Flygtningelejrene


   FLYGTNINGELEJRENE 

I slutningen af 1944 og begyn­delsen af 1945 begyndte flygtninge af komme til Fanø i stort tal. Det var Østtyskere på flugt for de fremrykkende russiske soldater. Fra Tyskland blev de sendt videre til Danmark, hvor de af tyskerne fordeltes over det meste af landet. Fanø fik sin store del. 

De kom, kvinder og børn, læssede på små lave landbrugsvogne med hesteforspand, hvor de sad og krøb sammen med de få ejendele, klæder og sengetøj, som de havde kunnet tage med på flugten. 

På Fanø kom de første flygtninge til Sønderho, hvor de bl.a. blev indkvarteret i beslaglagte sommerhuse. Ved kapitulationen blev de flyttet til Nordby og indkvarteret her.

Mange kom til den store flygtningelejr i barakkoncentrationen ved "Mamrelund", der tidligere havde huset arbejderne ved de tyske fæstningsanlæg. 

Der blev ligeledes indkvarteret flygtninge i den tidligere Marinelejr ved Vandtårnet samt i en periode på hotellerne ved Fanø Bad. Endelig oprettedes en flygtningelejr på det sted, hvor Nordby skole ligger i dag. 


I marts 1947 overførtes de sidste hold af tyske flygtninge til lejren i Oksbøl med to særtog, ca. 500 med hvert tog.

De første tyske flygtninge kom til Fanø mod krigens slutning, i april 1945.

Det første hold på nogle få hundrede blev indkvarteret i sommerhuse i Sønderho, hvor de så opholdt sig, indtil de nogle dage efter kapitulationen blev overført til de tidligere O. T. -lejre ved henholdsvis Strandvejen og bag gasværket.

I juni 1945 ankom et nyt hold flygtninge fra Sjælland, de blev indkvarteret i de to store hoteller samt adskillelige villaer ved Badet. I efteråret 1945 blev 700 af tyskerne ved Badet overført til en lejr ved Lemvig og de resterende overført til den tyske militærlejr ved Vestre Kirkegård. Her samledes også i løbet af 1946 barakker med beboere fra de andre lejre, således at alle flygtninge, herefter var samlet på et enkelt område. Den daglige ledelse af lejren var underlagt Jens Chr. Ager.



Flygtningelejr

FLYGTNINGELEJREN I DEN TIDLIGERE MARINELEJR VED BAUNEBJERG



Otto Berg-Jensen, der havde det civile tilsyn med flygtningelejrene beretter flg.: 

Flygtninge på Fanø.

I krigens sidste måneder, var der kommet mange tyske flygtninge til Danmark. De blev fordelt til rolige egne, flere steder i vort land. Mange af disse kom til Vestjylland, til Ringkøbing og Ribe amter. - Her til Fanø kom der vel omkring 1200. De fleste af disse kom fra Øst-preusen og området omkring Danzig. 

Efter krigens afslutning blev de samlet i Nordby og anbragt i tre lejre. De to af lejrene, lejr 1 og lejr 2, var tidligere benyttet som boliger for de mange arbejdere, der frivilligt eller ufrivilligt deltog i opbygningen af de omfattende befæstningsanlæg på Fanøs vestkyst, og lejr 3 var den såkaldte marineskole, umiddelbart vest for Vestre Kirkegård. 

Flygtningene var hovedsagelig kvinder og børn, samt mænd, der ikke var egnede til krigstjeneste.


Jensen Otto Berg typograf 3

Otto Berg-Jensen

På en eller anden måde fik jeg ret meget at gøre med disse lejre, ved det civile tilsyn, med de mange mennesker. Jeg blev aldrig helt klar over, hvorfor jeg fik dette arbejde overdraget. Men dels var det nok på grund af mit medlemskab af det evakueringsudvalg, der skulle have trådt i virksomhed, såfremt der skulle ske en allieret landgang på Fanø, for her havde jeg placeret mig blandt de få mennesker, der skulle blive på Fanø under en sådan invasion. Måske også fordi den daværende overbibliotekar i Esbjerg, havde peget på mig til et sådant civilt tilsyn. 

Det blev en meget interessant opgave, hvor jeg fik rig lejlighed til at lære nogle mennesker at kende på godt og mindre godt. 

