Fiskehandelen på Fanø

 

Fiskehandelen 

 

Handelen med fisk i Vestjylland kan spores tilbage til 1297, hvor der i kong Erik Menveds brev til Ribe nævnes, at fiskeriet i Ribe har været fra gammel tid, og her blev fisken fra øerne solgt. Dette har fortsat i århundreder. Ud over det Fanøfiskere solgte på markedet, solgte de fisk til Ribe købmænd, der videresolgte fisken over hele landet og syd  på langt ned i Tyskland. Avancen for købmændene var måske lovlig stor, idet vi i 1540erne finder udenlandske opkøbere af fisk på Fanø og ved andre fiskelejer i Ribe Amt 

 

Ribe købmændene blev sure over disse udenlandske opkøbere og klager til kongen, der i 1548 udsteder et brev til Fanø, Mandø, Sønderside og Nyminde, hvori kongen befaler at fiskerne ikke handler direkte med de udenlandske opkøbere. 

Dette påbud virker dog ikke mere afskrækkende, end at vi i 1552 finder en købmand Johan Beder fra Stade på Sønderside fiskeleje for at opkøbe fisk. Han kommer i klammeri med nogle opkøbere fra Ribe, som han kalder ”Prakkere”, der ikke var bedre værd, end at de skulle hænges i en galge, og at de selv havde fundet på forbudet. 

I 1552 kommer der et nyt kongebrev, med bestemmelse om beslaglæggelse af de udenlandske opkøberes skibe og last, og dette virker, sådan at handelen stopper, i stedet begynder ”udlændingene” selv at fiske ved Vesterkanten med ”stikkere”, det man på Fanø kaldte at ”prege”. En stikker var et jern med flere små harpuner på, hvormed man fangede fladfisk langs land og i dybene mellem vaderne

 

 

butpreger

 

 

Butpreger

 

 

Dette fiskeri forbød kongen ved kongebrev af 26. marts 1553. Dette ser ud til at virke, idet prisen på fisk går ned. Fanøboerne klager til kongen og siger samtidig at Ribe købmændene tager alt for høje priser for hamp, tjære og andet til fiskeriets behov.  

Kongen beder derfor lensmanden Erik Rud på Riberhus om at afgive en betænkning.  

I 1564 kom der et påbud mod udførsel af fisk, idet fiskeriet havde slået fejl. Senere går det igen godt med fiskeriet og der sælges igen til gode priser. Præsten Jonas Colding beretter i 1584 i en bog om Danmark:  

” at der fra Landets vestlige Del fanges Fisk næsten hele Aaret, saa at Udbyttet af det saa hyppige Fiskeri gaar op til Tønder af Guld. Brugen af det er ikke alene til Gavn for de Folk, der bor nærmest Havet, og som forskaffer sig deres Næring ved Fiskeri, og for Kongerigets andre Indbyggere, men Afsætningen breder sig til Tyskland, Frankrig og andre Steder”.  

Opsvinget får dog hurtigt en ende, idet Fanøboerne den 5. januar 1587 sender brev til lensmanden, at fiskeriet har slået fejl, så kongen har bestemt, at de skulle fritages for halvdelen af den dem pålagte penge- og madskat.  

Det var særligt til St. Hans marked og Mikkels marked, at Fanøboerne kom til Ribe med fisk.  

Tøndepenge var i det 17. århundrede ca. ½ Skilling af hver tusinde skuller, og der udførtes i 1616 763.000 og i 1624 544.000, hovedsagelig til Hamborg, herudover er der også udført torsk og hvilling. Desuden er der afsat masser af fisk omkring i landet og købmænd fra andre byer, også fra København, kom til marked i Ribe. I året 1641 betalte Niels Mathisen af København bropenge af 12.000 saltet skuller, 5000 hvilling, 15.000 rokker og 5.000 samrask.

 

 

 

Fra ældgammel tid havde Varde og Ribe eneret på forhandling og udførsel af fisk. Fanøboerne respekterede dog ikke altid dette privilegum, men sejlede, når de mente at de kunne komme af sted med det, uden videre til pladser i Slesvig og Holsten, ja helt ned til Hamborg med deres fiskevarer, ofte skjult under tørv som de lastede ved Roborghus og andre steder. Tolderne var nok klar over dette og i en skrivelse til rentekammeret af 20. januar 1685 klager tolder Hausmann i Ribe over dette forhold. Han skriver at fiskerne på Fanø året igennem ikke alene kommer til Ribe med deres last af saltet fisk, men også under påberåbelse under det særlige kgl. Privilegium, at de kan sejle deres fiskelast til Husum, Hamborg og andre fremmede steder, uden at anmelde sig på toldboden i Ribe for at betale told og lastepenge af fartøjerne.  

