Sejladsen og fangsten i Nordishavet var besværlig og livsfarlig og kostede mange menneskeliv. Man finder jævnligt i kirke- og tingbøgerne omtalt, at Fanø matroser ”blev i strædet”: omkom i Davidsstrædet. 

Sidst i marts sejlede hvalfangerskuderne fra hjemhavnene mod nord. Det var en flere uger lang tur, at komme til fangstpladserne mellem Spitsbergen og Grønland, ved Jan Mayen eller i Davidsstrædet vest af Grønland.

Farligt var det også; skibet kunne blive knust oppe i isen og den enkelte kunne komme galt af sted i kampen med en såret, men endnu stærk hval. Og skørbugen hærgede som regel på grund af ensidig kost og vitaminmangel.  

Fangsten forgik de første år i mindre både direkte fra kysten, men snart søgte hvalerne til havs og så måtte hvalfangerne følge efter.

Vi skal nu følge fangsten af en grønlandshval, efter at der er meldt hval i sigte fra en udkigspost: (Kilde: Jepsen Uhd, Palle: Harpuner i Arktis Hvalfangst ved Svalbard i 1600 årene, Fiskeri- og Søfartsmuseet, 1994) 

Sluppen sættes i vandet fra kysten, og besætningen hopper ombord og indtager deres pladser Den slanke båd skyder gennem vandet drevet frem af de fire roeres taktfaste åretag, og sprøjt fra krappe bølger sender røgvand ind over mandskabet. Agter står slupmesteren med sin styreåre. Sammen med harpuneren, der har taget plads i stævnen, spejder de efter hvalen, der snart observeres hvilende i vandoverfladen nogle hundrede meter fremme. Styrmanden giver ordre til roerne om at slække på årerne og gå langsomt og så lydløstfrem som muligt. Et kvarter går, og båden er nu næsten nået hen til hvalen. Tre  assisterende slupper fra det samme skibshold ligger lidt agten for tværs, og slupmesteren giver tegn til, at en af bådene skal slutte op, men at de to andre skal holde sig lidt tilbage. Hvalen har tilsyneladende endnu ikke bemærket hvalbå- dene. Harpunéren har sikret sig, at hvallinerne i bunden af båden ligger, så de frit kan trækkes ud over stævnens pullert, og han står parat til kast. Den muskuløse krop er spændt som en fjeder, og han koncentrerer sig fuldt ud om det afgørende møde med hvalen. Da sluppen er få meter fra hvalen springer harpunen nærmest ud af hånden på ham og baner sig vej ind i dyrets ryg gennem hud og spæk. Samtidig slækker roerne på årerne og forsøger med al kraft at manøvrere båden bort fra hvalen, der i samme sekund, som harpunen træffer den, rejser sit vældige hoved over vandet, slynger kroppen fra side til side og sender styrtsøer af skumpisket vand ind over båden. Halen hæves i næsten samme bevægelse flere meter over vandet, og inden hvalen dykker bankes halen med voldsom kraft flere gange ned i det oprørte hav, og det er kun ved et tilfælde, at den anden slup ikke bliver knust under den enorme halefinne. Mandskabet slipper meden bordfyldt båd og må omgående i gang med at øse.  

Håndharpunen, som med få ændringer blev benyttet helt op i det 19. århundrede, var et kort redskab frem- stillet af det fineste smedede stål, der havde stor elasticitet og brudstyrke. En god harpuner valgte sine våben med omhu, og i de europæiske havnebyer opsøgte man de bedste harpunsmede. Harpunen blev slynget mod hvalen ved hjælp af en kastestok, der gav ekstra styrke i kastet. Til harpunen var bundet en hvalline, forrest en tynd fodgængerline forarbejdet af stærkt og smidigt tovværk, der var fastgjort til en noget sværere trosse. Linerne lå i forvejen parate i bunden af sluppen og ordnet på en ganske bestemt måde, således at man hurtigt kunne koble nye liner på efter behov. Sluppen havde normalt tre liner ombord hver på omkring 100 favne (180 meter). Alligevel var der undertiden brug for at tilkoble liner fra assisterende både.

En sådan tur efter en harpunerer hval blev af de nord- amerikanske hvalfangere et par århundreder senere betegnet som: »The Nantucket Sledgeride!«. Da baskerne udviklede hvalfangstens teknik i hjemlandet og senere ved Labrador, holdt man ikke forbindelse mellem båd og hval ved hjælp af en line. Den oprindelige metode var, at hvallinen påsat en flyder blev kastet overbord, så snart hvalen var harpuneret. Flyderen skulle bremse hvalen, og med sin modstand trætte den og samtidig markere, hvor hvalen befandt sig. Slupperne kunne så i nogenlunde sikkerhed vente på det øjeblik, hvor de kunne nærme sig hvalen og forsøge at aflive den. Metoden havde dog den ulempe, at der undertiden kunne gå mange timer, måske dage før jagten var endt, og hvalen havde store muligheder for at undslippe. Den samme metode, men ved brug af flydere af oppustet sælskind, har også i århundreder været benyttet af inuit-hvalfangere.  

