedkommende helt op i 50’erne. 

1. maj 1940 udstedtes forbud mod fotografering og afbildning af tyske militære anlæg m.v.

Det er naturligvis derfor ret begrænset, hvad der findes af fotografier fra besættelsestiden.

Forsyningerne af kul og koks, som tidligere havde været den almindeligste form for fyringsbrændsel, ophørte ret hurtigt, og man måtte i stedet gå over til fyring med træ og tørv. Meget træ blev under besættelsen solgt fra Statsplantagen. I plantagen kunne man på et tidspunkt få lov til at optage "stød" - træernes rødder, og mange gik i gang med spade og sav, for på den måde at skaffe sig brændsel. Også opsamling af nedfaldne grankogler kunne bruges.

I mange husstande anskaffede man sig derfor en spareovn – populært kaldet en Spareheks. Den måtte anbringes, så der var aftræk til skorstenen. Ovnen kunne minde om en stor støbejernsgryde med ringe, der kunne afpasses efter grydens eller pandens størrelse. Der kunne fyres i spareheksen med træ eller tørv, og samtidig med, at man kunne have en enkel gryde over ilden, kunne man få lidt varme i køkkenet.

Brændselsolien blev det meget hurtigt knapt med, og allerede 6. maj 1940, måtte elektricitetsværket i Nordby afbryde strømmen i nogle timer dagligt af sparehensyn.

Forsyningerne af luksusvarer fra udlandet holdt hurtigt helt op. For mange var det nok manglen på kaffe og tobak, der var sværest at bære.

Mange klarede problemet ved at drikke kaffeerstatning, ”Det er Rich’s der Driks”. som "næsten" smagte af kaffe.

Omkring årsskiftet 1941 / 42 begyndte de første biler at køre med gasgenerator. Generatoren lignede en mindre kakkelovn, som var anbragt uden på bilen. I denne generator fyrede man med træ, der under­gik en ufuldstændig forbrænding, hvorved der udvikledes gas, der gennem et rensefilter blev ledt ind i en gaskøler, hvorefter gassen kunne forbrændes i motoren. Vognmand Nissen kørte med generator på sin Taxa.  

Besværligt var det. Man måtte fyre op i generatoren en halv time før man skulle køre, og der skulle "fyres" ca. hver halve time undervejs, og farten blev reduceret med om­kring 35 %. 

Dæk og slanger til biler og cykler blev lappet igen og igen, for der var intet nyt at få.

 I den mørke tid samlede man sig om det nationale - kongen og fædrelandet. 

Den 26.september 1940 fyldte kong Christian X 70 år. Overalt pyntede man med flag og blomster i rødt og hvidt. I anledning af kongens fødselsdag var der arrangeret indsamling til en folkegave til kongen. Denne indsamling indbragte på landsplan 2½ mil. kroner, der blev overgivet til et fond - Christian X Fond.

Det indsamlede beløb blev suppleret med indtægterne fra salget af Kongemærket, som alle, der ville vise nationalt sindelag, købte og bar.  

Især i besættelsens første tid mødtes man til store fællesar­rangementer - ALSANG. I fædrelandskærligheden kunne man forene sig og føle fællesskab i en svær tid.

Søndag 1. september 1940 afvikledes et af de helt store Alsangsstævner. Overalt i landet var der denne eftermiddag arrangeret alsangsstævner. Klokken 18.00 når Rådhusklokken i København slog timeslagene skulle hele Danmark synge 1. vers af sangen "Moders navn er en himmelsk lyd."  

Også på Fanø blev der denne eftermiddag afholdt alsangs­stævne. 

Her et uddrag fra FANØ UGEBLAD: 

Den stemningsbølge, der i denne tid går over landet med fællessangen eller samsangen i sit følge, har også givet sig udslag her i Nordby, idet en kreds af borgere har indbudt til fællessang. 

