Erindringer af Peder Emil Sørensen, Verden i Flammer
Erindringer af Peder Emil Sørensen, f. 14. maj 1924, d. 13. maj 1998, som søn af Niels Morten Sørensen og Ellen Iversen. Han er bror til Ernst Sørensen.

Erindringer af Peder Emil Sørensen, Verden i Flammer

Håbet brast. Opgøret i Europa blev til:

”En Verden i Flammer”

 

"En flyvemaskine, en flyvemaskine" råbte vi, da vi var i færd med at læsse kornneg af en vogn, som far havde spændt hestene fra i køreporten. Far var kørt ud på marken for at hente det næste læs. Mor ventede derude. Vi børn skulle tømme læsset og sætte negene på plads i laden.

Vi sprang ned af læsset og fra kornpladsen i laden og løb ud for at se fænomenet. Det hørte til sjældenhederne, at der kom flyve­maskiner over vor ø. Vi havde set flyvemaskiner tidligere, men ikke i store tal og langt fra hver dag. Jeg kan huske et flyvestævne i Es­bjerg i trediverne med deltagelse af flyvemaskiner fra Tyskland. Vi erindrer også John Tranum og hans vovestykke: Faldskærmsud­spring fra hidtil ukendte højder, hvilket som bekendt forårsagede hans død. Og Charles Lindbergs mesterflyvning over Atlanten havde vi også kendskab til. Vi ville kalde dette og John Tranums udspring for dumdristige, men imponerende.

Vi stod ude og glanede op mod den store flyver over vore hoveder. Aldrig havde vi set så stor en maskine. Den var propeldre­ven. Og vi lagde ikke mærke til, om der var kendingsmærker under vingerne. Den havde retning fra Esbjerg og sydpå. Kort tid efter, at vi havde genoptaget arbejdet inde i laden, kom far kørende hjem i stor hast og kørte det halvtomme læs ind i laden og bad mig spænde hestene fra. Han var tydeligt oprevet. Han skyndte sig ind til ra­dioapparatet. Her sad han i lang tid og ventede på en nyhed. Hvad var der sket?

Ude på marken havde far og mor set maskinen over Esbjerg. Pludselig hørte de et drøn og så røg og ”andet” rejse sig op over byen. De var klar over, at der var faldet en eller flere bomber i Esbjerg. Men radioen var tavs i lang tid. Først ved den normale nyhedsudsendelse kom det, vi ventede på: En ukendt flyvemaskine havde nedka­stet bomber over Esbjerg og ramt boligkvarteret på hjørnet af Stormgade og Frodesgade. En kvinde var blevet dræbt.

Dagen var den 4. september 1939. Vi havde hørt om Tysklands angreb på Polen den 1. september uden nogen form for krigs­erklæring. Og vi havde da også hørt Neville Chamberlains krigser­klæring til Nazi-Tyskland den 2/3. september og også at Frankrig havde erklæret krig. Og derfor var det ganske uforståeligt for os, at der nu blev kastet bomber over Esbjerg. Og så så kort tid efter krigserklæringerne. Det skabte frygt for, at Danmark ville blive inddraget i krigen. Vi var virkelig bange. Vi troede, det var en tysk bombemaskine, men det viste sig senere, at det var en engelsk flyver, hvor piloten sikkert havde taget fejl af grænsen mod syd. Der blev ikke kort mere korn ind den dag.

I realklassen blev vi enige om, at vi ville føre dagbog og på den måde følge med i begivenhederne i ud- og indland. Det blev ikke til det helt store og jeg ved ikke, hvor dagbogsoptegnelserne er henne eller om vi ret hurtig stoppede med at beskrive krigens gang.



Men vi havde fået et varsel om, hvad vi kunne vente. I slutningen af trediverne havde vi fulgt forberedelserne til krigen, idet vi mange aftener i den mørke tid kunne se lyskasterne sende deres lys­kegler op i luften så langt som fra Sild (Sylt). Og vi havde med un­dren fulgt begivenhederne i slutningen af trediverne med indlemmelse af Østrig og Tjekkoslovakiet i 1938 og 1939. Hver gang sagde Hitler, at han nu ikke havde flere territoriale krav i Europa. Og Vesten tro­ede på ham. Da Chamberlain steg ud af flyet efter forhandlinger med Hitler i Munchen, sagde han: "Peace in our time!"

