Jeg oplevede krigen som noget uvirkeligt i starten. - Jeg var 6 år, da Danmark blev besat af tyskerne, så jeg havde ikke noget forhold til, hvad krig var.

Den 9. april 1940 (i godt vejr i øvrigt) stod mor udenfor laden over mod naboen Morten Mathiasen og snakkede med nabokonen, Karla, om de overflyvninger, der var over Esbjerg og om alt det frygtelige der nu var på vej, og hvad skulle det da ende med. - Kort tid efter kom der tyske soldater til Fanø. En skole i Nordby og andre steder blev “belagt” af soldaterne. Forsamlingshuset i Rindby blev det i 1943, og endvidere blev der opstillet en del barakker rundt omkring. Og da der skulle være spredning af soldater, og nok også af pladshensyn, skulle der soldater ud på gårdene, så en dag blev det vor tur, og en dansktalende underofficer troppede op, antagelig en sønderjyde, med nogle soldater for at se, hvor meget plads, vi kunne undvære, og det passede ikke far, -- vi skulle aldeles ikke have tyske soldater indkvarterede, for når hans børn kom hjem, skulle der være plads til dem. Vi stod i entreen med trappen  til værelserne ovenpå, - i det samme røg en dør ovenpå i med et brag, der var nok gennemtræk, men sikke et sæt det gav i tyskerne, de troede nok, der blev skudt, - vi grinede, men så var det i øvrigt slut med snak, så vi skulle have 12 soldater og 17 heste indkvarteret. - Vi havde god plads i stuehuset til soldaterne, og der var kun 3 hjemmeboende børn.

Soldaterne fik nu Nordstuen - hvor der blev sat køjesenge op, og hestene blev opstaldede i den ene ende af laden. Der var også god plads derude, så der var ikke noget andet problem der, end at vi nu ikke kunne køre igennem laden f.eks. med hølæs.

Mor var en meget aktiv kvinde, hun hjalp alle steder. Ingen gik forgæves til Ellen. Uheld, sorg, glæde i nabogårdene - ja, så blev der sendt bud efter mor. Hun var aktiv medlem af DKB = Danske Kvinders Beredskab. Hun kunne førstehjælp m.m.,  og så havde hun sin sunde fornuft.-- Under krigen betød hendes medlemsskab af DKB, at hun blev udstyret med uniform = lange benklæder (noget næsten uhørt for kvinder dengang), uniformsjakke og -frakke, gasmaske. Vi havde en fornøjelig dag, da hun blev “klædt ud”, hun var ellers ikke den, der optrådte, hun var den beskedne type og solid, men der blev taget et billede af situationen, men hvad der er blevet af billedet, ved jeg ikke.

Far var en god og solid dansk mand, og han havde ikke meget tilovers for den tyske værnemagt, og der var da også nogle episoder, der kunne være endt galt for ham. Han viste flere gange sin mening om besættelsen, både i ord og handling, så nogle gange blev en pistol vendt mod ham.

De soldater, vi havde boende, var mennesker, der var tvunget ud som soldater, nogle havde børn, og ville gerne snakke med os, - de ville have kontakt. - Flere af dem var ude over den normale soldateralder, så bare af sted, men hvordan gik det kone og børn hjemme i Tyskland?? Når de var i gang med hestene, fik jeg mange rideture. Men en dag var det bare slut, og den aften, de kom til os efter en øvelse, havde de fået at vide, at næste morgen var det af sted til østfronten, så der faldt tårer (også fra mig). Den ældste soldat - Fritz - var få dage tidligere faldet af en hest og havde brækket den ene arm. Han kom på lazaret, hvorfra han besøgte os, inden han kom med et senere hold til fronten. Inden han rejste, sagde han, at han ville komme tilbage til Fanø, når krigen var overstået. Vi så ham ikke igen. -- Næste morgen var alt væk, på nær en stor, lang, tung fladvogn, og den ville far gerne bruge, så den blev bygget lidt om, men den var stadig tung, og tyskerne havde brugt flerspand for, men far havde kun et spand heste, og de kunne i al fald ikke trække vognen ad de sandede veje, så det blev igen til den almindelige kassevogn. - Far havde regnet med, at den var god til at køre enghø hjem med, så der ikke skulle køres så mange gange!! Ellers blev de tyske soldater noget dagligt overalt på øen, og når vi var i skolen, kunne vi udenfor på vejen høre deres støvletramp og sang, og når der blev afholdt skydeøvelser, blev hele området øst og syd for vore gårde afspærrede. Forinden havde der været meddelelse om skydeøvelsen i Ugebladet og al færdsel i området var forbudt. Soldater blev sat ud som vagtpost, gerne ganske unge ”drenge” - tvungne fra Ungarn, Polen og andre vasalstater. - De var meget bedrøvede over udsigten til at dø for et land, der ikke var deres. Mange gange blev disse øvelser holdt på søndage, så der gik ofte en portion søndagsmad fra mors køkken ud til den tyske vagt. --

