I de første krigsår var mod­standen mod tyskernes tilste­deværelse i Danmark vel nær­mest en passiv iagttagende modstand. 

Fanø har dog tætte forbindel­ser til en af de første mod­standsfolk i Danmark, nemlig Thomas Sneum, søn af vicesko­leinspektør Christian Sneum, Nordby.

Straks efter 9. april 1940 søgte Sneum sin afsked fra Flådens Luftvåben, hvor han var flyverløjtnant. Da man bad om en begrundelse for ansøg­ningen om afsked, svarede han: "På grund af den skandaløse optræden 9. april!" 

Efter sin afsked tog han hjem til forældrene på Fanø, og her gik han straks i gang med at skaffe oplysninger om de tyske forsvarsanlæg på Fanø. 

Hans iagttagelser her var så vigtige, at han med et lille fly flygtede til England, hvor han kom ind i organisationen SOE (Special Operations Executive), der var en britisk militærorganisation, der var oprettet i England i 1940 til støtte for modstandsbevægel­serne i de besatte lande. Her fik han til opgave, at være med til at organisere mod­standsarbejdet i Danmark, og han blev i efteråret 1941, kastet ned med faldskærm over Holbækegnen.

I Danmark arbejdede han med oprettelse af modstandsgrup­per, indtil han i marts 1942 var blevet så eftersøgt, at han valgte at flygte til Sverige. Denne flugt var usæd­vanlig, idet han gik over isen til Sverige den 25. marts 1942.

I sin beretning ”En Fanødrengs erindringer om krigen 1939 – 1945” fortæller Bent Holm Thomsen om, hvordan han sammen med skolekammeraten Eigil Brinch spionerede mod de tyske militære anlæg og indtegnede, hvad de havde fået opsnuset på et stort kort over Fanø.

En dag bankede tyskerne på døren hos Bent Holm Thomsen, og i den tro, at det drejede sig om spionkortet, blev det i al hast revet i stykker og brændt i kakkelovnen.

Her følger den ejendommelige beretning om kortet der blev brændt, og dog eksisterede: 

” Efter min ”krigsberetning” havde været offentliggjort i Fanø Ugeblad fik jeg mange gode responser fra gamle skolekammerater og andre venner. 7/6 2001 fik jeg en telefonisk henvendelse fra Ernst Brinch, som havde læst beretningen med interesse. Han fortalte til min store overraskelse, at han havde et gammelt kort liggende, som egentlig tilhørte hans bror Eigil, og som han ikke havde noget imod at overlade til mig med Eigil tilladelse. 

Samme aften kontaktede jeg Eigil i Asserbo, og satte ham ind i situationen. Han blev meget forbavset over min henvendelse (vi havde jo ikke haft kontakt i årtier), men fortalte følgende:

Han huskede godt vores ”spionkort-arbejde”, som han egentlig gjorde meget ud af. Hans far Jens Brinch var jo vognmand og havde i 1941 fået i opdrag at udkøre en mange læs brosten og fliser til en klittop nord for Kurhotellet, hvor de skulle slæbes op med en ”slæde” i sandet. Eigil blev sat til dette hårde arbejde, da han var ung og stærk. Han gav sig god tid, der var jo ingen grund til at overanstrenge sig. Mens han nogle dage færdedes i dette område, blev han kontaktet af en ung tysk soldat, der åbenmundet fortalte ham, at han hadede at være i tysk tjeneste, at han var østriger (nogle fra hans familie havde været her som ”Wienerbørn” efter den 1. verdenskrig), og han afskyede Hitler og nazisterne. Han var villig til at fortælle mange ting om de militære anlæg, telefonkablers placering o. m. a. , og Eigil hjembragte disse oplysninger til brug for vores hemmelige kort. Det er først gået op for mig nu, at vi havde hvert sit kort og at vi udvekslede oplysninger, og noterede hver for sig. Eigil traf aldrig tyskeren igen og ved intet om hans videre skæbne.

I 1942 forlod Eigil Fanø, for efter bestået realeksamen at påbegynde et lærerstudium på seminariet i Jelling.

Langt senere – i 1944 – bliver han pludselig kontaktet i Jelling af en mand, han kendte fra Fanø – han vil ikke oplyse hans navn. Manden røbede kendskab til Eigil kort, og forlangte at få det udleveret! Eigil blev lidt hed om ørerne og benægtede et hvert kendskab til noget kort. Dan manden insisterede på at få alle oplysninger udleveret, nægtede Eigil fortsat et hvert kendskab, men erklærede sig villig til, hvis manden selv ville stille med et kort over Fanø og selv ville påtegne det med oplysninger, at fortælle efter hukommelsen, alt hvad han kunne erindre!

