I 1786 må vi antage at fiskeflåden er blevet øget i antal, da der opstår en strid om liggeplads i Nordby Havn. Striden opstår omkring Peder Hansen Svarrer der af de andre fiskere nægtes plads til sit fartøj og plads til at dele fangsten når han lander fisken. Peder H. Svarrer var på dette tidspunkt en mand på 54 år – han døde i 1794 og efterlod sig bl.a. en søn Niels Pedersen Svarrer, der døde som skibsfører i 1837 (en søn af ham var skibsfører og havnefoged Peder N. Svarrer, der døde i 1872). Peder ernærede sig hele sit liv ved fiskeri. 

Striden forsøges bilagt af birkedommer Engelstoft der forklarer følgende: 

”Havnen er bleven meget forandret fremfor tilforn, at ikke saa mange som før, nu især paa fuld Vand, paa hvilken Tid Fiskerne almindelig indkommer, bekvemligt kan skifte deres Fiskefangst, thi til Skibstømmerværket er noget af Fiskernes Havneplads bortgaaet, og Søen gaar nærmere op til Værgerne end før, og for Toldvisitørens, Krohusets samt flere Huses Værger kan ej skiftes, da Floden gaar op dertil, saa det kan gerne være, at Fiskerne, som ligger med deres Pladser for at skaffe Peder Svarrer bekvemligt Lejested og Skifteplads nord for Kroen, endskønt samme falder baade længere fra hans Hus, og hans og hans medfarende Folk skal køre og hjule med deres Fisk mellem Husene, men han gør bedst i, som den, der sidst har tillagt sig Fiskefartøj, for at undgaa Ulejlighed og Strid, at tage Plads nord for Krohuset.”  

Denne udtalelse forklarer sagens kerne, idet enhver fisker ønskede at have deres liggeplads så tæt på deres bolig som mulig. 

Parterne måtte bøje sig for en kendelse der fastslog, at hver af fiskerne måtte afgive 1 ½ alen af deres fiskeplads sådan at der blev plads til Peder H. Svarrer. 

At det kunne knibe med pladsen i Nordby Havn er måske forståeligt, idet der i 1787 var i alt 49 fiskefartøjer. 

I 1793 går tallet ned til 46 og i 1798 er tallet 34. 

De bærer alle mærkelige navne som:  Hønen, Lammet, Lærken, Svalen, Kragen, Knurres, Hyrden, Torsken, Botten, Bollen, Længen, Nobel, Pral, Persjernet, Skræf, Den fornøjelige Fisker, Naadefuld, Spilmand, Kaal, ormen, Leviten, Dyrtid, Norsk, Bram og Gesvindt.  

Men nogle år efter er disse navne forsvundet og alle bærer da kvindenavne (1815), dog skal nævnes et fartøj, der i 1844 fik navnet ”æ Døl”. Dette fartøj blev bygget i Rindby og blev rullet ned over engene til vandet. Det fik det smukke navn: ”Den gode Hensigt” og blev en fiskebåd der altid var heldig og bragte store fangster i land. En gammel fisker udtalte, da den engang kom ind med en usædvanlig stor last, at ”den er en Døl (djævel) til at fiske”. Fra den dag var dens navn ikke andet end ”æ Døl”

I årene fra 1790 til 1807, da krigen mod England brød ud, steg velstanden på Fanø, hovedsagelig indtjent på skibsfarten, som flere og flere gik over til. Fiskeri blev nu kun drevet af ældre folk og bådene blev mindre og antallet færre. I en indberetning til Commerce Collegiet i 1806 blev det angivet, at det nu er 8 – 10 mand der driver fiskeri ved Island og herudover er der 100 personer med 10 åbne både på 1- 2 læster med hængemaster og råsejl.  

I samme indberetning anbefales det at mandskab beskæftiget ved fiskeri blev fritaget for udskrivning til flåden i fredstid. Udskrivning til flåden red i mange år befolkningen på Fanø som en mare, hvis søfolk siden det 16. århundrede i stort antal blev udskrevet. De professionelle fiskere var dog undtaget herfra, men den 8. januar 1802 kom en ny forordning der påbød, at ”de, som benytter sig af Fiskeri, skulle ligesom Skibsfolk og Lodserne tilligemed deres sønner indføres i Sørullerne og udskrives til kgl. Søtjeneste, naar de dertil anbefales”.  

Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også for søfarten og fiskeriet på Fanø. Sejlskibene blev beordret til at sejle levnedsmidler til Norge. Den hjemmeværende befolkning, såvel mænd som kvinder, blev beordret til at forsvare øen mod fjendens landgang, hvilket ofte blev forsøgt, og fiskeri på havet var under det meste af krigen forbudt, sådan at fiskerne ikke kunne opbringes af fjendens kaperskibe og afpresset oplysninger om øens forsvarstilstand.  

