Mitfanoe
Forulykkede fiskere på Fanø

 

Fattig staar Fiskeren foran sin Hytte,

mørkt er hans Blik mod den drivende Sky,

Baaden, ham bar, blev for Stormen et Bytte,

Garnet blev søndret, han knytted af ny.

Hænderne tomme! Bart er hans Bord,

mørkt er hans Blik - men faa kun hans Ord

(Skjoldborg).  

 

 

I dette lille digt skildrer forfatteren Skjoldborg på en kort og dog fyldig måde fiskernes vanskelige og farlige gerning på havet. Det var ikke alene fangsten, bådene og redskaberne, der ofte gik tabt; men den farefulde gerning krævede gennem tiderne mangfoldige menneskeliv med påfølgende fattigdom og nød for dem, der derved havde mistet deres forsørgere. Adskillige af de paa Fanø indtrufne ulykkestilfælde ved fiskeriet er det lykkedes mig (N. M. Kromann)at finde oplysninger om, og de skal nedenfor anføres:  

"De ældste Beretninger, vi har om Forlis og forulykkede Fiskere, findes hos Kinch (2. Bd. S. 863), der efter Hegelunds Almanakoptegnelser oplyser, at der Natten før 24. April 1577 forgik 9 Everter, hver med 12 Mands Besætning, og ligeledes, at der Natten før den 11. Marts 1613 i en stor Storm er forgaaet 5 Fiskeskibe, hver med 12 Mand. Her siges ganske vist ikke, at det er Fannikere, der er forliste; men Ripensernes Fiskebaade gik jo alle ud fra Sønderho og var for Størstedelen, for flere Baades Vedkommende udelukkende, bemandet med Sønderhoninger, og dette har da uden Tvivl ogsaa været Tilfældet med de nævnte Baade. Efterfølgende Ulykker indtil 1839 findes omtalt i Kirkebøgerne og libri datici (præsters embedsbøger) og gengives ordret:

 

 

 

 

1634 den 11. Oktober druknede 4 Mand i den store, forfærdelige Storm og Guds Vandflod.  

1673 den 15. Oktober druknede til Havs med Everten ”Gammelende" 14 Mennesker og kom ingen op uden Hans Poulsen, nemlig ud for Fanø Mølle.  

1677 den 10. April druknede med Everten ”Ballen" 5 Mand; af dem blev Jes Jensen begravet den 22. juli.  

1716 den 24. Oktober druknede 12 Mand fra Nordby.  

1724 den 14. Maj blev Everten ”Wille" kaldet kuldsejlet paa Havet vest for Sild, da der druknede 6 Mennesker; af disse blev Niels P. Lassen opstrandet paa Kjeldsandet, her hidført og begravet; de andre blev ej fundet.  

 

 

 

1729 den 28. November blev Everten ,Geden" kuldsejlet, hvorved druknede 13 Mand, den ældste var 70 Aar, den yngste 17 Aar. 6 blev funden og begravet i Sønderho. (Ved dette Forlis blev der 10 Enker og 63 faderløse Børn). Om denne sørgelige Begivenhed blev skreven en Sang, der endnu, over 200 Aar efter at Ulykken skete, er kendt. Her er nogle af Versene, som jo langt fra er lødig Poesi: 

 

 

Da de nu kommen vare

paa deres Fiskedræt,

med Frygt og uden Fare

forrettede hver sit Værk.

De saa vel Luften tætte

sig til en vældig Blæst,

og snart det ogsaa blæste ud af en Vest-Nordvest.

 

Men allerstørste Fare

da udi Gabet kom,

thi dér stod Dødens Snare

og fældte dennem om.

En Sø, som Døden sendte

med stor og vældig Skraal,

den deres Levned endte

paa Havsens Bund saa kold.

 

Dér laa da vores Glæde,

dér laa nu Skib og Mand

i Havets vilde Væde.

Ti Koner kom i Enkestand,

seksti trende Børn forliste Fader,

saa der blev Sorg og Trang,

men Gud en Fattig ej forlader.

Nu endes denne Sang. 

 

 

1746. Niels Jensen Dam kuldsejlede i sin Baad vest for Mandø og druknede; han var da 28 Aar og havde med sig en Dreng paa 12 Aar; blev ej funden.  