Nogle dage senere mødte manden igen op og denne gang med et frisk kort over Fanø. Eigil fortalte udførligt om de forsvarsværker, han havde kendskab til, og det blev alt sammen registreret. Derefter blev det emballeret på en højst mærkværdig måde: I en passende papkasse blev kortet lagt ned og derefter dækket med sand og mos og sendt til København! Derefter skete der ikke mere.

Efter krigens ophør løber Eigil atter ind i manden og udspørger ham om sagen med kortet. Men han er meget uforstående og benægter et hvert kendskab til episoden. Det er Eigils formodning, at manden var agent for det dansk/britiske efterretningsvæsen, og at de allierede var højst interesserede i Fanøs befæstning, da man jo ikke kunne udelukke en invasion i forbindelse med Esbjerg havn og dermed også Fanøs strategiske betydning. 

Men hvordan manden i første omgang havde kendskab til kortets eksistens fik Eigil altså aldrig opklaret, og han spurgte mig grundigt ud, om jeg vidste noget om dette. Det gjorde jeg jo ikke – jeg har aldrig hørt om dette hændelsesforløb før nu. Og jeg kunne jo heller ikke erindre, at der ud over det kort, jeg destruerede, fandtes et 2. kort, som nu på sælsom vis er kommet for dagens lys. Og yderligere udveksling af detaljer med Eigil er ikke mulig – det viste sig, at han var meget syg ved vor telefonsamtale, og han døde kort tid efter. Så jeg er meget glad for, at jeg fik nedskrevet ovenstående ejendommelige beretning med alle detaljer.

Om modstandsbevægelsen på Fanø fortæller Henry Willumsen, der var aktiv med dengang flg:

"Efter bruddet med tyskerne i august 1943 begyndte tanken om oprettelse af modstandsgrupper på Fanø at opstå, og i løbet af efteråret 1943 etableredes de første grupper, der efterhånden udgjorde en ventegruppe på 24 mand. De 24 mand var organiseret i mindre grupper af 4 - 6 mand. Af disse mindre grupper tror jeg der var to, der bestod af elever fra Navigationsskolen under ledelse af en af lærerne der.  

Selv på et lille sted som Fanø, kendte de fleste af de menige medlemmer af grupperne ikke noget til de øvrige medlemmer af den 24 mand store gruppe. Ventegrupperne, der oprettedes overalt i Danmark, var tænkt som en bevæbnet enhed, der skulle kunne sættes ind i lokalområdet, hvis det kom til kamp med tyskerne i forbindelse med en allieret invasion. 

Ventegruppen på Fanø havde en ledelse på 3 mand, der havde forbindelse til Esbjerg gennem en kaptajn i den danske marine.

Gruppen på Fanø hed 5. Deling (Nordby Deling) og hørte som deling ind under kompagni Esbjerg, der igen var underlagt Region III, der omfattede Syd - og Sønderjylland. 

Fanødelingen var bevæbnet med 12 stk. amerikanske M.1 Carabines samt 12 håndgranater de såkaldte "ananas". Til hver riffel havde man desuden 100-120 stk. ammunition. Våbnene stammede fra de engelske nedkastninger på fastlandet og blev på forskellig vis bragt til Fanø f.eks. afsendt som maskindele. Da vi følte, at vi havde et større behov for våben, stjal vi hvad vi kunne fra tyskerne - især pistoler. 

Det var sådan set ikke ventegruppernes opgave at udøve direkte sabotagehandlinger, men som navnet siger, at være i venteposition og klar til indsats om nødvendigt. Af mindre ting har jeg været med til at hælde sukker i olien på nogle lastbiler, der kørte for tyskerne, Når sukkeret kom i olien brændte stemplerne fast, og motoren var ødelagt. 

Vi mødtes højst 2-3 mand ad gangen og fik instruktion i, hvordan våbnene virkede. Desværre fik vi aldrig lejlighed til at afprøve dem, da det ville være umuligt at begynde at skyde på Fanø uden at blive opdaget. Ud over instruktion i våbenbrug samlede vi våbnene når de kom, og rensede og vedligeholdt dem. 

