Østersfangst ved Fanø

 

 

 

Østersfangst og østerbankerne ved Fanø og Mandø. 

 

 

Dernæst kendes et brev fra kong Frederik 2, dateret Skanderborg 4. februar 1587, som lyder: 

”Vi Frederik etc., gøre Alle vitterligt, at eftersom vi komme i Forfaring, at mod Vestersøen udi Riberhuslen skulde findes og vaere fangelige en Slags Fisk, kaldet Østerling, og eftersom vi selv have Lyst og Behag i disse Fisk, have vi derfor befalet os elskelige Albert Friis, vor Mand, Raad og Embedsmand paa vort Slot Riberhus paa vore Vegne samme Slags Fisk at skulle lade fange og os tilskikke, og paa det derpaa ikke med Tiden skulde blive Mangel, da forbyde vi Alle, hvor de helst ere eller være kunne og hver besønderligen nogen Østerling dersteds at fange eller fange lade, uden aleneste den, som derpaa fanger paa vore Vegne Befaling af vor Lensmand paa forn. Riberhus. Saasnart nogen fordrister sig til herimod at gøre, og det samme skælligen Overbevises kan, den da vil stande derfor til Rette og straffes som vedbør. - Hvorefter hver vil sig vide at rette og for Skade at tage Vare."   

Siden får rentemester Christopher Valdendorf befaling til at skaffe kongen 3 – 4 tønder østers, enten med den jagt, kongen plejer at sende derefter, eller på anden måde. 

Fra den tid har østersbankerne overalt i landet været at betragte som kongeligt regale, hvoraf kongen alene har nydt udbyttet. Først fra midten af det 17. århundrede findes beretninger om bortforpagtning af østersbankene, idet købmand Poul Støffken af Hamborg 26. december 1645 får eneret til østersfangsten i 10 år ved Listerdyb, Amrum og andre steder i Riberhus len, mod at betale 100 rigsdaler in specie årlig. 

I år 1700 nævnes fru doktorinde Cathrine Fabricius at have haft de slesvigske østersbanker i forpagtning på 8. år, men klager nu over, at hun næsten ingen østers ”høster” på grund af tyveri, især fra bankerne omkring Rømø. Birkefoged Christian Thomsen i Møgeltønder Birk får ordre til at undersøge sagen nærmere. Et års tid efter meddeler han doktorinden, at alt hvad han kan udrette, er at bekendtgøre at alle der har skrabejern til østers, skal aflevere dem til Jesper Ørum, da de ellers vil blive tiltalt og straffet. 

I 1715 – 1718 bortforpagtes østersbankerne mellem Fanø og Mandø til viceadmiral Chresten Thomassen Sehested, kommandør Ulrich Kaas, søfiskal Nic. Fries of Sr. Peder Osiesen for 450 Rdl. Årlig. 

I tiden fra 1. maj 1718 til 1. maj 1728 er købmand Mazimilian Winckler fra Hamborg forpagter af østersbankerne omkring Fanø og Mandø. Afgiften beløber sig til 100 Rdl. Årlig samt 55 tønder østers til kongen af ”tilbørlig Bonitet og Størrelse in Natura efter Obermarschals ordre”. Winckler var i forvejen forpagter af de slesvigske banker. I 1724 fik han tilladelse til indtil forpagtningskontraktens ophør toldfri ind- og udførsel både til lands og vands af alle de østers han får under Ribe- og Haderslevhus amter. Ved udløbet af forpagtningstiden i 1728 byder Winckler for de fanøske banker en årlig afgift af 450 Rdl., hvilket dog ikke blev accepteret, idet disse banker nu havde en betydelig større bestand end tidligere. Udnyttelsen af bankerne blev da for tre år overdraget til admiral Sehested. 

Winckler der stadig havde de slesvigske banker i forpagtning, var ikke glad for konkurrencen, der også kunne åbne mulighed for øget tyveri, idet det var vanskeligt at føre kontrol ved flere forpagtninger. Han gav da admiral Sehested en opgæld af 300 Rdl. Årlig. 

