Mitfanoe
EN FANØDRENGS ERINDRINGER OM KRIGEN 1939-45
EN FANØDRENGS ERINDRINGER OM KRIGEN 1939-45

Af dyrlæge Bent Holm Thomsen



Min Fanøbaggrund: Jeg er yngste søn af skibsfører Jes Thomsen og Kirstine f. Holm. Jeg havde 3 ældre brødre: Willy, Karl Thomas og Helge. Min bedstefar var skibstøm­rer Thomas Thomsen, søn af Jes Thomsen fra Ribe. Mit kor­rekte Fanønavn er derfor »Bent a Jes a Thammes a RiwerJe­s'es«.

Min optakt til det, som senere skulle blive til 2. verdens­krig, var ellers nok så festlig og spændende:

Efter sommerferien 1939, da skolestarten var nært fore­stående, fik mor brev om, at far ville lægge til i Rotterdam, hvorfra han skulle påbegynde en rejse til Palæstina for at hente en last appelsiner og grapefrugter. Han mente, at mor og jeg kunne støde til og deltage i denne rejse.

Det var os ikke fremmed at deltage i et vist omfang i fars rejser; det lå oftest fast, at han i årene før krigen kørte et rutinemæssigt program, der gik ud på i alle forårs- og som­mermånederne fra England at sejle kul til Finland og retur­nere med en trælast. Det blev til adskillige ture over Nord­søen gennem Bælterne og Østersøen, og min mor og ældre brødre havde på skift ofte deltaget på denne herlige som­mersejlads i skoleferien. Også jeg havde været med flere gange.

Men nu var det jo pludselig et mere eventyrligt rejsemål. Skolebestyrer Birkelund mente nok, at jeg kunne bevilges denne ekstra fritagelse, og at jeg kunne indhente det for­sømte, selv om der måske blev cuttet en hel månedstid af skolestarten.

Med skib fra Esbjerg begav vi os af sted. Uden problemer nåede vi til Rotterdam til far og afventede »klart skib« - bound for Middelhavet. Men efter 2 dage kom far en formiddag ned i kahytten. Han så alvorlig ud og havde netop modtaget foruroligende meddelelser om, at England og Frankrig havde involveret sig i visse garantier over for Polen i anledning af nazisternes aggressive fremfærd og propaganda. Så hvis Tyskland ikke bøjede af, kunne man ikke udelukke en krigstilstand! Under disse omstændighe­der der blev mine forældre enige om, at mor og jeg hellere måt­te returnere til Danmark.



Det var en skuffelse for os alle!! Hjemrejsen foregik i tog gennem Tyskland, og selv om jeg kun var 12 år gammel, glemmer jeg aldrig denne togrejse. Toget var ideligt forsin­ket, almindelige tidsplaner var suspenderet, og hver gang vi holdt ved en større station, var der et leben af militær­personer, der alle skulle transporteres til deres forlægnin­ger. Kommandoer smældede, og alle ilede hid og did.

Turen varede næsten to døgn i almindelig kupe, kun med sparsomme forsyninger af mad og drikke, så vi nåede udmattede til Danmark, forvirrede og frustrerede.

Krigen blev altså en kendsgerning. 3. september 1939. Og pludselig steg ængstelsen på sømandsøen - Fanø - over de konsekvenser, det kunne få for vore kære og bekendte på hav og sø. Vi skulle snart få en påmindelse om, hvad der var i vente! I eftervinteren 1940 lå tre af DFDS' skibe (»Argentina«, »Axizona« og »Alabama«) i Københavns havn.

Min onkel Vilhelm Casper Holm (f. 1886) var påmønstret »Argentina« som hovmester. Alle tre skibe var timechartret til at indgå i en fast fart mellem Nord- og Sydamerika og skulle altså krydse Atlanten.

De sejlede samlet fra København som fuldt oplyste, neu­trale skibe med Dannebrog agter - og op gennem Øresund.

»Arizona« fik mindre problemer med maskinen og måtte gå ind for en kortvarig reparation på Helsingør Værft, mens de to andre fortsatte over Kattegat på »slow engine«. »Arizona« fik hurtigt genoptaget sejladsen og sluttede sig til de øvrige, men snart efter var det galt med roret på »Argentina«, der måtte søge ind til Frederikshavn Værft til en nok mere tidsrøvende reparation. Alle skibe, der skulle krydse Atlanten var af englænderne beordret til at lægge ind til Kirkwall på Orkneyøerne for et specielt kontrolcheck af last o.l.

De to øvrige skibe fik nu ordre til at genoptage den plan­lagte sejlads. Da »Argentina« var klargjort, stod det klart, at den direkte rute over Nordsøen var blevet meget risikabel, da tyske ubådsbander var blevet meget aggressive. »Argentina« fik derfor ordre til at sejle »indenskærs« og kystnært op mod Bergen, inden den skulle krydse. Herfra slutter al kommunikation, og efter mange dages ængstelig venten måtte rederiet meddele, at de nu havde opgivet alt håb om at gense skibet.

Det forsvandt med mand og mus, og der er aldrig fundet noget spor efter det. Det var palmesøndag, da dette fatale budskab kom, og i denne påskeuge, hvor tyskerne havde travlt, forsvandt i alt 5-6 danske skibe på Nordsøen. Det var den første forsmag på tyskernes brutale krigsførelse, der af den engelske premierminister Chamberlain rent ud betegnedes som mord, uden smålig hensyntagen til neutra­le landes skibsfart!



Min ældste kusine Claudias mand, Chr. Erichsen, var 1. styrmand på DFDS' rutebåd »C. F. Tietgen«, der befordrede passagerer København-Århus. I den ekstremt kolde januar 1940 frøs skibet inde i Århus havn. Og senere i januar blev det sat ud af spillet af en brand om bord. Chr. Erichsen blev nu af rederiet opfordret til med kort varsel som »fungeren­de skibsfører« at overtage passagerruten Esbjerg-England, men da hans udstyr var udbrændt, blev en anden udnævnt. Kort tid senere forsvandt skibet i Nordsøen! Ca. 14 dage senere blev Chr. Erichsen udnævnt til »fungerende skipper« på »Alexandra«, der gik i rute Esbjerg-Manchester (el. Glasgow?) med landbrugsprodukter og retur med kul o.a.

På 2. rejse møder han min fætter, Gregers (se senere), der over for ham profeterer, at Danmark nu står foran indlem­melse i det tyske rige! 19.3. 1940 fejrer Erichsen sin 42 års fødselsdag på Fanø. Min ældste bror Willy var netop blevet gift med Edith. Skærtorsdag i den før omtalte fatale påske­uge uge hører Claudia i radioen, at 4-5 danske skibe er forlist i Nordsøen. Men Christian er sluppet godt igennem og kom­mer ca. 5.4, hjem til Esbjerg med en af de omkomne kapta­jner i en kiste i fragtlasten!

8.4. er der besked fra rederiet om at afvente videre or­drer, selv om de er sejlklare, og at de skal skaffe sig søkort over hele Nordatlanten.

9. 4. bliver skibet tilbageholdt af tyskerne. Claudia er i Esbjerg. Børnene i København, passes af Edith.

Efter tre dage vender Claudia hjem, og skibet bliver beordret til tysk havn.



Krigen kommer til Danmark.


Ja - vi er nu så småt nået frem til den 9. april, og den dag glemmer jeg jo aldrig. Jeg blev vækket ekstra tidligt af mor, der kunne fortælle, at der var noget særligt på færde. Over Esbjerg (og med små svinkeærinder hen over Fanø) brum­mede en sværm af »sorte fugle«.

Neden for vor have havde vi over engene frit udsyn til det skræmmende sceneri. Der var ingen skyderi, kun den­ne enerverende larm af krigsfly. Jeg husker ikke, hvad der skete med skolegangen den dag. Jeg tror nok, vi mødte op, men efter en kort tale af skoleinspektørerne Sneum og Bir­kelund blev vi alle sendt hver til sit.