Denne sammenkomst fandt sted søndag eftermiddag kl. 17 på Realskolens plads. Trods det lidt kølige og temmelig blæsende vejr havde over 600 mænd, kvinder og børn givet møde, da overlærer Birkelund bød velkommen. Der blev sunget af af sangheftet ”Syng – folkesang for Danmark” og der indledtes med ”Du danske mand”. Sangen ledsagedes af et 7 mands F.D.F. orkester under ledelse af lærer Rasmussen. 

Af de sange, der blev sunget nævner vi ”Der er et yndigt land”, ”I Danmark er jeg født”, ”Jylland mellem tvende have”, ”Kongernes konge” m.fl.  

Derefter talte forstander G. Sørensen, Navigationsskolen, og forstanderen sluttede med at udbringe et med et nifoldigt Hurra besvaret ”Leve for Kongen”.  

Kl. 18 fik man gennem højttaler transmissionen af fællessangen fra hovedstaden, hvor man netop sang ”Moders navn er en himmelsk lyd”. 

Kordegn Moesgaard Christensen sluttede med en tak til alle der var mødt, hvorefter man – uden for sangheftet sang ”Vor Gud han er så fast en borg”.

I 1942 skulle der være valg til kommunalbestyrelserne. Tyskerne nedlagde imidlertid forbud mod afholdelse af valg. 

I 1943 blev det dog gjort klart for tyskerne, at nu måtte der holdes valg til både Folketing, Landsting, Amtsråd, Byråd og Sogneråd også selv om det kunne komme til at give nationale tilkendegivelser f.eks. ved valget til Rigsdagen. Sognerådsvalget blev fastsat til 5. maj 1943. 

I Nødtørftshuset på havnen, i Posthusets bygning og i kaptajn Rosens bygning. 

I følgende større bygninger skulle der være husvagter: 

Toftehuset, købmand S. Svarres ejendom,  Flensborglager og bager Engsteds ejendom.  

Luftbeskyttelsesforanstaltningerne fulgtes i juli 1944 op med bestemmelser om, at der skulle etableres opsamlings­steder og midlertidige indkvarteringssteder for udrømmede i forbindelse med evt. luftangreb. Til opsamlingssteder blev udpeget:  

Navigationsskolen, Forsamlingshuset i Sønderho, Sønderho skole, Nordby Kirke og Realskolen. 

Til evt. midlertidig indkvartering valgtes de samme steder, dog med den undtagelse, at Nordby Kirke udgik, og er­stattedes af Missionshuset i Nordby.  

Ved Realskolen blev der stillet krav om beskyttelsesrum for børnene. Da forholdene på stedet ikke gav mulighed for nedgravning, blev der i stedet opført en lav bygning af svært træværk, der blev belagt med græstørv og sandsække. 

Fanø undgik luftbombardementer, så foranstaltningerne blev aldrig aktuelle. 

Derimod oplevede Fanø utallige overflyvninger, når allierede flyvere var på vej til eller fra bombetogter over Tyskland. Når sirenerne varslede lufta­larm, måtte de enkelte familier prøve at beskytte sig så godt som muligt i kældre eller hvor man følte sig sikrest i huset. Under mange overflyvninger blev der skudt kraftigt fra stillingerne på Fanø, så det var en befrielse, når sirenerne med en høj tone afvarslede.

Allerede den 1. maj 1943 skærpedes adgangsbetingelserne til Fanø betydeligt. For at komme til eller tage ophold på øen krævedes en særlig skriftlig tilladelse fra de tyske myndigheder. Hvis tilladelse blev givet, blev legitimationskortet forsynet med et særligt stempel, der gav adgang til øen. 

Tilladelse til at erhverve det særlige "Fanøpas" blev kun givet til fastboende, sommer­husejere, personer der arbejdede for den tyske værnemagt samt enkelte andre med strengt nødvendig ærinde på øen.

Ved samme bekendtgørelse indskærpedes fotograferingsforbuddet ligesom der kom forbud mod al færdsel uden for de afstukne veje. 