Hele klitpartiet på stranden blev bebygget med bunkers i flere størrelser. De indgik i et værn fra Nordnorge til Spanien som forsvar mod landgang af “fjenden” fra søsiden. Mange danske arbejdere indgik i byggeriet af disse. - Tante Ane i Nordby havde en overgang nogle danske arbejdere boende, - så tjente hun en lille skilling ved det. I byggeperioden havde øen “tog”, der gik fra østkysten , hvor byggematerialer blev sejlet til og læsset på tipvogne, der så blev kørt ad skinner tværs gennem byen - krydsede hovedgaden ved Nordby Brugs - og videre ud i klitområdet. “Stationsforstander”  var Meng, der kom frem fra et skur ved installatør Wilhelm Jessen med et rødt flag, når der skulle tog over hovedgaden til stor sjov for os unger. - Der blev også bygget bunkers inde på øen, f.eks. i Rindby i bebygget område blev der bygget 2, der begge blev kamuflerede som bondegårde.

Endvidere blev der flere steder nedgravet miner, mest fodfolksminer, men også luftminer til sikring mod fremmede faldskærmssoldater. - Et sted, jeg husker med luftminer, var i “Skiden-eng”, hvor grusvejen fra Rindby Brugs deler sig i 2 - ud mod halen og mod Klingebjerg. - Luftminerne var anbragt på telegrafmaster og forbundet med ledninger, men de var nu ikke intakte ret længe, da krager og andre fugle har den tendens at sætte sig på master og tråde, så---! På begge sider af grusvejen i Skiden-eng var der så afspærrede minefelter med fodfolksminer. Disse felter gik på tværs af øen.  Minerne var gravet ned i jorden, så kun 3 følere (tråde) ragede op. Når disse følere blev ramt/rørt, skete den første sprængning, så minen (beholder fyldt med metalstumper) kom op over jorden, hvorefter anden sprængning skete, og beholderen sprængtes og metalstumperne spredtes i benhøjde.--