På et tidspunkt senere var jeg søgt ned til havnen, og ved »Svenskeren« var vi samlet en lille gruppe voksne og unge mennesker. Til flokken sluttede sig snart landbetjent Jensen (blandt os børn kaldet »Snuppe«, fordi han altid var meget nidkær, når vi kørte uden lys på cyklen).

Han stod tavs og betragtede et af flyene i sin store tjene­stekikkert, indtil han endelig erklærede: »Det er en Messer­schmidt schmidt 110!«.

Det imponerede mig umådeligt, at han havde så stort kendskab til »fjernkending«.

Ellers skete der ikke så meget mere denne dag; vi fulgte med i radioen om situationen i resten af landet og tog i øvrigt kontakt til mange familiemedlemmer og andre bekendte for at få kendskab til, hvor hver enkelt sømand i farezonen måtte befinde sig.

Selvsagt gjaldt vor første bekymring morgenens begiven­heder ved den dansk-tyske grænse. I radioen var det med­delt, at der havde fundet kampe sted mellem danske »Jenser« og de indtrængende tyskere, at der var flere dan­ske soldater dræbt i tapre, men håbløse træfninger med den enorme tyske krigsmaskine.

Min næstældste bror, Karl Thomas, var stationeret på kasernen i Haderslev, og vi var naturligvis spændte på hans skæbne. Heldigvis ringede han hjem hen på eftemid­dagen, han var i god behold, men havde været involveret i en hastigt etableret post ved en af hovedindfaldsvejene til Aabenraa. Her havde de haft held til med deres transportable maskinkanon at skyde nogle tyske militære transport­køretøjer i smadder, indtil tyskere havde rettet deres skyts mod dem. De var hurtigt tvunget til at trække sig tilbage medbringende sidemanden til højre og til venstre for min bror dræbt i træfningen på landevejen!


I dagene efter kom der tyske tropper til Fanø med små transportfartøjer, der lagde til ved »Nøne«s fortøjnings­plads ved færgelejet og længere henne ved »æ Sønderbro«. Mange beboere var naturligvis søgt ned til havnekajen for at overvære dette ekstraordinære sceneri. De tyske soldater var meget flinke og forsøgte på alle måder at få kontakt med os, men reservationen hos de danske tilskuere var naturligvis stor. Det er mit indtryk, at de tyske styrker for­ventede en mere imødekommende holdning, de kom jo som vore »frelsere og befriere«, godt præpareret af den tyske propaganda.

Min ældste bror, Willy, var indkaldt til marinen, efter­hånden avanceret til søløjtnant, og også han rapporterede »alt vel«. Han havde ikke været udsat for slet så dramati­ske begivenheder, men han var rasende over den danske defaitisme, der kom klart i relief, efterhånden som meldin­gerne nåede frem om den heroiske norske indsats. Han blev senere indsat som førstkommanderende for en mine­strygningskutter (såkaldt P-kutter) stationeret i Nyborg og med hovedopgave at holde Storebælt renset for drivende miner, vraggods o.a.

Min far hørte vi ikke umiddelbart fra, han befandt sig et sted i Middelhavet eller Biscayabugten og stillede sit skib til rådighed for de allierede.

Min onkel, Broder Nielsen, lå i januar 1940 syg med lun­gebetændelse på Kommunehospitalet i København. Efter overstået sygdom og rekreation blev han i februar-marts 1940 med sit skib (rederiet Lauritzen) fra København beor­dret til New York og skulle indgå i en stykgodscharter mel­lem Nord- og Sydamerikas vestkyster.

Den 9.4. var han havnet i Valparaiso i Chile. Her var de meget tyskervenlige, så de besatte skibet, satte besætningen i land og sejlede skibet videre med indfødt besætning. Den danske besætning blev overladt til sig selv for egen regning og risiko. Jeg er ikke klar over, om rederiet forsynede dem med hyre til deres ophold. Som indskud kan jeg nævne, at han først vendte hjem i december 1945 efter at have levet en tvungen og småkummerlig tilværelse som »tourist« i dette fremmede og håbløse land. Herhjemme måtte hans kone, Margrethe (min tante), friste tilværelsen med 1/2 hyre fra rederiet, samt en tiltagende, invaliderende ledde­gigt. Efter hjemkomsten blev min onkel pensioneret og kom ikke på søen igen.

Min fætter Gregers (Holm-Nielsen) lå 9.4. i Antwerpen (el. Rotterdam). Hans kone, Bodil (Arctander), havde sejlet med ham en kort tid, men måtte skyndsomst hjem (hvor­dan ved jeg ikke) og fødte i maj datteren Vibeke. Selv søgte Gregers' skib efter krigsråd i besætningen til allieret tje­neste, hvor han tilbragte hele krigen. Han så således ikke sin datter før fem år senere!

Efter overfaldet på Danmark og Norge rykkede tyske tropper ind i Holland, Belgien og Luxemburg (som sæd­vanlig uden krigserklæring). Senere ind i Nordfrankrig for at besætte Kanalkysten. Den solide franske Maginotlinie blev også hurtigt gennembrudt, og det engelske ekspediti­onskorps, der var sat ind for at assistere franskmændene, blev hurtigt omringet og afspærret. Efter en tapper indsats slog briterne sig igennem til Kanalkysten, og i begyndelsen af juni 1940 begyndte den dramatiske evakuering fra stran­den ved Dunkerque. De undsættende både og skibe fra England dannede en formidabel »vandbro«, og det lykke­des at få de fleste tropper overført til. England, trods heftige fly- og artilleriangreb på den ubeskyttede strand.

 

villa-vigen

Barndoms­hjemmet villa Vigen, lige over for kirken i Nordby.

 

Den 15.6. indtog tyskerne Paris og rykkede yderligere hastigt frem mod syd. Den 17.6. må Frankrig give op og anmode om våbenstilstand, der blev underskrevet i den gamle jernbanevogn i Compiegneskoven, hvor den tyske kapitulation efter 1. Verdenskrig ligeledes fandt sted.

Det var Hitlers symbolske »tak for sidst«. De Gaulle var flygtet til London. Den sydligste 1/3 af Frankrig blev i første omgang ikke besat, men fungerede som en tysk »lydstat« med egen »regering« og administration i Vichy.

Jeg har kort beskrevet alle disse ting, fordi de i høj grad får betydning for det senere.

I England ventede man bekymret på en truende invasi­on, hvor man med alle til rådighed stående midler var parat til at forsvare sig.

Invasionen udeblev på grund af Hitlers ubeslutsomme dispositioner. Han havde samtidig planer om at starte en offensiv gennem Nordafrika for at beherske Suezkanalen og dermed hele Mellemøsten. Men i England begyndte prøvelserne i form af de massive luftangreb. Gennem resten af året 1940, hele 1941 og 1942 sendte Goring kaska­der af bombefly og jagere mod de fleste britiske storbyer og forårsagede enorme skader. Briterne svarede tappert igen med luftangreb mod de besatte franske kanalbyer, og efter­hånden som krigsproduktionen steg, også flere svære angreb mod tyske havnebyer og Berlin!

Jeg hæfter mig en hel del ved denne baggrund, fordi det spiller afgørende ind i flere familiemedlemmers skæbne.

Min far var med sit skib »Olga S.« (Torm) blevet inkorpo­reret i de allieredes tonnage i Middelhavet. Kampene i Nordafrika var startet, som sædvanligt med tysk succes, og englænderne havde stationeret store styrker i Egypten for at imødegå truslen. Med base i den ubesatte del af Syd­frankrig blev fars skib (under engelsk flag og armeret med luftværnskanoner for og bag, betjent af britiske soldater) sat ind i forsyningssituationen af britiske styrker. Det var en farefuld færd, da tyskerne beherskede hele den vestlige del af Middelhavet med fly og ubåde. Briterne havde dog kraftige støttepunkter i Gibraltar og ikke mindst Malta, der var en »hvepserede« af flyvepladser og især en underjor­disk ubådsbase af kolossale dimensioner. Malta var derfor gennem over et år udsat for ubeskrivelige daglige angreb.