Badning var kun tilladt på steder, der var angivet ved opslag. 

Disse skærpede foranstaltnin­ger skal ses i lyset af, at Esbjerg - Fanøområdet var et særligt truet invasionsområde, samt af at tyskerne med den voldsomme udbygning af fæstningsværkerne, ønske at have lidt hånd i hanke med, hvilke personer der kom til Fanø.  

Fanøs lange strand blev også lukket. Kun på en 2oo m lang strækning ved Rindby var det tilladt at bade mellem kl. 10 og 18. 

Havde man nødvendigt ærinde f.eks. til Fanø Bad måtte man hos den lokale kommandant søge om adgangsbevis.

I løbet af besættelsestiden beslaglagde tyskerne mange bygninger rundt om på Fanø. Borgerskolen blev beslaglagt, og 12. oktober 1943 rykkede de tysker soldater ind på skolen, og blev der til krigens afslutning. De sidste måneder af besættelsen var skolen belagt med ungarske soldater.  

Hele skoleundervisningen blev herefter henlagt til Realskolen. Det betød, at skoletiden måtte udstrækkes fra kl. 8.oo til kl. 17.00 og det blev nødvendigt at sørge for mørklægningsudstyr i alle klasselokaler. Borgerskolens og Realskolens elever blev skiftevis undervist formiddag og eftermiddag hver anden uge.  

Ingen klasse kunne opnå mere end 30 lektioner om ugen, og en omlægning af skolens arbejdsplan blev nødvendig og måtte medføre betydelige indskrænkninger i undervisningen 

Det lykkedes dog at gennemføre alle eksaminer og i det hele taget holde skolens arbejde i gang, hvilket jo langt fra var tilfældet andre steder i landet. Alle genvordigheder og vanskeligheder blev af det samlede lærerpersonale mødt med stor forståelse og skabte et stærkt sammenhold om skolen og dens leder.  

Den 13. august 1945 kunne skoleundervisningen genoptages under normale former. 

Senere blev Industriforeningen, Rindby Forsamlingshus, Missionshuset og K.F.U.M. bygningen beslaglagt.   

På Hotel Nordby og Krogården var der tysk indkvartering. 

I Nordby blev endvidere O. Lassens ejendom beslaglagt. Ejendommen kom under hele besættelsen til at tjene som Standorts kommandantur for Fanø.  

Ved Fanø Vesterhavsbad blev hotellerne og de fleste større sommerhuse beslaglagt.  

På et tidspunkt ønskede tyskerne yderlige en større bygning i Nordby. Valget stod mellem Realskolen og Naviga­tionsskolen. Heldigvis blev dette krav dog opgivet, idet det ville have haft alvorlige konsekvenser for Fanø.  

I Sønderho blev Feriekolonierne, Hotellet, skolen og en del private ejendomme beslaglagt.  

Fælles for alle de beslaglagte ejendomme var, at de led stor skade efter tyskernes ophold, og at der efter krigen fore­stod et omfattende restaureringsarbejde. 

Flere steder på Fanø havde tyskerne opført beboelsesbarakker f.eks. Marinelejren ved Vandtårnet. En af de tyske barakker kom i øvrigt til at tjene som spejderhytte på Halen i mange år. 

Ved beslaglæggelse af f. eks. et sommerhus modtog ejeren leje, en leje som den danske stat vel at mærke betalte!

Ernst Sørensen fortæller i sine erindringer: 

Forsamlingshuset i Rindby blev beslaglagt i 1943, og endvidere blev der opstillet en del barakker rundt omkring. Og da der skulle være spredning af soldater, og nok også af pladshensyn, skulle der soldater ud på gårdene, så en dag blev det vor tur, og en dansktalende underofficer troppede op, antagelig en sønderjyde, med nogle soldater for at se, hvor meget plads, vi kunne undvære, og det passede ikke far, -- vi skulle aldeles ikke have tyske soldater indkvarterede, for når hans børn kom hjem, skulle der være plads til dem. Vi stod i entreen med trappen til værelserne ovenpå, - i det samme røg en dør ovenpå i med et brag, der var nok gennemtræk, men sikke et sæt det gav i tyskerne, de troede nok, der blev skudt, - vi grinede, men så var det i øvrigt slut med snak, så vi skulle have 12 soldater og 17 heste indkvarteret. - Vi havde god plads i stuehuset til soldaterne, og der var kun 3 hjemmeboende børn.

