Lysterfiskeri. 

En lyster er et redskab, med hvilket man stikker fisk, og som er sådan indrettet, at det holder fisken fast ved hjælp af en eller flere modhager eller ved at fisken kommer i klemme. Man vil sikkert forlange af en lyster, at den har mindst to spidser, men dette er kun et spørgsmål om ord: er der kun tale om én spids med modhage, kalder man det en "pig" - men den fanger på helt samme måde som en lyster med fx to modhageforsynede spidser. 

Det enkleste redskab i lyster-pig gruppen er en "flynderpig", der blot er en træstage med ét fladbanet søm i enden - et søm, der er filet spidst og forsynet med en modhage. Med en sådan pig har man mange steder stukket flyndre på lavt vand, altså hvor man kunne se fisken. Dette gælder i det hele taget for de fleste lysterfiskerimetoder, at man har stukket de fisk, man kunne se. 

En mere effektiv form for flynderlyster er den, man i vadehavet har benyttet under navnet "butpreg" eller "butpreger". Den består af et kort skaft - man benyttede den vadende - der for enden har en tværstang med op til en halv snes 5 - 10 cm lange modhagespidser på. Og som en mellemform kan man betragte de med en gaffel eller trefork forsynede lystre, man fx har fanget fladfisk på lavt vand med fra Læsø. 

Ål har man stanget fra båd, fra isen og fra åers og søers bredder, og man har også vadet efter dem på lavt vand. Man har stanget ål om dagen og om natten, i blæsevejr og ved havblik, og til hver kombination af lys og vejr har man haft en særlig teknisk. 

Ålejern eller piglyster 

De to hovedtyper af ålelystre er dem, man med sjællandske betegnelser kalder stangejern og saks. Et stangejern kan man også kalde en piglyster; det består af et antal svære tænder, der ved roden er trinde, men ved spidsen flade og rhombiske eller afrundede. Mellem disse er der bundet tynde, spidse brodder, der er forsynet med en modhage og holdt på plads mellem de svære tænder ved, at der er lagt en eller to beviklinger af garn eller ståltråd tværs over hele lystren, eventuelt holdt på plads af skuldre, smedet på ydersiden af de to yderste tænder. Denne bevikling kaldes nogen steder for "stopperen", fordi den ved siden af at holde brodderne på plads også har den funktion at stoppe ålen, så den ikke trykkes højere op i lystren end nødvendigt for at holde den på plads. 

Ål der bliver ramt af en piglystrer, bliver af de svære tænders flade spidser ledet op til de lidt højere siddende brodder, som trænger gennem ålen, der derved dels kommer i klemme mellem tænderne, dels bliver spiddet af brodden og holdt fast af dens modhage. 

Ålesaksen eller savlystren 

Den anden hovedtype er saksen eller savlystren. Den består af 2 - 6 lange, flade tænder, der foroven er forbundet ved elastiske trinde bøjler. Tænderne har alle, på de sider, der som regel "vender opad", d.v.s. fungerer som modhager. Når en ål rammes af en skas, kommer den i klemme mellem to elstiske tænder, og holdes yderligere fast af savtakkerne, men den bliver altså ikke, som ved brug af piglyster, gennemboret. 

Vodfiskeri 

Til vodfiskeri anvendes redskaber af samme hovedtype, men deres størrelse og nærmere udformning er forskellig far egn til egn alt efter vanddybde, fiskeart og fremgangsmåde. Fiskeri med vod sker nemlig dels direkte fra kysten som landdragningsvod, dels vadende langs kysten som soppevod, hestvod o.l., dels fra både som pulsvod, snurrevod, hvor voddet udsættes fra og trækkes til bådene, dels som slæbevod, hvor redskabet slæbes over bunden efter fartøjet. 

Soppevoddet 

Mens landdragningsvoddet brugtes, hvor dybet gik nær til land, gav landvandede strækninger med nogenlunde ens vanddybde ideel lejlighed til fiskeri med småvod. Oftest anvendtes de som soppevod af to fiskere, der vadede gennem vandet og trak voddet efter sig. Den ene af fiskerne førte gerne en båd ved siden af sig, sådan at de fangede fisk kunne tømmes af heri.