 

 

 

 

Denne ydelse har sikkert været for stor, idet han efter de tre år får overdraget Fanøbankerne for kun 100 Rdl. Og uden deputater. Udbyttet fra de slesvigske banker stiger efterhånden til 100.000 styk østers årlig der fordeles til forskellige personer, embedsmænd i Ribe og Tønder amter, graven af Scackenborg samt endvidere 1000 styk årlig til hver af præsterne på Fanø, Mandø, Rømø, Sild, Föhr og Amrum samt Tønder for at de skulle indeslutte østersfangsten i den offentlige kirkebøn. Præsten på Mandø, fik dog sin andel omsat til klingende mønt, nemlig 4 Rdl., der for ham var mere værd end østers. 

Winckler var nu i en periode ikke forpagter, idet stiftamtmand Gabel har forpagtet samtlige banker for 2000 Rdl. Årlig, men det viste sig at fangsten ikke oversteg dette beløb, og Gabel klager til kongen den 10. februar 1734. Og allerede samme år er der auktion i Tønder på forpagtningen for de følgende 2 år. 

Winckler overtager da på ny forpagtningen. 

Østerstyverierne florerer stadig, og Winckler får mandat til at optræde skrappere over for tyvene, dog mod selv at afholde en del af omkostningerne. Tyveriet fortsætter dog. 

Skrabningen der foregik med dæksbåde på 2 – 6 læster og med to mands besætning foruden to skrabere, havde ofte karakter af rovdrift, idet fiskerne af magelighed fiskede på de lettest tilgængelige banker, hvorved bestanden ofte blev bragt ned på et minimum. Skrabningen foregik på den måde, at båden gik for meget lille sejl, efter at to skrabere var kastet agter ud. En vis rykkende bevægelse i skrabene betød at disse var fyldt, hvorefter de toges ind. Under gunstige omstændigheder kunne der tages 1 tønde ind i timen og normalt tog båden ud om morgene og kom hjem næste dag. I skrabeløn fik fiskerne for 1 tønde østers (ca. 800 styk) 1 speciedaler. I Hamborg fik man 5 speciedaler for salg. 

I årene forud for 1724 havde beboerne i Sønderho drevet ulovlig østersfangst på bankerne omkring øen. Hans Knudsen af Sønderho tilstod 4. april 1724 i retten, at han havde samlet østers på ”Trinden” ved Sønderho, i alt 1400 styk og solgt dem til en mand i Holsten. Beboerne bliver en for alle og alle for en dømt en bøde på 150 Rdl. Dette beløb kunne de på ingen måde betale , idet fattigdommen vat stor, og amtsforvalteren Jørgen Bruun i Ribe gør flere forgæves forsøg på at inddrive gælden, man alt var pantsat til Ribe købmænd , så der var ikke noget at tage af. Han forsøger isetdet at gøre udlæg i fangsten af fisk, og kommanderer en afdeling militær til Sønderho bestående af underofficer Tarp og to menige. Soldaterne ankom til Sønderho den 17. juli og lå der til den 16. august men kunne ikke udrette noget. De skyldige indsender en skrivelse til kongen den 9. september 1725 og beder om at slippe for betaling. 

Den 2. oktober forligger kongens resolution, der imødekommer deres bøn, og beboerne slipper i denne omgang med en alvorlig advarsel.

 

 

 

Antallet og beskaffenheden af østersbankerne

 

 

I en undersøgelse af antallet og beskaffenheden af østersbankerne ved den jyske vestkyst i året 1837 viste det sig at der i alt fandtes 50. Heraf lå der 5 ved Fanø og Mandø, der betegnedes ”de Fanøske Banker”, nemlig:

 

