Fanøboernes køb af øen i 1741

 

Fæstebreve

Fanø har fra de ældste tider været Krongods og underlagt Riberhus Ladegård, til hvis tjenere den henregnedes. Den findes således i 1231 opført i Kong Valdemars Jordebog som tilhørende kongen og lensmanden eller stiftsbefalingsmændene på Riberhus Slot udstedte fæstebreve på kongens vegne til beboerne.

 

Riberhus Slot

 

Fæstebrevene fungerede som en slags skøde, med det var dog ikke alle der besad et sådant, hvilket kom frem da øen skulle sælges. Der var mange flere beboere på øen, end der var udstedt fæstebreve til. Disse beboere havde uden videre indtaget jord til bebyggelse og dyrkning.

At mange af disse beboere er tilflyttet øen ses af et brev amtsforvalter Jørgen Bruun i Ribe tilstiller stiftsamtmand von Calnein i Ribe, dateret 30. oktober 1724 og hvori han genstiller:

"At ingen herefter på dette Ejland sig måtte understå enten at lade huse sætte eller nedsætte, førend det sker med Hr. Siftsbefalingmandens og Amtsforvalterens Vidende og Vilje, thi under den frihed, at enhver kan flytte didhen at bo og bygge, sker det, at dette slette Ejland bliver til sidst så befyldt af Betlere, som de andres brød tager, der skal svare skatter og kontributionere af Landet må undvære, da de tit, såsom særdeles i de nærværende Tid, lider helt ondt for at få det de selv kan ernære sig med foruden at melde om, det der på sådan måde også sig did hen andetsteds fra kan indsnige sig Skarns folk, som hverken burde tåles der eller nogetsteds, mindre lides eller tillades at gøre sig Bopæl."

Stiftsbefalingsmanden imødekom denne henstilling, der vel nok er fremkommen efter en klage fra beboerne over de fremmedes indvandring til øen, og lod derefter bekendtgøre fra prædikestolene, at sådan indvandring kun kunne finde sted med Amtsforvalternes tilladelse.

Manglende ret til søfart

Udover den manglende selvejerret var der en anden indskrænkning i Fanøboernes frihed, netop den manglende ret til at udøve sejlads og søfart med egne skibe. Det var med misundelse man så på, at beboerne i Ho, Oksby og Hjerting opnåede en betydelig indtægt ved at have denne ret. Det var Ripenserne der af al magt forhindrede Fanøboernes opnåelse af denne rettighed, de hævdede at de fra Arilds tid havde eneret til sejlads på alle Ribe bys strømme og farvande - en ret som denne bys borgere til tider kun udnyttede i ringe grad.

Det var Fanøboernes største ønske at blive ligestillet med Ho, Oksby og Hjerting i at ernære sig ved skibsfart. Fanøboerne var overordentlig velegnede, da de fra gammel tid havde sejlet på Altona og Holland med de der hjemmehørende skibe og faret på Ost og Vestindien og på hvalfangst i Nordhavet, ligesom de også havde haft hyre på de hollandske skibe, der sejlede med stude fra Ribe og Hjerting. De besad derfor al mulig erfaring i søfart, selvom de endnu ikke havde ført egne store skibe.

 

 

Offentlig auktion i 1719
I foråret 1719 fik en kommission befaling til at bortsælge Ryttergodset og Krongodset i Ribe Amt ved offentlig auktion. Ved samme lejlighed blev Fanø, Manø og Mandø Hølade sat på auktion i Ribe.

Fanøs hartkorn var på det tidspunkt sat til godt 84 Td. Fanøboerne var selvfølgelig liebhavere og ville for enhver pris sikre sig købet, men de havde ikke økonomien i orden. De henvendte sig derfor til handelsmanden, Rådmand Mads Pedersen Fridsch i Ribe for at få et råd, han var også villig til at give bud på beboernes vegne. Fridsch var en gammel ven af Fanø, idet hans far havde været toldinspektør på Fanø. Ribe købmændene havde dog indgivet et varsel til kommissionen og betingede sig at Fanøboerne stod ved deres skyld. Det forholdt sig ganske rigtigt sådan, at der på den tid næppe fandtes en mand på Fanø som ikke stod i gæld til Ribe købmænd. For skylden måtte beboerne sætte pant i hus, jord, fiskebåd og redskaber m.m.

Mads P. Fridsch fik dog bud på øen for 5500 Rdl. eller godt 62 Rdl pr. tønde Hartkorn. Salget blev desværre ikke godkendt af kongen, der mente at prisen for øen var for lille, ganske vidst opnående godset i Jerne sogn kun en pris af 35 - 70 Rdl, men formodentlig var værdien af strandretten taget med i betragtningen.

Den forventede frihed kom således ikke på tale, man måtte vente endnu 22 år. Det var et hårdt slag for fanøboerne, men de lovede hinanden at de ville forsøge igen, og imellem tiden spare og indsamle penge til købet. Man sendte bl.a. endnu flere unge sømænd til Altona, hvor de fik gode hyrer. Mændene var velansete og når de vendte hjem efter 1 til 2 års forløb, var de ganske velbeslåede. Mange lod dog pengene blive stående i en hollandsk bank til meget fine renter. Men sikkert var det, at en del af disse penge var båndlagte til øens køb. De unge piger bidrog også deres til opsparingen. I de lange vinteraftener havde de i umindelige tider været beskæftiget med at spinde for købmændene i Ribe, og i fisketiden forår og efterår, blev der gravet orm til madding, udredet fiskeliner samt saltet og tørret fisk. I høsttiden var der dog ikke så travlt, arbejdet kunne klares af konerne og de ældre mænd, så derfor tog mange af de unge piger fæste i marsken fra Ribe helt ned til Husum, hvor der var stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Lønnen var desuden ganske god. Og igen var formålet: øens køb.

 

 

1741

Således gik tiden til 1741, da Ribe Ladegods endelig blev solgt på auktion på Ribe Rådhus.