Da der var mange børn og unge i disse lejre, var der brug for et initiativ til en let form for beskæftigelse el­ler lidt undervisning.



DSCN0907

FLYGTNINGE VED BARAKKERNE


 

Der var i lejr 2 en dygtig kontoruddannet dame, fru Agathe Steller, som var god til at skrive på maskine, og der var i lejr l en bogbindermester, som ikke var bange for at bestille noget. - Og, der var papir nok til rådighed - en ringe kvalitet ganske vist, men det gav mulighed for at fremstille nogle meget lette lærebøger på tysk sprog og på engelsk, samt at fremstille en lille sangbog. - Det var primitive lærebøger, men de blev dog fremstillet, og mesteren fik lov at komme ind på trykkeriet sammen med en enkelt medarbejder for at hefte de løse ark sammen. 

Vi søgte også ved hjælp af en maskinarbejder, Emil Saunus, at sætte lidt teknisk undervisning i gang for de store drenge. Jeg tror ikke denne undervisning var ret meget værd, men det virkede som hjælp mod den meget store lediggang. 

Flygtningene, der havde deres egen lejrleder i hver lejr, gjorde også selv et stort arbejde for at finde be­skæftigelse. Der blev indrettet et skomagerværksted og et skrædderværksted - og der var god brug for begge dele, selv om det var småt med både beklædning og fodtøj. 

Der var et enkelt rum i en af barakkerne i lejr 2, hvor der var henlagt et stort parti efterladt militært beklædning; hovedsagelig undertøj og uniformsdele. Efter en stiltiende overenskomst, blev dette depot åbnet, således at lejrens beboere kunne forsyne sig med alt det brugte, men renvaskede tøj. Det vakte stor jubel. Det skal siges, at de forstod at fordele det på en god måde. 

De forstod også at skabe god underholdning ved hjælp af de midler, der var til rådighed. Der blev sunget meget, og der blev arrangeret underholdning for børnene, hvor disse selv var aktører. Ved sådanne lejligheder kunne der komme deltagere fra de andre lejre. Min kone og jeg havde lejlighed til, sammen med vore børn, at overvære et par af disse fester, der altid fandt sted om eftermiddagen. Der var korsang, recitation, gymnastiske øvelser, eventyrspil „Hans og Grete" osv. - De fleste „kostumer" var lavet af forskellige papirer, hovedsagelig crepe-papir. 

Forplejningen i lejrene både her på Fanø og i andre dele af Vestjylland, var et væsentligt problem, som ikke var ganske let at løse, da der jo stadig var små forsyninger til rådighed for den danske befolkning. Der var fra overledelsen sat et krav om, at der skulle være en „dags-ration" på 2270 kalorier. pr. person/pr dag.


Kostplanen så i de fleste lejre således ud  pr. person/pr. dag: 


Rugbrød

300 gr

Sigtebrød

125 gr

Smør el. fedt

20 gr

Kød pålæg

25 gr.

Ost (mager)

25 gr.

Sukker

15 gr.

 

Pr. uge/pr, person 

Hvidkål

200 -

Groft rugmel

85 -

Gulerødder

750 -

Kartofler

1900 -

Skummetmælk

1150 -

Havregryn

50 -

Bygmel

60 -

Gule ærter

70 -

Selleri

100 -

Kørvel

100 -

Kålrabi

100 -

Te

7

   

Børn under 15 år samt gravide kvinder i de sidste 3 må­neder tildeles ½ liter sødmælk dagligt. 

Intet under, at de, der kom til være i lejren i længere tid, fandt kosten ensformig. Men den var dog righoldigere, end tilfældet var for de allerfleste, der var vendt tilbage til hjemlandet. 

Ledelsen af lejrene på Fanø var lagt i hænderne på hovmester Christian Ager, der fik mange anerkendende udtalelser for sin ledelse fra alle sider: Fra en af deltagerne i lejr 2, tidl. skovfoged Martin Tendies, har vi modtaget følgende beretning: 

 ”Dansk jord betrådte jeg som tysk soldat og uindbudt gæst i april 1945. København var min første station; men blev allerede 28. april sendt til Fanø via Esbjerg. Den første hilsen på den skønne Vadehavsø fik vi af major Fredeborg, fra Hamborg, med disse ord: „Soldater, I befinder jer nu i Danmark, et land hvor ærlighed skrives med stort. I vil ofte se, at der her i Nordby ligger penge foran døren, ved siden af en mælkekande. Pengene er bestemt for mælkemanden, der kører rundt med mælk. Hvis en af jer forgriber sig på mælk eller penge, vil det blive straffet hårdt".  