Det fik vi - (jeg selv, Louis og 2 kammerater - Aksel og Christian) at høre og føle en dag, da vi en sommersøndag gik over på heden for at se, om der var noget spændende fra tyskerne. Vi fandt kun en håndgranat, heldigvis til øvelsesbrug, men den blev da undersøgt. Den var ca. 30 cm lang - med håndtag i den ene ende og i den anden ende var der et skruelåg, og når den blev fjernet, var der en tråd, der skulle trækkes i, og det gjorde vi, for Christian vidste godt, hvordan den så skulle smides!!!! -- Der skete heldigvis ikke noget, - det var en øvelsesgranat!  Men vi skulle videre, og var kommet på den anden side af minefeltet, og var nødt til at gå en omvej, og det blev så ad grusvejen ude fra Halen, og den gik imellem de 2 felter, og det var for spændende, så vi kunne ikke dy os for at kaste med sten ind i felterne, det var der så mange, der havde prøvet før os, så hvorfor ikke .....? På et tidspunkt, hvor Louis og Aksel gik ned langs feltet for at se efter, om der var nogle døde dyr længere nede i feltet, lykkedes det for mig at ramme en mine, og lige pludselig kom der et lysglimt og en eksplosion, hvorefter jeg mærkede en varm fornemmelse på mit venstre ben, - jeg var i korte bukser og strømperne “lå i ål”,  så  blodet løb stille og rolig fra et skudsår. Det mærkedes kun som et prik af en knappenål. - Christian sad på hug for at samle flere sten op, og havde således kroppen i “skinnebenshøjde”, - han fik derfor flere skudsår, bl.a. blev han ramt et par steder i ryggen, den ene arm og begge ben blev gennemhullede. Det var et held, at han ikke blev ramt alvorlig. - Det blev til lægebesøg i Nordby med hestevogn, og det rygtedes over hele øen, så da vi ved lægen skulle ind i ambulancen, tilkaldt fra Esbjerg, var der sort af mennesker nede ved færgen. Men der var mange andre, der kom mere alvorlig tilskade med al det skidt af krudt og kugler rundt om. Et par bomber fra engelske flyvere lå usprængte ude på heden, og de blev sprængt af dansk minørhold efter krigen og efter stor afspærring af området. Politibetjent Jensen havde også været mange steder for at advare, men vi skulle da gerne se det, og det passede en dag, jeg kom hjem fra skolen, og så far ligge oppe på ladetaget, så der måtte jeg op, og det skete gennem et vindue på loftsetagen i stuehuset, og over det flade bryggerstag og så bare op af ladetaget, men det var umagen værd, for sikken et knald!! Og sikken et hul!!

.I minefelterne kunne vi se dyr - ræve, kaniner, harer, hunde o.s.v. - ligge døde, men også større dyr kom tilskade, f.eks. skete det for vor nabo, at en hest var sluppet løs og kommet ind i et felt, den blev så hårdt medtaget af et skudsår op i bringen, at dyrlægen måtte opgive, der var splinter en del steder, og der gik betændelse i sårene, så til sidst blev den aflivet. - Vi havde også en hund, der en søndag nat havde været ude at løbe, antagelig efter harer eller kaniner, i al fald kom den hjem hen på morgenstunden med et stort hul i brystet. Endv. mistede vi en del får, der var kommet ind i et minefelt. En søndag eftermiddag fik vi nogle hjem med så store sår, at de måtte nødslagtes straks.

Der blev i øvrigt givet mange advarsler, også til børn, om at være forsigtige med at samle noget op. Der blev sagt til os børn, at vi skulle være forsigtige, der var nemlig smidt “sprængblyanter” ned. Om det var andet end en skrækkampagne, ved jeg ikke, jeg erindrer i al fald ikke at have hørt om ulykkestilfælde med dem.

Store dele af øen var spærret til Tyskerbrug, f.eks. var en del af “Halen” spærret med pigtråd, der var lagt henover løbegange til tyskerne, men der var godt nok en enkelt dansker - ”Frederik med det kolde ben” der fik lov til at blive boede i sin hytte -delvis jordhytte  mellem tyskernes stillinger, afspærringer og løbegange. Han kom godt ud af det med tyskerne, og fiskede som han altid havde gjort ude i vigen, hvor han  havde  nogle ruser og fangstkroge.

Fiskene solgte han til bl.a. bønderne, så en dag, han kom op til os, fik jeg  lov til at komme med ham “på ferie” i hans hytte, og oplevede så hans verden omgivet af de tyske soldater. Hytten var ikke stor, men der var et par ”hylder” til at ligge på, og med en olielampe var det såmænd ret hyggeligt, - det var i al fald en oplevelse. 

I året 1944 blev det besluttet, at der skulle bygges beskyttelsesbunkere på Fanø. De var kuppelformede og ikke beregnet til at graves ned, så det blev som “Stenalderhøje”. Der blev bygget 10 i Nordby og 5 i Sønderho, men hvad med vi andre ude på gårdene? eller andre, der ikke kunne nå frem til offentlige rum?. Storebror Morten fik så den ide, at  roekulen lige udenfor laden måtte kunne bruges. Den var ca. 5 m. lang og blev nu gravet lidt dybere, og så blev der skaffet nogle lange granstammer hjem fra statsplantagen og lagt ovenpå roekulen, der så blev dækket med kvas og ½ - 1 meter jord. - Hvor solid den var overfor en granat var nok et spørgsmål, men den kom da heldigvis ikke i brug. Godt nok!! 