1747 den 30. Maj blev Mads Knudes Baad kuldsejlet vest for Listerdyb, da de var til Havs; havde inden Bords 9 Mennesker; deraf 3 Drenge, 11, 12 og 13 Aar. Alle de her nævnte var fra Sønderho, hvor intet andet er bemærket.  

1767 den 19. Maj forliste en Fiskebaad fra Nordby, og hele dens Besætning, 10 Mand, druknede.  

1772 den 7. Maj forliste en Fiskebaad, ogsaa fra Nordby, og 7 Mand druknede, mens én Mand blev reddet af et forbisejlende Skib.  

1787 den 11. juni druknede Niels, 12 Aar, Søren N. Sørensens Søn (fra Sønderho), da han var til Havs. 

1797 den 28. Januar druknede til Havs Peder Jensen Iversen, 40 Aar, med samt sine Folk Math. Jensen, 36 Aar, Niels Lauridsen, 48 Aar, og Søren Nielsen, 10 Aar. Alle fra Nordby.  

1802 den 23. Juni druknede Fisker Peder J. Thing, og samme Aar til forskellige Tider 3 andre Fiskere fra Nordby.  

1806 den 12. April forulykkede 7 Fiskere fra Nordby; de var Dagen i Forvejen gaaet til Havs i én Baad. De forulykkede var Lægdsmand for 102 Lægd Peder Pedersen, Lægdsmand for 104 Lægd Peder Hansen Clausen, Peder Mathias Pedersen, 22 Aar, Niels Pedersen, 17 Aar, og en ved Skibssmederiet ansat Svend, Jens Dahl Bruun. Baaden drev i Land paa Fanø, saa Ulykken maa være sket ved Kuldsejling.  

1807 den 12. Avgust kuldsejlede en Fiskebaad fra Nordby, hvorved omkom Peder Mathiasen og Peder Pedersen af Rindby. Ligene kom i Land paa Fanø og blev dér begravet.  

1833 den 1. September omkom under Fangst af Sælhunde ved Peder Mejers Sand Fisker Claus Christensen af Sønderho. Liget fandtes senere og blev begravet i Sønderho.

 

 

 

 

Den 14. Maj 1839, da Nordbys Fiskebaade var paa Havet, rejste sig henimod Aften en Storm, saa de alle hurtigst maatte søge Havn, hvilket lykkedes dem at naa paa to af de største nær; den ene indkom om Natten med en god Fangst. Den anden med en Besætning af 11 Mand kom dog ikke tilbage, og Dagen efter fandtes Baaden opdreven paa Oksby Strand med knækket Mast og aldeles tom. Besætningen var saaledes omkommen. Indtil 21. var kun ét af Ligene fundet. De syv af Fiskerne efterlod sig Enker med en stor Børneflok. Blandt de forulykkede var en Fader med Søn og en Fader og Svigersøn. (Ribe Stifts Avis Nr. 43, 1839). De forulykkede var: Peder Mathiasen, 78 Aar, Jens Hansen Ende, 73 Aar, Math. P. Oldefar, 63 Aar, Niels Jensen Sørensen, 61 Aar, Laurids Simonsen, 52 Aar, Søren Hansen Hollænder, 48 Aar, Niels Hansen Christensen, 39 Aar, Jens P. Brandt, 35 Aar, Thomas Pedersen, 30 Aar, Mathias Pedersen, 14 Aar, og en Dreng til. Ligene drev senere i Land paa Fanø og ved Oksby.  

1844 den 5. Oktober forliste 1 Fiskebaad fra Nordby, og 3 Mand druknede; og samme Aar til forskellige Tider druknede ved Fiskeriets Udøvelse 7 Mand.  

1845 druknede fra Nordby ialt 11 Fiskere, og 1846 3 Fiskere fra Nordby.  

1849 den 11. Maj druknede 6 Fiskere fra Nordby.  

1850. Natten mellem 10. og 11. Maj forliste en Fiskebaad fra Nordby under Indsejlingen til Graadyb. Hele Besætningen, 6 Mand, druknede. De forulykkede var Peder Mathiasen Iversen, Rindby, 28 Aar, Peder Iversen     Pedersen, sammesteds, 28 Aar, Hans Mathiasen Sørensen, 27       Aar, Hans Lauridsen, 22 Aar, Sonnich H. Sonnichsen, 11 Aar,    af Nordby, og Niels Mathiasen Dækker af Sønderho, 23 Aar. Ligene ilanddrev dels paa Fanø og dels ved Oksby og blev alle begravet paa Nordby Kirkegaard.  