Da det rygtedes til Fanø blev der et vældigt røre, - nu skulle det briste eller bære. Fiskeriet som hidtil havde været beboernes hovedindtægtskilde, svingede stadig i udbytte og kunne enkelte år være så ringe, at befolkningen ligefrem led nød. Der måtte og skulle ses efter andre erhverv til det stadig stigende befolkningstal. Skibsfarten var den eneste udvej til forøget indtægt, men da denne ret stadig var forbeholdt ripenserne, måtte der nu gøres et alvorligt forsøg på at blive de højstbydende på auktionen, sådan at man kunne opnå retten til fri sejlads.

Repræsentanter fra Nordby samledes i Sønderho for sammen med beboerne der, at drøfte hvordan man kunne sikre sig øens køb.

Der er flere historier i omløb om selve begivenhederne i forbindelse med auktionen, men her holder vi os til beretningen af N.M. Kromann. Kromanns tip-tip-oldefar, Sonnich Jensen Møller, var nemlig den mand, der blev udpeget til at byde på øen på vegne af beboerne i Sønderho. Han var født i 1696, gift allerede som 20-årig og blev i en meget ung alder fører af en lille evert, hvormed han trods forbudet, sejlede til Holsten med jydepotter fra Hjerting. Han døde d. 28. januar 1760 og havde da været Sognefoged i 19 år, Møller og Skibsreder samt ejer af en Smedje ved Sønderho Havn. Beboerne i Nordby valgte som deres repræsentant ved købet gårdejer Niels Sørensen med tilnavn Regis; han var Søn af Søren Nielsen Regis eller rettere Søren Register, som han blev kaldt, fordi han førte Stiftsbefalingsmandens register over de Personer i Nordby, der svarede Afgifter til Kronen, og opkrævede disse. Niels Sørensen døde 1793, 84 år; han har været gift to Gange; hans anden Hustru indebrændte ved gårdens Brand d. 5. Marts 1800.

Nordby var både i Matriklen af 1664 og Matriklen af 1688 ansat for Hartkorn 67 Td. og 3 Skp. med en Landgildeafgift af 190 Rdl. 3 Mk. 5 Skil. Nordbys samlede Udsæd angives til 72 Td. 31/2 Skp. Rug (Sommerrug), 71 Td. 41/2 Skp. Byg og 17 Td. 4 Skp. Havre samt en Høbjergning af 341 Læs. Beboernes Antal (d. v. s. Udsteder eller Antal Huse og Gaarde) angives til 210. Heraf er i Auktionskonditionerne dog kun opgivet et antal af 100, der svarer Landgilde, foruden 2 Mand, som hver svarer 8 Skil. af Bredselrum (Pladser, hvor de tørrede Fiskegarn).

Sønderho var i Matriklen af 1664 ansat for Hartkorn 371/,9 Td. 0 Skp. I Alb., men i Matriklen af 1688 modereret til 17 Td. 4 Skp. I Alb. Denne store Nedskrivning af Hartkornet skyldes temmelig sikkert Sandflugtens Ødelæggelse af de dyrkede Arealer, da det vides, at sandflugten i slutningen af det 17de årh. rasede med stor voldsomhed i Sønderho Sogn og ødelagde store strækninger af både Ager og Eng. Landgilde, afgiften var 64 Rdl. 5 Mk. 12 Sk. og 3000 tørre Hvidlinger; den årlige Udsæd angives at være 35 Td. 6 1/2 Skp. Rug (Sommer rug), 43 Td. 3 1/2 Skp. Byg og 9 Td. 4 Skp. Havre og en Hø,- bjergning af 142 Læs. Beboernes Antal (Huse og gårdes Antal) opgives til 143, hvoraf kun 69 er opført på Listen af Land-, gildeydende.

De beboere, der ikke var opførte på Skattelisten (fordi de imod Forordningen i sin tid har undladt at tage fæstebrev på deres ejendomme og jord), holdt på, at de var selvejere ,og begærede (til Kommissionen), at deres ibrughavende steder til dem fremfor til andre måtte afhændes"; men Kommissionen resolverede, at de derover aldeles ingen Adkomst eller Påstand havde", og samtlige beboeres ejendomme var derfor indbefattet i salget.

 

 

Frygt for at Herremanden på Trøjborg skulle købe

Beboerne frygtede for, at enten Ribe Købmænd, til hvem de fleste beboere skyldte penge, eller en af omegnens herremænd (særlig nævntes manden på Trøjborg) ville byde på øen og dens rettigheder til strand og jagt m. v. De affattede derfor en skrivelse, dat. 8. juli 1741, altså kun to dage før auktionen skulde holdes, underskreven af en stor del af beboerne på samtliges vegne af følgende Indhold:

 

"Da det behagede Hans Maj. ved offentlig auktion at bortsælge Ejlandet Fanø, er samtlige Ejlandets Indbyggeres underdanigste Bøn og Begæring, at Landet må forundes Beboerne frem for andre, siden de vil byde derpå så højt, som det er dem muligt at kunne betale, hvilket vi formoder, D'hrr. Kommissærer allerunderdanigst Hans Kgl. Maj. på Ejlandets Vegne ville behage at forestille";

Skrivelsen blev overbragt til kommissionen dagen før auktionens afholdelse.

 

Der har øjensynligt været kræfter i gang for at gøre værdien af Fanø noget ringere i køberes øjne, sådan at man kunne opnå det billigste køb, idet der i en skrivelse fra Rentekammeret af 6. Maj 1741 til Stiftamtsmanden meddeles, at Kongen har resolveret, at auktionen over de tre øer: " Fanø, Sønderho og Mandø ,for det første skulde udsættes i Henseende bemeldte Øers Indbyggere, som alene har nogle Sandbanker at bo på og nærer sig kun af Søen, således at de gamle fisker og de unge farer fra Holland og bringer Penge hjem; men kom de under andet Herskab, vil det unge Mandskab, som farer til Holland, efterhånden nedsætte sig dér for at undgå Trang, og Øerne blive ganske øde, hvorved H. K. Maj. mistede de Søfolk, som derfra til Flåden kan udskrives..."