Emnet rationeringskort er næsten et helt kapitel for sig, for hvad det afstedkom af hamstringer, handel med mærker - f. eks. på tobaksvarer - og meget andet, er ikke småting. Der var rationering på næsten alle forbrugsvarer.

Far og Mor havde sølvbryllup 30. november 1942, og der skulle nok godt og vel 100 mennesker med til festen i Rindby Forsamlingshus (der endnu ikke var beslaglagt af tyskerne), så de havde hamstret kaffe (rigtig) og gemt bønnerne i tilklistrede dåser i skabet ovenpå bageovnen, så det gjorde lykke på selve sølvbryllupsdagen med rigtig kaffe.

Jeg husker endnu lugten! og snakken om rigtig kaffe. Man var ellers så småt begyndt med erstatningskaffe, “Det er Rich`s, der drik`s” lød og sås reklamen, men vi lavede nu selv vor kaffeerstatning til daglig brug. Vi havde en speciel gryde til at riste rugkorn i, og i den var der en valse, der førte kornet rundt i gryden ved hjælp af et drejesving ovenpå låget. Ned i kornet blev lagt stykker af flæskesvær. Efterhånden blev kornet ristet, og der skulle drejes rundt hele tiden, for at kornet ikke skulle forkulle, men der kom en meget kraftig stank af brændt korn over hele huset! så det var en lettelse, når man kunne tage gryde med indhold udenfor, og når det var afkølet, blev kornet malet til “kaffe” i vores kaffemølle. - Uha, det smagte ikke godt --! Men der var mangel på mange andre ting, så der blev handlet godt med diverse rationeringsmærker på “det sorte marked”. Der var bl.a. også rationering af cykelgummi. I 1944 så alvorlig, at først og fremmest skulle læger, sygeplejersker og postbude have dem, og så kunne andre få, hvis det var trængende, og normalt solgte cykelhandlerne kun til dem, der samtidig skulle have lavet en større reparation. “Dæk til Luksus og Fornøjelseskørsel må vente til bedre Tider” - I avisen blev meddelt, at det var strafbart, at sælge cykelgummi til overpris!! Cykeldæk og bildæk var oplagte tyveriemner. - Nu var der ikke så mange, der havde bil på Fanø dengang, og i øvrigt skulle der kort til køb af benzin og generatorbrænde. F.eks. kørte taxa (vognmand Nissen) med generator, og den skulle holdes ved lige med brændsel, men det virkede. De rationeringsmærker, man havde, skulle “slå til”. Det var strafbart, både for køber og sælger, at anvende mærker, før de var gyldige. De var påstemplet anvendelsesperiode. Og der var beregnet et bestemt kvantum pr. dag el.lign. Skulle en “ansat” have fri, skulle den pågældende have rationeringsmærker med til, hvad der nu svarede til fridagene, f.eks. 70 gr. franskbrød, 45 gr. smør pr. dag. Mindste kvantum sukkermærke var 1/4 kg, så det gjaldt for 3 dage. Der var rationeringsmærker på enkelte ting til hen i 50`erne.

I mine første drengeår, var der en mågekoloni i statsplantagen. Lidt syd for plantørboligen drejede man ud mod Vesterhavet. Her blev indsamlet mågeæg. Det var sådan, at indsamlingen var overladt nogle enkelte, f.eks. havde vor nabo (Niels a` Mat`s Bøjs) indsamlingsret en overgang, og de solgte så videre. Mågerne ophørte med at lægge æg på Fanø. De blev forstyrrede i deres æglægningstid, da tyskerne anlagde en betonvej fra Sønderhovejen og ud til Mågekolonien, for at lette transport af byggematerialer ud til opførelse af bunkers ved Vesterhavet. - Mågeæg blev også brugt “inde i landet”, og i 1944 blev indsamlingstiden i Esbjergområdet forlænget til den 17. juni p.g.a. “den store Betydning, disse Æg har fået for ernæringen”.