Soldaterne fik nu Nordstuen - hvor der blev sat køjesenge op, og hestene blev opstaldede i den ene ende af laden. Der var også god plads derude, så der var ikke noget andet problem der, end at vi nu ikke kunne køre igennem laden f.eks. med hølæs. 

De soldater, vi havde boende, var mennesker, der var tvunget ud som soldater, nogle havde børn, og ville gerne snakke med os, - de ville have kontakt. - Flere af dem var ude over den normale soldateralder, så bare af sted, men hvordan gik det kone og børn hjemme i Tyskland?? Når de var i gang med hestene, fik jeg mange rideture. Men en dag var det bare slut, og den aften, de kom til os efter en øvelse, havde de fået at vide, at næste morgen var det af sted til østfronten, så der faldt tårer (også fra mig). Den ældste soldat - Fritz - var få dage tidligere faldet af en hest og havde brækket den ene arm. Han kom på lazaret, hvorfra han besøgte os, inden han kom med et senere hold til fronten. Inden han rejste, sagde han, at han ville komme tilbage til Fanø, når krigen var overstået. Vi så ham ikke igen. -- Næste morgen var alt væk, på nær en stor, lang, tung fladvogn, og den ville far gerne bruge, så den blev bygget lidt om, men den var stadig tung, og tyskerne havde brugt flerspand for, men far havde kun et spand heste, og de kunne i al fald ikke trække vognen ad de sandede veje, så det blev igen til den almindelige kassevogn. - Far havde regnet med, at den var god til at køre enghø hjem med, så der ikke skulle køres så mange gange!! Ellers blev de tyske soldater noget dagligt overalt på øen, og når vi var i skolen, kunne vi udenfor på vejen høre deres støvletramp og sang, og når der blev afholdt skydeøvelser, blev hele området øst og syd for vore gårde afspærrede. Forinden havde der været meddelelse om skydeøvelsen i Ugebladet og al færdsel i området var forbudt. Soldater blev sat ud som vagtpost, gerne ganske unge ”drenge” - tvungne fra Ungarn, Polen og andre vasalstater. - De var meget bedrøvede over udsigten til at dø for et land, der ikke var deres. Mange gange blev disse øvelser holdt på søndage, så der gik ofte en portion søndagsmad fra mors køkken ud til den tyske vagt. --

Den 17. januar 1943 fik både Borgerskolen og Realskolen besøg af en herværende dansk direktør og to tyske officerer, som forlangte at opmåle begge skoler samt overlærerens tjenestebolig. De meddelte kommunalbestyrelsen, at man agtede at beslaglægge både skolerne og embedsboligen til indkvartering af tysk militær. 

Den 15. januar indberettede skolens overlærer sagen til Ribe Stiftsamt. Skrivelsen blev ikke besvaret.  

Nu gik der et par måneder i uvished, og i slutningen af marts 1943 meddelte tyskerne, at de en af de nærmeste dage agtede at beslaglægge Borgerskolen. Det lykkedes dog ved forhandling at redde skolen denne gang, idet bestyrelsen for Fanø Håndværker og Industriforening tilbød tyskerne Håndværker og Industriforeningens bygning, hvis skolen derved kunne reddes. Det gik tyskerne ind på, og skolen fik kun gymnastiksalen beslaglagt i denne omgang. Denne beslaglæggelse varede krigen ud.  