Rentekammeret skriver derefter til Stiftsbefalingsmanden bl. a.:   

”da som deri stort Underslæb kan fore, gaa, ja endog efter Tolderens Formening er at befrygte, at ved samme Lejlighed forbudne Varer paa Ølandene kunne indføres, ville Eders Ekscellence lade sig behage, Indbyggerne paa bemeldte Ølande alvorligt at lade tilholder at de straks og uden Ophold i Original fremviser, hvad konfirmerede Privilegier de derom siden Toldrullens Indsættelse-af 1. Maj 1672 haver."   

Fanøboerne kunne ikke bevise rigtigheden af den påberåbte kgl. Nåde og det pålægges dem derfor at anløbe Ribe Toldsted både ved ind- og udsejling med deres fisk, men samtidig blev de fritaget for den årlige sandtold. Dette var dog ikke nok for Fanøboerne og de opnåede også at blive løst for told der indførtes til Ribe by.

 

 

 

Fanøkonernes fiskehandel  

 

 

Det var særlig på Fanø, at der var dygtige saltekoner. »De paa Fanøe tilberedte Fisk udgjøre en meget søgt Vare, som foretrækkes alt hvad der af dette Slags kommer fra den øvrige Vestkyst af Jylland. Især ere de saakaldte Ribeflyndre, naar de ere meget store, ogsaa kaldte Præsteflyndre, meget berømte. Dog blive de gjerne lidt harske naar de ere meget fede. Afsætningen skeer paa Markederne i Varde, Ribe, Høier og Tøndern. Manøeme kjøbe ligeledes meget og kjøre hermed til Flensborg og andre Steder i det Slesvigske. Ogsaa en deel gaar til Fastlandet som Betaling for Brændsel og Korn. «

 

Smidth bekræftede, at fannikerne blev anset for at tilberede den bedste klipfisk, og »deres Varer have derfor et fortrinligt Rygte paa Markederne; men da de nu ikke fiske saa meget som forhen, reise Konerne omkring til Hjerting, Oxby og Blaavand og kjøbe Fiskene der for 3 á 4 Mk. Lpd. og sælge dem igjen i Varde og Ribe for 4 á 5 Mk. Lpd.« Fanøkoneme drev fiskehandelen om sommeren, når deres mænd var væk. Det kunne være en ganske indbringende forretning, da nye kartofler og nytørret fisk var en lækkerbidsken, når begge dele kom på markedet i juni måned. Men det var en svag afglans af den fiskehandel, som to hundrede år tidligere havde medført fannikerns og hjerting- boernes første opsving for deres skibsfart. 

 

 

Tilvirkning af isinger

 

p57 isinger

 

 

Undermålsspætter og isinger fra gammel tid anvendt tørret og stegt som dabs eller bakskuld. 

 

 

Den rette fremgangsmåde ved fremstillingen af den tørrede og saltede fisk var følgende. »Hovederne afskjæres, undtagen paa Torsken og Tungerne, Indvoldene tages ud, og Fisken udskylles gjentagne Gange i Vand. Derpaa flækkes den 3 til 5 Gange med en lille Øxe og bliver liggende Natten over i Riiskurve for at Vandet kan løbe af. Den nedsaltes nu i Kar eller Ballier, hvor den forbliver to til tre Dage. Naar den igjen er optaget, toes den vel af og hænges til Tørring i fri Luft, men maa nøie bevares for Regn og Dug, thi ellers bliver den haard. Dette gjalt den Fisk, som fanges om Foraaret. Høstfisken derimod grønsaltes, da Efteraaret sjendent giver Veir til at faae den tør. Hovederne afskjæres uden Undtagelse, Fisken reengjøres og flækkes, ligger en Nat i Saltlage, optages, presses og nedsaltes endelig i Fjerdinger eller Halvtønder.«"  

 

Det var for det meste kvinderne, som rejste med fisk til markederne i deres let kendelige dragt, der virkede som god reklame for salget, og desuden havde Fanø fisk et godt ry på sig. 