Lilleho, kun en mindre Banke, var den nordligste og beliggende Syd for Hjerting mellem Fanøs Nordspids og Strandby; den opdagedes 1740, men har ikke givet noget Udbytte af Betydning, og ved den Regeringen i 1830 foretagne Undersøgelse fandtes ingen Østers. (Der er dog i Slutningen af det 19. Aar, hundrede fundet enkelte Østers af Hjertingfiskere paa denne Banke, ligesom der ogsaa ved Prøveskrabninger i 1923 mellem Esbjerg og Fanø og i den østlige Del af Indløbet til Hjertingbugten er fanget 16.000 Østers). Ovennævnte Banke er sikkert den, der omtales i Riberhus Lensregnskaber for 1599, hvori det hedder, at Simon Hansen faar , for Kost og Tæring, som hvad hannem nød i dette Aar saavel som udi forgangne Aar er gjort med østerling, som dér for Sønderside er fisket, saa og for sin egen Umage og Besværing, han selv dermed har haft og endnu herefter haver, skal han derfor nu nyde i tre Aar saavel som han udi forgangne Aar haver bekommet paa Kgl. Majestæts egen naadige Behag 4 Tønder Rug og 3 Tønder Byg."

Nisøer (skal rigtigt være Næsøre – ”Øre" der strækker sig ud fra ”Næsset" - senere har den faaet Navnet ”Næsøjord" til omkring 1850; nu kaldes den ”Søjord"). Her fandtes endnu 1799 Østers, men kun i ringe Mængde. Ved Besigtelserne i 1819 og 1830 var der ikke Spor af Østers, og der fandtes kun Østersskaller paa Bunden. Denne Banks Beliggenhed maa have været øst for ”Søjorden". - (Her fandtes i 1868 ikke saa faa Østers efter Opgivelse af Birkedommeren).

Lundvigsbanke strakte sig fra Nordøst til Sydvest udfor Albuen paa Fanøs Østkyst og opdaget 1726. Noget Udbytte af Betydning har denne Banke dog aldrig ydet i Salgshenseende.

Kjeldsandbanke laa mellem Fanø og Mandø i Retning Nordøst og Sydøst. Ved Besigtelserne i 1799 og 1830 fandtes ingen Østers. (Befolkningen paa Fanø og Mandø har dog jævnligt forsynet sig derfra med Østers til eget Brug. I 1850erne skete der endog fra Sønderho ret betydelige Smugsalg dermed. I senere Tider er der dog ogsaa lejlighedsvis funden Østers paa nævnte Banke). Samtlige Fanøbanker havde i 1720 i September givet 50 ¼  Tønde Østers.

Mandø Østre Banke, laa, som Navnet antyder, Øst for Mandø; har i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede givet ret stort Udbytte, der gradvis aftog, til man ingen fandt ved Besigtelsen i 1799 og senere Besigtelser. I Forpagtningstiden blev den saagodt som aldrig befisket; hvad der fandtes dér var mest Genstand for Tyveri og Salg i Smug af Omegnens Folk. Nu er den aldeles ødelagt af Sand, og Stedets Beliggenhed kendes ikke mere.

 

 

 

 

Når en forpagtningstid var udløbet skulle bankerne besigtiges, før en ny forpagter kunne overtage. For den nye forpagter gjaldt det om at få sat udbyttet af undersøgelsen så lavt som muligt, for at opnå en så lav forpagtningsafgift som mulig. Undersøgelsen blev gennemført af stedlige embedsmænd. Undersøgelsen foregik på den måde, at der blev taget prøver ved hver af bankens ender og én på midten. Undersøgelsen kunne tage op til tre uger og kostede for hver gang ca. 500 rigsdaler, og var ikke latid lige behagelig for embedsmændene, især ikke hvis de ikke var søstærke.  

Fanøbankerne besigtiges første gang i 1718 og bortforpagtedes særskilt indtil 1726, da Lundvig banke blev opdaget.  

Den fisker, der opdagede en ny banke, fik en dusør på 10 rigsdaler og ret til at gøre brug af banken, men fundet skulle indberettes.  

 

 

 

 

Forbruget af østers havde (hemmeligt) blandt befolkningen på Vesterhavsøerne og i Ribe været ret almindelig. Ethvert værtshus i Ribe serverede østers og til små priser. Værtshusholderne kunne nemt få ulovligt fiskede østers, og da de samtidig sørgede for at købe lovligt fiskede, var det svært at bevise ulovlighederne. En Marie Minny fra Haderslev, der i 1820erne jævnligt besøgte markederne i Ribe, Varde og Kolding med honningkager og alle slags konditorvarer bød altid på østers i sæsonen. Et meget søgt sted i Ribe i 1860erne var i vinhandler T. T. Friis's kælder på torvet, det var utroligt hvad der på en markedsdag konsumeredes af østers dér. Prisen var 2 - 3 Rdl. For 100 østers. 