 

Stiftamtmanden skal ,afgive sin gode betænkning om sagen, hvad han gør efter at have indhentet Fanø Birkefogeds mening. Det var jo nok ikke været beboernes mening at få auktionen udsat på ubestemt tid, tværtimod, nej, de har kun villet skræmme eventuelle fremmede købere bort. Birkefogdens erklæring og Stiftamtmandens betænkning har sikkert også gået i den retning, thi under 24. Maj befaler Kongen ,allernådigst, at auktionen over Øerne berammes og til den ansatte tid foretages."

 

 

 

Juli måned 1741, Auktionen

 

Så en skønne dag, først i Juli Måned 1741, sejler Sonnich Jensen Møllers Evert "Karen" ud fra Sønderho Havn sammen med førnævnte Niels Sørensen fra Nordby og flere af de betydende beboere fra begge sogne til Ribe. Det vides, at de har opholdt sig flere dage i Ribe før auktionen, vel nok for at undersøge, om der er fremmede købere, hvad de også fik formodning om med Hensyn til førnævnte Herremand til Trøjborg. Det måtte frem for alt forpurres, at han blev ejer af øen, og for alle tilfældes skyld tog Sonnich Jensen tilflugt til en list - således fortaltes det at auktionsholderen, der ville have sig en blund inden auktionen, beordrede rådhustjeneren til at kalde på sig når auktionen skulle starte. Dette var kommet Sonnich Jensen for øre, og han bestak tjeneren til at dreje viserne på uret i Rådstuen en time frem, hvorefter han kaldte på auktionsholderen, der straks påbegyndte auktionshandlingen. Om der var andre bydende end Fanøboerne vides ikke, men de fik imidlertid hammerslag på budet, og lige derefter rider Herremanden fra Trøjborg op foran rådhusdøren, men da var auktionen til ende, og han måtte vende om med uforrettet sag.

 

Der fortælles også, at et par jøder, der var ankommen til Ribe et par dage, før auktionen skulle holdes, var købere til Fanø, hvad nogle Fanøkoner, der var fulgt med deres mænd til Ribe, og som boede i samme logi som jøderne, havde fået nys om. De besluttede at forhindre jødernes tilstedeværelse ved auktionen, og da timen for denne nærmede sig, barikaderede de døren ind til deres værelse, så de ikke kunde komme ud, og derved forhindrede dem i at byde på auktionen.

 

Beboerne bød for Øen uden Strand- og jagtrettighed 81 Rdl. pr. Td. Hartkorn og med disse Goder 97 Rdl., altså over en halv gang så meget som i 1719. Stiftamtmand Gabel havde imidlertid misforstået budene og i sin Protokol opgivet Hammerslaget for 81 Rdl med Strand- og jagtrettigheder, og i hans Indberetning om salget anført sidstnævnte beløb. Da fejlen opdages, beder han Kongen ydmygt om forladelse, og beboerne, som var alt for glade for købet, gjorde ingen indvendinger.

 

Forinden man var taget hjemmefra, var det blevet aftalt, at når beboerne selv havde fået Øen tilslået, skulle der på bådens mast hejses flag under sejladsen hjem, så at de hjemmeværende på afstand kunde erfare sagens heldige Udfald. Da befolkningen i Sønderho et par dage efter auktionen  får øje på Sonnich Jensens fartøj kommende ud af Ribe Å med flag på mastetoppen, bliver der almindelig glæde over hele byen, og en rytter afsendes øjeblikkelig til Nordby med det glade budskab. Og da båden lægger til i Sønderho Havn, modtages den af så godt som hele byens befolkning, hvis glæde over købet var overstrømmende.

 

 

 

Vel var hammerslaget faldet på beboernes bud, men samme skulde først approberes af Kongen, og med den i 1719 afholdte auktions Resultat, der endte uden den kgl. Approbation, i erindring, frygtede de for en gentagelse deraf, hvorfor de allerede dagen efter, mens de endnu var i Ribe, afsender en skrivelse af følgende indhold til kongen:

 

"Stormægtigste Monark! 

 

Eftersom vi underskrevne på egne og samtlige Beboeres Vegne i Nordby og Sønderho Sogne er bleven ved den af Deres Majestæt i Ribe d. 10. hujus allernådigst anordnede auktion højstbydende på Ejlandet Fanø, så bønfalder vi allerunderdanigst Deres Kgl. Maj. at vor gjorte Tilbud vorder allerhøjest approberet, da vi ej alene af den allerunderdanigste pligtskyldigste Kærlighed skal af alleryderste Evne stræbe at udrede alt, hvad vi af Deres Kgl. Maj.s Nåde enten nu er eller herefter vorder påbuden, men endog næst den allerhøjestes Bistand derhen så og alleryderste Flid anvende, at dette Deres Kgl. Maj.s Ejland ydermere skal vorde bebygget og med Beboere formeret (sic) til vor allern. Arveherres kgl. Søtjeneste og Flådes Bemanding.

 

Vi lever i allerunderdanigst Håb om en allernådigst Bønhørelse og med Liv og Blod bliver forbunden til vor Død Deres Majestæt vor allernådigste Arveherre og Konges allerunderdanigste og tro forbundne Undersåtter.

 

Ribe, den 11. juli 1741.

 

Sonnich Jensen Møller, Niels Nielsen, Niels Mathiesen, 

 

                              af Sønderho.

 

Niels Sørensen, Jens Jørgensen, Peder Clausen, 

 

                               af Nordby"

 

 

 

 
Endelig selvejere

 

Salget blev som bekendt approberet, og Fanøboerne var nu selvejere med bl.a. frihed til ikke alene at udføre deres fiskevarer hvorhen og til hvem de lystede uden først at skulle føre dem til Ribe og have passerseddel og mange andre tidsspildende formaliteter i orden dér, hvad der hidtil havde været pålagt dem i århundreder, men vejen til at drive skibsfart lå dem nu åben, og de vidste at benytte sig deraf. Gennem deres bekendtskaber og forbindelser i Holland, blev de hjulpet til køb af - ganske vist gamle - skibe, og navnlig tjalker og kuffer, men begyndelsen til den velstand, Fanøboerne erhvervede sig ved skibsfarten og som havde nået en betydelig højde ved krigens begyndelse med England 1807 var nu inde.