Men Danmark blev dog ikke inddraget i krigen på det tids­punkt. Men på anden vis fik vi signaler om krigen. Den 9. oktober 1939 var min bror, Johannes, og jeg i gang med arbejdet i stald og lade. Igen hørte vi lyden af en flyvemaskine. Vi løb ud på østsiden af laden og så en flyvemaskine. Den kredsede over statsplantagen mod syd. Og den lagde an til landing. Vi besluttede os til at cykle hen til stedet, hvor maskinen åbenbart landede, men først skulle vi være færdige med syslerne, inden vi kunne tage af sted. Men far havde også i sinde at cykle hen for at se flyet efter landingen. Vi havde kun to cykler, så uden at der blev trukket lod, blev far og jeg enige om, at Johannes var for lille til at tage den tur. Vi fandt flyvemaskinen liggende inde i plantagen vest for vejen, der fører til Sønderho. Stedet var ca. 1 km fra plantørboligen, hvor plantagen øst for vejen syd fra begynder. Den havde kappet de øverste toppe af grantræerne. Propellen var bøjet og flyet kunne ikke komme op. Politiet fra Esbjerg holdt vagt ved det og besætningen blev interneret - det var jo tyske soldater og Danmark var neutral i krigshandlinger. Og derfor kunne de ikke sendes tilbage til Tyskland. Men Johannes tog revanche. Dagen efter tog han på cykel derhen. Han fandt en mappe, der var faldet ud af maskinen og afleverede den. Derved fik han set maskinen indvendig. Det fik vi ikke. Det var også aften, da far og jeg cyklede derhen på selve dagen.

Men hvad blev der af maskinen og besætningen. Maskinen blev transporteret til Esbjerg. Den var ikke meget værd. Men sikkert blev den udleveret til tyskerne, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Men hvor blev tyskerne af. Politiken har i en mindre artikel beskrevet deres videre færden siden tilfangetagelsen. Sammen med en besætning fra et fly, der landede ved Nymindegab samme dag, blev de alle otte efter et par dages ophold i Skjern og Esbjerg inter­neret på Jyske Divisions Kaserne i Viborg. Senere blev de overflyttet til  den daværende folkekuranstalt ved Hald Ege. Og efter den 9. april 1940 blev de løsladt og kom ud til andre fronter. (Politiken, tirsdag den 3. maj 1994). Men der knytter sig en kuriøs fortælling om grav­ning af en 30 meter lang tunnel under bygningen ud til friheden. De havde i interneringstiden lov til at tage i biografen og på værtshusbesøg.. Løftet (afgivet

æresord) om at vende tilbage efter disse ture blev holdt, men den gjaldt ikke, når de var indespærret.



Det havde blæst i nogle dage. Men nu blev det til storm. Vi var vant til storm - også orkan, så det generede os ikke, at det ruskede i træer og det peb om hushjørner og tage. Men at føle sengen og gulvet synke under en havde vi aldrig været udsat for. Johannes og jeg lå og sov i kammeret mod syd oppe på loftet. Hen på morgenstunden blev vi vækket ved denne mærkelige oplevelse. Der har sikkert også lydt et brag, men det erindrer jeg ikke at have hørt. Vi var klar over, at forklaringen på fænomenet skulde findes ude på stranden. Vi skulle i skole og derfor startede vi noget før end sædvanligt hjemmefra. Og ude på stranden mødte vi et kaos. Stranden var oversået med props. Det var træstammer af næsten ens tykkelse og som brugtes i kulminer eller andre steder, hvor der kan være tale om afstivning. Vi cyklede først sydpå fra Rindby strand og snart mødte vi nogle tingester, vi havde set før, men i en fredeligere tilstand. Lænet op mod nogle props stod eller lå en rigtig hornmine. Rød var den, stor og frygtindgydende. Vi så hornene og vidste, at hvis de brække­de af eller led skade på en eller anden måde, så ville det hele springe i luften. Og pludselig vidste vi, hvad årsagen til morgenens episode var. Kort efter læste vi i avisen om et norsk skib, der var blevet mi­nesprængt i Nordsøen. Det var lastet med props, og var gået ned med ladningen nogle dage forinden. Ude i det oprørte vand svømmede props og løsrevne miner i blandet forvirring og så skete det, at mine og props kom i nærkontakt og udløste braget, der fik os til at fornemme et fald nedad. Vi cyklede længere mod syd. Hele stranden var oversået med props og indimellem lå der miner. Vi talte fire i alt. Vi cyklede hurtigt til skolen i Nordby, men tænkte på miner og props, så da skoletiden var omme, tog vi ned til havnen og så der en militærbil med 4 -6 miner på ladet. De var alle demonteret og skulle nu være nok så fredelige. Et minørhold stod ved siden af bilen og holdt vagt. Minørholdet var stationeret i Oksbøl ved Varde. Vi var klar over, at krigen var rykket os en del nærmere. Der var udlagt miner i Nordsøen både af tyskerne og af englænderne. Det betød da også, at de neutrale skibe, der sejlede her, måtte sejle med stor agtpågivenhed og forsigtighed. De havde i de fleste tilfælde fået stukket en bestemt rute ud af de lande, der havde udlagt minerne. Men mi­nerne, der var forankrede til havbunden med en jernkæde og et tungt lod, kunne meget nemt rive sig løs og stige op til overfladen og drive rundt på må og få efter bølge- og strømretning og derved befinde sig i områder, der ikke var blevet udlagt som mineområde eller drive i land, hvor de så blev uskadeliggjort.