Ud over at være med i ventegruppen var jeg med i en efterretningsgruppe, som var en selvstændig arbejdende gruppe på 5 mand. 

Det var vores opgave, at indsamle så mange oplysninger som muligt, om tyskernes virksomhed på Fanø. Vi benyttede os bl.a. af bestikkelse og bekendtskab med håndværkere, der arbejdede ved befæstningsanlæggene. Mange af vore oplysninger fik vi fra en elektriker, der arbejdede hos tyskerne. Hans branchekendskab og tekniske indsigt var meget værdifuld for vores arbejde. og han blev snart vores "hoved­dinformant". 

Det indsamlede materiale blev renskrevet og rentegnet, for derefter at blive nedfotograferet på mikrofilm og derefter straks sendt til fastlandet med vores forbindelsesmand. Alle originaler blev straks efter nedfotograferingen destrueret. Det var simpelthen for farligt, at have selv den mindste stump liggende, da hele foretagendet kunne optrevles, hvis tyskerne fik det mindste nys om, hvad vi foretog os. 

Mejeriet i Nordby var en god kilde for os. Det fungerede under besættelsen som et naturligt samlingssted for både lokale, og for folk ude fra batteriområderne, der var inde for at hente mælk og smør. 

Jeg husker, at vi på et tidspunkt fik melding om, at tyskerne var i færd med at opføre en V.1. affyringsrampe i Statsplantagen. Vi skulle bekræfte rigtigheden af dette over for englænderne.

Tyskerne rekrutterede jævnligt folk til arbejde i plantagen til fældning og kupering o.l. Jeg fik arbejde i en sådan gruppe, og sørgede for at klippe mig i hånden med en grensaks, lige ved tommelfingeren, hvor det blødte kraftigt, og så voldsomt ud. Jeg blev hurtigt bragt til tyskernes infirmeri, der var tilknyttet anlægget ved Pælebjerg og Mågekolonien, og her fandt jeg hurtigt ud af, at meldingen om affyringsramper var en "and".

Den formodede affyringsrampe var formentlig en forveksling med betonvejen, der går helt op til et af tårnene. 

Der verserede dengang mange af den slags vilde påstande og rygter om, hvad tyskerne lavede og foretog sig, og selv om vi ikke kendte de andre grupper, der arbejdede med efterretningsarbejde, var der alli­gevel en slags konkurrence mellem os, om at få fat i de bedste oplysninger først, og vi gjorde næsten alt, for at få fat i oplysningerne. 

Efter befrielsen 5/5 1945 blev vi sat ind som vagter ved Gasværket, Elværket, telefoncentralen og ved Fanøfærgen. Der blev i de første befrielsesdage arresteret flere personer på Fanø, der havde været tyske håndlangere eller som på anden måde havde samarbejdet med tyskerne.

Jeg husker, at en af de opgaver vi havde, var at beskytte tyskerpigerne - "feltmadrasserne" mod overgreb, så som klipning m.v. Det var svært, at være beskytter, når man måske selv havde lyst til at gøre det samme, som man beskyttede pigerne imod."

Under besættelsen kom Svend Harald Thomsen til Fanø for at læse på Navigationsskolen. Om sine oplevelser under besættelsen fortæller han følgende: 

"Man kan næsten sige, at jeg flyttede lige ind i modstandsbevægelsen på Fanø, idet jeg ikke kunne undgå at opdage, at der foregik noget usædvanligt i huset, hvor jeg havde fået logi. Jeg vidste bare ikke, hvad det var, der foregik. F.eks. lugtede det ofte af benzin eller afbrændt olie i huset. På et tidspunkt kom værten, og gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke skulle omtale det nogen steder, hvis jeg syntes, at der foregik noget mærkeligt i huset. 

Jeg tænkte, at det måske havde noget at gøre med noget benzin, som jeg havde hørt skulle være drevet ind på stranden. 

 En aften kom min vært imidlertid og spurgte mig direkte, om jeg ville være med i modstandsarbejdet på Fanø. Jeg var på det tidspunkt ikke i tvivl om, at det ville jeg, så svaret var naturligvis - Ja! 

Jeg fik at vide, at jeg ville høre nærmere, og han lod forstå, at der var visse ting man først skulle undersøge omkring min person. Jeg spekulerede på, hvordan man ville bære sig ad med at gøre det, og indtil i dag ved jeg stadig ikke, hvordan man skaffede sig oplysninger om mig.  