 

KUFF         TJALK

Kuf                                                                                         Tjalk

 

 

 

 

At Ribe borgere ikke så med velvilje på beboernes køb af Fanø, der bragte dem tabet af flere indtægter, er sikkert. I de påfølgende år måtte Fanøboerne mærke det på forskellige måder, navnlig ved drillerier fra Ribe tolderes side.Her skal lige meddeles det Suk, der 50 år efter går gennem en artikel i Mathias Galthens beskrivelse af Ribe i 1792:

 

"Endnu må jeg erindre en Post, som i de senere Tider ikke lidet har bidraget til Handelens Svækkelse i Ribe: det er Handelens Opkomst på de omliggende Øer, særdeles Fanø og Rømø, som tilforn aldeles ingen Handel har haft og endnu ingen Rettigheder har til at handle (?). Sålænge Kongen ejede disse Øboere, ernærede de sig fornemmelig ved at fiske; deres Fisk solgte de til Købmændene i Ribe, som derpå udførte dem. I Stedet for Betaling tog de Varer såsom Tømmer, jern og Tjære til deres Både, Hamp til deres Garn, grovt Klæde, Ry og Hør til sig selv, foruden hvad andet de brugte i deres Husholdning. Og da disse Øer er overmåde folkerige, så gav de Ribe en stor Næring i den Tid, da de søgte den med deres Fisk og Handel. Men for omtrent 50 år siden købte de sig selv af Kongen. Deres Gårde og Steder fik de for en ringe Pris. Og fra den Tid er de således tiltagen i Velstand, at de har kunnet anskaffe sig Skibe, hvor, med de selv bortfører deres Fisk til Hamborg og andre Steder, og derfra hjemføre ej alene det, som de til eget Brug købte i Ribe, men endog de Varer, hvormed de kan forsyne alle de ved Søkanten liggende Herregårde, Præstegårde, endog Bønder, søm bedre kan finde deres Fordel ved at handle med disse Øboere end med Købmændene i Ribe, eftersom de første kan give langt bedre Køb end de sidste."

 

 

 

 

 

Forinden skødet bliver udstedt, indgår Sønderho Sogns beboere med en Memorial til Kommissionen for salget af Krongodset i Ribe Amt med anmodning om

 

1) at Indbyggerne ikke til andre end Beboerne der på Ejlandet måtte afhænde deres Ejendomme.

 

2) at den dem solgte Strandrettighed måtte efter deres Markskel (således at denne kom til at tilhøre de Lodsejere, der havde Mark ud til Stranden) tilskødes dem,

 

3) at Kro- og Møllerettighederne dér på Landet måtte forundes Indbyggerne selv,

 

4) at det med deres og Nordby Sogns imellem hverandre liggende Enge måtte ligesom forhen uden Forandring have sit Forblivende.

 

Herpå svarer Kommissionen under 11. Oktober s. A., at hvad Strandrettighederne angår, vil det være uretfærdigt, at den kun tildeles de Lodsejere, der grænser til strandkanten; enhver skal have del i denne rettighed proportioneret efter sit hartkorn. 

 

"De øvrige Poster synes os at være Skøderne aldeles uvedkommende, siden det avktionerede, og ej videre, sælges med den Ret H. Maj. samme har haft. Hvorefter Køberne bør være uforment deres Ejendom på lovlig Vis at sælge eller bruge, således som de selv finder for godt, hvorimod Indvånerne vil til deres fælles Bedste for at undgå fremmede Parcipanter på Ejlandet vel iagttager, at når en eller anden Ejendom skal sælges, det da sker ved offentlig auktion, så at de selv ved Overbud de fremmede kan fraholde."

 

Nordby Sogns Beboere indsender ligeledes en Memorial 

 

"med Begæring om at de og Arvinger må tilskødes Husbonds:, ret efter Loven, og at det ene Sogn såvel som det andet nyder efter Proportion af deres Hartkorn lige Del i jagt og Forstrandsrettigheder, så og at deres Udgift til Birkefogdens Løn må lignes på Hartkornet," hvilket imødekommes som konform auktionsvilkårene.

 

Desuden har Nordby ansøgt om "en aparte Indtægt mellem sig selv, skødet aldeles uvedkommende, nemlig i en til deres renters betaling (af det købte) af dem oprettet kasse, skulde ved forefaldende forandring med beboerne gives en kendelse i stedet for fæste." Dette synes Kommissionen "må blive dem ligeså besværlig og betage dem den Frihed, de fremfor Fæste, bønder tilkommer", og angår ikke skødet.

 

 

 

 

Fanøs Frihedsbrev.

 

 

 

At Ribe borgere ikke så med velvilje på beboernes køb af Fanø, der bragte dem tabet af flere indtægter, er sikkert. I de påfølgende år måtte Fanøboerne mærke det på forskellige måder, navnlig ved drillerier fra Ribe tolderes side.Her skal lige meddeles det Suk, der 50 år efter går gennem en artikel i Mathias Galthens beskrivelse af Ribe i 1792:

 

 

 