I februar 1940 sejlede onkel Hans som kaptajn på "Vidar". "Vidar" skulle til en engelsk havn med passagerer, hvoraf der dog ikke var mange, der tog med p.g.a. minefaren. Gods i al almindelighed, især svinekroppe, opbevaredes i kølerum på skibet. Om `Vidar' blev mineramt og derefter sank, eller om det var bevidst angreb fra tyske flyvere, der bombede skibet, så det sank, ved jeg ikke. Men det var nok nærmest det første. Vidar sank og onkel Hans' sidste ord (iflg. en overlevende) inden han selv forsvandt i bølgerne var: "Farvel `Vidar'!"

1. april var jeg færdig med skolen efter endt realeksamen. Nu hjalp jeg til der hjemme. Vi skulle `ruske' lyng til tante Ane. Et helt stort læs. At ruske lyng vil sige: Med en le, hvor kniven var kort, skarp og kraftig, blev lyngen skåret over. Skaftet på `æ lyngle' var kortere end skaftet på en almindelig le. Der skulle da også en speciel teknik til at slå lyngen på. Den fik jeg dog lært. Og den 8. april blev vi færdige med at slå den sidste del, så vi nu havde nok til et læs. Mens vi var derude på heden, min far og jeg, hørte vi lyden af en flyver og højt oppe så vi da også flyet, der havde retning mod nord. Fra Sædding blev der affyret varselskud og flyet vendte om. Efter krigsudbruddet blev forsvaret af landet til dels udbedret, men aldrig rigtig til et forsvar, idet vi ikke anså det for sandsynligt, at vi ville blive inddraget i krigen. Vi fortsatte med arbejdet og tog derefter hjem.

Jeg blev vækket næste morgen ved flyverlarm og kunne fornemme flyene meget tæt på tagene. Det mærkedes som et sug, når de fløj over husene i lav (meget lav) højde. Johannes var stået op, da han hørte larmen. Klokken har været henad 5. "Peder, Peder! Kom hen og se! Du har aldrig set så store flyvemaskiner før!". Det vrissede jeg nu noget af. Jeg ville gerne sove noget mere, men stod alligevel op og så da alle de maskiner, der kom over os og rundt om os. Der var maskiner af mange forskellige slags. Meget snart kunne vi på motorlarmen afgøre, om det var et bombefly eller en jager (Messerschmidt) eller om det var en transportmaskine. Den tunge lyd og metalklangen (især fra jagerne) gav os de rette kendetegn.