På et tidspunkt var Italien trådt ind i krigen og påbe­gyndtedels en omfattende krig i de nordafrikanske områ­der, dels en begyndende besættelse af det sydfranske områ­de. Tyskerne havde ligeledes besluttet sig for et yderligere fremstød i den sidste del af Frankrig.

Hvorom alting er, og hvad der egentlig skete, står mig ikke helt klart, men far lå på det tidspunkt i Marseille og lastede gods, da begivenhederne hastigt tog fart. De briti­ske soldater på »Olga S.« måtte flygte over hals og hoved, efterladende al deres grej på havnekajen, og tyskerne kom så og beslaglagde skibet. Det skulle nu transportere forsy­ninger til de tyske ørkenstyrker i Nordafrika!  

      


første omgang beholdt tyskerne hele den danske besæt­ning om bord og installerede en mindre tysk militærenhed for at betjene skytset.

»Olga S.« var et moderne skib med en helt ny epoke­gørende maskine fra B&W, og den havde tyskerne besvær med at betjene. Efter nogle faretruende rejser tur/retur (nu var Malta pludselig blevet en slem trussel mod sikkerhe-, den om bord) besluttede tyskerne at hjemsende hele den danske besætning, dvs.de beholdt far og 1. maskinmester I endnu nogle rejser, indtil de mente, at de selv kunne sejle skibet De to blev så også sendt hjem i vinteren 1941-42. Ca. I, 1 måned senere blev »Olga S.« torpederet og ligger på bun­den af Middelhavet den dag i dag!

Min bror - Karl Thomas - var blevet hjemsendt fra militæret i 1941 med rang af kornet. Han skulle nu finde sig en civil uddannelse og besluttede sig for at søge ind i toldvæsenet. Han blev ansat som assistent på toldkammeret i Thisted. Han cyklede jævnligt hjem i ferier og var meget optaget af at bygge sig en kajak. Den fik han transporteret til Thisted og anvendte megen fritid på sejladser i Thisted Bredning. Han var ligeledes medlem af en af de danske terrænsports­foreninger, der nok på en vis måde var forløbere for den senere modstandsbevægelse.

Da tyskerne havde anlagt minespærringer og andre mili­tære anlæg i Limfjorden, var man interesseret i at kort­lægge disse og befordre oplysningerne videre til England.

Min bror påtog sig opgaven via sine kajakture på bred­ningen.

Og så skete katastrofen!!

På sin fridag, grundlovsdag den 5. juni 1942, en flot forårsdag, men blæsende og meget kold, stillede han nede på havnen i Thisted og begyndte at søsætte kajakken.

En flok fiskere, som kendte ham, frarådede ham kraftigt at tage af sted, da vinden var fra land, og søerne derfor af mere uskyldigt udseende. Men han ville udnytte fridagen og tog af sted.

Da han ikke var kommet tilbage hen mod aften, blev der slået alarm til en eftersøgning, men han var forsvundet.

Mine forældre på Fanø (min far var jo kommet hjem fra Frankrig nogle måneder før) fik det tunge budskab. De rej­ste straks til Thisted og installerede sig nogle dage. Far del­tog i en ensom eftersøgning med nogle drøje gåture langs den nordlige kyst af bredningen, men uden resultat.

Kajakken blev hurtigt fundet, men af min bror var der stadig intet spor.

Han havde omhyggeligt pakket sin pung og armbåndsur ind i sit overtøj og placeret det i kajakkens forrum.

Hans lig blev først fundet ca. 1 måned senere ved det smalle stræde ved Feggesund. Således fandt en 27 år gam­mel lovende ung Fanødreng sin skæbne ved en meningsløs drukneulykke. Sorgen i min familie og på Fanø var stor. Godt, at min far var hjemme på dette afgørende tidspunkt.

 

På Fanø havde tyskerne etableret sig godt og grundigt. Der var opført mange bunkers og befæstningsanlæg, luftværns­batterier o.m.a. Mange klitlavninger var minerede. De store badehoteller og andre huse ved Vesterhavet var beslaglagt og belagt med et stigende antal soldater, store samlinger af barakker var ligeledes opført.

Efterhånden indskrænkedes befolkningens færdselsmu­ligheder, så vi fra et senere tidspunkt var forbudt at komme uden for Nordbys bygrænse. Vi var alle forsynet med et »Ausweis«  Men ellers forsøgte vi at opretholde en rimelig livsførelse. Jeg husker de velbesøgte »alsangsstævner« på realskolens plads, hvor afsyngelsen af de nationale sange var med til at give afløb for indestængte følelser. (Da vi for nogle år siden besøgte Estland og Letland erfarede vi, at også her havde man dyrket lignende stævner, som protest mod den russiske besættelse).

Jeg gik i mellemskolen indtil efteråret 1942, var egentlig begyndt i realklassen, men overlærer Birkelund var ikke til­freds hermed, han præparerede min mor og banede vejen for, at jeg 1 1/2 måned efter skolestart blev overført til gymnasiet på Esbjerg Statsskole. Jeg måtte så strenge mig an for at indhente den forsømte videntilegnelse. Mine kammerater på gymnasiet var startet på franskundervisning, men min lærer på realskolen, Rasmussen - en djærv søn­derjyde - påtog sig at give mig enetimer i fransk og med så godt resultat, at jeg fik tildelt flidspræmie efter LG.

 

bent-holm-thomsen

Bent Holm Thomsen som ung.

 

Fritiden gik med at sejle og fiske i havnen med en træbåd, ~ som bedstefar havde bygget til os knægte.

Mange dejlige timer blev brugt i KFUM-spejdernes navn­kundige »Fenja«-trop under malermester Marius Sørensens (og pastor Voldums) ledelse. Marius var den ideelle leder.  Han besad den blanding af kristeligt betonet opdragelse, parret med en naturlig disciplin, der bevirkede, at de 4 »Fenja«-patruljer, »Ørnene«, »Høgene«, »Falkene« og »Glenterne« var almindeligt frygtede for deres kunnen og viden ved de større divisionskonkurrencer, hvor vi som regel løb med sejrens palmer! Vores ture i terrænet på Fanø var jo efterhånden stærkt begrænsede, men så meget mere deltog vi i møderne i vores »hovedkvarter« over for real­skolen.

Men ellers spillede vi whist i vores vinterfritid. På et tids­punkt påtog fru kaptajn Valborg Roesen (hvis mand ligele­des var borte det meste af krigen) sig at indvie os i brid­gens mysterier. Jeg husker en aften, hvor vi spillede hos Anker og Frands Roesen. Pludselig gik alt lys ud. Da det også var galt hos naboerne, blev vi nysgerrige og gik i sam­let flok ud i den begsorte nat op mod elektricitetsværket i Nordbys vestlige udkant. Da vi nåede frem hertil, blev vi pludselig kommanderet »halt«, vi hørte en tage ladegreb, og en skarp projektør blev tændt lige ind i fjæset på os!

En tysk korporal afkrævede os i en brøsig tone en forkla­ring på, hvad vi lavede her. Vi var noget lamslåede over denne pludselige og overraskende situation, men jeg fik da fremstammet på tysk en sætning om, at vi blot ville under­søge, hvorfor der ingen lys var.

Ved synet af vor lille flok skoleelever blev han lidt venli­gere stemt og efter at have forsikret os, at strømmen snart kom igen, blev vi sendt hjemad til byen igen med en advar­sel om aldrig mere at snige os ud i mørket. Det skete jo, at man skød først og så senere stillede spørgsmål!