Men tilbage til de forkomne mænd i den slingrende hvalbåd:  

Efter endnu en halv times tid var der tegn på, at hvalen var udmattet. Den slækkede farten, og lå til sidst stille i vandoverfladen. Mændene gjorde sig nu klar til selve aflivningen af det store dyr med lanser Endnu engang gjaldt det om at komme helt ind på hvalen, så harpuneren kunne få et dødbringende lansestød ind i hvalens vitale dele. Helst skulle lansen ind lige foran en af finnerne eller bag åndehullet for at overskære en af de store blodårer. Medens båden nærmede sig hvalen sammen med de assisterende slupper, lå hvalen fortsat stille som i en døs. Da slupperne nåede helt hen til den, søgte de at komme så langt frem som muligt for at undgå at blive ramt af hvalens piskende hale efter angrebet med lanserne. Harpunérerne fra to slupper angreb samtidig. Ham, der havde harpunerer hvalen, fik et dybt stød ind foran den venstre svømmefinne og den anden ramte med et mindre heldigt stød højt på ryggen mellem de forreste ribben. Hvalen reagerede voldsomt, den piskede med halen i en vanvittig dødskrampe og armtykke stråler af fortættet udåndings- luft og blod stod op af åndehullerne. Kampen varede kun i få minutter, inden hvalen var dræbt og lå helt stille. Der var nu gået det meste af en dag, siden slupperne forlod landstationen, og der var endnu et slidsomt arbejde tilbage med at bugsere hvalen ind til kysten. Mandskabet i de fire både tog fat på forberedelserne. Først blev halefinnerne skåret af for at nedsætte vandmodstanden under bugseringen. Dernæst blev en kraftig trosse bundet omkring halens smalleste sted og fastgjort til den ene af slupperne. Slupperne blev derefter koblet sammen med reb. Alle kræfter blev lagt i årerne, og da vinden bar mod land, kunne bugseringen lettes ved, at hver båd rejste en kort mast med et råsejl. 

En kogeplads bestod som regel af to kedler placeret over hvert sit fyrsted, der var muret op af sten. På Sval- bard, hvor der ikke findes naturlig trævækst, var man henvist til at bruge drivtømmer som brænde eller at medbringe kul og træ fra hjemlandet. Men som i Labrador benyttede man også udkogt spæk som brændsel. Når spækstykkerne var kogt ud, blev olien skummet for urenheder og udkogte spækstykker og øst over i et kølekar med vand. Her skulle olien klares, inden den, blev fyldt på tønder (fade eller kvardeler), som bødkerne havde rejst. Når hvalolien var færdig, havde den en bleg, honninggul eller i visse tilfælde rødbrun farve. Tilbage stod nu indladningen af de fyldte tønder, et arbejde der under de primitive forhold uden kajplads og med simpelt lossegrej til rådighed utvivlsomt var en besværlig og tidkrævende opgave. Man kunne dog drage fordel af, at de oliefyldte tønder kunne holde sig flydende og flådes ud til skibene, hvor de blev taget ombord og stuvet i lastrummene. Arbejdet med hvalen var imidlertid ikke tilendebragt med flænsningen. Barderne, som ligeledes var et værdifuldt produkt, skulle også bjærges og renses. Efter flænsningen blev hvalens hoved skåret af og slæbt ind til kysten under højvande. Når vandet ved lavvande trak sig tilbage, kunne arbejdet med at fjerne barderne fra de enorme kæber påbegyndes. Barderne blev renset for hudrester ved hjælp af et særligt skrabejern og derefter skrubbet med sand for at fjerne fedt og urenheder. Efter klargøringen blev barderne sorteret efter længde og kvalitet i fem forskellige kategorier og bundtet. Hvert bundt indeholdt 50 barder med 10 stk. af hver sortering. Inden barderne blev bundtet og stuvet ombord på skibene, skulle de helst ligge i nogle dage og tørre i sol og vind. Under hele processen med flænsning af hvalerne og klargøring af produkterne var landstationerne på Svalbard ofte plaget af havfugle i tusindvis. Det var især mallemukker (havheste), rider og gråmåger, der opsøgte områderne, hvor der jo fandtes uanede fødemængder i de flænsede hvalkadavere. Der findes beretninger om, at hvalfangerne nærmest iværksatte masseudryddelse af mallemukker, og visse år, hvor det gik sløjt med hvalfangsten, blev de tranrige fugle kogt til olie sammen med hvalspæk. Strandede hvalkadavere tiltrak også isbjørne og polar- ræve, og disse dyr er sikkert også blevet efterstræbt af hvalfangerne og arbejderne på landstationerne.  

Også på åbent hav foregik jagten i joller, der blev roet frem. Forrest stod harpuneren. Han dirigerede jollen så tæt på hvalen, at han kunne placere den tunge harpun med de store modhager i dens spæk. Straks det var sket dykkede hvalen, for at undfly den pludselige smerte. Dermed trak den den lange fangline med sig. 

Flere både blev sat ind, og når hvalen igen kom op til overfladen for at ånde, fik den flere harpuner i sig. De trænede hvalfangere kunne som regel forudse, hvor og hvornår en hval ville komme op næste gang, og så være på pletten. Først når den efter flere timer var blevet træt, kunne den endeligt stikkes ihjel med en lanse. 

Tilbage ved skibet blev hvalen flænset og spækket taget ombord. Også tungen, der kunne veje op til 4 tons, blev taget med ligesom barderne. Af spækket blev der kogt tran. Tran kunne bruges i husholdningen, men det meste gik til belysning i Europas stadigt voksende byer - det var jo før olien og elektriciteten begyndte at kaste sin glans over landene. 

Også hvalernes barder var vigtige. Barderne er forgrenede ganefolder, som hvalen bruger til at si plankton og smådyr fra havvandet med. Renset og behandlet brugte man barderne som stivere i skørter, huer, parasoller og lignende.