Mitfanoe
Til Fanø

       Til Fanø's pris

Hvor Vesterhavsbølgen sig vælter  mod Kyst 

fra Legen, den vilde og kaade,

og svaler sin Harm, for i sidste Dyst

den tæmmes i Brændingens Fraade:

Dér favner Havet den dejligste Strand,

 dér kysser Bølgen det hvideste Sand.


Du Vesterhavs friske og fagre Brud! 

Du Ø i de rullende Vande!

Kun fattig og ringe blev skaaret dit Skrud, 

og Alvor har mærket din Pande;

mens Havet sang med sin rungende Klang, 

da fik Du dit Præg af den stærke Sang.


Men fik Du ej Skønhedens yppige Dragt,

Du fik dog en Ynde saa stille.

Se Marken i rigeste Blomsterpragt, 

omkranset af Klitterne vilde!

Og Helmen, hvor den dog klæder kønt!

Og Klitdalens Tæppe, hvor er det grønt!


Du fostrede Sønner, som herfra uddrog 

til Færd paa de vuggende Vande,

og herfra har Snekker ført Danebrog 

med Ry til de fjerneste Lande.

Ja, Havet vinker til Daad fra din Strand, 

og giver dig Velstand og Ære, vort Land!


Kordegn Th. Schmidt, Nordby.


Gå til top

End Of Slide Box