Og så kom vi op, selvom klokken endnu ikke var så mange, at vi skulle på arbejde (mig) eller i skole (Johannes). Men køerne skulle malkes og de første fodertildelinger til grise, kalve, heste og køer skulle ordnes, inden vi kunne gå til morgenbordet. Men vi måtte mange gange ud for at se, hvad der skete rundt omkring. Der var i hvert fald tale om en anderledes dag. Radioen var tavs i starten, men snart lød speakeren, Niels Grunnets stemme og med alvor i stemmen oplæste han von Kaupisch: "Oprop! Til Danmarks Soldater og Danmarks Folk'.". Han oplæste også en henstilling fra den danske konge, Kong Christian den Tiende om at bevare ro og orden, samt en proklamation fra Statsministeriet under ledelse af Thorvald Stauning. Stauning kom selv til mikrofonen senere på dagen. Det blev ikke til megen radiospredning den dag. Radioen var tavs det meste af dagen. Kun med mellemrum blev meddelelserne gentaget. Og nu blev der så tilføjet en skærpelse. Vi skulle under strafansvar mørklægge alle vinduer. Desuden skulle al lys neddæmpes betydelig. Også cykellygter måtte ikke lyse så meget mere. Kun det lys, som kunne komme ud ad en smal sprække i en beklædning, der blev trukket over lygten, fik lov til at skinne, og det var ikke ret meget. Lyset var gået ud - bogstaveligt talt over hele landet. Danmark var besat. Fra nu af var det de tyske myndigheder, der var enerådende, selvom de lod skinne igennem, at de ønskede det allerbedste forhold til landets myndighed og befolkning. Danmark skulle være et ministerprotektorat.

Mange landmænd var i færd med forårsarbejdet. Flyene fløj meget lavt og hestene blev urolige, men de vænnede sig til situationen. Og det gjorde vi også efterhånden. Vi (min far og jeg) fik spændt hestene for vognen og fik læsset lyngen på og kørte så ned til tante Ane i Nordby. Folk langs vejen stoppede op og udtrykte angst og frygt for fremtiden. En ravsamler, der havde været tidlig ude den morgen, fortalte om tyske soldater, der var kommet i besiddelse af nøglen til kabelhuset, lukkede sig inde der og havde afbrudt telefon­forbindelsen, der herfra gik til England og andre europæiske lande, så det nu ikke var muligt at fortælle om hændelserne i Danmark. Vi var isolerede.

Hen på eftermiddagen cyklede jeg ned til havnen " æ ha'n". Fanømålet udtaler ikke v'et, når det kommer efter et a. Det hedder f.eks. "Ha'måg'æg", "Ha'si'bjerg", "Ha'måg" o.s.v. i stedet for havmågeæg, Havsidebjerge, havmåge. Der lå flere hurtigbåde, ka­nonbåde og andre maritime både ved kajen. Det vrimlede med tyske soldater, våben, ammunition og andet krigsudstyr. Jo, vi var besat. Det fornam vi. Jeg talte dog ikke med nogen af de tyske soldater. På en måde var jeg grebet af den velorganiserede tilstand, der prægede det hele. Det var ligesom om, alt var forberedt. Tyskerne vidste en hel del om øen. Senere fik vi også at vide, at en af officererne, der som en af de første steg i land gik hen til en af drengene, der nysgerrigt fulgte operationen ved kajen, og sagde: "Guten Tag!" og nævnte drengens navn. Denne dreng kunne nu se, at det var en person, der tidligere havde ferieret ved Badet og bl.a. dyrket golf. Drengen havde været `Caddy' for ham i sommeren 1939. Og så dæmrede det pludselig for os, hvorfor soldaterne færdedes så stedkendte på øen.

Snart blev der anlagt antiluftskytsstillinger rundt om på øen. Bl.a. på Grønningen, ude ved Badet, på Skrånbjerg på Halen og mange andre steder. Og snart var der rejst primitive granmaster med ledninger ud til disse stillinger. Senere blev stillingerne befæstet meget stærk ved bygning af store betonstillinger til kanonerne, til ammunitionsdepoter o.s.v. Der blev bygget træbarakker til mand­skabet. Og snart var øen oversået af tysk militær. Øens fastboende befolkning i Sønderho, Rindby og Nordby var på ca. 3.000 indbyggere. Men Værnemagten talte langt over dette tal. Det fortælles, at da dette tal var på det højeste, var der ca. 15.000 tyske soldater derovre. Under de store betonbebyggelser i 1942 - 43 - 44 strømmede der folk til, da der var en masse arbejde ved disse anlæg. Der blev tjent gode penge og vel også mere end almindelig løn. Sortbørsfolk og pengehajer havde gode tider. Øen blev gennemkrydset af tipvogns­spor og der sket opgravning og ødelæggelse af klitarealer og marker over hele øen. Hvad det har kostet den danske stat at finansiere, tør jeg slet ikke gisne om, men det var anseelige beløb - efter 42 - 43 - 44 priser. Langs med Postvejen til Sønderho blev der anlagt to bunkers. De ses vest for vejen, inden vejen ved smeden drejer ad Kirkevejen til Rindby Strand. Disse bunkers var camouflerede som gårde med en tagrejsning og beklædt med et tyndt lag strå.