 


Da modstandsviljen også spirede hos os unge, havde jeg gennem nogen tid sammen med en skolekammerat (Eigil Brinch) på et stort Fanøkort afmærket alt, hvad vi vidste om placeringen af militære anlæg og minefelter rundt om på øen. Kortet befandt sig på mit værelse i»Vigen« og blev jævnligt ajourført.

Det var en hemmelig drøm, at disse optegnelser skulle stilles til rådighed for vore allierede i England.

En mørk aften, da jeg var ved at skulle i seng, bankede det pludselig voldsomt på»Vigens« hoveddør. Mor lukke­de lidt forskrækket op, det var helt usandsynligt med besøg så sent en aften og med en så brysk »banken på«. Jeg skottede forsigtigt ud bag gardinet, så en tysk vogn ved indkørslen, og da jeg samtidig hørte en brøsig tysk stemme neden for trappen ved indgangsdøren, fik jeg travlt med at krølle mit kompromitterende »spionkort« sammen og brænde det i kakkelovnen.

Lidt senere erfarede jeg, at henvendelsen skyldtes en brist i vores mørklægning og besked om hurtigst muligt at få bragt det i orden. Kortet blev aldrig rekonstrueret, det var trods alt for farligt at lege med ilden.

Men i øvrigt var der i stigende omfang luftalarmer om aftenen og natten. De allierede var jo i stigende omfang og i takt med, at de tyske luftstyrker var blevet kraftigt reduceret i forbindelse med »Slaget om England«, begyndt at sen­de bombestyrker over hele Europa. Formentlig gik flere af natangrebene tværs over Nordsøen og med landkending ved den jyske kyst og dermed Fanø. Så begyndte et infer­nalsk skuespil!

De store projektører blev tændt, og luftværnsskytset tordnede løs.

Natten blev oplyst af et blændende lysshow, sporprojek­tiler viste vejen op mod de overflyvende bombemaskiner, hvis lyde helt var undertrykt af kanonaden.

Vi havde intet egentligt beskyttelsesrum, og trods faren overværede jeg og min ældre broder, Helge (der ligeledes boede hjemme, men i øvrigt var i lære på maskinfabrikken »Christola« i Esbjerg), ofte slagets gang fra husets loftsvin­duer.

På »Bavnebjerg« ca. 500 m fra vores hus lå et enormt luft­værnsbatteri. Vi iagttog åndeløst, når projektørerne havde »fanget« en engelsk maskine og koncentrerede ilden mod '~ denne. Vi krydsede fingre for at piloten og hans mandskab i måtte klare frisag. Desværre så vi enkelte gange, at maski­ner blev ramt og enten styrtede brændende ned på Fanø eller i Vadehavet eller forsvandt med en ild- og røgsøjle I efter sig til en senere nedstyrtning eller nødlanding ned mod Ribe. Et par gange så vi også mennesker forlade de prisgivne maskiner i faldskærm. Til min store harme blev der også skudt på dem! At det ikke var ufarligt at iagttage begivenhederne fra så udsat en position, tænkte vi ikke så meget på, men luften var trods alt fuld af granatsplinter. En aften, da der var fuld gang i den, havde en sømandskone (fru kaptajn Vang Jensen, Vestervejen) rejst sig fra sin seng for at søge bedre beskyttelse nedenunder. Da hun kom op igen, var der et stort hul i loftet, og i hendes seng lå en sodsværtet, flosset og endnu varm granatsplint!

Jeg husker en mørk aften, der ellers var smuk og vind­stille, at alarmen gik; snart var der vældig gang i skytset på »Bavnebjerg«, og projektørerne havde »fanget« en bombemaskine. Det har åbenbart været en snarrådig (eller hel­dig?) besætning, de affyrede en ordentlig salve ned langs projektørstrålen og ramte plet, lyset gik ud, kanonaden standsede, og i den stille nat hørte vi til vor glæde vilde råb og skrig fra luftværnsstillingen. Næste dag, da jeg var på vej til skole med morgenfærgen, lindede jeg nysgerrigt pre­senningen på en tysk hestetrukket »prærievogn« og så lidt bestyrtet, at vognen rummede fire nøgne lig med skudsår. Det var aftenens »høst« fra »Bavnebjerg« på vej til be­gravelse i Esbjerg på den tyske afdeling af kirkegården. 



I efteråret 1943 gik der pludselig rygter om, at Fanø skul­le have fint besøg af feltmarskal Rommel. Han var den for­gudede og i starten succesfulde leder af de tyske styrker i! Nordafrika.

Han var en meget effektiv pansergeneral med store takti­ske evner, og han formåede gang på gang at sætte de allie­rede styrker ud af spillet. De havde ellers ud fra deres baser i Egypten med held nedkæmpet de italienske hærstyrker og var trængt et godt stykke frem mod Libyen. Men så var Rommel kommet til, og på besnærende kort tid havde han formået at drive briterne helt tilbage og ind i Egypten, hvor situationen var kritisk. Men så overtog den britiske general Montgomery overkommandoen over den britiske 8. arme, og han var bestemt en lige så effektiv taktiker som Rom­mel. Efter det voldsomme panserslag ved El Alamain, blev Rommel afgørende tvunget til at retirere, og han fik aldrig mere herredømme over situationen.

Det spillede ikke mindst ind, at USA havde gjort land­gang ved Dakar i Vestafrika og trængte tyskerne tilbage gennem Marokko, Algier og Tunis. I dagene fra 11. til 13. maj 1943 sluttede kampene i Afrika.

Forinden var Rommel dog trukket tilbage til Berlin og blev hurtigt efter af Hitler udnævnt til den øverstbefalende for de tyske styrker i Vesteuropa.

Men nu skulle denne mægtige mand på visit på Fanø for at inspicere de forsvarsværker, som i givet fald skulle beskytte indsejlingen til Esbjerg. Man kunne jo på dette tidspunkt ikke udelukke, at en invasion kunne finde sted i Danmark, og så var den isfrie havn en åbenbar mulighed.

Vi var mange nysgerrige danske ved færgelejet, den dag Rommel ankom, og selv om vi blev gennet på passende afstand, så jeg dog hele sceneriet tydeligt. Tyskerne var helt elektriske! De øverstbefalende var i paradeuniformer med ekstra blankpudsede støvler, de menige blev pisket rundt for at formere æresgeledder, kommandoerne føg gennem luften. Færgen ankom og Rommel skridtede ned ad land­gangen og blev modtaget med hysteriske æresbevisninger. Selv virkede han fjern og tillukket. Han blev installeret i en nyvasket feltvogn, og man kørte ud på øen. Efter nogle timer skulle han returnere, men først efter en frokost på hotel »Nordby«.

Da værten, Poulsen, og betjeningen udmærket forstod tysk, men naturligvis ikke lod sig mærke hermed, fik vi andre siden hen et fint referat af, hvad der var passeret i hotelsalen. Rommel sad tavs og tillukket og spiste sin mad. Da det var overstået, slog han på glasset og tog ordet under åndeløs tavshed. Han holdt kun en kort tale, men det væ­sentligste var ordene: »Mine herrer! - nu har De så på køre­turen rundt på denne så strategisk vigtige ø med stolthed vist mig øens forsvarsværker. Jeg kan betro Dem, at efter al min erfaring vil det af mig besete holde til maks. 10 minut­ters intensiv beskydning!! Skal vi så se at komme i gang for alvor!«

Derefter forlod Rommel igen Fanø, og i den kommende tid fandt der en voldsom udbygning sted af bunkers, kanonstillinger, luftværnsbatterier, forbindelsesveje o.m.a.. Således forøgedes antallet af bunkers til flere hundrede, og de tyske styrker på Fanø androg på sit højeste ca. 6000 mand (mod de knap to tusinde Fanøboere).