Bådenes antal ses at være steget fra 1806 med sine 19 både fra begge byer til 32 i 1812 fra Sønderho alene (fra Nordby haves ingen oplysninger for dette år). i 1815, året efter fredsslutningen, er Antallet i Nordby 18, i Sønderho 29 Både, alle åbne både i størrelse fra ½ til 2 ½ Læster. Af Nordby

Regeringen havde i årene efter krigens afslutning sin opmærksomhed henledt på fiskeriet og indhentede oplysninger om dets tilstand, og fra erfaren side modtoges forslag til afhjælpning af tilstedeværende mangler og de begunstigelser, der kunne tænkes at ophjælpe dette erhverv. I de oplysninger, der fra Fanø er indsendt af Birkedommeren 1823, hedder det:  

”I Almindelighed er her i Nordby 12 (efter Tøndevæsenets Protokol 1822 er der dog 18 Baade) og paa Sønderho 5 Baade, hvormed Fiskeriet drives om Sommeren. I disse er Fiskerne og andre af Øens Beboere Lodtagere, maaske man kan antage i et Antal af 150; thi efter enhver Baads Størrelse bestemmes Antallet af de i Fællesskab udredende, og til hvis Fordel Fangsten sker. Jeg formoder nu for det første, at der med ermeldt Baade aarlig fiskes og af Beboerne tilberedes 600 Skippund (96.000 Kilo) tør Fisk, og dernæst at heraf 200 Skippund dels fortæres paa selve Øen og dels afsættes til Omegnens Folk paa det faste Land, hvoraf altsaa følger, at der til Udførsel og videre Salg bliver 400 Skippund, hvis Udførselstold beløber sig til 266 Rdl. (553 Kr.). At sikre de meget fattige Fiskere denne Sum aarlig kunde jo vel ske derved, naar Udførselstolden atter paabydes, og Summen udslettes som Præmie til Uddeling blandt de, der godtgør hvert Aar at have været med under Fiskeriet, men naar Fiskerne først er sikret et Beløb her, sælger de sandsynligvis bedre Køb end forhen, og deres Købmænd ville vist faa Afsætning paa Steder, hvortil enten Smuglerierne lettelig fandtes, eller ingen Told deraf er paabuden og deraf resulterede da, at Kongens Kasse skænkede en aarlig Afgift som Ækvivalent for hvilken den ventede, men intet fik. Naar Fiskerne ikke blev tilstaaet noget vist aarligt, men det derimod befaledes, at hvad Toldbøgerne ved hvert Aars Udgang viste, der var indkommen for de udførte Fisk, skulde deles mellem dem, fandt paa den anden Side samme Ulempe Sted, thi en Sandhed er det, at ingen enkelt Fisker kan være tjent med eller fornuftigvis finde nogen Fordel ved at rejse til Hertugdømmerne med    et saa lidet Kvantum Fisk, han selv for sin Part kan fange, ikke heller kan flere i saa Henseende forene sig, da de mest forarmede, hvem Fordelen   skulde tilfalde, ikke selv ejer Baad. Saavidt jeg skønner, forekommer det   mig rigtigst, at de Begunstigelser, ermeldte Generaltoldkammers Resolution indeholder, udvidedes og nærmere forklares derhen, at enhver paa Øen værende Beboer og Indvaaner, som indførte Fisk, der bevisligt af Fiskerne her paa Landet var fanget, skulde være fritagen for Toldsvarelse. Det Ræsonnement, at de fattige Fiskere da ikke nyde den dem tilsigtede Lettelse, er efter mit underdanige Omdømme ikke paalideligt. Sidstmeldte Fiskere kunne ved egen Hjælp intet udrette, de er absolut nødt til saavel paa Borg hos de mere formuende at tage Levnedsmidler, som at have dem, der ejer Baadene, uden hvilke alt er forgæves, i Interessentskab med, og de skulle nok passe, naar de sælger Fiskene, at tage Betalingen saa højt, at de selv kommer til at nyde Gavn af den bevilgede Toldfrihed."

Et noget trøstesløst billede af fiskeriet fra Nordby giver pastor Biering i liber daticus 1858: 