Det næste der skete var, at jeg kom til at tale med en kendt dame i byen, og under samtalen siger hun pludselig ganske spontant, at jeg var anerkendt til at være medlem af modstandsgruppen. Jeg studsede noget over, at hun havde kendskab til dette, og det blev først senere klart for mig, hvorledes det hang sammen.  

Det næste der skete var, at jeg - efter at have fået værtens soveværelse som kammer - en aften blev bedt om at give møde på mit gamle kammer, og her blev jeg så klar over, hvad det var der foregik i huset. 

Vi var seks personer samlet på kammeret og på bordet lå masser af våben, som skulle renses for olie og paraffin, som de var smurt ind i. På bordet lå bl.a. automatrifler, maskinpistoler, håndgranater m.v.  

Det er vanskeligt at beskrive mine følelser i dette møde med virkeligheden. Beslutningen om at ville være med i kampen mod den brutale ondskab og med i kampen for friheden. Vi var jo kun en lille enhed - seks personer - men vi var dog forvisset om, at de fleste af vore landsmænd - bevidst eller ubevidst - havde det samme mål som vi: Danmark frit! Gennem den illegale presse og radio hørte vi jo om de svære lidelser mennesker rundt om i verden var udsat for under det tyske regime.

Rent praktisk var vores indsats jo ikke så stor. Vi skulle foreløbig kun gøre våbnene klar til brug i en given situation. 

Skulle invasionen komme her skulle vi besætte og forsvare vigtige funktioner. Det skete jo heldigvis ikke, så vort arbejde blev udført uden kamp og vel også uden de store problemer.  

De farligste situationer opstod naturligvis når våbnene skulle transporteres fra fastlandet og til Fanø. Mange af de våben der kom til Fanø blev transporteret af min vært, der med en stor budcykel - læsset med kødkasser, hvori våbnene var gemt, tog turen mellem Esbjerg og Fanø. Det var i høj grad en transport med livet som indsats, og hvor man skulle have nerver af stål. Han skulle jo gennem tyskernes kontrol ved færgen, og også ombord på færgen vrimlede det med tyskere. Det må have været em ulidelig spænding han har været udsat for.  

Den aften befrielsesbudskabet kom, var vi atter samlede og værtens kone kom farende ind til os og råbte, at der var fred, hun havde lige hørt det over BBC. Vi lagde lige så stille isenkrammet ned på bordet. 

Værten sagde, at vi alle skulle over til hans forældre og have et glas vin, som de havde gemt netop til denne lejlighed. 

Stemningen blandt os bar præg af stor lettelse og uendelig glæde. 

Det fik dog en brat ende, idet vagtværnet ifølge med tyskere pludselig dukkede op og fortalte os, at tyskerne på Fanø endnu ikke havde kapituleret. Vi blev så ledsaget tilbage til oprydning på værelset, og hver enkelt fik besked om at afvente nærmere ordre, som så kom næste morgen. 

Det blev for mig nogle frygtelige timer. Jeg tror, at det skyldtes uvisheden.  

Næste morgen fik vi så besked på at etablere dobbelt vagt ved telefoncentralen, elværket, gasværket, posthuset og enkelte andre steder. Jeg husker, at der den første dag kom en hel deling tyske soldater med maskinpistoler cyklende ned gennem Hovedgaden, mens vi stod vagt ved telefoncentralen. Det var vist med blandede følelser vi så soldaterne - men vi blev da stående! På det tidspunkt havde jeg endnu ikke prøvet at affyre andet end en fuglebøsse, og nu stod jeg her med en karabin og så vidt jeg husker en enkelt "ananas". 

På et tidspunkt skulle vi ud at besætte en kanonstilling ude mod nord sammen med styrker fra Esbjerg. Vi fik marchordre to gange, men det blev aflyst begge gange, uvis af hvilken årsag. Senere viste det sig, at det ville have fået alvorlige konsekvenser, hvis vi var marcheret af sted, for den rute vi skulle følge gik lige gennem et minefelt, som vi på daværende tidspunkt ikke kendte til.  

Engang var jeg med til en undersøgelse i flygtningelejren i Oksbøl. Lejren var en hel lille by med ca. 16.000 ind­byggere. Her var eget sygehus, rådhus, biograf m.m. 

Her oplevede jeg, hvor dybt hadet til tyskerne havde fået tag i os. Når jeg tænker tilbage ser jeg billeder af kynisme, hensynsløshed og psykisk brutalitet over for formentlig uskyldige mennesker.  