Det blev efterhånden også sværere at færdes på øen. Alle voksne skulle have legitimationskort med billede, og dette kort skulle fremvises ved de forskellige tyske vagtposter, der var rundt om. Ligeledes var det efterhånden heller ikke alle, der kunne få opholdstilladelse på Fanø, dette skulle der for udenøs boende ansøges om, og tilladelsen skulle gives af øverstbefalende tyskerofficer på Fanø. 

Af hensyn til engelske flyvemaskiners overflyvning skulle der på Fanø, som alle andre steder i Danmark, foretages mørklægning af vinduerne, så der blev lavet rullegardiner af sort papir i massevis. Alt var bælgravende mørkt overalt. Selv cykellygterne var “mørklagte”, forstået sådan, at der kun kom lys ud af en lille sprække. Så det var en mørk fornemmelse at cykle om aftenen. .

Ellers har jeg ikke de store erindringer fra selve krigen om krigen. Vi havde oplysninger fra avisen, og radio, men emnet “Radio” er noget for sig, for vi havde en radio, hvor der kun kunne høres et program. Radiosignalerne blev sendt “pr. tråd” fra “Radio-Jens” i Nordby. Han var lidt af en altmuligmand. F.eks. havde han en stor mast ved sit hus og fik signalerne ned, som han sendte videre ud til brugerne. I perioder, hvor han ikke sendte, kunne det ske, at radioen fungerede som sender/modtager, så flere gange kunne vi af een eller anden grund snakke med naboen via radio!

Og så kom endelig kapitulationen. - Jeg husker aftenen 4. maj 1945, hvor vi sad i køkkenet ved aftensmaden, da der kom en tysk soldat ind og spørger, om han må spejle nogle æg (stjålet ved en anden bondemand - viste det sig senere). Det fik han lov til. Han fortalte, at han var deserteret fra Sønderho af frygt for at blive sendt til fronten. Han var ikke klar over, hvor tæt det var på afslutningen. Vi lyttede samtidig til radioudsendelse fra London, og hører pludselig om, at Tyskerne havde overgivet sig. - Det troede han først ikke på, men så kom hans reaktion, han græd, for nu var han helt sikker på at blive skudt som desertør. -

Derefter skete der en hel del festligheder - freden skulle fejres. - Vi fik besøg på Fanø af en engelsk soldat. Hans navn var Flaherthy, og han blev modtaget på havnen som en helt. Hele byens befolkning (måske hele øens) var af huse den dag. Der var sort af mennesker i Nordbys gader, da han i åben bil kørte igennem til stor hyldest. Et sted sprang han af bilen og hen til en Fanøkone i Fanødragt og blev fotograferet sammen med hende. Men “man” snød de folk, der ventede i Hovedgaden, for han blev nemlig kørt ad Vestervejen det første stykke og kom senere ad en sidevej  ud på Hovedgaden og fortsatte så mod Sønderho. Han kom dog ved middagstid tilbage til Nordby. Det var nok meningen, at han skulle have været tilbage til fastlandet samme dag, men “folk” ville ikke give slip, så der blev fest på hotellet om aftenen.  Jeg husker, at jeg så ham i Hovedgaden omkring Nordby brugs, da han var kommet fra Vestervejen. Vi vajede med flag og råbte og jublede. Alle var glade for krigens afslutning. Nu var vi fælles om freden.  