Jeg fik også tid til at grave orm (sandorm) i foråret udover at hjælpe til ved forårsarbejdet derhjemme. Ormegravningen foregik på flakkerne ud for nordspidsen over mod det faste fyr ved indsejlingen til Esbjerg havn. Når højvandet kom, måtte vi stoppe og nøjes med den mængde orm, vi havde fået.



Vi solgte ormene til en opkøber og med penge på lommen startede vi denne dag på turen hjem. Vi var flere drenge i 16 - 20 års alderen, der fulgtes ad. Dengang var der kun lidt bebyggelse på østsiden af vejen mod Sønderho. Vi var næppe kommet langt efter kirken, da vi hørte motorlarm. Vi kiggede op og observerede en maskine over vore hoveder. Den var åbenbart ikke en tysk flyver, for antiluftskytset fra Skrånbjerg skød med antiluftskyts mod flyet. Det samme gjorde andre antiluftskytsstillinger. Disse granater eksploderede over hovedet på os. Der var ikke andet for os at gøre end at smide cyklerne og krybe ned i grøften på vestsiden af vejen. Flyet kom nordfra og fløj mod syd. Det blev ikke ramt. Vi kunne se granateksplosionerne ved siden af flyet. Da det havde passeret os, steg vi påny på cyklen og fortsatte mod syd. Men flyet var vendt om og kom nu flyvende mod nord. Atter fløj granaterne om­kring flyet. Denne gang nøjedes vi med at stå i læ ved gavlen på Gregersens stuehus. Dengang førte vejen kun få meter forbi huset, der i dag er en ejendom, hvorfra der drives en rideskole. Mens vi stod der, kom en tysk officer cyklende. Han stod af cyklen lige ud for os, rakte hånden truende op mod flyet, men det fortsatte mod nord uden at nogen form for skyderi fik den til at lande. Vi fortsatte kort efter og overhalede den tyske officer. Men igen vendte flyet. Nu kom det nord fra. Vi var da nået op til Rindby Brugs og stillede os i læ der mellem Brugsen og Rindby Mølle, der dengang stadig malede korn for bønderne. Snart passerede den tyske officer stedet, medens granaternes eksplosioner sås omkring den engelske maskine uden at ramme. Da brølede vi en hånlig latter, der ikke var til at misforstå.

Den tyske officer smed cyklen og trak sin pistol, han havde ved bæltet og med den i hånden gik han truende hen mod os, idet han råbte ord, som vi i vores situation ikke opfattede. Vi trak os angste tilbage sammen med vore cykler, som vi dels stod ved siden af, dels skrævede over. Han gjorde imidlertid ikke alvor af sine trusler, stak pistolen i skeden på ny, rejste sin cykel op og fortsatte ud mod Halen til stillingen der. Vi var meget berørte over situationen og cyklede hjem. Flyvemaskinen vendte ikke tilbage. Det har nok været en re­kognosceringsmaskine. Der hørtes ikke skud fra den.

Fars fødselsdag den 23. april blev fejret ret stille. Naboerne var inviterede over til en kop kaffe. Den aften hen mod ti-tiden blev selskabet afbrudt af skyderi. Vi rejste os fra kaffebordet og gik ud og oplevede vores første episode, hvor engelske flyvemaskiner for alvor blev beskudt af tysk artilleri. Himlen var opfyldt af sporprojektiler og granater. De kom både fra stillingerne på land og fra flyvemaski­nerne i luften. Samtidig `vuggede' lyskeglen fra lyskasterne hen over himlen. Vi følte situationens alvor. Vi var blevet opfordret il at lave beskyttelsesrum, men havde ikke lavet nogen endnu. Mørklægningen var i orden. Men alt det her var så nyt for os, at naboerne skyndsomt tog hjem til børnene og vi vendte tilbage til stuen. Skyderiet ophørte og vi kunne gå i seng. Der var åbenbart ingen tyske jagerfly i luften den aften. Men beskyttelsesrum blev der ikke bygget. Vi talte om at lave et hul i høstakken ude i laden og så krybe derind, men jeg mindes ikke at være krøbet i beskyttelsesrum nogensinde. Vi havde ellers rigelig anledning til det. Men man bliver nok mere og mere ligegyldig overfor disse episoder. Ofte opholdt vi os ude under disse træfninger og fulgte med i slagets gang. men bag efter kunne vi nok se, at det var alvor. Vi samlede mange granatsplinter op, store såvel som små. Splinterne var forrevne og ville kunne såre en ret så alvorligt, hvis vi blev ramt af dem. De faldt ned på tage og da de jo var lidt varme, kunne de muligvis forårsage brand i huse med stråtag. Men det har jeg nu ikke oplevet.