Vi beslaglagde alle deres penge - både danske og tyske, små mængder fødevarer, som de på en eller anden måde havde gemt. Det var betydningsløst for os, men dyrebare ting for de stakkels mennesker. 

Jeg husker en sætning, som en tysk sygeplejerske udbrød ved ransagningen: Mine sparepenge (400 kr.). 

Så vidt jeg kunne skønne røg de fleste af de beslaglagte danske penge i de forkerte lommer. De tyske penge samlede vi sammen i store sække. 

På en eller anden måde fik jeg selv fat i en lille pistol kal. 6.35 fra en ung kvinde, der afleverede den delvis frivilligt.  

Af andre episoder husker jeg bl.a. fund af giftgas i et lille skur ved Redningsstationen i Rindby. 

Et kæmpelager af ammunition i en meget stor bunker ved Strandvejen. Den var afmærket med store RØDE KORS tegn.  

En dag skød flygtningedrengene med "Stalinorgel" i Sønderho. Det var vi henne at stoppe. 

En dag efter befrielsen sejlede en amfibievogn op nord for færgelejet. Det var en stor oplevelse alene at se dette fartøj. Men oplevelsen blev større ved, at jeg sammen med mange kammerater og fanøkvinder blev en slag besætning på dette fartøj, der blev brugt til indsamling af mad, tøj og mange andre ting, der skulle indsamles til det nødlidende Norge. Alle gav, hvad de havde at give af. Især husker jeg fru Eskesen, som jeg under hele denne operation havde et nært samarbejde med. Det blev til et meget stort lager. der blev samlet sammen i Industriforeningen og senere sendt med fiskekutter til Norge.

I bogen FANØ NAVIGATIONSSKOLE 1893-1993 fortæller Otto H. Nielsen der i 1944-1945 var elev på skolen bl.a. flg.:  

"En del af os elever blev kontaktet af den spirende modstandsbevægelse, der havde trange udfoldelsesmuligheder på grund af det store antal værnemagtssoldater og den yderst ringe mulighed for flugtveje. Vi måtte gå meget stille til værks, så vor aktivitet bestod i at danne grupper, der skulle rykke ud og besætte særlig vigtige poster, når befrielsen kom. Vi uddelte den forbudte avis FRIT DANMARK og udleverede våben og ammunition, der blev fragtet over fra Esbjerg med færgen på budcykel i trækasser mærket "LUR­MÆRKET SMØR"!  

En nat var det nær gået galt. Jeg kom gående med en gammel laset kuffert indeholdende tre maskinpistoler. Ud for Posthuset hørte jeg lyden af den tyske patruljes sømbeslåede støvler komme op ad Hovedgaden. Jeg smed kufferten ind under et arbejdsskur og stillede mig i stilling, som var jeg ved at lade vandet. Her fik jeg et gevær stukket i maven ledsaget af ordet: AUSWEIS. Jeg slap med skrækken, og næste dag fik jeg hentet kufferten. Jeg tror ikke, tyskerne anede, at der var ele­ver fra Navigationsskolen med i modstandsbevægelsen.  

Da budskabet kom den 4. maj 1945 om befrielsen, var jeg i gang med hjemmeopgaver efter sammen med Navigationsskolens lærere og elever at have deltaget ved begravelsen af en ung styrmand her fra Fanø. Han var omkommet på grund af sabotage af det skib, han gjorde tjeneste på.  

Efter det glade budskab lod jeg hjemmeopgaverne ligge og festede sammen med mine værtsfolk.  

Den næste dag mødte vi på skolen. Efter at have lykønsket hinanden med befrielsen, holdt vi dagen fri Vi i modstandsbevægelsen mødtes og gik til opgaverne, der var forud bestemt.  

Jeg kan ikke lade være med at berette om en bestemt episode: Vi var blevet beordret til at angribe det Tyske Kommandantur (P.O. Lassens hus). Grunden var, at vi skulle have udleveret en norsk stikker, der befandt sig under tyskernes beskyttelse. Vi var gået i stilling i haven lige overfor, da navigationslærer Eskesens frue kom med en stor madkurv indeholdende hjemmebagt kage og saftevand. Hun havde åbenbart ment, at vi trængte til noget at styrke os på, inden vi gik i aktion.  