”Skønt ogsaa denne Indtægtskilde er ringere nu end i Fortiden især m. h. t. Prisen, saa vilde det dog være et føleligt Savn, om det standsede. Det kan nu ikke nægtes, at det drives paa en Maade, der udkræver saavel mere Bekostning, Arbejde og Tidsspilde - og dog til ringere Udbytte end om større Fartøjer kunde udrustes dertil, som ikke med hver Forandring af Vand, tid, saaledes som nu, vendte tilbage. Men da Fiskeriet for det meste drives af Bønderne og af gamle, næsten affældige Mænd og andet til rigtig Søfart udygtigt Mandskab, saa er Udbyttet ej, som det vist kunde blive. Gammel Skik og Brug, der saavist er Landsherre her paa Øen, vil sagtens endnu en Tid hindre denne Indtægtskilde i at flyde rigeligere. Fortiden gives her (d. e. Nordby) 14 Fiskebaade med en Besætning af ca. 120 Mand. Efter gjort Kalkule skal i dette Aar være udført ca. 300 Skippund (48.000 Kilo) Tørfisk (Hvidling, Torsk og Skuller) dels til Marked i Ribe, dels til Tønder, Haderslev og Aabenraa og Landet mellem disse Stæder. Gennemsnitsprisen her hjemme menes i Aar, som et omtrentligt Middelaar at have været: Hvidling ca. 2 Mark dansk Kurant, Torsken 3 Mark og Skullerne 4 Mark, alt pr. Lispund (d. e. 8 Kilo)."

"Disse fiskefartøjer, som omtales i de gamle beskrivelser om Fanø med hældende master, har været af den slags, hvoraf der endnu hænger en model i kirken, klinkbyggede fartøjer med een mast og et råsejl (latinsejl). Den slags både, som var temmelig store, fiskede efter gammel tradition et sted ud fra Fanøs n.v. side, hvor, kan ikke afgøres bestemt, antagelig har det været ud for Grønningen eller Jerrigs havn, som det endnu  kaldes. Der omkring findes gode ormepladser, som esepigerne fra byen endnu benyttede meget i den tid, der fiskedes fra stranden deroppe. Nogle af disse fartøjer var endnu til i min barndom, men var da omlavede, lagt dæk i og brugtes til at hente tørv og hø hjem med. Navnene havde de beholdt og hed LAM TUDS KAALORM o.l.  

Næsten alle fiskebåde i fyrrerne og halvtredserne var tomastede åbne både, sædvanligt korte master med spydsejl, som kunne nedlægges, når årerne alene skulle gøre tjeneste, enten i stille eller ved linens udsætning eller indhaling. Disse fiskebåde, 7 - 8 stykker, havde deres privilegerede plads i havnen, nemlig fra det søndre havnehoved til den såkaldte Borckes slip, eller omtrent hvor broen begynder, inden for disse mærker turde i fiskeritiden intet fartøj lægge til, i hvert fald ikke når fiskebådene kom ind. Hver af bådene havde sin faste plads og en modring nedlagt udefter og en pæl at gøre fast til i land, så de lå med enderne udog indefter. Jeg husker navnene nøjagtig på dem, som de lå der begyndende nordfra lå først KRABBEN, skipper Anders Beck, langbådene, den sorte og gule, eller som der stod på dem DEN GODE HENSIGT og DET GODE HAAB, disse var ofte redningsbåde og med ved strandinger, skipperne var Hans og Niels Brinch. Derefter kom KRAGEJOLLEN, Hans J. Provst, BYKLUPPEN, Ditlev Petersen, og SPIDS, Hans Brinch, desuden et par, der fiskede af og til, når der kunne fås mandskab.  

Til hver båd hørte 8 å 10 mands besætning, det var mest Torsk og Hvilling, der fiskedes. Når fangsten var god, sang folkene, når de kom i havn, og alle interesserede var rede til at tage imod dem. Vi drenge også for at løbe ud, når søen, som de jagede op ved at løbe på land, igen gik tilbage; det syntes vi var løjer, skønt træskoene ofte fyldtes. 

Fiskene, der hovedsagelig var Hvilling og Torsk, blev altid med kejs (en jernspids på et skaft) taget ud af bådene og ned i trillebøren, der kørtes ud på siden af fartøjet Fisken blev lagt i bunke inde på land, og når alt var samlet sammen, gik skipperen og 2 - 3 mand i gang med delingen, hver forsynet med kejs; eftersom mandskabet var stort til, skulle der være parter, een til hver og sædvanligt 3 til fartøjet, og lige så mange til dem, der holdt line og kroge og til esepigerne.  

Var der så 9 mand, blev det 15 parter i alt. Først udtoges een såkaldt skydtorsk, som den mand fik, der stod for udsætning og indhaling af linen, dernæst præsteskullerne, en kone besørgede disse rengjorte og tørrede for præsten, og endelig brændevinshvilling, dvs. til indkøb af fælles snaps, som hørte med til forretningen og blev uddelt efter faste regler og til bestemte tider under turen.  

Når så dette var besørget, udtoges til at begynde med af de største Torsk, een til hver part, og derefter gik disse tre mænd efter hinanden rundt om bunken og lagde hver sin fisk til de enkelte parter, alt så meget som muligt af ens størrelse og slags for hver omgang, til hele fangsten var delt.  