I »Vigen» fik vi også den forøgede tyske aktivitet at føle En dag stillede en tysk befalingsmand og meddelte mor, at man havde besluttet at inddrage et stykke af vor have til en maskingeværpost, hvorfra man kunne bestryge de lavtliggende enge ned mod »Vigen« og over mod »Halen« (på hvis spids der også var opført storebefæstningsanlæg).

Posten kom nu heldigvis aldrig i brug, og efter krigen blev haven og diget reetableret.

Da min far havde forladt »Olga S.« og var kommet hjem fra Frankrig, havde rederiet »Torm« kun 3-4 gamle, udtjente skibe herhjemme. De var beskæftigede med at sejle danske landbrugsprodukter til de nordtyske havne og returnere med kul og andre varer. Der var ca. 12 skippere herhjem­me, og de blev så tildelt 3-4 måneders sejltid med hyre, resten af tiden måtte de klare sig med opsparede midler! Det var farefulde ture med luftalarmer og krigshandlinger.



De allierede havde efterhånden uindskrænket herredøm­me i luften, og de forsømte ingen lejlighed til at eliminere den tyske krigsindustri med »tæppebombninger« af tyske byer med forfærdende konsekvenser for den tyske civilbe­folkning. Det var en uundgåelig »tak for sidst«, for de bru­tale sønderbombninger af de mange engelske storbyer under »blitzen« i krigens første år.

På en af min fars rejser til Tyskland lå han i eftersommeren 1944 i Hamburg og lossede sin last af landbrugsprodukter. Dette foregik med håndkraft (af tysk havnepersonale, måske slavearbejdere). Arbejdet blev bestandigt forstyrret af luftalarmer og luftangreb, og besætningen måtte derfor gang på gang søge tilflugt i små beskyttelsesrum på havne­kajen. Ofte var alarmerne uden konsekvens, der skete intet der på stedet, og alle var efterhånden godt trætte af de mange afbrydelser.

Den pågældende eftermiddag, jeg nu skal beskrive, lød atter en alarm. Der blev nogen diskussion, om man skulle ignorere den og blive om bord, men far og ca. halvdelen af besætningen besluttede sig for at søge ly det sædvanlige sted. Den anden halvdel blev om bord. På vej til beskyttel­sesbunkeren var motorlarmen blevet kraftig, og de første bomber begyndte allerede at falde, men da folkene nåede frem, var bunkerne allerede fulde af havnearbejdere, og de blev gennet videre gennem havneterrænet i retning af byen, hvor der skulle være en højbunker i flere etager. De nåede omsider frem i en stigende regn af brand- og sprængbomber og nåede med nød og næppe indenfor i nederste etage, inden de store porte blev lukket. De øvre etager var fulde af mennesker. Og så var der kun at vente, mens detonationerne udenfor tiltog i antal og styrke. Jeg kan allerede her røbe, at de var havnet i et af de heftigste luftangreb mod en større tysk havneby. I de følgende man­ge timer blev store dele af Hamburgs havneområde for­vandlet til en rygende ruin!

Efter nogen tid faldt en bombe meget nær. Det var en fuldtræffer i nogle store, camouflerede oliebeholdere, der lå lige over for højbunkeren. Denne tog ingen skade, men den udstrørnmende olie brød i brand, og vinden førte meter­høje flammer og ulidelig varme over mod den dødsdømte bunker. Alle i de øverste etager omkom! De nærmest smel­tede i den ulidelige varme. Den kvælende olierøg fandt også ind gennem sprækker i porten til nederste afdeling, hvor de danske befandt sig, og snart blev det vanskeligt at trække vejret. Heldigvis havde bomben også sprængt gade­belægningen op og dermed også nogle store vandrør. Nu begyndte vandet at bane sig vej ind gennem portenes utætheder.

I de kommende timer steg vandet støt i underetagen, og efterhånden stod folk i vand næsten til halsen. Som værn mod røgen måtte de tage strømperne af og holde dem for munden.

Først efter en ulidelig lang nat og langt hen på mor­genstunden var angrebet slut, og alarmen blev afblæst. Men livet havde de lykkeligvis i behold! De fik bakset por­tene op, og udenfor mødte dem et frygteligt inferno af ild og røg, der fuldstændigt undertrykte det frembrydende dagslys. Det var næsten umuligt at orientere sig, men tan­ken om, hvordan deres kammerater og skibet havde klaret sig, drev dem frem langs kajkanten. Overalt lå lig i gader­ne, søndersprængte og sodsværtede af varmen skrumpet ind til 1/2 størrelse.

Omsider nåede de frem til dokken eller havneafsnittet, hvor skibet skulle ligge. Det lå der også, men på siden, da alt vandet var slynget bort af de kraftige nedslag. Skibet var yderligere ramt af flere brandbomber og faktisk udbrændt med alt deres udstyr. Men mirakuløst var de til­bageblevne søfolk alle i live! Da det begyndte at gå hedt til, var de sprunget i havnen og var søgt ind under skibets agterstavn. Her måtte de tilbringe den lange nat i kulde og elendighed og være vidne til skibets ulykkelige skæbne. Det er uforståeligt, at alle var i live!



Da far havde samlet hele sin flok, besluttede de at søge hjælp i det danske konsulat, der lå længere oppe mod by­kvartererne, og som de kendte og nok mente, at de kunne finde frem til. Det lykkedes også at finde bygningen, der ~ var svært beskadiget. Indenfor fik de kontakt til en choke­ret og forvirret dansk sekretær, der omsonst forsøgte at bringe rede i det virvar, der herskede i kontoret. Hun kun­ne naturligvis ikke gøre meget for dem, men det lykkedes hende at slå kløerne i en overordnet gendarm, som hun sat­te ind i situationen med den udbrændte danske skibsbesæt­ning. Det var åbenbart den rette mand, hun havde kapret. Det lykkedes ham i løbet af nogle timer at organisere en gammel faldefærdig bus. Med den blev de transporteret uden for Hamburg til en lukket skovrestaurant, hvor de måtte prøve at installere sig. Der var fremskaffet nogle knipper halm, nogle sække kul og et par sække med roer. De skulle så selv tænde op i komfuret og forsøge at koge noget varm suppe på roerne. Gendarmen forlod dem så, men lovede at se ud til dem om et par dage.

Det var en fortvivlet situation, og da de var våde og for­komne, var de ved at gå til af kulde, og det lykkedes heller ikke at få tændt op i det gamle komfur. Gendarmen (et rig­tigt tigt mandfolk!) holdt sit ord og kom allerede dagen efter på inspektion.

Han kunne godt se, at situationen var uholdbar. Han skaffede igen bussen frem, og i de kommende timer blev de installeret en for en på små gårde og husmandssteder i nærheden.

Min far kom til at bo hos en fattig kone med 3-4 børn. Hendes mand var på østfronten, og hun havde intet hørt fra ham i længere tid. Trods det, at hun ikke havde meget at gøre godt med, tog hun sig rørende af denne fremmede sømand med mad og varme og også noget af mandens tøj.

Efter nogen tid blev der arrangeret en hjemtransport med tog mod Danmark. Jeg er ikke klar over, om den fore­gik samlet, eller om de måtte klare sig hjem hver for sig.

Denne hjemrejse var meget besværlig. Toggangen var højst uregelmæssig, der var ofte lange ventetider på grund af skader på banelinien eller luftalarmer.                 

I Neumunster havde far et længere ørkesløst ophold. - hvor han strejfede lidt om på må og få uden at fjerne sig ret langt fra stationen. (Disse mange timer fik siden hen en meget stor betydning for ham, men det omtaler jeg senere).

Omsider nåede far velbeholdent og med livet i behold hjem til Fanø, men ubarberet, udmattet og frustreret og med en lille pakke i brunt papir indeholdende et sæt snav­set underløj. Det var alt, hvad han havde med hjem af hele sin udrustning!