Vi elever kunne ikke blive ved med at være fraværende fra undervisningen, da flere af os skulle til afsluttende eksamen til efteråret. Vi sendte derfor en indtrængende anmodning til bykommandanten i Esbjerg om at blive fritaget for tjeneste, hvilket blev os tilstedt.”

Der skete ikke store og voldsomme sabotagehandlinger på Fanø under besættelsen. Noget skete der dog, og i en del af de lokale sabotagehandlinger var Jens Henningsen indblandet. Jens Henningsen boede på Fanø, men var med i en modstandsgruppe i Esbjerg.  

Fra midten af 1943 tiltog sabotagehandlingerne overalt i Danmark. En af årsagerne var en bedre forsyning af sprængstoffer fra England.  

I Esbjerg forekommer en del sabotagehandlinger i juni 1943 og 6. august 1943 laves der sabotage mod Fiskepakhuset i Esbjerg. 12 bygninger nedbrændte og 50.000 fiskekasse gik op i luer.  

Von Hanneken dekreterede undtagelsestilstand i Esbjerg 7. august 1943, med bestemmelse om, at alle skulle være inden døre senest klokken 21.00. Det kom til flere sammenstød mellem befolkningen og tyskerne i de følgende dage, og der taltes om strejke som våben over for tyskerne. Efter forhandling lempedes undtagelsestilstanden og vanskelighederne syntes i første omgang at være drevet over. 

Kort tid efter indtræffer imidlertid en episode, hvor en tysk officer beordrer arbejderne på fa­brikken CHRISTOLLA indendørs i middagspausen. I protest forlader arbejderne fabrikken ad bagdøren. Byens øvrige virksomheder underrettes, og dagen efter er en generalstrejke i Esbjerg en kendsgerning. 

Også befæstningsarbejdet på Fanø indstilles. 

Kaptajn Skjoldborg på Fanøfærgen vendte om midt under sejlads til Fanø, og sejlede de mange befæstningsarbejdere tilbage til Esbjerg. 

Efter forhandling med Køben­havn opgav tyskerne undtagelsestilstanden mod at arbejdet blev genoptaget næste dags middag.

 En klar sejr for de strejkende og en form for modstand, der kort tid efter blev taget op i andre danske provinsbyer.  

Man havde fra modstandsbevægelsens side længe haft kig på Fanøfærgerne, der fragtede byggematerialer og arbejdere over til befæstningsarbejdet på Fanø. 

Flere gange var færgerne søgt saboteret. 

Første gang var 6. september 1941, hvor en bundventil i en af færgerne blev skruet løs. Igen den 26. december 1941 forsøgtes sabotage. Begge gange uden større held.  

5. november 1943 bliver der igen øvet sabotage mod færgen FANØ i færgelejet i Esbjerg havn. Men bortset fra en mindre brand ombord anrettes der ikke større skade på færgen.  

I september 1944 fik sabotørerne nys om, at færgernes fartplan skulle udvides for at fremskynde transporterne af mandskab og materiel til befæstningsanlæggene. Man bestemte sig derfor omgående for en aktion mod færgetrafikken.  

Gruppen, der skulle forestå sabotagen fik af færgens kaptajn udleveret nøglerne til maskinrummet, og den 30. september 1944 fandt sabotagen mod færgen ”NORDBY” sted.  

Skønt der var sabotagevagter ved færgen, kom sabotørerne uhindret ombord og anbragte en 5 kg bombe i maskinrummets krumtaphus. Man ønskede at gøre færgen uarbejdsdygtig uden at splitte den helt ad. 

Imidlertid kom krumtaphuset til at virke som en sprængkapsel, og resultatet blev, at maskinrummet raseredes fuldstændigt, samtidig med at vogndækket flækkede i to dele.

Aktionen mod færgen blev udført af en Bramminggruppe, der arbejdede i nær tilknytning til Esbjerg organisationen. Stud. polyt. Jens Thue Jensen og kommis Hans Nielsen, der begge deltog i aktionen blev senere fanget af tyskerne og dømt til døden for sabotagehandlinger. Begge ligger begravet i Ryvangen i København.  

Politirapporten indeholder flg. om sabotagen: 

"På Fanøfærgen NORDBY skete natten til lørdag en voldsom eksplosion, som gjorde færgen ubrugelig. Der var anbragt en bombe under dækket i maskinrummet. Motorfundamentet sprængtes, og motoren derved slået ud af sit leje. Desuden skete en del ovenbords skade, og der opstod brand."  