Det havde stormet ret så voldsomt i nogle dage. Jeg blev af mor sendt i Brugsen på indkøb. Men sikke da noget, tænkte jeg, da jeg kørte på vejen til brugsen. På en lang strækning lå el-ledningerne rullet sammen i store ruller og stod oprejst, så man kunne cykle igennem dem. Der var dog ingen fare ved det, idet strømmen (jævnstrøm) var afbrudt en stor del af tiden og kom kun i visse perioder. Selvom vi var afhængig af elektricitet til lys og kraft og andre ting, var det ikke den store ulykke at undvære det. Vi kunne indordne os; så når strømmen kom, blev der tærsket, malet korn, pumpet vand op i tanke o.s.v. Og vi klarede os fint med petroleumslygter, stearinlys m.m.

Også Radiojens's ledning var overskåret, så også nyhederne måtte vi undvære.

Men, hvad var årsagen til, at ledningerne lå overskårne på vejen. Forklaringen kom senere, da jeg var kommet hjem. Det blæste stadig meget kraftig. Jeg var ude på østsiden af laden. Jeg kiggede op over laden og så en stor tingest nærme sig. Den passerede mellem os og vor nabo mod syd, Niels Iversen. Den stod oprejst og lignede en kæmpemæssig ballon med styrefinner og halefinner. Så blev jeg klar over, det var en spærreballon, der havde revet sig løs fra London, hvor den sammen med mange andre skulle forhindre tyske flyvere i kunne kaste bomber over London. Det var den såkaldte Londonblitz i eftersommeren 1940, efter at Hitlertyskland havde nedkæmpet de engelske og franske styrker. Men den var overmåde stor og frygtindgydende. Den ville passere ca. 25 meter fra, hvor jeg stod. Jeg lagde mærke til, at der i græsset under den var bevægelse, som var det en slange, der kravlede hen over jorden. Da den passerede stedet, hvor jeg stod, fulgte jeg efter den og så, at bevægelsen på jorden skyldtes wiren, den var fastmonteret med ved dens position ved London. Der slæbte flere wirer efter. Jeg var klar over, at jeg ikke skulle gribe fat i wirerne og prøve at holde på spærreballonen. Den passerede øst for os mellem vores gård og naboen, Morten Mathiesen. Og her løb el­ledningerne langs vejen på el-masterne. Og så så jeg, hvordan wirer­ne skar ledningerne over. Dog var den så tæt på masten, at isoleringskoppen blev revet ud af masten og sammen med ledningen blev slynget mod Morten Mathiesens hus. Koppen ramte døren og lavede stor larm, så Morten kom frem og spurgte, hvad der dog gik for sig her. Han blev alvorlig stående og betragtede den sejlende tingest, der nu forsatte forbi Bil's hus. Og nu brød der så en torden løs. Da det sidste hus var passeret (Bil's) startede antiluftsskyts en kanonade for at nedskyde `fjenden'. For disse spærreballoner ødelagde jo også telefonledninger samt andre ledninger for værnemagten. Vi så hvert skud fra Skrånbjerg - tre granater eksploderede hver gang. Men de eksploderede i området omkring ballonen. Der gik lang tid, inden ballonen med en fuldtræffer blev ramt og brændende faldt til jorden. Vi kunne mærke varmen fra brintflammen. Det var bare forbavsende, at der ikke gik ild i lyngen på heden. Men den kan jo være faldet ned på en engmark eller være udbrændt, inden den faldt ned på jorden. Vi hørte senere om andre spærreballoner, der passerede over landet på den tid, at for nogle lykkedes det at få bragt ballonen uskadt til landing. Stoffet var vand- og lufttæt og der kunne laves regntøj og måske også anden beklædningsgenstande af det. Vi kunne ikke få meget kvalitetstøj i krigsårene. Det blev også efterhånden rationeret.