 

 

Ingeborg Slagter

 

b143ingeborgnilsen

 

 

 

Der er en historie om, hvad dragten kunne betyde – historien er om Ingeborg Nielsen (almindelig kaldet Ingeborg Slagter, død 1917, 81 år.) fra Nordby. Hun var kendt som en dygtig opkøber af slagtekvæg på markederne og bar den smukke Fanø dragt. Engang hun var til markedet i Holsted, stod der en fisker fra Oksby på markedspladsen med saltet og tørret fisk, men handelen gik dårligt. Ingeborg var færdig med sine indkøb og tilbød at sælge for ham. Handelen gik livligt, det rigtige skilt – Fanø dragten – borgede for fiskens kvalitet. En time efter var ”Fanø fisken” udsolgt og Oksby manden gned sig i hænderne. 

 

Hidtil var fisken der forhandledes uden for øen, kun saltet og pakket i tønder og fjerdringer eller saltet og tørret som hvilling og torsk og pakket i bundter af 1 Lispund; rokker var vindtørret, bakskuld saltet, tørret og røget og bundtet med en snes i bundtet. Fersk fisk var umulig at sende på grund af de dårlige trafikforbindelser, men i Hamborg var der opstået et marked for fersk fisk, hvor især fiskere fra Blankenese, en lille by ved Elbens munding, afsatte deres fisk og opnåede priser, der lå over prisen på salt fisk. 

 

Dette foranledigede at der i 1867 dannedes et selskab i Nordby, med den hensigt at fremskaffe en dampbåd, der skulle fragte levende fisk til Hamborg, ved at blive stationeret ude på fiskepladserne og laste direkte fra fiskebådene. Bagmændene for ideen var konsul J. K. Bork, direktør Smith og justitsråd, borgmester L. C. Larsen. Foretagendet blev ikke til noget. Kort tid efter forsøgtes et andet selskab dannet af hamborgere med en dansk mand i spidsen, P. W. Nellemann. Planen var foruden fragt af fersk fisk til Hamborg, anlæg af et stort fiskesalteri og røgeri på Fanø samt en fiskeguanofabrik. Heller ikke denne plan blev ført ud i livet. 

 

Året efter dannedes der et selskab ”Det vestjydske Fiskeriselskab”, som straks anskaffede fire kvaser der skulle fragte den ferske fisk til Hamborg. På Fanø skulle den fisk der ikke egnede sig til eksport, saltes, tørres og ryges og affaldet omdannet til guano. Selskabet fik positiv opbakning i pressen og Fanøboerne tegnede sig straks for en kapital af 26.000 Rdl. Foretagendet svarede sig dog ikke og sluttede da kapitalen var opbrugt. 

 

 

Karen Nielsdatter

 

b149karennielsdatter

 

 

 

En af de sidste kvinder der drog til markeder med fisk var Karen Nielsdatter, der døde i Nordby 1909 , 93 år gammel. 

 

Hun begyndte med fiskehandelen som ganske ung i 1830erne. Som ung pige (der var ualmindelig stor og kraftig, hvilket bibragte hende navnet Karen Tordenskjold) tjente hun i ”Æ Sønden” dvs. i Slesvig og allerede mens hun tjente begyndte hun at handle med fisk. Da hun stoppede med at tjene slog hun sig helt på fiskehandlen og hun havde allerede en god kundekreds at begynde med. Gode og smukt tilberedt var de varer hun handlede med. Hun var meget kritisk med hvad hun blev tilbudt til salg. Det var hovedsagelig tørrede hvilling der var bundtet med halmreb på et lispund, hun handlede med. Hun begyndte gerne sine ture i Ribe, hvortil hun fragtede fisken med sejlbåd. Var Ribe forsynet fortsatte hun med en lejet fjellevogn til markederne i de sønderjyske byer. I sommertiden, når de nye kartofler kom frem, var hun sikker på at kunne afsætte et lispund i næsten hver eneste gård hun kom forbi, idet nye kartofler og ny tørfisk blev betragtet som en lækkerbisken. 

 

Denne handelsvirksomhed blev hun ved med til langt op i årene, og ved flid og sparsommelighed samlede hun sig en pæn lille formue, tarvelig og nøjsom var hun, men gik ikke af vejen for en saftig skipperskrå. En lille, og måske ikke så lille biforretning havde hun i handelen med ravsmykker, forarbejdet hjemme i Nordby.

 


Gå til top