29. marts 1944 blev der af modstandsfolk sat ild til et hus tilhørende Laurids Birkedal. Huset var beslaglagt af tyskerne og lå nord for Rindby Badehotel.  

19. maj 1944 blev O.T. Lejren nedbrændt af modstandsfolk fra Region III.  

I september 1944 blev en lastbil tilhørende Frode Møller beskadiget ved sabotage på Fanø.  

12. september 1944 blev der øvet sabotage mod 4 lastbiler tilhørende Værnemagten.  

Pressen skrev naturligvis meget lidt eller oftest intet om disse sabotageaktioner. Om ovenstående begivenhed kan man dog læse flg. i FANØ UGEBLAD: 

BOMBEEKSPLOSIONER 

Natten til søndag skete der på parkeringspladsen ved Nordby Havn fire bombeeksplosioner, hvorved fire lastbiler blev helt eller delvis ødelagt. Den første eksplosion hørtes kort efter midnat; de andre kom umiddelbart efter. Ved eksplosionerne knustes mange ruder i pens. lærer Nielsens ejendom og en del i Toldbygningen. Der kom ingen mennesker til skade.  

Den 26. november 1944 var en større sabotageaktion planlagt mod tipvognstogene og nogle store lastepramme i Nordby Havn. 

Om denne aktion fortæller Kurt Sørensen Esbjerg flg.: 

 "Den ene af gutterne i vores gruppe - Jens Henningsen - var fra Fanø. Han havde i løbet af sommeren sprængt en benzintankvogn i luften og lavet nogle andre ting på Fanø.  

Nu gik der rygter om, at tyskerne var ved at lave affyringsramper for V I og V II raketter på Fanø. Det var raketter, der skulle affyres mod England. Det viste sig nu senere, at det ikke passede, men det vidste vi jo ikke dengang.  

Så skulle vi jo se at komme til Fanø, men det kneb gevaldigt med at komme derover - ikke for Jens, for han havde som Fannik de nødvendige papirer, der dengang skulle til for at komme til øen.

 Men det fik vi nu også fundet ud af. Vi fik de nødvendige papirer af en mand i Esbjerg, der var ekspert i at lave falske papirer. 

Sprængblyanterne lå allerede på Fanø, da Jens havde nogle liggende fra tidligere aktioner. 

 Det vi skulle sprænge i luften var 3 tipvognslokomotiver og 3 eller 4 lastepramme, som tyskerne brugte til at transportere byggematerialer til Fanø med samt en kran, der stod på kajen.

Vi havde 3 skildpaddebomber, det var for øvrigt de eneste af den slags jeg kom i berøring med under hele krigen.

 Det var magnetbomber, der selv kunne sidde fast, når de blev anbragt på noget metal. 

Meningen var, at vi skulle anbringe bomberne på de store muffer, der sad foran på lokomotiverne. Vi var nede ved færgen 3 gange for at prøve at komme over, men der var hele tiden en vagt ved færgen, og hvis der kom nogen med en kuffert, kunne tyskerne ofte for­lange at få at se, hvad den indeholdt.  

Lige da vi var ved at vende om for 3. gang, kom der en hestevogn, og på bukken sad en gammel tysk soldat. Hestene var af en eller anden grund bange for at gå ombord på Fanøfærgen, og da vi så det, blev vi enige om, at vi ville tage fat i hver sin grime på hestene, og hjælpe dem ombord. 

Til gengæld tog den tyske soldat vores kuffert med sprængstofferne og smed den op bag i hestevognen! Se, det var jo slet ikke så dårligt!  

Da vi kom ombord fik vi en smøg af den tyske soldat, men da han ville tage kufferten ned fra vognen, fik vi ham gjort begribelig, at det behøvede han slet ikke at gøre, for vi skulle nok hjælpe ham i land igen, når vi kom til Fanø! 

Vi fik ham også godt i land og fik vores kuffert, så vi var glade.  

Om aftenen fik vi så bomberne anbragt på lokomotiverne, i prammene og på kranen, og det kom til at passe med, at vi var færdige 5 minutter i seks - vi havde planlagt det sådan, at vi kunne nå at komme til Esbjerg inden bomberne sprang, for det var bedst at komme væk fra øen inden. Vi nåede da også lige færgen, der gik klokken 18.00. Tyve minutter senere var vi i Esbjerg og bomberne skulle efter planen sprænge klokken 18.30.

Så stod vi der på havnen i Esbjerg og ventede, for vi skulle jo både høre og se, hvad der skete, - men der skete intet!  