"Endnu må jeg erindre en Post, som i de senere Tider ikke lidet har bidraget til Handelens Svækkelse i Ribe: det er Handelens Opkomst på de omliggende Øer, særdeles Fanø og Rømø, som tilforn aldeles ingen Handel har haft og endnu ingen Rettigheder har til at handle (?). Sålænge Kongen ejede disse Øboere, ernærede de sig fornemmelig ved at fiske; deres Fisk solgte de til Købmændene i Ribe, som derpå udførte dem. I Stedet for Betaling tog de Varer såsom Tømmer, jern og Tjære til deres Både, Hamp til deres Garn, grovt Klæde, Ry og Hør til sig selv, foruden hvad andet de brugte i deres Husholdning. Og da disse Øer er overmåde folkerige, så gav de Ribe en stor Næring i den Tid, da de søgte den med deres Fisk og Handel. Men for omtrent 50 år siden købte de sig selv af Kongen. Deres Gårde og Steder fik de for en ringe Pris. Og fra den Tid er de således tiltagen i Velstand, at de har kunnet anskaffe sig Skibe, hvor, med de selv bortfører deres Fisk til Hamborg og andre Steder, og derfra hjemføre ej alene det, som de til eget Brug købte i Ribe, men endog de Varer, hvormed de kan forsyne alle de ved Søkanten liggende Herregårde, Præstegårde, endog Bønder, søm bedre kan finde deres Fordel ved at handle med disse Øboere end med Købmændene i Ribe, eftersom de første kan give langt bedre Køb end de sidste."

 

 

 

Forinden skødet bliver udstedt, indgår Sønderho Sogns beboere med en Memorial til Kommissionen for salget af Krongodset i Ribe Amt med anmodning om

 

 

 

1) at Indbyggerne ikke til andre end Beboerne der på Ejlandet måtte afhænde deres Ejendomme.

 

 

 

2) at den dem solgte Strandrettighed måtte efter deres Markskel (således at denne kom til at tilhøre de Lodsejere, der havde Mark ud til Stranden) tilskødes dem,

 

 

 

Det kongelige skøde, som blev udstødt til beboerne af Sønderho gengives her. Det er altid blevet kaldt Fanøs Frihedsbrev:

 

 

Kong Christian 6

 

Vi Christian den Sjette af Guds Nåde Konge til Danmark og Norge o.s.v.

 

 

 

 

Gøre vitterligt, at som Vi allernådigst har godt befunden at lade Vor i Riberhus Amt beliggende forbeholdende Gods ved offentlig avktion opbyde og bortsælge således, som den derom under 10. Maj 1741 udgangne Plakat med deri påberåbte trykte Specifikation og vedføjet Konditioner videre formelder, hvorefter auktionen over bemeldte Gods af Vor dertil allernådigst Kommiterede er foretaget i Ribe 10. juli næst efter og den af dem derover holdne Forretning ved Vor allernådigste Resolution, dateret 26. samme Måned bleven approberet.

 

Da siden på samme avktion Sonnich Jensen af Sønderho på samtlige Indbyggere af Sønderho Sogn på Ejlandet Fanø, deres Vegne som højstbydende er bleven tilslået efterskrevne jordegods og de derfor budne Penge a Tønde Hartkorn 97 Rdl. ialt 1698 Rigsdaler 49 Skilling Kurant er vorden betalt (Beløbet for Nordby Sogn med det større Areal androg 6524 Rdl. 45 Sk. kurant, hvoraf 1/3 blev betalt kontant den 4. September 1741 med 2174 Rdl. 73 Sk. kurant, "efter derfor til Vor RenteKammer indleverede Kvittering, dateret 4. September; men de øvrige 2/3, nemlig 4349 Rdl. 48 Sk., fornøjet med den på samtlige Indbyggeres Vegne under 13. September til os udgivne allerunderdanigste PanteObligation, efter avktions Konditionernes Indhold") efter derfor til Vor RenteKammer indleverede Kvittering af 30. Aug. 1741. Så har Vi omrørte Gods ved dette vort åbne Brev allernådigst villet bortskøde, såsom Vi og samme herved fra os Vor Kongelige Arve Successører i Regeringen til førnævnte Sonnich Jensen og samtlige Sønderho Sogns Beboere eller Indbyggere og deres Arvinger allernådigst skødet og afhændet nemlig i Riberhus Amt, Fanø Birk, Fanø Ejland, Sønderho Sogn, som i sidste Åringer har svaret i årlig Landgilde 64 Rdl. 5 Mk. (Nordby Sogn har i sidste Åringer svaret årlig Landgilde 190 Rdl. 3 Mk. 5 Sk., og i den gamle Matrikel 1664 gjorde Forklaring anført for 67 Td. 2 Sk. Hartkorn, hvoraf, efter den i Landmålingens Matrikel 1688 gjorde Forklaring, samt Vor KammerKollegie Decision, fremdeles skal kontribueres") og i den gamle Matrikel Året 1664 anført for 37 1/2 Td. 1 Alb. Hartkorn, men efter Forklaringen samme Steds modereret til 17 Td. 4 Skp. 1 Alb., hvoraf efter den i Landmålingens Matrikel 1688 gjorde Forklaring samt Vor Kammer Kollegie Decision fremdeles skal kontribueres og som med bemeldte Nordby Ejland svaret jagtrettigheder fra bemeldte 26. juli 1741 som og Strandrettigheder fra 1. januar 1742 er bleven avktioneret at følge de købende efter Lov og Forordninger, med hvilke Konditioner Sønderho Sogns Beboere for deres Hartkorn, ligesom Nordby Sogn for sit, vedligeholder alt proportionaliter af ethvert af disse tvende Sognes Hartkorn på bemeldte Fanø Ejland.