Derpå vendte een af folkene eller en anden interesseret ryggen til, og skipperen smed med et vist kast kejsen fra sig inden for kredsen, idet han sagde: PIG ELLER RYG, undertiden SPIDS ELLER HAMMER, dvs., at der hvor kejsen lå, skulle der regnes fra, men det beroede på blindemanden, hvilken vej. Sagde han PIG, gik runden den vej, og RYG den vej, som pig eller ryg viste. Efter forud aftalte regler vidste nu enhver, hvor hans part var, ligeledes hvor bådens og linens parter lå, så nu tog hver sit og kørte det hjem enten pr. vogn, når det skulle op i byen eller Nørby, eller pr. trillebør her nede i Odden.  

Trugene med linen var allerede straks ved ankomsten afhentet af esepigerne eller konerne. Alle Bakskuld, Knurhaner og andre fisk, som kom på linen og ikke var den sædvanlige slags, Torsk, Hvilling, Skuld, blev siddende på krogene og tilhørte dem, der gjorde linen i stand, Femfødder og sneglehuse m.m. fik de også i tilgift.  

Hver mand havde desuden lov til at tage en killing med, det var en line med 100 kroge, hvad han fangede derpå, tilhørte ham, og ligeledes hvad han kunne mede sig til, imedens linen var ude, og båden lå stille.  

Der gaves særegne regler, såvel ved folkenes antagelse (fæsten) til hver båd, eller af dem, der skulle ese og gøre linen klar. Hver båd havde et træskur ved havnen, hvor trugene med linen indsattes, ligesom de bragtes ned og var gjort færdig til, og stod der, til båden skulle af sted. De forskellige arbejder om bord var også nøje tildelt hver mand, og det havde meget at sige, om de var den plads voksen, de fik tildelt. Meget beroede på at få linen klar ud og ind og undgå at sprænge strengen. For det meste toges sejlene ind under dette, og båden roedes frem efter skipperens kommando; det var klare og bestemte udtryk, der brugtes. Fire mand to på hver side sad ved årerne, og eftersom der skulle roes rask eller langsomt, mest på styrbords eller mest på bagbords side, lød skipperens kommando ord, som f.eks. RO OVERALT, ISE, BEDST 0 STAN.  

Fisken blev straks taget af krogen, ligesom linen kom over rælingen, dette kaldtes at skole, og en mand sad klar med et glib for at snuppe de fisk, der faldt af krogen, før de kom ind over rælingen eller skibssiden. 

I 1862 forliste eller kæntrede en af disse både i brændingen ved landsætning, og fem mand druknede. Det var allesammen håbefulde gårdmandssønner. Uheldet skyldtes vist nok, at de to bedste mænd var efter opfordring gået om bord i et hollandsk skib for at lodse det ind til Fanø Rhed, de som blev tilbage forstod vist ikke at Mandøvrere med båden, og derved er ulykken hændt. 

Fiskeriet med disse både, såvel som fra stranden, som inde fra havnen hørte efterhånden op, nogle af bådene solgtes, andre ophuggedes, og en tid havde vi vist ikke andre fiskebåde her fra Nordby end den dengang meget bekendte no. 60, det var en Blankeneser ør af samme slags, som Finkenvarderne endnu bruger. Den gang var der hele flåder af dem fra Elben, og undertiden kunne man tælle dem i hundreder ved Skallingen og på Rheden, når de tyede herind under stormvejr. No. 60 fiskede ligesom disse både med såkaldte kurre dvs. et større fiskegarn, der slæbtes efter fartøjet. Vore linefiskere blev undertiden forulempede af disse større fiskebåde, når de sejlede over deres liner, medens de stod udsatte, af og til kørtes det hele sammen, så det kun vanskeligt kunne udredes igen. Det hændte også, at det hele eller større dele af linen gik tabt. 

Fiskerne fra stranden kunne undertiden gøre to ture, når disse fra havnen kun gjorde een. No. 60 bragte mange gode store Rødspætter, Tunger, Pighvar, ja endog engang imellem en Stør ind til Fanø. Skipperen, Søren Andersen, var desuden tøndelægger og havde hele Tøndeog Vagervæsenet at pas se for Graadybs og indre farvandes vedkommende. I hans tid blev en stor anduvnings - tønde, Pikkesbøje kaldet, anskaffet det var den første, der var forsynet med klokke, og var i hvert fald efter vor opfattelse dengang et lille vidunder og blev grundigt undersøgt, når den bragtes herind i vinter tiden, kunne også dejligt bruges af drengene til gymnastiske øvelser. 

Tøndehuset lå lige nord for den gamle navigationsskole, den nuværende toldbod, og blev flyttet til Esbjerg, da Vagervæsenet flyttedes dertil. 