Kun en gang tidligere har jeg oplevet at noget kiksede for os. Jeg tror, at det har været sprængblyanternes slagstifter, der var rustet fast, måske af at have ligget for længe på Fanø - men jeg ved det ikke - i hvert fald skete der intet!  

Når man bagefter tænker på det, var det faktisk helt tosset, at vi turde sejle til Fanø med en hel kuffert fuld af bomber - og så oven i købet lade tyskerne transportere dem for os! Det gik jo altså godt - bortset fra, at det altså ikke virkede!  

Efter krigen fik vi så at vide, at der slet ingen ramper var for V I og V II raketter på Fanø."  

Inden sabotørerne tog fra Fanø, havde de advaret nogle arbejdere der sad i et skur på havnen om, at de skulle holde sig på afstand af lokomotiverne. Denne advarsel førte til, at næsten alle, der boede i nærheden af havnen i løbet af kort tid, var klare over, at der var noget i gære.”  

Politirapporten 28/11 1944 indeholder flg. om begivenheden:  

"Natten til søndag har der i Nordby Havn været planlagt nogle bombeeksplosioner. Der var anbragt bomber ombord på en lægter i havnen, i et tip­vognslokomotiv og i en kran. Da bomberne blev opdaget afspærredes havneterrænet, mens bomberne blev demonteret, så der skete ingen skade af nogen art."  

Modstandsfolkene fra Fanø fik efter befrielsen bl.a. til opgave at bevogte de mange tyske installationer rundt om på øen. Da det var for stor en opgave for den forholdsvis lille flok, kom der 10/5 1945 et større antal modstandsfolk fra Esbjerg for at hjælpe til med bevogtningsopgaverne.   

Da tyskerne forlod Fanø medbragte de stort set kun deres håndvåben samt personlige ejendele. Det var derfor utrolige mængder af svære våben og ammunition, der blev efterladt.  

Alt dette skulle bevogtes indtil det danske militær kunne tage over. Mange modstandsfolk, der under besættelsen havde været yderst nøj­somt bevæbnet, fandt nu våben i overflod. Efter sigende blev der under bevogtningen i månederne efter befrielsen skudt, så det bragede i klitterne rundt om på Fanø!

Modstandsgruppe på Fanø hed 5. deling, der var underlagt Kompagni Esbjerg, Havneafdelingen, der igen var underlagt Region III Syd- og Sønderjylland. Gruppen, der bestod af 24 mand opdelt i mindre grupper, var en såkaldt bevæbnet ventegruppe, der skulle kunne indsættes, hvis det kom til væbnet konfrontation i forbindelse med allieret invasion i landet. En opgørelse fra Frihedsmuseet angiver, at der skulle være 66 mand tilknyttet gruppen. Det skyldes formentlig, at en del først har tilsluttet sig bevægelsen efter 5. maj 1945.  

Frihedskæmperne bar et armbind på venstre overarm. Historien om armbindet er i.flg. Nationalmuseet flg.:  

Det armbind, der senere blev kendt som frihedskæmperarmbindet, er egentlig planlagt af hæren i 1942 til brug for nødtørftig uniformering af hasteindkaldte værnepligtige, der skulle sikre opretholdelse af ro og orden i en situation med tysk sammenbrud (den såkaldte P-plan). I sådan en situation ville det måske ikke være muligt at skaffe rigtige uniformer. Men et armbind ville iflg. Genevekonventionen af 1907 være tilstrækkeligt til at identificere bæreren som ’kombattant’, sådan at vedkommende ikke risikerede at blive summarisk henrettet ved tilfangetagelse, men havde krav på at blive behandlet i overensstemmelse med krigens love.  

Armbindene blev fremstillet af hærens materielintendantur af blåt militært kappestof, hvorpå der var sat et bånd i Dannebrogsfarver: rødt og hvidt. Det skyldes altså et tilfælde, at farverne er blevet de samme som i RAF-huerne, der gengiver de britiske farver.  

På armbindet blev syet et rundt metalskjold med det lille rigsvåben med de tre løver. I den hvide stribe var indvævet M.I. for Materiel-Intendanturen.  

Den 29. august 1943 opløste besættelsesmagten den danske hær, og hærens senere arbejde med at opstille illegale grupper blev koordineret med den civile modstandsbevægelse. På den måde blev det, der skulle have været hærens armbind, et fælles armbind for hele modstandsbevægelsen.