 

Midt i 1850erne forsøgte skibsfører C. P. Clausen fra Nordby, at anlægge østersbanker øst for Søjorden mellem Nordby og Esbjerg. Forsøget lykkedes dog ikke helt, men bestanden var i årene 1861 - 68 så rigelig, at beboerne i Nordby kunne indsamle store partier, først kun til eget forbrug, senere kunne de også afhænde østers til venner og bekendte, til en pris af 4 mark for 100 store østers. Dette kunne have fortsat upåagtet, hvus man ikke var begyndt at sælge udenbys. Politiet i København opdagede at en mand i Nordby havde sendt 18 kurve østers, i alt 2435 styk til en hr. Masasky i København, som videresolgte partiet til restauratør Christiansen for 48 Rdl. 4 mark 3 Sk. Birkedommer Kruuse søgte at bagatellisere sagen overfor stiftamtmand H. Nielsen og den skyldige slap med en advarsel. Denne advarsel fik form af en politibekendtgørelse: 

 

 

Politibekjendtgørelse.  

 

 

Herved advares alvorligt og indtrængende Alle og Enhver af Øens Beboere, under Strafansvar i Overtrædelsestilfælde, mod i Havet eller paa Grundene omkring Fanø paa hvilkensomhelst Maade at borttage Østers. Ved at udstede denne Advarsel bemærkes, at samme er foranlediget ved en foreløbig Skrivelse fra Ribe Stiftamt i en alt i lignende Anledning svævende Sag, og jeg beder indstændig, at denne Advarsel maa for Beboernes egen Velfærds Skyld blive nøje fulgt. Ligesom det herværende Toldkammer vil foranledige, at Advarselens Følge bliver paaset af Landtoldvæsenets Bestillings, mænd, saaledes agter jeg at undersøge ethvert Rygte om, at her færdes ulovligt med Østers. Fanø Birk, den 8. januar 1868.                    Kruuse.  

 

Bekendtgøres ved trommeslag i hele Nordby sogn i korte distancer og ved kirkestævne 2 søndage i rad.  Samtidig fik toldvæsenet, på begæring af forpagterne, ordre til at holde opsyn med østersbankerne. Sagen sluttede altså uden tiltale mod nogen, og videre forsøg på at samle østers på ulovlig måde synes at være ophørt.  

Dermed havde Fanøboerne dog ikke glemt herlighederne, og de søgte om retten til østersskrabning, som regeringen dog i flere omgange afslog. I juli 1869 blev endnu et forsøg på at erhverve retten til østersbankerne gjort, denne gang med birkedommer Kruuse i spidsen for en kreds af beboere på Fanø. Man ansøgte om forsøg med kunstig østersavl men ansøgningen blev ikke imødekommet. Østersmængden var samtidig i aftagende, så østersfangsten blev opgivet. 

 

 

 

Sælhundefangst

 

 

Omkring Fanø fangedes forhen ikke få sælhunde, de fandtes da langt talrigere end nu, dengang var der ingen præmie udsat eller betaltes for at indsende halerne. Ofte så man  hele flokke ligge og sole sig omkring bankerne, såvel øst som vest for øen, med lidt øvelse og forsigtighed kunne de slås ihjel, når de lå og sov, med en kæp eller bøssekolbe, men ellers blev de skudt. En ivrig jæger, som jeg husker godt fra min skoletid, var Jens Daumand, når han var på sælhundejagt, lignede han en gammel sæl i sin grågule dragt og skindhue ned om ørerne. Han kunne komme dem på nært hold ved at krybe langs stranden, og især når han kunne få nogle drenge til at ligge nøgne i vandkanten udstødende nogle lyde, der lignede sælhundens, så kunne de lokkes helt over i nærheden fra bankerne og så tæt, at Jens kunne få ram på dem, det hændte også, at en sælhund kunne fanges i de såkaldte skuldegårde, som engang var meget gængse her, men nu vist er forbudt.    

  

 

 


Gå til top