En anden fisker forsøgte fiskeri med en lignende Ør, som no. 60, men holdt op efter en tid; og det var først hen i halvfjerdserne, at der kom fart i fiskeriet igen. Det var nærmest en hjemvendt dansk - amerikaner, der først begyndte, han var vistnok fra Hjerting og hed Lambert og kom selv med en norsk lodsskøjte sejlende hertil Fanø. Det var også linefiskeri, han gik i gang med, men på en anden måde end for hen, nemlig ved at sætte linen ud fra båden ved store, flade kaner eller både; der kom efterhånden flere af lignende fartøjer, nogle byggedes her, andre købtes, så der efterhånden kom en flåde på over tyve både. De fleste brugte at sætte linen ud fra selve fartøjet, men ved hjælp af et trekantet sejl, som slæbte i vandet agter ude, og som ved liner kunne bringes til at stå op og ned i vandet, eller hvis de affiredes at ligge vandret, kunne bådens fart reguleres og derved holde linen med krogene i den retning og stilling, som ønskedes og var mest heldig for fangsten. 

Besætningen til disse både var tre á fire mand; en af dem gik bort totalt, og hele mandskabet druknede, hvorved der blev to enker. 

Efter en tid forsvandt den slags både også, Hvillingerne blev sjældnere, og det blev vanskeligere at få koner og piger til at grave orm og gøre krogene i stand. Nogle af fartøjerne solgtes til Færøerne, andre lå i havnen og rådnede op, men en del blev lavet om til Rødspættefiskeri, fik dam indsat og siden også skrue, flere samtidigt byggede større og nogle nybygninger kom til, så der igen i firserne var en anselig flåde. 

De fiskede om sommeren med not, det såkaldte skovlvod og om efteråret med kroge, men alligevel kunne de kun dårligt svare regning og forsvandt efter en tid, de fleste solgtes til Esbjerg, Hjerting og Langli.

I slutningen af halvfjerdserne købte en mand herfra, Niels Svarrer, en kutter i Hamborg til trawlfiskeri, som han en tid fiskede ret godt med, han flyttede til Esbjerg og blev siden fiskehandler der. 

Omtrent ved samme tid købtes en større evert FORTUNA fra Hannover, begge disse havde to master og var forsynet med dam, sidste fiskede med kurve i flere år, lå derefter et par år i havnen og købtes af skriveren (P.H. Clausen), riggedes om til skonnert og brugtes til skoleskib, så længe sømandsskolen eksisterede, eller til 1908, da det ophuggedes. 

   Damptrawleren "Melpomene" blev et dyrt bekendtskab for sine ejere på Fanø. I 1898 blev den overtaget af Ditlev Lauritzen i Esbjerg, som gav den navnet "Nelly". den kom til Island igen i 1908, hvor mange Esbjergfiskere forsøgte sig i Island-Færøkompagniet med trawl, snurrevod og not. Også dette forsøg blev afsluttet med underskud. Tegning udført af H. Schosler-Pedersen.

Grosserer Lauritzen fra Esbjerg fik skibet for det, han havde til gode i det, forsøgte at drive fiskeri med den deroppe fra, kostede mange penge derpå, til sidst lavede hat den om til sildefiskeri og døbte den NELLE, men lige meget hjalp det, der var intet held ved den, og hvor den til sidst blev af, ved jeg ikke. 

I halvfemserne fik vi igen en hel flåde op til tyve stk. af større både eller skibe til fiskeri, det var næsten alt sammen nybygninger og gode, stærke skibe, men for kostbare, og flere, som havde fået dem bygget, kom i en stor gæld. Skibenes pris var imellem femten og tyve tusinde kroner. De havde to master, var forsynet med motor og skrue, første drev også spillene, der brugtes til indhvirring af garnene, såkaldte snurrevod meget lange garn, der udbringes fra skibet med store joller, som nu også allesammen er forsynet med skrue og motor. I førstningen brugtes kun årer og indheves med forhen omtalte spil, som ved hjælp af rulle kan hive ind på begge ender af linerne på en gang. 

Nu er også disse fartøjer forsvundet på to nær, de fleste solgtes til Esbjerg eller Frederikshavn; een forliste med mand og mus, fire mand, hvoraf tre gifte, gik bort."

Søfarten oplevede i midten af 1870erne en relativ nedgang og mange af søfolkene på Fanø slog sig på fiskeriet. Man fiskede igen med bakker og liner, byggede større fiskebåde efter norsk lodsbådstype som kun behøvede en besætning på 3 – 4 mand og alle håbede på et indbringende erhverv. Fangsten var også stor, så stor at hjemmemarkedet ikke kunne aftage fangsten. Banen var i 1874 kommet til Esbjerg og man havde held med at sende fisken sydpå til Hamborg. Der var travlhed på havnen og travlhed med at grave orm, hvilket var et kvindejob, som også esede bakkerne.  

Man drømte om opgangstider men så skete pludselig et omslag, fisken trak længere til havs og udbyttet blev ringere for hvert år. 