 

Desforuden skal til Sognepræsten i Sønderho af Beboerne i bemeldte Sønderho Sogn betales for 4 Tdr. Rug 6 Rdl. årlig (en tilsvarende Afgift til Præsten i Nordby findes ikke i Nordby Skødet), hvilket førskrevne Jorde, gods tilligemed al dets Ejendom, Bygninger og Huse, Herligheder, Landgilde, Stedsmål, Sigt og Sagefald, (Ægt og Arbejde, visse og uvisse Indtægter, Rente og rette Tilliggelser være sig af Ager, Eng, Skov, Mark, Krat, Hede, Kjær og Moser, Fiskevåd og Fægang, Tørvegrøft og Lyngslet, Vådt og Tørt inden Markskel og uden for, item den på foranførte Måde solgte Over- og Underjagt samt Strandrettighed proportioneret af 17 Td. 4 Skp. 1 Alb. som Sønderho Sogn står for imod de 67 Td. 2 Skp. Hartkorn, som Nordby Sogn skylder af, tilligemed de på bemeldte Gods stående Huse, aldeles intet undtagen i nogen Måde, som dér nu tilligger og al Tid har tilligget og bør dertil at ligge med Rette fornævnte Sonnich Jensen med samtlige Beboere og deres Arvinger efter Loven må og skal have, nyde og bruge og beholde, samme sig så nyttig gøre, som han eller de bedst ved, vil og kan til evindelig Arv og Ejendom med lige Ret og Rettigheder, som Vi samme Selv har haft; thi kendes Vi for os og Vor Kongelige ArveSuccescorer i Regeringen i begge Vore Kongeriger Danmark og Norge aldeles ingen ydermere Lod, Del, Ret eller Rettighed at have til eller i bemeldte jordegods eller nogen med Rette dertil henhørende Herlighed, men altsammen, som forskrevet står, til evindelig, uryggelig og uigenkaldelig Arv og Ejendom i alle optænkelige Måder at følge førnævnte Sonnich Jensen med samtlige Beboere og deres Arvinger uden nogen Reluitions eller Indløsningsrettighed Os dertil at have forbeholden. Og således ville vi herved allernådigst herved fri, frelst, hjemle og fuldkommelig tilstå merbemeldte Sonnich Jensen med samtlige Beboere og deres Arvinger førskrevne jagt og Strandrettigheder, herved allernådigst solgt og tilskødet, men Birsige, dog Os og Vor kongelige Arvesuccescorer i Regeringen, alle kongelige Regalier og Højheder samt Kontributioner pro quata ordinære og ekstraordinære som nu af Bøndergods allerede er eller herefter vorder påbuden uforkrænket og Os aldeles forbeholden.

 

 

 

 

 

Så blive bemeldte Sønderho Sognebeboere de dem på bemeldte Måde efter Proportion af deres Hartkorn, der er 17 Td. 4 Skp. 1 Alb. tilkommende Jagt og Strandrettigheder, herved allernådigst solgt og tilskødet, men Birkerettigheder og Østersfiskeriet har vi os selv fremdeles allernådigst reserveret.

 

Efter fornævnte på avktionsstedet bekendtgjorte Konditioner tilforpligtes herved såvel Sønderho som Nordby Sogns Indvånere:

 

Fremdeles uden nogen Betaling at forsyne Toldvisitøren med lige sådan Transport og Befordringsskab, som han deri forhen af denne har nydt.

så og at betale til Birkefogden, som han forhen af vor Kasse har haft i Løn 9 Rdl. samt for fri Gård som Dommer og Skriver 50 Rdl.

Kirkerne der på Ejlandet efterdags ligesom forhen af Indbyggere som købende, for deres, nemlig Indbyggernes egen Regning lovligen at vedligeholde.

 

Forbydende alle og enhver herimod, eftersom foreskrevet står at hindre eller i nogen Måde for Forfang at gøre under Vor Hyldest og Nåde.

 

Givet på vort Slot Christiansborg i Vor Kongelige Residensstad København den 19. December 1741 (Nordby Skøde er først underskrevet 16. januar 1742).

 

Under vor kongelige Hånd og Segl.

 

Christian R. (L. S.)

 

 Allerunderdanigst læst i Retten på Fane Birketing Torsdagen den 13. Oktober 1768 og behørig Protokol tilført Folie 455 og 456 testerer adjungeret og succederende Birkedommer og Skriver på Fanø.

 

C. Engelstoft

 

 

 

Skellinje

 

 

Da der var kommen lidt mere ro over befolkningen efter de begivenhedsrige dage i juli 1741, skulde der nødvendigvis af, sættes en skellinie mellem begge Sogne, en sådan havde i egentlig forstand hidtil ikke eksisteret. Stranden, der jo før købet var kgl. strand, havde i umindelige tider været bortforpagtet som en enhed og de to Sogne uvedkommende som en Indtægts, kilde, da Forpagtningsafgiften alene flød i Kronens kasse. Mod øst lå engstykkerne imellem hverandre med ejere fra begge Sogne, og midt på øen var det almindeligt, at får og ungkvæg fra begge Sogne blev drevet ud i derværende klitter og hedestrækninger, hvor de gik løse det meste af året. Ingen kunde bestemt påvise, hvad jord han dér ejede. Dagen for denne udskiftning blev bestemt. Det blev aftalt - således for, tælles der - at Sønderhoningerne skulde medbringe brændevin og Nordbyanerne øl til fælles fortæring under arbejdet. Sonnich Jensen m.fl. mødte fra Sønderho og Niels Sørensen m.fl. fra Nordby. Forinden Sonnich Jensen tog hjemmefra, blev det ham pålagt, at han skulde sørge for, at der til Sønderho blev tillagt så megen strand og eng, som det var ham muligt. Disse to arealer var nemlig meget værdifulde, og til opfyldelse heraf benyttede Sonnich sig af det træk, at han fik Nordbyanerne drukket fulde, mens han selv og fæller kun havde drukket vand, som deres egne medbragte flasker kun indeholdt, og der i de flasker, hvormed de trakterede Nordbyanerne var den bedste Ribe-Brændevin. De mødtes midt på øen og gik, efter at have nydt adskillige snapse, i vestlig retning og nedrammede pæle til skellet. Sonnich gik på Niels Sørensens venstre (søndre) side, og eftersom de gik, fik Niels stadig et skub i siden af Sonnich, så retningen efterhånden drejede af mod nord, så de endte tilsidst et godt stykke nord for Genueserbjerget (Pælebjerget). Her skiltes man og gik langs stranden hver til sit. Næste dag gik det til på samme måde i østlig retning, efter at der var drukket godt af brændevinen. Resultatet blev, at fra udgangspunktet kom skellinien til den ene side til at gå i stærk nordvestlig retning, og til den anden side i stærk nordøstlig retning, der således gav rigeligt med både strand og eng til Sønderho. Selvfølgelig blev sagen opdaget af Nordbyanerne, der anlagde sag mod Sønderhoningerne, hvilken sag korn for retten den 15. Marts 1742, hvor den dog blev forligt ,,for at undgå al den Viderværdighed og Penges Udgift, som Strid og Processer kunne bringe med sig."