Det lykkedes ham senere at få sendt et takkebrev samt en pakke med fødevarer og lidt penge ned til den fattige vært­inde, og han fik også med tiden et lille brev retur, hvor hun bekræftede modtagelsen, og hvor hun samtidig kunne for­tælle, at hendes mand var faldet på østfronten. Hendes videre skæbne i al sin elendighed kender jeg ikke.

Så vidt - så godt for vores lille familie. Men nu må jeg fortælle om en ny og tragisk begivenhed, der forløb næsten parallelt med den netop skildrede:

Min bror, Willy, lå som tidligere omtalt i Nyborg, hvor han som søløjtnant var ansvarlig for en P-kutter. Sammen med det øvrige danske militær blev han d. 29/8 1943 desarmeret og blev for en kort tid interneret på Nyborg Slot. Det lykkedes ham forinden ligesom mange andre i marinen at sænke sit skib, så det ikke skulle falde i tyskernes hæn­der.

 

Min bror Willy var tilknyttet en sabotagegruppe, som udo­ver sænkning af skibe også forestod bortførelsen af en Sto­rebæltsfærge til Sverige. Han beskæftigede sig også med maritime efterretningsopgaver.

Derefter blev han hjemsendt til civil tjeneste som styr­mand i DFDS og lige som min far sat til at sejle varer til de nordtyske havne.

I juli 1944 var han på en rejse til Tyskland. Gennem Kie­lerkanalen var skibene altid påtvunget et par tyske kontrol­officerer. På pågældende tur blev de i kanalen opholdt af en af de sædvanlige luftalarmer. De standsede skibet, stak en trosse ind til en pullert og afventede begivenhedernes gang. På afstand kunne de skønne, at det atter gik ud over tyske byer. Da ventetiden blev lang, blev der kaldt til skaf­ning i kabyssen, og de to tyskere blev inviteret ned til en bid mad og en dram.

Desværre udviklede sammenkomsten sig til en politisk diskussion, og min temperamentsfulde bror kom med sin uforbeholdne og ramsaltede mening om Hitler og hans rol­le i denne forbandede krig!

Dette var meget ubetænksomt og fik aldeles omgående konsekvenser. Allerede næste dag lidt længere fremme på rejsen blev han arresteret af Gestapo og efter en proforma domfældelse indsat til afsoning i et tugthus i - Neu­miinster! Her sad han isoleret i sit sommertøj og måtte døje med sult og kulde i den uopvarmede celle.

Det nedbrød i de kommende måneder hans helbred og modstandskraft. Vi blev nægtet at kontakte ham eller sende ham tøj og proviant. De eneste antydninger om hans til­stand modtog vi gennem pastor Boas, den danske sømands præst i Hamburg. Jeg tror, at hvis Willy havde været anbragt i koncentrationslejr, havde han haft en bedre chance, da Røde Kors jo kunne formidle pakker til danske­re, der sad her (f.eks. politiet), ligesom et menneskeligt samvær med andre lidelsesfæller måske kunne have været stimulerende.

Som før nævnt skete alt dette parallelt med min fars dra­matiske oplevelser i Hamburg, og på det tidspunkt, da far på sin hjemrejse ørkesløst strejfede om i Neumunster, vid­ste han intet om alt dette.

Far kom aldrig rigtigt over, at den chance han derved havde for at besøge sin ældste søn og på en eller anden måde påvirke situationen, glippede. Skæbnen eller tilfældighederne åbnede imidlertid senere en anden mulighed, der var lige ved at lykkes: Dansk Styrmandsforening havde sine kontorer i umiddelbar nærhed af Nyhavn. En dag så en funktionær gennem sit vindue, at en tysk soldat med fuld oppakning styrtede i kanalen. Resolut styrtede medar­bejderen ud af bygningen, kastede sig i vandet og fik bjer­get den ellers prisgivne soldat op på det tørre. Snart efter kom der en takkehenvendelse fra den tyske overkomman­do, der kaldte til et møde, hvor man åbenbart ville belønne funktionæren for hans resolutte og livsreddende indsats. Den tidligere omtalte Chr. Erichsen færdedes meget i fore­ningen, og da han hørte om sagen, gik han ind for, at tyskerne passende kunne slippe Willy fri.

Dette forslag blev fremført for den tyske repræsentant, der beredvilligt gik ind på tanken. Det blev også omgående ført ud i livet, men - ak- alt for sent!

Willy var på dette tidspunkt bukket under for en dob­beltsidig lungebetændelse og den 3. februar 1945 var han død i tugthuset.

På Fanø sad en sørgende familie, en mor og far, der måt­te afskrive deres 2. søn, og hans hustru Edith med to små børn.

Efter krigens afslutning modtog vi en urne, og 4.6.1945 blev den nedsat på Nordby kirkegård. Willy er mindet ved en navneplade i mindelunden i Ryvangen .

Krigsafslutningen



På Fanø forløb krigens sidste fase med en blanding af håb og ængstelse. Efter invasionen i N-Frankrig 6. juni 1944 afventede vi alle med tilbageholdt åndedræt, om det ville lykkes vore allierede at bide sig fast. Det lykkedes! Frank­rig blev befriet, og snart stod de allierede ved Tysklands grænser både i vest og øst. Jeg passede min gymnasietid med de daglige færger til og fra Esbjerg. En dag blev vi midt mellem Esbjerg og Fanø overrasket af en pludselig overflyvning af en allieret luftarmada. Flyene gik så højt, og færgens lyde overdøvede den ellers karakteristiske sum­men og durren, men pludselig satte tyskerne ind med alt, hvad de havde af antiluftskyts, og den ellers blanke havfla­de krusedes af piskende granatsplinter. Vi sad ellers og solede os på båddækket med et spil whist, men måtte skynd­somt søge ly i de nedre saloner.

På et tidspunkt gik der vedholdende rygter om, at den civile befolkning på Fanø skulle evakueres i sin helhed, og at vi kun måtte tage begrænset bagage med os.

Det udløste mange spekulationer over, hvad der skulle blive af os alle. Efter megen snak med familie og venner og en heftig diskussion om dette rygtes sandhedsværdi beslut­tede familierne i»Engbo« og »Vigen« at forberede sig på situationen og forsøge at redde nogle ting af reel værdi eller affektionsværdi. I »Engbo« var under et mørkt trappe­rum en slags underjordisk kælder. Den blev fyldt op med grundigt indpakkede genstande: sølvtøj, smykker, familie­portrætter, fotoalbum og lign, hvorefter den blev muret til. Der lå det faktisk alt sammen til krigen var forbi. Det viste sig at være et løst rygte, men alt kunne tænkes i disse tider. Desværre var mange af tingene præget af svære fugtskader, da de atter kom for dagens lys. De tyske styrker på Fanø var undergået en tydelig forandring i krigens senere dage. Der var et stigende kontingent af ældre soldater, mange tror jeg var rekonvalescenter fra østfronten, men antallet var tilsyneladende lige stort. Der var måske også en stigen­de depression at spore hos dem over krigens udvikling, ~ selv om det nok i nogen grad blev holdt hemmeligt for dem.

Jeg husker således en stille, fin morgen, hvor jeg var på vej til skole med morgenfærgen langs »æ Sønderbro». Ind igennem loen mod færgelejet nærmede sig en motorbåd med 7-8 tyskere om bord. Der lød en iørefaldende skrålen af nogle tyske soldaterstrofer, og da de yderligere kom nærmere, sås det tydeligt, at skråleriet kom fra to derange­rede tyske soldater, der var kanonfulde. De øvrige var i ulastelige uniformer. Jeg spurgte en skildvagt, hvad der foregik, og han fortalte, at det var 2 desertører, der skulle over og skydes i klitterne og nok kules ned der uden egent­lig begravelse! Det var måske endnu et tegn på, hvor det bar hen.