En torske- eller kullerline var 200 - 250 meter lang og forsynet med 200 kroge. Tavserne sad med ca. 1 meters mellemrum. De var omkring en halv meter lange og af et tyndere og mere smidigt materiale end selve linen. Før i tiden brugte man hjemmedyrket ør eller hamp, som fiskerne selv behandlede og snoede til tavser enten på håndten eller på tavserulle. På den sidste kunne der slås flere tavser på én gang. Senere gik man over til at sno tavserne af bomuldsgarn. 

Fiskekrogene var også hjemmelavede i ældre tid. Ofte var det dog specialistarbejde, idet enkelte fiskere med det rette håndelag kunne skaffe sig en ekstra fortjeneste ved krogfremstilling- og salg. 

Når kroglinerne ikke var i vandet, havde de deres plads i en flad bakkelignende trækasse, benævnt "krogtrug" eller "bakke", hvis bund målte ca. 50 X 70 cm. For at forhindre tavserne i at komme i urede og for at holde orden på krogene, hørte der til hver krogline en "splidstok" eller "krogklemme". Det er en træliste, 30 - 40 cm lang, som er spaltet på langs undtagen de sidste 10 cm, der i stedet har en let tilspidsning. Spaltens og stokkens tværsnit er nøje tilpasset krogenes form, således at de én for én kan føres ind i spalten, hvor de sidder så fast, at de ikke kan falde ud eller bytte plads. 

Hermed er vi nået frem til bakke- eller linefiskeriets redskabsenhed: "en bakke", som er betegnelsen for et krogtrug der rummer tre liner med hver 200 kroge anbragt i deres klemmer. Heraf er benævnelsen bakkefiskeri afledt. 

Når en fisk forsøger at svømme gennem garnet, skubber den det finmaskede indergarn gennem en maske i det stormaskede ydergarn og fanges derved i en pose. Kendte man fisken retning, behøvede man kun to garnvægge; skulle garnet fiske dobbeltsidigt, måtte man have tre.

Skullegårde i marsken 

Skuller er et lokalt navn til fladfisk (og ordet skuld kommer af den tyske benævnelse for rødspætte "scholle"), og skullegårde har været at finde på marskfladerne fra Esbjerg og syd på. 2 gange i døgnet strømmer tidevandet ind over de udstrakte flader. Med tidevandsbølgen følger fladfisk for at æde af bundens dyr. Når vandet trækker sig tilbage, følger fisken med ud igennem de strømrender, loer, som dannes i marskfladerne. Ved siden af en lo blev der stukket stokke eller ris ned i bunden, således at der dannedes et V med spidsen pegende mod havet. Midt i vinkelen sattes en garnruse. Når fiskene søgte udad med strømmen, indfangedes de i vinklen og gik i rusen. Hvis der ikke altid stod vand på stedet, skulle rusen graves lidt ned, således at fiskene kunne holde sig i live.

Denne ruse bestod i ældre tid ofte blot af en netpose svarende til den, der blev benyttet i fiskegårdene i åerne. Den kaldtes en ham. Et hamsted er vist nok første gang nævnt på Fanø i 1608, men sprogforskerne hævder, at ordet må være lånt sydfra allerede i vikingetid eller tidlig middelalder.

Når vaderne var blevet tørre, gik marskboen ud til sit fiskeredskab. Fra Mandø fortælles dog om, hvordan kvinderne tidligere på skift kørte ud med stude for vognen, for at røgte skullegårdene. Fiskekurvene sattes ud på vejen, og den kone, hvis tur det var til at røgte alle skullegårdene, tog kurvene med i sin vogn, og ved hjemkomsten satte hun atter de fyldte kurve rundt om i byen. 

Fiskeriet forgik forår og forsommer og atter om efteråret, mens det lå stille i den varme sommertid. De mindste fisk blev i ældre tid kogt til suppe med kærnemælk, lidt eddike samt eventuelt svesker og selleri. Dertil spistes kartofler eller store melboller af bygmel. De store fisk blev saltet og derefter lufttørret på en snor. Nogle blev kun let saltet. De blev spist ristet over gløder til brød, mens stærkere saltet fisk blev vandet ud og kogt. De fineste fisk blev røget med gløder dækket af annelhø. Annel er en slags græs, som gror i strandkanten. Det giver fisken en krydret smag.