”Om Vinteren, naar Efteraarsfiskeriet var tilendebragt, blev Baadene trukken paa Land. Dette gjaldt for Fiskebaadene, der hørte hjemme ved Odden. De fra Rindby var trukken op paa Veststranden, lige uden for Redningsstationen. Besætningen bestod gerne af 7 Mand i hver Baad. Ved juletid - sædvanligt 2. juledag - fæstede Baadelavets Formand sine Folk for næste Aar. De var da indbudt til ”Fæstegilde". Hver Mand fik i Fæstepenge 4 Skilling. Der opvartedes denne Dag med Flæskesteg eller Svinehoved til Aften med Mjød, Brændevin og Øl til. Hen paa Aftenen med Kaffepunsch, Kaffe og Kringle. Var et saadant Gilde afholdt og Fæstepenge modtaget, var dermed Kontrakten for det kommende Aar i Orden. Om Vilnteren blev Baaden og dens Redskaber set efter og repareret, hvad der trængte dertil.  

Hen ad Foraaret, naar Fiskeriet skulde begynde, samledes alle Baadelag ved Havnen eller Stranden, og i Fællesskab hjalp de hinanden med at sætte Baadene i Vandet. De anbragtes paa ,,Lunder", Træstykker, der blev indsmurt med grøn Sæbe eller Fedt for at lette Nedglidningen. Mandskabet stillede sig saa op paa begge Sider af Baaden med Ryggen til denne, saa at de halvt bar den, og løftende paa Baaden skubbede de den ud med smaa raske Tag i Takt til en ensformig Sang, der førtes an af Formanden og lød omtrent saaledes:  

Andi - nesti - doy

nesti døy –

og saa jan Gaang

jan Gaang - jan!

jan Gaang overalt.

 Nu kom der en travl Tid for Esepigerne; de kaldtes ogsaa Grøwtersker. De skulde grave Orm og ese dem paa Krogene. Meget tidligt skulde disse Piger og Koner i ,Grøwt" for at grave Sandorm. Det skete langs Strandkanten i Ebbetiden, og Gravningen udførtes med en egen formet Fork, der havde lange Tener, for at der kunde graves dybt og hurtigt. Gravedes der ikke hurtigt nok, kunde Ormene trække sig tilbage efterhaanden, som der blev gravet, og Udbyttet blev da ringe. - Det var en meget kold Bestilling at grave efter Orm en tidlig Foraarsmorgen og med Hænderne pille Ormene ud af det vaade, kolde Sand. Naar det blaeste haardt, var det til Tider uudholdeligt, da Vinden slog op under de meget korte Skjørter - Benklæder brugte Kvinderne dengang ikke -, der ved Hjælp af et Kiltebaand holdtes tæt sluttet om Benene. For Ansigtet bar de Halvmasker, der kaldtes Struder. Men det var en stærk Slægt, der var dengang, de kunde døje meget af Kulde og Arbejde uden at blive forvadet - de daglige Strabadser hærdede dem, og selv om de blev vaade under deres Arbejde, blev de aldrig eller kun sjælden forkølet.  

Ved Siden af alt dette Arbejde med Fiskeriet, hvorunder hørte Saltning og Tørring af Fisken, hvoraf en Del ogsaa skulde røges, skulde Kvinderne baade passe Markarbejde og al Husets Gerning, saa man forstaar godt det gamle Hjertesuk fra den Tid: 

Æ Gryd kogt øver,

A Kyer best,

Æ Bier svarmet,

Æ Baan skreg.

-          Hva skal mæ arme Kvindfolk dog griw o gyer i?