Udbygningen af forsvarsanlæggene fortsatte og i 1943/44 blev der lagt miner af forskellig art. Og i sommeren blev der så lagt miner, `Fodfolksminer', i vores jord ved ”Skideneng – Skidning”.. Stykket blev indhegnet og der blev sat tavler op med advarselsordene: "Vorsichtig - Minen" og nedenunder "Forsigtig - Miner". Det var i enghøbjergningstiden. Johannes og jeg kunne se, hvor minerne var blevet lagt. Man havde anvendt et pælebor til operationen og stedet, hvor minerne lå, var tydeligt markerede. De lå i rad og rækker. Vi kravlede over indhegningen og vandrede op og ned mellem rækker­ne. Det var meget dumdristigt gjort af os, hvad efterfølgende beret­ning vidner om. Det er forståeligt, at en landmand, der kom kørende med et læs enghø fra Halen stoppede op og holdt stille, indtil vi forlod indhegningen.

Og samtidig med at der blev bygget betonstillinger og andre anlæg til forsvar, blev vejnettet udbygget. Vejene til Halen og engene var kun sandveje med dybe hjulspor og svære at forcere og det passede ikke ind i den voksende trafik, som et øget forsvar krævede. Nu blev vejen udbedret med et fast underlag af ler eller klæg og oven­over et lag grus med større sten som pakmateriale.

Og herned færdedes vi så daglig, dog var jeg taget til Lourup i november 1942, men jeg kom til Fanø ret ofte. I de senere år kunne det være besværligt at komme over til øen, da tyskerne krævede legitimation, hver gang vi skulle derover. Der skulle sendes en ansøgning til `Standortkommandantur', Fanø for at få tilladelse til et besøg. Der blev så sendt et 'Ausweis', der som regel kun gjaldt i nogle få dage, undtagen i helligdage og ved ferier. Senere blev der også krævet 'Ausweis' for de fastboende. Så far og mor måtte i de sidste år søge om tilladelse til at tage ind og lave markarbejde på de arealer, hvor de havde kreaturer gående eller hvor der skulle tilsåes eller høstes. Det var også forbudt at færdes ude på stranden. Det var efterhånden en ø, der lå hen som en fæstning i disse år.

Og så skete det. Jeg lyttede til radioen på mit kammer over kostalden på 'Nordgaard' i Lourup. Da hørte jeg pludselig, at min bror, Ernst' navn blive nævnt og lyttede til en beretning, der ret så malende fortalte om drenge, der trodsede advarselskilte og deslige ved områder, de skulle holde sig fra. Ernst var sammen med nogle kammerater fra Rindby bl. a. Louis og Christian Bil. De havde strejfet om i området ved Skideneng. Her havde de i overstadighed kastet sten mod skiltet, som var placeret inde i indhegningen med minerne i vort jordstykke. Minerne var fodfolksminer. De havde en størrelse som en konservesdåse. Foroven stak en dims op og på den var der nogle tråde, der var forbundne. Hvis disse tråde blev ødelagte, ville der gå signal til en mindre sprængning nede i dåsen og minen ville springe op i højde med et menneskes hofte og derefter ville selve minesprængningen udløses. Minen var fyldt med alskens metaldele, der var spidse og yders farlige. De kunne nemt have en rækkevidde på mange meter. Selvfølgelig skulle stenene fra vejen kun ramme skiltet. Men nogle fløj dog forbi og blandt dem en, der var så uheldig at ramme en mine og derved sprængtes minen og en ildsøjle fortalte drengene, at nu gjaldt det om hurtigst muligt at forlade stedet. Det var dog nemmere sagt end gjort. Ernst opdagede, at det blødte fra hans lægmuskel. Et stykke af kødet manglede og det blødte kraftigt. De andre drenge havde ud over chokket fået splinter i sig. Værst var det gået ud over Christian. Han havde fået flere splinter i kroppen. Ryggen var ramt, så han havde svært ved at gå. Men derudover var hans hæl læderet, så han faktisk ingen hæl havde. Men de kom dog hjem, hvor mor, der havde fået en uddannelse som samaritter under Dansk Røde Kors, tog sig af den fornødne førstehjælp. Hun havde tilmeldt sig organisationen den 26. april 1940, altså få dage efter besættelsen, Derefter blev de sendt på sygehuset i Esbjerg. Ernst blev hurtig udskrevet, men Christian fik et længere sygeleje og overvandt aldrig følgerne af minesprængningen. Hvert år måtte han have pillet splinter ud af kroppen. Det blev til mange tusinde. De vandrede rundt og gav ham ulidelige smerter. Sigrid, hans halvsøster, bekræf­tede disse sørgelige kendsgerninger efter ulykken. Vi var sammen til guldkonfirmation i 1988.