Vi kom over årsskiftet 1945 med et stadigt stigende allie­ret pres mod de tyske linier både på østfront og vestfront. Der herskede ingen tvivl om, at det kun drejede sig om få måneder, inden Tyskland var besejret.

Selv Hitler holdt d. 30. januar en tale til det tyske folk, hvor han lod forstå, at man måtte gøre sig fortrolig med tanken om England som sejrherrel

I februar samledes de tre store statsmænd, Roosevelt, I Churchill og Stalin i Jalta på Krim for at aftale den sidste strategi for Tysklands betingelsesløse kapitulation, afvæbning og deling.

Den 21. marts blev Gestapos hovedkvarter i Shellhuset bombet med de tragiske følger for Den Franske Skole. Fri­hedskampen førtes overalt i Danmark med stigende vold­somhed.

Den 12.4 døde præsident Roosevelt. I dagene omkring 18.4 indledede russerne deres storoffensiv mod Berlin. Fra vest trængte Montgomery med sin 8. arme dybere ind i Tyskland, overskred Elben og tordnede frem gennem Schleswig/Holsten. Det blev et kapløb om at nå så langt frem som muligt, inden russerne stødte til.

Fra dansk synspunkt nåede denne vidunderlige brite først frem til dansk grænseområde. Måske var det kun få hundrede kilometer, der afgjorde, om Danmark efter krigen kunne blive russisk interesseområde! Miraklernes tid var ikke forbi!

 Alt dette påvirkede alle danske - også på Fanø. Forvent­ningen om at alt snart ville blive bedre parret med en frygt for, hvordan de mange tusinder tyske soldater ville reagere, -, når det hele var slut, og de skulle forlade vor lille ø og dra­ge hjem til en uvis skæbne. Og ingen kendte endnu med sikkerhed den afgørende dato.



Den 4. maj om aftenen var jeg såmænd gået i Fanø Bio med nogle kammerater. Jeg husker ikke filmens titel, men et ganske kort stykke tid inde i handlingen blev filmen pludselig afbrudt og lyset tændt. Snart stod biografdirektør Windeballe Sørensen nede foran lærredet og fortalte, at han i operatørrummet havde fået underretning om, at den dan­ske radiosender fra England netop nu havde meddelt, at alle tyske styrker i Holland, NV-Tyskland og i Danmark havde overgivet sig!

Han foreslog, at vi skiltes her og søgte hjem til vore fami­lier til en glædesfest. Vi unge for jublende hjemad langs havnen. Her stod en skildvagt posteret. Vi kendte ham godt som »Rudolf« - en skikkelig, mørkhåret, sydtysk bon­de fra Bayern. Han standsede os forundret og spurgte: »Was ist los?« . Da vi fortalte om vor ny viden, og da han efterhånden forstod, at det var sandt, tog han sit gevær og kyle­de det langt ud i havnen, mens han udbrød: »Så skal jeg snart hjem til Mutti og ungerne!«

I de små hjem blev der festet. Pludselig kom der ting på bordet, som i årevis havde været gemt til denne specielle lejlighed: en god flaske whisky, en kasse cigarer og ægte kaffe!

En meget særegen og mindeværdig begivenhed på Fanø ca. en uge efter befrielsen var nok det helt uventede og spontane besøg af en menig engelsk »ørkenrotte«, Peter Flaherty, der var på bevilget orlov fra sit regiment i Nord­tyskland og var havnet i Esbjerg. Rent tilfældigt var han kommet i kontakt med en gruppe danskere, og sammen fej­rede de begivenhederne. Da han blev spurgt, om han ikke også havde lyst til at hilse på befolkningen på Fanø dagen efter, sagde han ja,

Rygtet ilede i forvejen, og hans besøg på vor ø formede sig som et veritabelt triumftog, som nok kom noget bag på ham.

Jeg skal ikke gå i detaljer, men kun fremhæve to ting med direkte relation til vor familie.

Da han på sin tur gennem byen på ladet af en gammel vogn og ledsaget af søløjtnant Astor Olesen (jævnaldrende kammerat med Willy) ad Hovedgaden nåede ud for »Engbo«, stod min 89 år gamle bedstemor, Sidsel Holm, ved lågen ud mod vejen. Hun var i det Fanøtøj, som hun havde båret fra sin barndom af. Hendes liv havde ikke været en dans på roser. Hendes mand Casper Wilhelm Holm var naturligvis sømand med lange farter på »the seven seas«.

På en lang rejse hjem fra Sydamerika udbrød der syg­dom blandt skibets mandskab, formentlig mangelsygdom­men beriberi.

Mændene døde en for en, og da de nåede op mod Kana­len, var der ikke mange tilbage.

Det lykkedes de sidste at nå ind til Falmouth, hvor skibet kom i karantæne.

Min bedstefar, der selv var syg og afkæftet, døde kort tid efter.

Han blev begravet på den gamle kirkegård i Falmouth i et ydmygt hjørne beregnet for ukendte søfolk. Vi har for år tilbage besøgt stedet, og ved hjælp af en skitse fra min fæt­ter, Erik Holm-Nielsen, fandt vi den lille lavning i grøn­sværen, hvorunder han hviler.

En gravsten blev det aldrig til, ej heller har »Bedste« besøgt stedet.

Hjemme måtte Sidsel efterhånden erfare, hvad der var sket. 27 år gammel med fire børn stod hun der med tomme hænder. Offentlig hjælp var ikke opfundet, men behjertede Fanøborgere skaffede hende en lille filial af »Flensborg Lager« med en beskeden omsætning af stoffer, bånd, knap­per o.l.

Under disse barske vilkår lykkedes det hende trods alt at skaffe sig udkomme til at holde sammen på sin lille familie. Hun giftede sig aldrig igen, havde sit lille beskedne hus lige over for Borgerskolen, men boede mest på skift hos sine døtre og blev med årene stærkt tunghør.

Men nu stod hun der ved lågen og fattede vel knapt noget af al den ståhej ude på vejen. Da Flaherty fik øje på den gamle kone, standsede han sit køretøj, sprang ned og omfavnede hende, og en behjertet deltager forevigede situ­ationen med det rørende foto, der her er afbildet.

På den videre færd havde søløjtnant Astor Olesen åbenbart fortalt om Willys tragiske skæbne, for da de nåede hen mod kirken, blev der igen beordret stop ud for »Vigen«, og der blev aflagt en højtidelig kondolencevisit i vort hjem.


B1343 a


Det var meget rørende af denne fremmede soldat!

Og nu startede så en tid, som det er få forundt at opleve: Tyskerne blev afskibet i god ro og orden og overført til fast­landet for at påbegynde den trøstesløse sidste travetur ned gennem de sønderjyske landeveje mod den tyske grænse. Desillusionerede, slagne, hjem til et forarmet land, til sma­drede byer, sønderbrudte familier, til en højst usikker frem­tid. Kan man helt afskrive et lille stænk af medlidenhed?

Nå-never mind - de havde jo selv været ude om det!

 

Under ledelse af Astor Olesen blev mange af os rekrutteret til at bistå med de mange gøremål og bevogtningsopgaver af tyske ejendele, der jo nu var den danske stats ejendom.

Hovedkvarteret var et lille hus nede i nærheden af Bor­gerskolen. Og herfra blev vagtskiftene ledet.

Jeg blev udtaget til opgaven på skift med andre at være ansvarlig for en ret stor, indhegnet plads (med mange fine entreprenørmaskiner og værktøj) lige ved siden af elektrici­tetsværket på vejen ud mod Vesterhavsbadet. Jeg blev for­synet med en tysk maskinpistol og 2 magasiner med skarpe skud. Om natten var pladsen oplyst, og vi vagter havde en primitiv felttelefonforbindelse ned til »hovedkvarteret«.