De var, som det hørte sig til ved saadant Arbejde, forsynet med "Strude" for Ansigtet til Beskyttelse mod den skarpe Foraarsvind, "Snobber" (d. c. strikkede, uldne Handsker, hvoraf de yderste Spidser af Fingrene er skaaret af) paa Hænderne, og "Stimplinger" (d. c. Strømper, Foden er klippet af) paa Benene og korte Skjørter, der, for at kunne slutte tættere om Kroppen, var forsynet med "Kiltebaand". Om Natten blev Bakkerne esede, og tidligt om Morgenen stod saa samtlige Fiskebaade til Havs, deriblandt Jens Jessen Clausen som Fører af Baaden "Knurhanen", med sit Mandskab Hans Hansen Jessen, Anthonis Nielsen, Hans Søren Jensen, Jep Hansen Pedersen, Søren Jensen Sonnichsen og Niels Anthonis Madsen. Vinden var som bemærket SSØ. med flov Kuling. Efter at være kom, men ca. 4 ½  Mil fra Land blev Bakkerne sat og Madæskerne kom frem, og ved en gemytlig Passiar gled de medbragte Mellemmader ned til Nydelsen af "en Galias" (d. c. hjemmebrygget Øl med en Snaps til) og de 4 Mand af Besætningen lagde sig til Hvile i Bunden af Baaden. Men pludselig Kl. 2 trak det op til Tordenvejr, der kort efter brød løs i al sin Voldsomhed og paafulgtes af en lige saa voldsom Storm. I yderste Øjeblik fik de Bakkerne fjernet og satte Sejl til, men de svære Søer fyldte Baaden Gang paa Gang, efter at den med største Anstrengelse hver Gang var bleven øst læns. Vinden gik nu i ØSØ, og var dem saaledes lige imod, da de satte Kursen hjemad; og paa Grund af den høje Søgang var det dem ikke muligt at avancere hjemefter; de besluttede da at sætte Kursen efter List. Efter at have sejlet en Times Tid i denne Kurs, slog Vinden pludseligt om i Syd, hvorefter maatte vende, da de umuligt kunde komme frem, og satte Kursen mod Fiskedybet. Klokken var da 5 med voldsomt Regnskyl, der ogsaa vanskeliggjorde Sejladsen. Paa dette Tids, punkt opdagede de en Fiskebaad i nogen Afstand fra dem med "Sjov" paa Mastetoppen; det betegnede, at den var i Fare.  

Selv langtfra udenfor Fare og dygtigt overanstrengte og gennemblødte holdt de dog hen mod den nødstedte Baad. Niels Anth. Madsen og Jep Hansen Pedersen, der var omkring 70 Aar, var da allerede meget forkomne og kunde ikke deltage i Baadens Bemanding.  

Skipperen, Jens Jessen Clausen, en rask Mand paa 38 Aar, mente ikke, de kunde forsvare ikke at yde Hjælp selv med største Fare for dem selv, saa meget mere som det maatte antages at være en af deres Bysbørn, hvad ogsaa viste sig at være Tilfældet, da de kom nærmere, idet Baaden, hvis Navn var "Søstjernen", førtes af Frederik Jensen fra Sønderho, og dens Mand, skab bestod af Hans Nielsen Olsen, Jep Jessen Kallesen, Niels Hansen Mandø og Søren Jessen Kromann. 

Baaden var i synkefærdig Tilstand. Efter mange forgæves Forsøg og uhyre Anstrengelser i det oprørte Hav, lykkedes det dog at faa Mandskabet bjerget over i "Knurhanen", men "Søstjernen" med Fiskeredskaber maatte lades i Stikken. Under Bjergningen kom Hans Nielsen Olsen udenbords, men blev efter megen Møje bjerget i bevidstløs Tilstand. 

Efter at Baaden lykkelig var kommet i Havn med de reddede Kammerater, og det kom Birkedommeren for Øre, at der fra Skipper Clausens og Folks Side efter de reddedes og sagkyndiges Udsagn virkelig var udført en Redningsdaad, der fortjente Anerkendelse, lod han optage et Forhør desangaaende for at indstille Redningsmændene til Paaskonnelse, fra hvilket Forhør nærværende Artikel er hentet.  

I dette Forhør forklarede Fr. Jensen:  

Den 11. Maj Kl. 4 Morgen gik han ud fra Sønderho paa Fiskeri. Omtrent 5 Mil i Søen NV, for Sønderho, efter Skøn Hvidbjerg Kyst i Sønder og efter Pejling i 10 Favns Dybde, røgtede de deres Fiskeri i god Vind og satte Kursen efter indtaget Fangst ØSØ. mod Hjemmet, da et pludseligt Tordenvejr opkom med haard Storm. Baaden sprang læk omtrent Kl. 3 Eftermiddag, og al Pumpen og Øsen var forgæves. Baaden blev halvfuld af Vand og synkefærdig. De halsede om nordefter for om muligt at naa Skallingen og bjerge Livet. Efter en Times Tid blev de en Fiskebaad var, der med megen Møje søgte op til dem, ligesom den søgte ind mod den med deres synkefærdige Baad, og da de kom hinanden nær, fik de et Tov tilkastet, og imellem Søstyrtningerne kom de efter megen Anstrengelse over paa Clausens Baad. Han ansaa, at Redningen fra Redningsmaendenes Side var sket med største Livsfare for dem, da et Sammenstød af Baadene lettelig kunde ske og derved knuses." 

Af en ældre fiskers optegnelser skal her gengives resultatet af en mands fortjeneste i et dårligt og et godt år. Vedkommende fiskede med den tidligere beskrevne båd, ”Den gode Hensigt" (æ Døl)

”I 1845, der var et daarligt Aar, var Udbyttet pr. Mand (paa 18 Fisketure, hvoraf de 4 slet intet havde givet) 43 ½ Snes Hvidlinger og 4 Storfisk ialt. 