I årene efter krigsafslutningen (for os 5, maj 1945) skulle minerne tages op. Det blev til en lang proces, som gav problemer, efter at stykket blev erklæret for renset. Det kom til at betyde for far, at han flere gange måtte have ingeniører/minører til at fjerne miner, der dukkede op ved `slåning' af græsset og ved den senere pløjning af stykket efter optagelsen af minerne. Minerne var fuldt intakte, men blot `våde'. Så da de havde tørret nogen tid, var sprængningskraften vendt tilbage.



En af de ødelæggelser, jeg er mest ked af, var den, der skete med havmågekolonien inde ved Pælebjerg. Her havde vi mange gange haft vore udflugter til - enten med søndagsskolen eller med gæster eller når vi på vore utallige vandringer på øen kom ind i området. Mågerne lagde æg i forårstiden april - maj. Vi måtte ikke indsamle æg derfra. Det var der andre, der måtte. Men efter rugesæsonen var det en oplevelse at gå derinde og se det mylder at måger og `trillende' fjerbundter, uldtotter - de små unger, der væltede af reden kort efter, at de var udrugede. Der var en frygtelig skærende skrigen af måger, der forsøgte at få os væk fra deres domæne. Og ofte fik vi en regulær mågeklat ned over os og vor beklædning. Men her anlagde tyskerne store befæstningsanlæg med store skibskanoner, der havde lang rækkevidde. Så forsvandt mågerne. De vendte aldrig tilbage. Nu er det over 50 år siden. Kun rester af muslingskaller vidner om koloni­en. Ungerne blev fodret med muslinger og andre skaldyr, som fuglene hentede på stranden med skal og indhold.

Det tog lang tid at få ryddet op efter besættelsen. Den ændrede mangt og meget på øen. Derom vidner i høj grad bunkerne, de synlige på stranden og de talrige usynlige såvel som de synlige inde på landjorden. Nogle bunkers er blevet anvendt af sommerhusejerne, der i tiden efter krigen og især i årene efter 60’erne, byggede som­merhuse. Nogle byggede ovenpå en bunker, andre ved siden af og brugte bunkeren som kælder til opbevaring af materiel og andet.

Men bunkerne forsvinder aldrig. Det er de for godt støbte til. Også selvom rygterne fortalte, at der blev blandet sukker i cementblandingen for at gøre betonen mere porøs. Men der er ikke meget, der tyder på, at det lykkedes. Betonstillingerne forvitrer ikke så let. Senere betonbyggeri har ikke vist den samme standhaftighed overfor vind og vejr. Men det har måske også kun været en påstand dengang. Nu er øen så kommet tilbage til mere normale forhold. Og tyskerne kom­mer som turister og i hobetal. Og forhåbentlig bliver øen ikke besat en gang til.

Tipvognssporene er borte, men mange stier og veje ind i klitområdet fra stranden er sporene fra dengang. Ofte følger vi disse stier over det lavvandede område bag de yderste klitrækker ind til statsplantagen.

Og der er blevet bygget mange sommerhuse ved strandene, men heldigvis er der kommet en række bestemmelser, der har fredet visse klit- og hedearealer. Her må der ikke bygges. Her kan man færdes frit. Og mange bygninger er enten fjernet eller omdannet til andet. Den gamle Rindby skole er nu en restaurant eller anvendes til andet Rindby Mølle er borte og Rindby Brugs kaldes nu Chaplin og er en slags diskotek.


Gå til top