Botline

Det var almindeligt at alle lige fra den lille dreng til oldingen, der ikke kunne bestille andet, drev med fiskeri. Passe en ”botline” eller sidde med flere liner om dagen i en jolle og ”tat”.

Af de beskrevne fiskemetoder som N. M. Kromann fortæller om, er det bekendt fra tingbøgerne, at de har været anvendt i flere hundrede år. 

Støvler skulle der til, og som oftest var drengene nødt til at låne faderens, idet de jo voksede, så man bekostede ikke støvler på dem, indtil de skulle konfirmeres. 

En botline var en lang snor, hvorpå der med 4 – 5 tommers afstand var anbragt 5 –6 tommer lange ”Taser” med kroge på. Der blev sat sandorme på krogene, og dem gravede drengene selv op. En dreng blev af de andre drenge ikke anset som værende moden til at fiske med botline, før han kunne bide en sandorm og beholde halvdelen i munden, indtil en af de større drenge sagde: ”spyt så ud”. Kunne han gå denne kur igennem uden at få kvalmefornemmelser, blev han anset for at være moden til fiskeriet. 

En botline skulle ved ebbetid sættes så langt ud i stranden som muligt, og efterses ved næste ebbetid for på ny at forsynes med orme. En sådan line havde fra 50 – 100 kroge. Udbyttet var højst forskelligt. Var der halvt så mange fisk, som der var antal kroge, kaldtes fangsten for fin. Det var mest ålekvabber, småål, isinger og rødspætter, der blev fanget på denne måde. Så snart krabberne hen på sommeren viste sig, hørte dette fiskeri op, idet de så åd fiskene, der var på krogene.

Tatning var ikke afhængig af ebbe og flod, det skulle være forholdsvis roligt vejr. Det skete altid fra båd, liggende for anker ude i strømmen, når vandet var stigende. Redskabet, der kaldtes ”Tat” var en stor snor, et par favne lang og stærk, hvor der i enden var anbragt en lang blyklump, der helst skulle skrabes blank hver gang, den anvendtes. Til blyklumpen anbragtes en tynd, helst silkesnor, hvorpå der var trukket sandorme, og rinket således sammen, at der var flere dobbelte snore ved siden af hinanden. Derved kunne flere fisk bide på éngang. Blyklumpen blev sænket til lige over havbunden og linen fastbundet til rælingen af båden. Med en løs hånd på linen kan fiskerne mærke, om der er bid. Har fisken først slugt noget af ormen slipper den ikke, og linen hales op, først langsomt, derefter med et rask tag smides blyklumpen over rælingen med fiskene og først da slipper fisken, uden at ormene er blevet spist. Blyklumpen går over bord adskillige gange, inder der skal en ny forsyning orm på. Der fanges på denne måde de samme fisk som på botline.  

”Tat” og botline giver sjældent mere en ”en pandskrald”, dvs. et par måltider fersk fisk. Undtaget var dog tatning af bakskuld i efterårsmånederne, indtil frosten begyndte. Udbyttet kunne da være betydeligt, og hvad man ikke fik spist i fersk tilstand blev da letsaltet og røget og gemt som forråd for vinteren. Bakskuld var fattigmands gris.  

I 1881 blev det opgivet, at der blev drevet bakskuldfiskeri med tatning fra 40 – 50 både. 

Dette fiskeri udførtes kun af de, der havde heste og vogne og foregik mest på Vesterstranden mellem revlerne. Et gran på 25 – 30 alens længde blev spændt ud mellem to heste, hvoraf den ene gik så langt ude i vandet, at dette nående op til underlivet på den, en anden gik nærmere landet. Begge heste styredes af ryttere. Voddet blev nu trukket langs med kysten og når man kunne mærke, at det blev tungt at slæbe, gik den yderste hest i et sving hurtigt ind mod land, sådan at voddet blev trukket op. Denne metode kunne give et ganske pænt udbytte.  

I 1881 opgives det at vodfiskeriet blev drevet med 17 større og 5 mindre vod og udbyttet regnes til ca. 30 kr. per dræt.  

En næsten morsom stævning til nogle voddragere findes i Tingbogen fra 1697, udtaget af birkefogeden Søren Dunch. Den lyder sådan:  

”Som jeg underskrevne er paa hans kgl. Maj.s Vegne foraarsaget- at lade indstævne Eder Knud Hansen, Møller, og Niels Hansen i Bjergene her paa Fanø  at møde til Fanø Birketing i Dag 8 Dage, som er den 4. November angaaende Eders ugudelige og grove Uskikkelighed, som I sidst afvigte Søndag under Gudstjenestens Forretning haver begaaet,  da andre Folk her i Menigheden i Guds Hus som Kristne og Guds Børn haver ladet sig indfinde, medens I af Gerrighed og ond Optænkelse haver ladet Eder befinde ved Strandsiden og der med Eders Vaad har fisket samt Eders grove Forseelse i samme Tid brugt under Gudstjenesten, hvorfor I have at møde paa nævnte Ting og Tid og dér Dom efter Loven at lide, andre Slige og Ligesindede til Eksempel og Afskv. Fanø, den 28. Oktober 1697.                 Søren Sørensen Dunch.