Det foretrukne materiale til binding af net var hør og hamp. Omkring 1875 kunne man købe maskintvundet hørgarn, ellers havde man hidtil selv stået for hele fremstillingsprocessen. Bomuldsgarn kom frem i slutningen af 1800-årene og anvendtes, indtil nylon slog igennem i slutningen af 1950erne.

ødenålen var et af fiskerens vigtigste arbejdsredskaber. Den var i ældre tid af træ eller ben og fandtes i forskellig størrelse, afhængig af, hvilke masker der skulle bindes dermed. For at få samme størrelse på alle masker bandt man dem over et bindebord eller skel. Under bødningen anvendtes bødekniv eller særlig fingerkniv til overskæring af bindetråden. Det større tovværk var af hamp. Senere begyndte man med manila og sisal.

I tavserulle og tavsevinde sidder den snoende kraft foroven. Tavserullen, der snoer tavsen ved hjælp af tandhjulsoverføring fra et håndsving, brugtes mellem Esbjerg og Nissum Fjord. Længere nordpå brugtes varianter af tavsevinden. Dette redskab, der blev trukket af en drivsnor, kunne i modsætning til tavserullen slå mere end én tavse af gangen. Tavsevinden anbragtes i sin ældre udformning på siden af en loftsbjælke. Senere fandt man på at sætte den i et stativ, der kunne spændes fast på bordet.

Flere steder i landet var fiskerne fælles om en reberbane, hvor de slog kraftige liner og tovværk. 

Materialet fik man af gammelt tovværk, der samledes på stranden eller købtes på strandingsauktioner. 

For at fiskeredskaberne ikke skulle blive ødelagt af opholdet i vandet, var det nødvendigt at tjære, barke eller på anden måde konservere dem. Ved alle fiskelejer fandtes en tjære- eller barkegryde. Liner kunne tjæres, ved at en mand med en tvedelt kæp holdt linen mod bunden, mens en anden halede linen igennem tjæren. Man kunne også hale linen igennem en fastsiddende ring i bunden af tjæregryden. Garn og vod blev trukket igennem tjæren eller blev dyppet heri. Overflødig tjære fjernedes ved vridning med de bare hænder, eller ved at redskaberne blev halet igennem en vrider eller en klud. Fiskere, der barkede deres redskaber, kogte dem i en opløsning af vand og egebark, ofte tilsat lidt soda. Anden bark kunne dog også bruges. 

Krogene der i ældre tid var af jern eller messing, fremstilledes hos krogmagere eller smede, der havde specialiseret sig i krogfremstillingen. Nogle steder kunne man købe korte messingstænger med eller uden modhage, som man selv bøjede i facon med en tang eller på en kroglave. Det var en lille træklods beregnet til at holde i hånden, mens krogen rettedes i facon fx omkring et tyndt metalstykke i kroglavens endestykke.

Redskabet brugtes også ved opretning af gamle kroge, idet disse ofte rettede sig ud, når man slog fisken af dem. Der var fiskere, som selv lavede hakket til modhagen med en krogskærer. Denne havde et knivsblad, der kunne drejes om et fast punkt i den ene ende og skære et hak i krogmaterialet, som holdtes fast mod underlaget.

Bl. a. i en del af Vestjylland har man fra gammel tid fastgjort "tavsen", til krogen ved hjælp af en surring med tynd beget eller tjæret svøbetråd. Svøbetråden var viklet omkring en fast eller løs svøbepind. Den faste svøbepind sad på en bordplade, og svøbningen foretoges, ved at man drejede tavse og krog rundt, så de surredes stramt sammen af svøbetråden. Den løse svøbepind havde man i den ene hånd, mens den anden fastholdt krog og tavse, når de svøbtes sammen.

Hvor fiskerne ikke svøbte deres kroge, brugte de øjekroge eller kroge, hvis skaft bøjedes om foroven og klemtes sammen om tavsen.  

Under arbejdet med påsætning af madding tog man krogene fra en krogklemme eller splidstok. Den var spidset til, så den kunne sættes fast foran eller ved siden af personen, som satte madding på. Vedkommende tog da en krog fra krogklemmen med den ene hånd og satte maddingen på med den anden. Krogene med madding, tavse og langline blev anbragt ved siden af hinanden på krogtrug. Når der anvendtes sandorm som madding, blev der lagt sand imellem ormene på krogtruget.