Med gymnastiksalens beslaglæggelse fulgte følgende episode: Tyskerne havde lovet skolen brugsret over gymnastiksalen til den 1. april. Men allerede den 31. marts om formiddagen, da skolen havde sin sædvanlige afslutningsfest i gymnastiksalen, mødte soldaterne op og trængte på for at komme ind. Kun ved forhandling med officeren lykkedes det at gennemføre translokationen.  

Men borgerskolen var stadig i farezonen. Allerede den 30. september 1943 meddelte den tyske kommandant, at han fra 15. oktober havde brug for 4 klasseværelser til ca. 100 soldater, men at beslaglæggelsen højst ville vare 8 uger. Imidlertid steg kravene. og den 6. oktober fik vi meddelelsen om, at tyskerne agtede at beslaglægge hele Borgerskolen fra den 14. oktober. 3 dage senere kom der ordre om straks at rydde skolen, og den 12. oktober blev hele Borgerskolen belagt med tysk militær. Denne beslaglæggelse varede krigen ud.  

Den 25. februar 1944 modtog kommunalbestyrelsen en skrivelse fra den tyske overkommando om, at Nordby Realskole samt overlærerboligen ville blive overtaget af den tyske værnemagt. Der var ikke angivet nogen dato for overtagelsen. 

Som følge af denne skrivelse sikrede kommunen sig lokaler i byen til skolens inventar samt en lejlighed til overlæreren, men i øvrigt stillede man sig afventende. 

I mange måneder hørte man intet til sagen, men den 3. oktober kom der meddelelse om, at kommunen omgående skulle stille Fanø Navigationsskolen eller Realskolen til tyskernes disposition. 

Samme aften vedtog kommunalbestyrelsen efter samråd med skolekommissionen og skoleudvalget at prisgive Realskolen til fordel for Navigationsskolen, og det så således ud til, at den sidste skole ville blive beslaglagt.. Men allerede 2 dage senere kom der meddelelse om, at tyskerne havde frafaldet kravet om beslaglæggelsen, og nye krav blev ikke stillet. 

Skolen og gymnastiksalen, som var beslaglagt, blev ikke i særlig grad anvendt som lazaret. Da freden kom, blev alle lokaler frigivet og istandsat, og da skolen begyndte efter sommerferien den 13. august 1945 var skoleordningen fuldt normal.  

Skolen slap for at blive anvendt som flygtningelejr. De ca. 2.000 flygtninge, som skulle indkvarteres her, blev anbragt i 2 arbejdslejre og i de store hoteller ved stranden.

Til værn mod luftangreb benyttede englænderne sig af spærreballoner over truede områder. Fra ballonerne hang stål­wirer ned, og meningen var, at det skulle forhindre tyske fly i lavtgående flyvning. I stormvejr kunne det ske, at ballonerne rev sig løs, og med vestlig storm drev mange ind over Jyllands kyst. Når de blev observeret af tyskerne blev de beskudt. Ikke så få af spærreballonerne faldt ned på Fanø. Hvis folk var så heldige at få fat i en ballon, var der stof til regntøj, telte, presenninger m.v.  

Første gang der drev spærre­balloner ind over Fanø vakte det ret stor opsigt. Fanø Ugeblad skrev herom: 

SPÆRREBALLONER 

I tirsdags drev der med mellemrum, spærreballoner ind over Fanø. De kom fra havet og blev af den ret stærke vestenvind ført ind over øen- En enkelt iagttager har set i alt 4 af disse ubudne gæster. Vi havde kun lejlighed til at se en; og den var på dette tidspunkt – kl. 17 – allerede ude over Vadehavet med retning mod Tjæreborg. 

Af dagbladene fremgår det, at spærreballoner i ret stort tal er drevet frem over forskellige egne af landet, og at de har lavet betydelig ravage på telefonnettet og elektriske ledninger overalt, hvor de er kommet frem. 