 

 

 

 

 

Der blev da oprettet et reglement og vedtægt af samme dato, der bestemmer retningen af skellinien, som den forefindes den dag i dag; men som det ses, går denne ikke lige over en, men har beholdt noget af sin tidligere afstukne retning, og har ikke alene givet Sønderho rigeligt med strand og eng, men endog en betydelig strækning i en bugt ind i Nordby Mark, den såkaldte St. Annas Dal.

 

Nævnte Vedtægts Paragrafer, der findes tinglyst, lyder lidt afkortet således:

 

Skellet mellem Sønderho og Nordby Sogne ved Stranden, som falder til Vester-Søen, og hvor begge Landets Sogne efter derpå erholdte kgl. Skøder, har en udisputerlig Strandrettighed bliver nu, herefter og stedse, varende for Sønderho Sogn et halvt hundrede Skar eller 136 1/2 Alen sjællandsk, på den søndre Side fra det såkaldte Genueser Bjerg, eller hvor for mange År siden det genuesiske Skib strandede, hvoraf berørte Bjerg har fået sit Navn, og fremdeles hen til Sønderho og deromkring til Østerkanten, såvidt Sønderho Land og Grund strækker sig, og et halvthundrede Skar eller 136 1/2 Alen sjællandsk fra Sønden af bemeldte Genueser Bjerg og Norden til omkring Stranden forbi Nordby Søgn, såvidt deres Grund Østen strækker sig indtil Sønderho Grund vedtager, bliver bemeldte Nordby Sogns Beboeres uimodstridelige Strandrettighed. Til den Ende bliver ved Birkedommeren og medtagne Mænd af begge Sogne nedsat, ved Vesterhavs-Strandens Deling en Pæl og Stene til en stedsevarende Efterretning og Skel, hvilket begge Sogne bekoster og vedlige, holder.

 

 

 

Hvad Landskellet angår, da forbliver samme efter den ved Hr. Kancelli-Råd Bruun, som forhenværende kgl. Ridefoged over Fanø, tillige, med nuværende Landets Birkedommer Sr. Morten Bølling for nogle År siden, skete Afdoling og sammesteds Skelstenes Nedsættelse, således som det nu befindes og herefter uforanderlig skal forblive, såvelsom Dalene, Fogdens Dal pro Officio i den Vesterkant og i den Østerkant St. Annas Dal og Elsesgab, som nu og, efter hans Majest. solgte Landet, til Sønderho ligger og har ligget.

Hvad Eng-jorder, som forinden hans Majest. solgte Landet Fanø til Sognene Sønderho og Nordby, har været fraskilt og tilhørt én af bemeldte Sognes Beboere, skal herefter ligesom hidindtil være, forblive og tilhøre de, der samme Eng-jorder nu ejer eller ejendes vorder, hvad enten de efter Matrikelen dertil hører eller ikke, og Byerne deraf betaler de Kgl. og andre Skatter til det Sogn, hvor Ejerne bor ligesom forhen har været.

Er bleven aftalt, at Sønderho Beboere skal besørge Farten med Kgl. Majest. Visitør her på Landet hvert tredie År, så de Nordbyer besørger den tvende År efter hinanden og de Sønderhoer det tredie År, som de således alternerer og in perpetum kontinuerer.

Den af hans Majest. Fanø Lands Birkedommer og Skriveren allernådigst tillagde årlige Løn, som forhen af hans Majest. Kasse ham er betalt og han nyder, bliver af begge Sognene proportionelt efter deres Hartkorn reguleret og ham betalt.

Hvad noget som måtte falde ved begge Sognes Strand, skal hver lade sig nøje med hvad som strander på fornævnte deres egen Strand.

Skulde der komme noget Vrag, enten Skib, Master, Bjælker eller Stor, Tommer og andet, end hvad Navn haves kan, enten det er på Landet eller i Vandet, og det ligger eller sidder lige for Afdolingen, eller den til Skilsmisse satte Pæl og Deling, da skal hvem som kommer først dertil, ej må røre eller borttage det, enten de er fra Sønderho eller Nordby Sogne, men det straks at give begge Sognes Vedkommende tilkende, som derom kan forenes, enten det skal deles på Stedet eller det skal hjem, ages for at sælges under et, at hver Sogn kan få lige Del af Pengene.

 

 

 

 

 

Om det anstrandede Vrag, formedelst Højvande, kom til at flyde bort fra deres Strand, hvorpå det først er anstrandet, og satte det over på den andens Strand, da skal den Strands Ejere, hvor det sidst strander, beholde det uden nogen Påtale.

Hvad fælles Marken er angående, da forbliver det, ligesom det forhen har været, at det løse Kvæg i Marken driver og går iblandt hverandre.

Dalene og Engene til hvert Sogn bliver det som det forhen har været og Engsletten angående, da eftersom Engene ligger iblandt hverandre, så må ingen formene hinanden Vej og Sti til sine tilhørende Eng eller Dale, og når Engene er avlet og bjerget, skal begge Sognes Kvæg ligesom forhen gå iblandt hverandre og ingen tage det i Hus, når det måtte ske, at den enes kommer på den andens Grund.

Om der nogle købte et Stykke Eng af hverandre i en af Sognene, da skal der kendes på, enten de skal fæste af det Sogns Indbyggere, som den købende bor i, eller og de skal fæste af det Sogns Indbyggere, som det blev solgt fra.

Skal Reden og Strækningen fra den østerste nedsatte Markskelsten, strække sig ester på efter den nordvestre Kant af St. Annas Dal, hvor da og siden af Birkedommeren en Sten eller to skal vorde nedsat nogle af begge Sognemænds Overværelse.