Der blev senere rejst mindestatuer. - Og så begyndte oprydningen. Tyskerne var rejst fra det meste. Diverse materiel blev snarest overtaget af danske soldater, der blev hasteindkaldt. Men inden da, havde mange ”organiseret” visse ting, såsom geværer, revolvere, krudt, patroner m.v. - Mange drenge var godt forsynede. Vi havde pulverkrudt, bladkrudt, patroner m.m.m., så vi lavede selv vor “nytårsskyts”, “skrubtudse” var noget af det letteste at lave, = et stykke avispapir, pulverkrudt strøet ud, papiret lagt sammen og ombundet med sejlgarn, og foldet og ombundet, foldet og ombundet så mange gange, det lod sig gøre. Når den så blev tændt, sprang den så godt nok helt vildt omkring og helt op i 2 - 3 meters højde, -  det var farligt, men det var sjovt og gik godt. - Når vi ikke havde mere krudt, måtte vi til at brække projektiler af geværpatroner, så vi kunne udnytte det pulverkrudt derfra. Selve patronhylsteret satte vi så i bundstykket fra et gevær, som vi i forvejen havde skilt ad. - Patronen kunne let sættes fast, så slagstiften ramte fænghætten!! - Det var ikke bare børn, der morede sig, også de voksne forsynede sig. - Det skal også siges, at jeg aldrig har hørt far skælde ud på os, når det gik rigtig vildt til. Han har haft stor tillid til os, men han ville også godt selv “se til”. Han lavede aldrig selv noget af det farlige. Han var dog selv udsat for noget, engang han havde været ovre på heden, hvor han havde et opdyrket stykke jord. Her opdagede han, at der manglede et stykke hegnstråd - ståltråd -, men på vejen hjem over nogle sandklitter så han et stykke tråd, og det ville han så tage med og reparere med, men tak for søren - i den anden ende var fastgjort en mine, så da han trak i tråden, sprang minen, og han blev overdænget med sand, dog blev han ikke ramt. Vi hørte knaldet hjemmefra, og i hans hattepuld var der stadig sand, da han kom hjem. - Vi var alle rystede, og ikke mindst ham.

Der blev foretaget enkelte sabotagehandlinger på øen, men slet ikke i sammenligning med, hvad der skete andre steder. F.eks. natten til 10. sept. 1944 blev 4 lastbiler, der stod på havneområdet i Nordby, fuldstændig ødelagt ved en bombeeksplosion, og nogle andre biler beskadigede.

Der kom tyske flygtninge til Fanø kort før krigens slutning, nemlig i april 1945, og de første blev indkvarteret i sommerhuse i Sønderho indtil kapitulationen, hvorefter flygtningene kom i lejre ved Strandvejen og bag Gasværket. Der var opsat pigtråd om barakkerne (lejrene), så ingen af flygtningene kunne komme i forbindelse med øens befolkning. Vi fik mange flygtninge til øen, kvinder, børn og gamle mænd. Det var mennesker i nød, men sådan så befolkningen nok ikke på dem dengang, hadet til tyskerne var stor, og “de havde så selv været ude om det”. De havde rigtig lidt, så det var sørgelig at se dem, når de gik rundt i lejren i deres forslidte tøj, og de ikke måtte komme udenfor lejren. Der kom mange “tilskuere” forbi for at se på, næsten som at se “Aber i bur”. De gik rundt i meget dårlig tøj. Ja, det var en rigtig ynk, syntes jeg, men sådan var efterkrigen også. Flygtningene var isolerede fra øens beboerne, som alle andre steder, der var flygtninge. Men den 13. marts 1947 blev flygtningene, ca. 1000 - flyttet til Oksbøl.

Og så kom der danske soldater til øen 26. juni 1945, for bevogtning af anlæggene, kanonstillinger m.m. Det var meningen, at de skulle indkvarteres i 4 tyske barakker, men disse var så ringe, at soldaterne nægtede at bo der, så de blev alle indkvarterede i Rindby. Vi fik nu 8 af dem indkvarteret på gården. Vi havde egentlig en mærkelig fornemmelse af den nye situation, ligesom mange andre på øen, hvor det nu var danske soldater. Jeg var 11 år, og havde den følelse, at de kom med en anden indstilling, for det var som om de sagde: “nu skal der ryddes op, og her kommer vi”. Sådan var det i al fald i begyndelsen, men efterhånden blev det dagligdag, og de faldt ind i rytmen, og så skete det jo også, at de blev lidt lune på de unge danske piger i området, - og det var nok gengældt - De kom da i øvrigt også i god kontakt med befolkningen.

Og så kom også “en anden oprydning”. Der var flere af befolkningen, der måtte stå til ansvar for hvad, de havde gjort under krigen, og hvilket forhold, de havde haft til værnemagten. Nogle blev dømt som værnemagere og måtte “ind at sidde”. - Det gav lidt bevægelse i rytmen på Fanø, selvom alle vidste, hvem der gjorde hvad, større var øen ikke.

Men kort efter var dagliglivet tilbage på øen.