Her i Nordby sogn slap vi heller ikke fri. Telefonledningerne til Plantørboligen og videre til Sønderho blev afbrudt, og på Redningsvæsenets telefonledning knækkede 2 pæle, ligesom en mængde isolatorer blev revet ned med trådene. Der har været noget for telefonarbejdere at gøre med at udrede de indfiltrede tråde og få det hele sat i stand igen.

Fra Peder Emil Sørensens erindringer: 

Det havde stormet ret så voldsomt i nogle dage. Jeg blev af mor sendt i Brugsen på indkøb. Men sikke da noget, tænkte jeg, da jeg kørte på vejen til brugsen. På en lang strækning lå el-ledningerne rullet sammen i store ruller og stod oprejst, så man kunne cykle igen­nem dem. Der var dog ingen fare ved det, idet strømmen (jævnstrøm) var afbrudt en stor del af tiden og kom kun i visse perioder. Selvom vi var afhængige af elektricitet til lys og kraft og andre ting, var det ikke den store ulykke at undvære det. Vi kunne indordne os; så når strømmen kom, blev der tærsket, malet korn, pumpet vand op i tanke osv.. Og vi klarede os fint med petroleumslygter, stearinlys m.m. 

Også Radiojens's ledning var overskåret, så også nyhederne måtte vi undvære.

Men, hvad var årsagen til, at ledningerne lå overskårne på vejen. Forklaringen kom senere, da jeg var kommet hjem. Det blæste stadig meget kraftig. Jeg var ude på østsiden af laden. Jeg kiggede op over laden og så en stor tingest nærme sig. Den passerede mellem os og vor nabo mod syd, Niels Iversen. Den stod oprejst og lignede en kæmpemæssig ballon med styrefinner og halefinner. Så blev jeg klar over, det var en spærreballon, der havde revet sig løs fra London, hvor den sammen med mange andre skulle forhindre tyske flyvere i kunne kaste bomber over London. Det var den såkaldte Londonblitz i eftersommeren 1940, efter at Hitlertyskland havde nedkæmpet de engelske og franske styrker. Men den var overmåde stor og frygtind­gydende. Den ville passere ca. 25 meter fra, hvor jeg stod. Jeg lagde mærke til, at der i græsset under den var bevægelse, som var det en slange, der kravlede hen over jorden. Da den passerede stedet, hvor jeg stod, fulgte jeg efter den og så, at bevægelsen på jorden skyldtes wiren, den var fastmonteret med ved dens position ved London. Der slæbte flere wirer efter. Jeg var klar over, at jeg ikke skulle gribe fat i wirerne og prøve at holde på spærreballonen. Den passerede øst for os mellem vores gård og naboen, Morten Mathiesen. Og her løb el­ledningerne langs vejen på el-masterne. Og så så jeg, hvordan wirer­ne skar ledningerne over. Dog var den så tæt på masten, at isole­ringskoppen blev revet ud af masten og sammen med ledningen blev slynget mod Morten Mathiesens hus. Koppen ramte døren og lavede stor larm, så Morten kom frem og spurgte, hvad der dog gik for sig her. Han blev alvorlig stående og betragtede den sejlende tingest, der nu forsatte forbi Bil's hus. Og nu brød der så en torden løs. Da det sidste hus var passeret (Bil's) startede antiluftskyts en kanonade for at nedskyde `fjenden'. For disse spærreballoner ødelagde jo også telefonledninger samt andre ledninger for værnemagten. Vi så hvert skud fra Skrånbjerg - tre granater eksploderede hver gang. Men de eksploderede i området omkring ballonen. Der gik lang tid, inden ballonen med en fuldtræffer blev ramt og brændende faldt til jorden. Vi kunne mærke varmen fra brintflammen. Det var bare forbavsende, at der ikke gik ild i lyngen på heden. Men den kan jo være faldet ned på en engmark eller være udbrændt, inden den faldt ned på jor­den. Vi hørte senere om andre spærreballoner, der passerede over landet på den tid, at for nogle lykkedes det at få bragt ballonen uskadt til landing. Stoffet var vand- og lufttæt og der kunne laves regntøj og måske også andre beklædningsgenstande af det. Vi kunne ikke få meget kvalitetstøj i krigsårene. Det blev også efterhånden rationeret.