Ved badet omkring golfbanen og Grønningen samt de grå klitter ned mod Sønderho var mange strækninger minerede. Man var lykkeligvis kommet i besiddelse af de originale optegnelser vedrørende placeringen, og det lette­de arbejdet med optagningen meget. Adskillige tyske sol­dater havde med løfte om visse privilegier meldt sig frivil­ligt til denne risikable opgave. Fra strandområdet lød ofte

hule drøn, og fra min post ved pladsen havde jeg fuldt kendskab til den lille grønmalede lastbil, der ofte passerede på vej til færgen og lazarettet i Esbjerg med blodstænk efter sig og med sin last af lemlæstede og døde kroppe.

De optagne og afmonterede miner blev transporteret til et område nord for Esbjerg og aflæsset i store dynger til videre foranstaltning.

En dag jeg gravede orm på »Søjorden« med fuldt udsyn til Esbjerg, lød pludselig en kæmpemæssig eksplosion, og en »paddehattesky« steg højt til vejrs. I en enkelt mine var detonatoren åbenbart ikke fjernet, og hele bjerget af aflæs­sede miner (også fra andre områder af Jylland) røg i luften. Af det den dag beskæftigede personale og lastbiler blev der ikke mange atomer tilbage, og det kostede mange knuste ruder i de nærmeste beboelseskvarterer.

En strålende forårssøndag formiddag havde jeg vagt på pladsen. Jeg sad på en stol uden for porten og kedede mig lidt; jeg forslog tiden med at skille og pudse min maskinpi­stol og var næsten færdig, da jeg så en mand på en cykel komme fra stranden. Jeg kendte ham som telefonmontør fra Esbjerg, og da jeg netop havde opdaget, at min felttelefonforbindelse til hovedkvarteret ikke fungerede, råbte jeg ham an. Han steg af cyklen skråt foran mig, og jeg havde netop samlet pistolen og smækkede et magasin i. Vi sludre­de om tingene, han bød en cigaret, og jeg greb i min lomme efter tændstikker. Ved den bevægelse må jeg have strejfet aftrækkeren, der lød en kort, arrig snurren, han fik et fåret udtryk i ansigtet og faldt langsomt om foran mig, mens blodet strømmede fra hans ene ben! Efter at have lavet en primitiv form for førstehjælp og lagt ham til rette, blev vi enige om, at jeg skulle hente hjælp.



På min cykel spurtede jeg ad byen til, og hos mekaniker Leo Madsen var der to, der stod og nød en formiddagspils­ner. Jeg satte dem hurtigt ind i situationen, de ringede efter ambulance og ekstrafærge, hvorefter jeg hurtigt returnere­de til mit »offer«. Snart efter kom de to andre til stede, og sammen trøstede vi den sårede, der havde mange smerter. Det blev en ulidelig lang ventetid, inden den forjættende hæse lyd af den ventede ambulance lod sig høre inde fra Nordbys hovedgade, og han blev kørt bort til indlæggelse.

Jeg besøgte montøren sammen med min mor et par dage senere på hospitalet i Esbjerg. Han var ved godt mod, var meget forstående og modtog mine undskyldninger med et smil.

At han også senere modsatte sig, at jeg skulle stilles for en »krigsret« hos general Vagn Bennike (øverste chef for de danske enheder i Jylland) var jeg selvfølgelig taknemmelig for. Han kom sig fuldstændigt, og hans cykel, hvis forhjul også var skudt i smadder, blev repareret på vor regning.

Men ellers havde jeg jo læseferie, da studentereksamen nærmede sig; det kneb med tid til lektielæsning med alle de fristelser, der var omkring mig.

Når jeg ikke var på vagt, besøgte jeg ofte kammerater på andre bevogtningsposter, oftest Hartvig Warrer, der var specielt udtaget til at samle og bortsprænge bunker af ammunition, håndgranater o.lign., der lå og flød alle veg­ne. Og vi holdt os ikke tilbage, vi skød med riffel dagen lang efter opstillede ammunitionskasser, anodebatterier o.l. Vi kastede med håndgranater ned i de nærmeste klithuller og nød synet af det sprøjtende sand. Til sidst var vi helt blåsorte og ømme på højre skulder, men så fandt vi noget belgisk ammunition af en lidt mindre kaliber, så var reky­len ikke så hård, men til gengæld slog projektilet volter i luften med en hvinende lyd. Det lød nu kun ekstra sjovt!

En dag vi lå og skød vildt ud over golfbanen og »Grøn­ningen«, blev vi pludselig opmærksomme på en mand, der råbende og gestikulerende nærmede sig. Da han kom nær, så vi, at det var en af vore gamle lærere, Højrup, der var fanget midt i kugleregnen! Højrup havde vi også til gym­nastik, og han havde altid en tamp reb i hånden for at sætte fart i efternølerne. Så vi havde et godt øje til ham, og det var en fryd at kunne sætte netop ham på plads og afkræve en forklaring på, hvad han havde at bestille i dette »ingen­mandsland«, hvor al adgang ellers var strengt forbudt.

Det er faktisk ubegribeligt, at det alt sammen gik godt; det var også mange farlige situationer med vådeskud, men uden personskade overhovedet.

Og hvilken chance for en ung mand på 18 år at opleve alt dette og afreagere med sin egen lille »private« krig!

Sidst i juni blev jeg student med tilfredsstillende resultat, og så var det jo kun at nyde sommeren på Fanø, at kunne færdes frit igen på hele vore vidunderlige sandø med strand, golfbane og fisketure.


At kunne se hen til gensynet med de mange »udlands­danskere«, der efterhånden dukkede op i 45 og 46.

Som omtalt kom min onkel, Broder Nielsen, »Engbo”, hjem i dec. 45 efter at have krydset Andesbjergene med tog og senere Atlanten og Nordsøen med skib. Min fætter Gre­gers kom først hjem i begyndelse af 46. Han havde gjort hele krigen med i engelsk tjeneste. Jeg skal ikke gå i detail­ler med hans krigsoplevelser. Han har fortalt derom på Fri­hedsmuseet i København, og vi har hele hans beretning på bånd. De situationer, der var i særlig grad faretruende for ham, var nok de gentagne, farlige konvojsejladser til Murmansk med våben og forsyninger til russerne. Her torpede­redes mange skibe både for og agter for hans, men selv slap han med skrækken. Der var ingen mulighed for at komme nødstedte til hjælp. Konvojen skulle absolut fortsætte i samlet formation, og i øvrigt var kun få minutters ophold i det iskolde hav absolut dødbringende.

De mange situationer under »Blitzen« i Londons dokker skal nævnes og ikke mindst hans deltagelse i 2. række under landsætningen i Normandiet, hvor hans skib transporterede mange hundrede tons bomber og granater til de allierede invasionsstyrker.

Han lægger ikke skjul på, at kan man med livet i behold slippe igennem alle disse prøvelser dag efter dag, så er man virkelig født under en heldig stjerne!

Jeg vil nu slutte min beretning. Den er blevet lang, men jeg synes, at alt skulle med, som jeg erindrer det, eller som jeg har fået det fortalt.

Jeg mener, at alt er foregået som beskrevet, at kronologi­en er i orden, og at et væsentligt afsnit af Fanøs og min families historie hermed er bevaret for eftertiden. Mine børn har længe presset på for at få det nedskrevet. Jeg tæn­ker med ærbødighed på de ofre, der blev ydet, især mine to mistede brødre og den ufattelige smerte, der derved ramte min mor og far. Men folk på sømandsøen, Fanø, har altid haft en særlig evne til at rykke tættere sammen og stive hinanden af og dermed lettere kunne håndtere de proble­mer, der uundgåeligt må melde sig, når havet er ens arbejdsplads og skæbne.

At det alt sammen forstærkes under en barsk og modby­delig krig er ikke uforståeligt.

Bent Holm Thomsen


Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles