Blankeneser-fiskerne ved Fanø

 

 

       Overlast fra Blankeneser-fiskernes side 

 

kort blankenese

 

 

 

Fanøfiskerne drev dengang udelukkende fiskeri med line, der sattes tværs i strømmen. Blankeneserne fiskede udelukkende ved hjælp af kurrer, en slags trawl, som de drev med strømmen, og da de hensynsløst drev over linerne, ødelagdes disse totalt, med store tab til følge for Fanøboerne.  

I efteråret 1810 klagede Fanøboerne sig til øens kommandant N.M. Winckler, og han gav advarsler til Blankeneserne. Disse sendte følgende brev:  

”Paa Grund Hvad fiskeri angaar med os her Uden for Fanøe i Søen, Da om Foraaret og Efter Aaret Kand Vi ingen Hvilling fange af Aarsagen at Hvilling kan see, men hen i Sommeren, at den som Kalles Søewomel (Vandmand Kommer bestandig i Vandet i Søen saa bliver Hvilling fiskblindt af disse saa, kaldes Søewomel, dem Kand Vi fange i Worris Koer (Kurre), og af disse blinde Hvilling Kand Ey fanges paa Kroget som Fanøe fiskere bruger, Som vi i Dag med et Hvilling beviser Hrr. Commendant paa Fanøe, er blindt."    

I brevet ses, at der overhovedet ikke tales om ødelæggelse af Fanøfiskernes redskaber. I sommeren 1811 bliver ødelæggelserne værre og der klages til stiftamtmanden.  

Foruden stiftamtmanden inddrages birkedommer Nørup og kaptajn Winckler samt sognefogeden i Nordby Laurids Kallesen. På dette tidspunkt fisker der over 100 blankeneser fiskebåde ud for Fanø. Blankeneserne ikke alene ødelægger Fanøboernes fiskeredskaber, men sælger tilmed fangsten til englænderne. 

 

 

 

 

Birkedommer Nørup indgiver 5. september 1811 en betænkning, hvori han også beder om at få anbragt en kanonbåd ved Sønderho i Knudedyb og en ved Nordby og i Grådyb.  

Der kom dog aldrig noget svar på betænkningen og Blankeneserne fortsatte der skadelige fremfærd. Først i 1816 skriver Fanøboerne den 22. oktober direkte til kongen. Hertil kom der intet svar og året efter indgiver fiskerne en ny ansøgning, og opnår et svar der tilkendegiver, at man ikke kan forhindre Blankeneserne i at drive fiskeri og at skaderne kan forsøges erstattet ved lovlig måde.  

Nu går der 14 år, inder der kommer nye klager. Ikke fordi Blankeneserne har forladt fiskepladsen ved Fanø, adskillige avisnotitser skriver om ødelæggelserne, men mere fordi Fanøboerne følte at der ikke var hjælp at hente i lovparagrafferne og fandt sig derfor i overgrebene. I 1832 rører de dog på sig igen, denne gang med en henvendelse til deres sognepræst L. Nielsen. Brevet lyder således: 

 

Hr. Pastor L. Nielsen, Fanø.  

 

Da vi anser Dem for en af de største Lodsejere ved Fiskeriet og tillige med os skal nødes til at miste den Velsignelse af Fiskeriet, som aarligt plejer at komme her til Landet, og hvoraf her den største Del af Befolkningen skal ernæres og yde Bidrag til Udgifter, vil vi her oplyse, at her ligger i Øjeblikket 35 Blankeneserfiskere, som opkradser Havbunden, hvoraf Fiskene har deres Næring, og da jager Fiskene bort. Vi kan og ejheller komme til at fiske med vore Liner, da vi saa er sikre paa at faa vore Fiskeredskaber be- skadiget. Vore Baade er ikke af den Beskaffenhed, at vi kan fly fra vore Fiskevaads Ankerpladser, naar Blankeneserne udspreder sig paa vore Pladser. Vi er yderst forlegen, tilmed da Øen nu er i ussel Forfatning, og total vil gaa til Grunde, naar denne vor lille Næring for os bliver nedlagt, hvorfor vi beder Dem, at De vil være af den Godhed næste Postdag for os at indgive et Bønskrift til Kongen og forestille ham det Indgreb og Skade, disse Blankeneserfiskere gøre os fattige Fiskere, der næsten ene skal leve af det lidet Udbytte, som Fiskeriet kan give. Vi har det Haab til Dem, at De paa det bedste anbefaler vor fælles Begæring. Hvad Udgifter derved kan blive, er De saa god at give Regning paa til Sognefogden, som vi formoder betaler samme. Fanø, den 26. April 1832.                          (13 Underskrivere).  

 

 

 

Om præsten efterkom anmodningen vides ikke, men brevet vidner om at hjælp var nødvendig for at beskytte fiskerne mod overgreb – en hjælp der udeblev.  

I 1859 sender ministeriet en advarsel til Blankeneserne, der på dette tidspunkt har 150 både, der driver fiskeri ved Fanø. Advarselen kommer som en reaktion på en skrivelse fra sognefogeden i Nordby af 15. september 1859, der fortæller om de stadige ødelæggelser.  

Advarselen fra ministeriet hjalp i nogen grad, men i 1862 sender birkedommeren en ny klage over blankeneserne og ministeriet beslutter derfor at beordre toldkrydserne der var stationeret ved Fanø, om at holde øje med Blankeneserne.

 

 

Toldkrydser

Toldkrydser

 

 

Toldkrydserne havde dog ikke megen tid til at holde opsyn med de fremmede fiskere, og den 25. september 1864 indgiver sogneforstanderskabet en ny klage til indenrigsministeren.  

I klagen opregnes de stadig større tab for fiskerne der endda kan medføre opgivning af fiskeriet. Det nævnes at en del nu må søge fattigvæsenet om hjælp. Det foreslås at området bliver fredlyst, eller at havet i en afstand af 3 sømil fra kysten bliver forbeholdt for lokale fiskere.  

Der er dog stadig ikke hjælp at hente fra de offentlige myndigheders side.  

Efter fredsslutningen i 1864, da Danmark tabte hertugdømmerne, hvor Blankenese ligger, blev forholdene noget anderledes. De pågældende landsdele var nu udland og undergivet andre love og bestemmelser.  

Ministeriet tager nu affære efter at birkedommeren sender nye klager samtidig med at toldmyndighederne gør opmærksom på det store antal udenlandske både på fiskeri i Fanøbugten, nu også med engelske både foruden de tyske. 

I 1872 beordrer ministeriet et inspektionsskib stationeret ved den jyske vestkyst som skulle yde de danske fiskere beskyttelse. Territorialgrænsen blev den 30. maj 1874 fastsat til den udstrækning af havet, der gik til en afstand af 3 kvartmile fra den yderste grænse af land som er tør ved lavvande. Kun danske fiskere måtte fiske dér. Gennem de danske gesandter i London og Berlin opfordres de respektive regeringer til at udstede advarsler til henholdsvis engelske og tyske fiskere, om at respektere det danske søterritorium.

 

 

 

 

 


Gå til top