At således som foreskrevet står uforanderlig og ubrødelig skal for os og Efterkommerne holdes, underskriver og forsegler vi tvende fornævnte Mænd tillige med nogle fra begge Sogne, og haver vi ombedet 2de med os til Vitterlighed at underskrive og forsegle.

Nordby på Fanø, den 15. Marts 1742.

Sonnich Jensen Møller. 

(Segl) 

Niels Sørensen. 

(Segl) 

(Øvrige Underskrifter er udeladt her).

 

 

 

 

 

Derefter bliver der (1745) i Nordby oprettet en landsbestyrelse med vedtægter, der approberedes af Stiftsbefalingsmand, Gehejmeråd Christian Carl von Gabel den 21. december med de ord: "at Birkedommer M. Bølling, Lodsejerne og samtlige Indbyggere i Nordby har, til god Skik og Orden der på Ejlandet at vedligeholde, i min Fuldmægtiges Overværelse og på min Approbation samtykket og vedtaget efterdi skrevne Poster til bestandig Regel og Rettesnor for dem og Efterkommere, og at for nærværende Tid er antaget til Landsfuld, mægtige og Sognefogder tvende af Landets Indbyggere, navnlig Hans Jessen og Peder Clausen (den ene for "Byens", den anden for "Oddens" Distrikt), hvilke med Birkedommeren besørger Landets Gavn og Interesse i alle forefaldende Tilfælde, men in specie skal de indkræve alle Landets Skatter og Udgifter efter Ligning, som derover forfattes. Og skat de for hver Oppebørsel, de således har, aflægge årligt Rede og Regnskab ved hvert Års Udgang til Birkedommeren og 4 af Landets Indvånere, der for hver sådan Administration på Landets Vegne kvitterer, og herfor tillægges dem i årlig vis Løn 10 Rdl. af Landets Kasse for deres Møje . . ."

 

Der skal oprettes en Protokol over oppebårne Kendelser, i Stedet for Fæste, til Landets Kasse, "idet ingen må nyde noget Grundhus eller Byggeplads, førend han deraf til Landets Kasse har betalt førberørte Kendelse, efterdi Landets Indbyggere i Almindelighed, og ingen i Særdeleshed, er Ejere af Landets Herligheder ifølge det kgl. Skøde, og efterdi det er Billighed, at Efterkommerne bør give en Rekognition til Landets Kasse for samme disse Herligheder."

 

Landets Fuldmægtige skal endvidere skønne over, hvor meget hver Lodsejer må slå af Græs og Lyng i Fællesmarken og i Forten samt udvise i samme, hvor Mønningsadder og Klæg må graves, gøre Foranstaltninger til Sandbjergenes Dæmpelse, afværge Helmenes Oprykkelse og have Opsigt med Væggerslet, Lynghuggen, som kan gøre Landet Skade. De skal og sammen med Birkedommeren ,anordne tvende Pantemænd i "Byen" og tvende ved "Odden", som med Udpantning skal bringe dem til Lydighed, der i én eller anden Måde findes genstridige eller nachlæssige og ikke betaler, hvad de bør, eller ikke forretter, hvad befales dem..."

 

 

 

 

 

I Sønderho havde man allerede i 1741 udarbejdet en lignende Vedtægt og valgt Sonnich Jensen Møller til Sognefoged. Det pålægges enhver Beboer at betale til Landets Kasse 8 Skilling af hver 10 Rdl., han har bidraget til Købesummen af Sognet, og "om nogen af Indbyggernes Børn vil sætte sig ned her i Sognet og bygge sig en ny Stavn, da står det dem frit herfor, når de til Købs formår at få Byggested; men ingen Fremmede får den Forlov ... uden dertil at betale for Frihed og til Fæste 2 Rdl., når de formår at købe Sædejord til en Ko ... ; men når nogen Fremmed eller andre købe en ny. Eng (ny tillagt Eng), skal de betale af hver 20 Rdl.s Købesum 1 Skilling dansk til Landets Kasse..., men om En nu ikke kan formå at få en Ko, betaler han det halve til Frihed og Fæste."

 

De bedre økonomiske Forhold, der efterhånden opstår ved Skibsfartens Udvikling og det begyndende Skibsbyggeri, bevirker en Tilgang til Øen af Håndværkere og andre, som håber på at kunne skabe sig et bedre Udkomme på Fanø end på Fastlandet. Denne Tilvækst af Folk, der ikke har bidraget noget til Købet af Øen, er ikke Fanøboerne velkommen; mange af disse Tilrejsendes Forfatning er således, at det med Tiden kan befrygtes, de vil falde Sognene til Byrde. De ansøger derfor i 1778 Stiftamtmanden om at måtte pålægge disse Fremmede en Del Skatter, hvilken Ansøgning han besvarer 29. Maj 1778 og udtaler da, at "Skønt det vil kunne være til Nytte om blev fastsat, at ingen Fremmede sig på Fanø måtte nedsætte, førend han til Kirken, de Fattige samt til Sognets almindelige Gavn og Kasse havde erlagt en vis Rekognition, alt for at forekomme, at Øen ikke skal blive bebyrdet med fremmede uvedkommende Fattige, så dog, da sligt ikke er grundet i nogen kgl. Anordning, kan jeg mig ikke deri indlade.

 

Derimod formenes, at sligt Onde kunde hæmmes, når alle og enhver, der slige Fremmede huser og antager, pålægges ikke alene at være ansvarlig til deres Ekstraskats rigtige Betaling, men endog at holde Sognet fri for Byrden af dem, om de geråder i Armod ... ligesom og Birkedommeren selv bestandigt må have Indseende med de til Landet ankommende Fremmede, dem eksaminerer, om de medbringer behørigt Pas og Rigtighed samt dem i Mangel deraf anholder..."

 

 

Kilde: N.M. Kromann, Fanø's historie, bind I.

 

 

 


Gå til top