- Den danske ærlighed gjorde et stort indtryk på os - også senere. - Jeg håber det stadig er sådan. Jeg blev sat til at være kompagniskriver, hvilket jeg var indtil kapitulationen d. 4. maj. Herefter blev de tyske soldater sendt på march i retning af grænsen. Vi var nogle stykker, som ikke gik ret godt og derfor blev vi ladt tilbage. I løbet af sommeren 45 blev vore barakker til flygtningelejr no. 2. 

Til lejrleder fik vi en hr. Kirkegaard, et rart og venligt menneske. Hans efterfølger var hr. Chr. Ager, som vi i begyndelsen troede var en streng leder; men vi fandt hurtigt ud af, han var en meget hjælpsom mand, der gjorde hvad han kunne for os, indenfor de fastsatte rammer. Personligt havde jeg følgende oplevelse med ham; Han havde bestilt mig til lejrkontoret og modtog mig med følgende ord: „I kommuneskoven har vi nogle skyttegrave der skal planeres. Her er passerseddel, så gå ud og se, hvor mange arbejdere, der skal bruges i hvor lang tid til dette arbejde - og arbejderne vil ikke blive bevogtet". 

Jeg besigtigede skyttegravene og var klar over, at tre mand med lethed kunne planere dem i tre dage. Jeg så dog en mulighed for at skaffe mine medflygtninge lidt frihed og for at nå dette mål sagde jeg til hr. Ager, at det ville tage 14 dage for 20 mand. Jeg var spændt på denne åbenlyse svindel. Men han var venlig. Med et smil i mundvigen sagde han: „Det er i orden, men I må ikke vise jer for danskerne". Vores daglige arbejde bestod nu i at smide 3 skovlfulde jord ned i graven. Efter dette „hårde" arbejde lagde vi os ind i tykningen, sov, talte skyer og fortalte vittigheder. - Vi nød i ordets bedste forstand friheden, intet vagttårn og ingen vagtposter. Mændene blev skiftet ud hver dag, så så mange som muligt fik lov at nyde friheden. Og i det store og hele lykkedes det os at holde os skjult i skoven. 

En kirkegårdsgartner havde dog set os, og kom en dag og spurgte, om ikke han kunne låne en mand. Det havde jeg ikke noget imod; men der var dog et par problemer; vi talte ikke dansk og havde ingen civil tøj. Der var dog én, der havde noget almindeligt tøj liggende, og for at løse det andet problem, lod vi, som om manden var døvstum. Om aftenen efter arbejdet, fik manden lidt tobak, som var en stor mangelvare i lej­ren, og hvor det blev delt. Måske kan folk i Nordby end­nu huske en døvstum kirkegårdsarbejder i sommeren 46. De 14 dage som hr. Ager storsindet havde tildelt os var forbi; men vi blev ved med at gå på „arbejde", selvom vi for længst var færdige med arbejdet. Den 21. arbejdsdag kom hr. Ager kørende ud til os og råbte mig an. Jeg var ikke alt for godt tilpas, da han spurgte, hvor lang tid vi endnu skulle bruge; men jeg svarede alligevel, at det ville vare endnu 14 dage. Hertil svarede hr. Ager, at så måtte det heller ikke vare længere. Vi blev glade for svaret og vi nød friheden på arbejde i de sid­ste 14 dage. Sådan var Chr. Ager, og vi var ham meget taknemmelige.



scan0043

DANSK VAGTPOST I FLYGTNINGELEJR



I lejren blev vi holdt afskærmet fra omverdenen. Der var vagtposter til at passe på os, hvilket sikkert var nødvendigt, vi var jo over 1000, hvilket jo var meget på sådan en lille ø. Vi må jo være danskerne taknemmelige for at de overhovedet ville beholde os. I lejren led vi ikke ligefrem sult. Hvad sult betød, fandt jeg først ud af, da jeg blev sendt tilbage til Tyskland. 