1859 den 28. November omkom Morten P. Winther af Nordby under en hurtig opstaaende Storm kun ¾  Mil fra Land. Det var kun en lille Baad, som han var alene i.

  

 

 

 

1862 den 22. Maj udgik en Fiskebaad med 7 Mand fra Nordby. Et tysk Fartøj, der skulde til Hjerting, fik af disse to Mand om Bord som Lodser. Kort efter rejste sig ret pludselig en stærk Storm, saa at Fiskebaaden kæntrede, og de ombordværende 5 Mand druknede. En forbisejlende Fisker saa Ulykken passere, men var ude af Stand til at komme tidsnok til Hjælp. Baaden drev senere i Land ved Sædding, og heri fandtes Ligene af Las Hansen Lauridsen, 28 Aar, Niels Morten Jepsen, 44 Aar, og Hans Andersen Rødgaard, 22 Aar. Liget af Jes Sørensen Rødgaard, 51 Aar, drev senere i Land, medens Anders Nielsen Lauridsen ikke fandtes. Alle de fundne begravedes i Nordby. To af de omkomne var Familiefædre og efterlod sig Enker og 6 Børn i yderst trange Kaar. - Stedets Præst, Pastor Kuhlmann, og Distriktslæge Lorck satte sig i Spidsen for en Indsamling til Afhjælp af den indtraadte Nød og anfører i det i Anledningen heraf udstedte Opraab, at ”Ulykker af den Slags desværre er hyppig her paa Fanø, og Øens egne Kræfter formaar ikke at hjælpe overalt, hvor det gøres fornødent."  

1867 den 13. juni om Morgenen gik en Fiskebaad ud fra Sønderho i det fineste Vejr. Om Bord var der 4 Mænd fra Sønderho, nemlig forhenværende Skipper Jeppe Nielsen, 53 Aar, Skipperne Niels Møller Jørgensen, 37 Aar, dennes Svoger Jens Jessen Anthonisen, 49 Aar, og Broderen Thomas Jessen Anthonisen, 47 Aar. Henimod Aften rejste sig en heftig Storm, og i denne maa Baaden være forlist og de ombordværende omkom, men; thi et Par Dage efter fandtes Ligene paa Fanø, Mandø og List i Strandkanten. N. M. Jørgensen og Th. J. Anthonisen ligger begravet i Sønderho.  

1885 anden juledag gik samtlige Baade fra Nordby paa Fiskeri. Dagen efter rejste sig pludselig en stærk Storm, saa alle Baadene, ladende Redskaberne i Stikken søgte at naa i Havn. Det lykkedes for dem alle undtagen ”Havmaagen", ført af Morten Hansen Jessen. Han efterlod sig Enke og 2 uforsørgede Børn. Endvidere bestod Besætningen af Mathias Nielsen Jessen, der efterlod sig Enke, 3 uforsørgede og 2 forsørgede Børn, Niels Silladsen, der efterlod sig Enke og 5 smaa Børn, og Søren Madsen Hansen, der efterlod sig Enke og 2 uforsørgede Børn.  

1891 den 3. November omkom under Fiskeri mellem Fanø og Esbjerg Skibsfører Mads N. Poulsen og Anders L. Jensen.  

I 1904 den 2. juli omkom N. S. Kromann af Sønderho under en Fisketur, 44 Aar, efterladende sig Enke og 8 uforsørgede Børn.  

1905 den 23. Avgust i en forfærdelig Storm forliste Kutteren ”Karen og Ejnar" af Nordby, og hele Mandskabet omkom. Føreren, Theodor Jessen, efterlod sig Hustru og 6 ukonfirmerede Børn, og Jens Poulsen Lybecker, der efterlod sig Hustru og 4 ukonfirmerede Børn, Chr. Mogensen Christensen Hustru og 2 voksne Sønner; endvidere var der 2 ugifte unge Mænd fra Esbjerg om Bord.

I de forløbne Aar derefter er der af og til omkommen Fiskere fra Fanø, hvoraf de fleste har været forhyret med Esbjerg Kuttere; men herover har jeg (N. M. Kromann) ingen Fortegnelse.

       

 


Gå til top

End Of Slide Box