De offentlige beskyttelsesrum kunne kun rumme 8-10 procent af befolkningen i de større byer, og mange af de private beskyttelsesrum var så dårlige, at de kun ville kunne yde meget ringe beskyttelse i tilfælde af bombeangreb.

Statens civile Luftværn tog derfor fra årsskiftet 1943-44 initiativ til et omfattende byggeri af bunkers støbt i beton, som ville yde god beskyttelse mod virkningerne af luftbombardementer – hvis de da ikke blev ramt af en direkte fuldtræffer. De opførte bunkers kunne også få stor betydning for befolkningens sikkerhed i tilfælde af kampe på dansk jord mellem tyske og allierede soldater.

Kuppelformet bunker med plads til 50 personer. Foruden bænkene fandtes der i rummet blot en drikkevandbeholder og en stige op til nødudgangen i bunkerens tårn. I gangen var der toiletter.  

Om disse beskyttelsesbunkere overhovedet blev brugt vides ikke. Mange havde selv sørget for mere eller mindre gode beskyttelsesforanstaltninger. I dag er de fleste blevet fjernet. I Nordby er der kun bunkeren på Lodsvej og bunkeren ved kirkens parkeringsplads. 

Mange Fanødrenge kender udmærket en beskyttelsesbunker set inde fra, idet bunkeren på den anden side af færgelejet i mange år var stedet, hvor man afleverede og afregnede for de opgravede sandorm i Oskar Sørensens ormeeksportforretning.

I 1944 blev et amerikansk fly skud ned mellem Mandø og Fanø. Da der var tegn på overlevende, blev redningsbåden fra Sønderho sendt ud. Blandt redningsfolkene på turen var Axel Brinch, der fortæller, at der foruden redningsmandskabet var en tysk løjtnant og to menige med ombord.  

Fra det nedskudte fly fandt man 3 overlevende. Besætningen på flyet skulle have været på 4 mand, men af den fjerde fandt man intet spor.  

Tyskerne forbød redningsmandskabet at tale med de reddede. Af de tre bjærgede, husker Brinch, at i hvert fald den ene var såret, samt at flybesætningen konsekvent nægtede at fortælle noget som helt til tyskerne på vej ind med red­ningsbåden.  

Efter at flybesætningen var bragt i land i Sønderho, blev de af tyskerne bragt til Odense Kommunes Feriekoloni ved stranden, og dagen efter blev de ført bort fra Fanø.  

Flybesætningens videre skæbne kendes ikke.

Civilbeskyttelsesfolkene populært kaldet CB’erne eller ”føl”, fordi de ofte patruljerede sammen med en politibetjent, havde bl.a. til opgave at kontrollere, at mørklægningen blev overholdt. De var ubevæbnede og iklædt blå uniformer.

Statens civile Luftværn – eller Det civile Luftværn, som det oprindeligt hed - var blevet oprettet på baggrund af en række overvejelser om, hvordan man bedst muligt sikrede befolkningen i tilfælde af luftangreb. Opgaverne bestod bl.a. i at samarbejde med politi og brandvæsen i tilfælde af et angreb samt i at sørge for sanitetsforhold, mørklægning og at informere civilbefolkningen. CB’erne skulle dog også være klar i tilfælde af, at det blev nødvendigt at evakuere folk i byerne. I 1944 måtte der ændres på CB-uddannelsen, da man fra tysk side mente, at der i uddannelsen indgik øvelser af militær natur bl.a. i form af længere march-ture. Efter politiets tilfangetagelse 19. september 1944 ophørte al indkaldelse af CB'mandskab til grunduddannelsen.

Ca. 8.000 CB’ere deltog efter Befrielsen i bevogtningen af de tyske flygtninge.