I lejren kom vi i berøring med nogle få af øens beboere, der havde med lejrforvaltningen at gøre. Heriblandt hr. Otto Berg-Jensen, som vi satte stor pris på, alene hans tilstedeværelse gav en rolig atmosfære. For os var han „hr. borgmester". Berg-Jensen havde dengang en hund (boxer) som jeg fik i dressur. Sammen med jagt var det jo en del af mit civile arbejde. - Men hunden måtte jo ud i lejren, og som foder bragte Berg-Jensen havregryn med, og hvis jeg ikke husker forkert 3 kg om ugen. Havregrynene var som alt andet i Danmark nydeligt pakket ind. Jeg åbnede en af poserne og så de dejlige gryn. Jeg tog en skefuld og spiste dem. Denne nydelse var så stor at jeg også i dag gerne spiser rå havregryn. Deres næringsværdi er jo også relativ høj. Nu dukkede den tanke op, om ikke jeg kunne tage nogle af grynene fra „Pai", sådan hed hunden. Det var et samvittighedsspørgsmål. Jeg spurgte vores kok, om ikke han havde noget andet til hunden, hvilket han havde. For at finde ud af, hvad hunden helst ville spise, satte vi begge dele foran Pai, og heldigvis foretrak den, det fra køkkenet. Nu var vi sikker på ikke at gøre hunden ondt. - Hver aften fik hver mand i barakken så en skefuld havregryn. Trods den ringe mængde, nød vi det meget. Kære hr. Berg-Jensen, vi beder om undskyld for, hvad vi har gjort. 

Hansen aage Noerholm 32-14

Åge Nørholm Hansen.


Vore vagtposter var gennemgående alle helt i orden. Jeg tænker dog først på hr. Aage Nørholm Hansen, som vi alle satte stor pris på. Han var venlig, sympatisk og meget hjælpsom over for os. Jeg kan huske en lille historie der fandt sted i lejren. Nogle danskere havde hvisket om, at de unge ugifte vagtposter besøgte de unge piger. Der var jo noget, der hed fraterniseringsforbud. Der blev nedsat en undersøgelseskomité til at undersøge sagen, og hr. Aage Hansen skulle med for at udpege vagtkolleger, hvis der eventuelt skulle være nogen af dem i lejren. De strenge herrer gik så rundt i lejren med Aage Hansen i spidsen og undersøgte barakkerne i alle kroge. Ved bordene sad der også danskere og underholdt sig med lejrbeboerne; men hr. Hansen genkendte ingen. Bravo Aage! Af andre venlige vagtposter husker jeg bl.a. hr. Engers Iversen og hr. Johannes Jensen. 

I lejren var det svært for mange at få tiden til at gå. En del havde dog forskellige håndarbejder, bl.a. blev der strikket pullovere af gamle tæpper. Den danske lejrledelse forsøgte at få os til at spille teater o. lign. De, der havde mest at lave i lejren var skræddere og skomagere; men andre kunne selvfølgelig kun få tiden til at gå med kværuleren over at vi ikke måtte gå frit rundt på øen.

I december 1946 blev jeg sendt tilbage til Tyskland. - Tak til den danske befolkning for alt hvad de gjorde for mig i flygtningelejren på Fanø". 

De sidste flygtninge forlod Fanø i marts 1947.


DSCN0908

FLYGTNINGELEJREN VED BAUNEBJERG



scan0003 2

I EN PERIODE BLEV HOTELLER VED FANØ BAD BRUGT TIL FLYGTNINGE 

 

Sygehus 

Der kunne hurtigt opstå sygdomme, når så mange mennesker var samlede i flygtningelejrene..

For at afhjælpe dette problem stillede Augusta Beck ”Golf Villa” ved Fanø Bad til rådighed. ”Golf Villa” indeholdt 13 værelser og havde plads til 30 patienter. 



B1630-33 Fanoe-Bad

GOLF VILLA YDERST TIL VENSTRE



Den daglige ledelse og drift af sygehuset skulle varetages af Augusta Beck, der var uddannet som sygeplejerske. 

For dette arbejde fik Augusta Beck 13 kr. pr, dag, samt 1 kr. pr. dag pr. indlagt patient.


kontrakt---sygehus

Kontrakten mellem Statens civile Luftværn og Augusta Beck



Gå til top