Fiskeriet efter ål foregik i vigen ved Nordby i Albuebugten og i Hjørnebugten ved Sønderho. På disse steder bestod bunden nemlig af et indtil en meters tykt lag mudder og klæg, hvorpå der voksede tang og herpå sidder en mængde småsnegle og småmuslinger, der er føde for ålene. Ålene blev stanget med et redskab, der kaldes lyster eller ålejern. 

Fiskeriet foregik ved ebbe, idet fiskeren vadede omkring og stak lysterne ned, hvor hans trænede øje havde opdaget en ålerede, der dels kendtes ved at der var bevægelse i overfladen af mudderet og dels ved at ålene ligefrem stak hovederne i vejret og kiggede sig omkring. 

Udbyttet var aldrig særlig stort, men ålen var en lækker spise og en forandring fra de mest almindelige fisk.  

Ålerusen blev stillet op i strømmen og kunne til tider give et ret stort udbytte, afhængig af hvem der stillede rusen op. Det krævede en mand med kendskab til ålens vandring, der både var afhængig af vindretning, strømforhold, årstiden m.m.

En meget udbredt måde at fange fisk på tidligere var ved at anlægge skuldgårde eller Hamsteder. Da der ikke skulle svares Sandtold eller afgifter af denne fangst, fremgår det ikke af lensregnskaberne, men det var almindelig kutyme, når fangsten var god, at man betænkte ældre fattige folk med lidt af fangsten. Selv præst og degn fik et par kurvefulde fisk, hvilket for øvrigt fik pastor Engelstoft i Sønderho til i 1705, at bruge dette som bevis for, at hans tienderettigheder også omfattede denne type fiskeri, idet han mente at have vundet hævd. Han fik dog ikke medhold af domstolene.

Redskaberne til denne måde at fange fisk på kostede intet eller meget lidt. En skuldegård indrettedes ved, at en mængde ris blev stukket ned i strandbunden og dannede gærder. Det skulle efter gammel skik være ris der blev anvendt. Da Fanø ikke selv var forsynet med ris, blev de fortrinsvis hentet ved Roborghus, hvortil bønderne om foråret kørte dem til, efter at have hentet dem i Grimstrup krat. 

Krogsgård hovedgård, der har ligget på sit nuværende sted siden o. 1500, blev som led i hovedgårdsnedlæggelserne o. 1800 reduceret til almindelig studegård. Den heraf følgende husmandsudstykning på Krogsgårds Mark ligger langs den snorlige Krogsgårdsvej på bakkedraget mellem Novrup Bæk og Møllebækken, med markstykker ned mod engene. På Roborgknolden helt ud til Vadehavet, var der udskibning med bl.a. toldsted og krogården Roborghus. 

Disse skuldegårde var anbragt langs det meste af østkysten og enkelte ved vestkysten, men også på alle de omkringliggende sande, der var tørlagte ved ebbe. 

En skuldgård kunne indrettes på flere måder:  

Fisken fangedes ved indgående strøm, og gården var anbragt således, at risgærdene dannede en vinkel, hvis spids vendte mod land. Den ene vinkelarm, der var betydelig længere end den anden, gik et stykke ud i strømmen og dæmmede op for de fisk der fulgte med strømmen. Fiskene blev ledet mod spidsen, hvor der var anbragt en ruse, Ham kaldet.  

En anden måde at anbringe Skuldgårde var sådan at fiskene fangedes, når vandet fladt. Spidsen med rusen i, viste da udefter i strømmen.  

En tredje måde var at anbringe risene som en labyrint på sandjorden, hvorved fiskene ikke kunne finde tilbage til strømmen.  

Det var mest fladfisk der blev fanget på denne måde: rødspætter, bakskuld og små pighvarrer, men der kunne også fanges enkelte ål, ålekvabber, hornfisk torsk og laks.  

Størsteparten af fangsten blev saltet, tørret og røget. Når der skulle spises, blev de ristet på tørvegløder og fladfisken klippet i strimler og spist med ben undtagen rygraden.  

Ifølge N. M. Kromann var denne spise en virkelig delikatesse.  

Småfiskene der fangedes i skuldgårde og ved voddragning, solgtes også på markederne i Ribe, Varde og de sønderjyske byer, hvortil fannikkerne bragte dem. Nogle blev også bragt til Hamborg.