I 1859, der betragtedes som et godt Aar, indbragte 34 Fiskedage pr. Mand ialt 377 Snese Hvidling og 51 Storfisk (Torsk, Sølaks, Helleflynder m. fl. Slags) til en Værdi af 290 Kr. 37 Øre i Nutidsmønt.  

I 1868 gav 3 af Baadene, der gik ud fra Stranden, hver 3000 Rdl. i Brutto Udbytte, hvilket gav 125 Rdl. (260 Kr.) pr. Mand. 

Drenge under 10 Aar deltog ogsaa i Fiskeriet, og de udskreves af Skolen 7 Uger i Maanederne April, Maj og juni. Over 10 Aars Alderen fik ingen Lov til at blive fritaget for Skolen.  

Fiskekrogene forarbejdedes hjemme paa Øen. I 1834 fik Gaardejer Morten Jensen Lauridsen ved kgl. Resolution af 31. juli tilstaaet Toldfrihed paa 300 Pund jerntraad aarlig til Forfærdigelse af Fiskekroge.  

Fiskerne havde til Tider ikke tilstrækkeligt Mandskab hjemme paa Øen til Bemanding af deres Fiskebaade, der mesten Dels roedes frem. Af forskellige Beretninger ses det, at der fordres 12 a 14 Mand til hver Baad; der maatte derfor hyres Folk fra det nærliggende Fastland. Dette var ogsaa Tilfældet i 1694.- Det behørige Antal Folk var som sædvanlig hyret ved juletid, og Fæstepenge givet paa Haanden, men hen ad Foraaret forlød det, at Fastlands Folkene havde faaet bedre Tilbud andre Steder fra og vilde modtage disse. Da Fanø Fiskerne hørte dette og var bange for, at de skulde staa ved Fiskeriets Begyndelse uden tilstrækkeligt Mandskab, henvendte de sig til Stiftamtmand von Speckhan og androg om, at der maatte gives Fastlandskarlene Paalæg om, at de skulde overholde de med dem indgaaede Overenskomster og møde ved deres Baade, naar Fiskeriet tager sin Begyndelse. Stiftamtmanden tilskrev derefter Herredsfogden i Skads Herred, ”at han skulde have flittig Indseende med, at ingen af dem, der havde sig lejet bort til Fannikerne, begav sig andet Steds hen, forinden Lejemaalet var udløbet, da i Henseende disse fattige Folks Fiskeri, hvoraf de dem paabudte Kontributioner, Landgilde og Frihedspenge skulde udrede aarligt, snart herved kunde blive ødelagt."  

De afgifter der var pålagt fiskere på Fanø, var mangeartede og altid trykkende fordi de blev beregnet af bruttofortjenesten. Sandtolden er den ældste og største afgift, der allerede nævnes som indtægt for kongen i 1514, men er sikkert af betydelig ældre dato. 

Herudover skulle der svares fisketiende til præster, kirkerne, birkedommere, til Ribe hospital og Ribe ladegård. 

Ydelserne fiskerne skulle yde til birkefogederne, var fastsat ved Reskript af 11. januar 1726, der påbyder et bestemt antal fisk, birkefogeden skulle have af hver fiskebåd i forårs- og efterårsfiskeriet, men intet om sommerfiskeriet. 

Til Nordby kirkes vedligeholdelse blev det i en vedtægt fra 21. december 1743 bestemt, at der af hver fiskebåd skulle betales en årlig afgift fastsat til 1 mark 8 sk. for de største og derefter 1 mark 4 sk., 1 mark, 14 sk., 10 sk. Og 8 sk. For de andre alt efter størrelse. 

Fra gammel tid har præstens indtægter for en stor del bestået af naturalier, hovedsagelig landbrugsprodukter. Da landbruget på Fanø aldrig har givet meget af sig og i gammel tid nærmest været en biindtægt for fiskere, er det forståeligt, at en væsentlig del af præstens indkomst kom til at bestå af fisk. 

I præsteindberetningen fra Sønderho 1651 (Rigsarkivet) hedder det,  

,,at Sønderho er et Fiskeleje, som hører alene Kongen og Kronen til og ikke er takseret for Helgaarde, Halvgaarde eller Bol, men alene for Fiskerboliger, som giver ingen Korntiende for det ringe Sted, det er, og efter som Sognet aarligt af Sandløb fordærves, og Fiskeriet formindsket. Præsten gives noget uvis af Penge og Fisk efter Fiskernes Lejlighed”. Og fra Nordby hedder det, at Præsten af Fisk faar vaade og tørre for 40 eller om det gaar vel til for 50 Sletdaler. Naar Skibene forringes eller formindskes, forringes og formindskes ogsaa Præstens sædvanlige Part, saa heri er en stor Uvished, saavel som i andet mere; naar Fiskeriet slaar fejl eller Sandet kommer nogen for nær, saa flytter de og søger andre Pladser.”