Mitfanoe
Danmarks værn

Vort Land var Fjendebold og stedt i Nød;

thi Danmarks Drot i fremmed Land var bunden,

og stærke Helte ej hans Lænker brød;

men Danmarks Kvinder fik hans Frihed vunden.

 

De bragte Guld og Sølv med Kjærlighed,

og hvert et dyrebart og gyldent Smykke var

villigt Offer, som de lagde ned

for Kongens Frihed og for Landets Lykke.

 

Vi ved ej bedre Spor at følge i,

vi ved ej større Ros endnu at vinde,

og om vort Land vi kunde kjøbe fri

for Voldsmænds Haand, som mægted' det at binde,

 

-         da gid det bedste ikke var for godt

til Offer bragt for Fædrelandets Lykke!

gid hine Kvinder vi maa ligne blot

og naa til Maal med dem et lille Stykke!

 

Værgeløst ligger vort dyre Land,

ulægte Vunder bløde!

Tænk paa din Moder, du danske Mand!

Tænk, om en Fjende Sjæsted din Strand!

-         Hvordan vilde Faren du møde?

 

Vilde du kaste dit værge vel,

naar Fjenden stod for din Dør?

tigge for Livet og prise dit Held,

at du har dog dit Flæsk og dit Smør?

 

Nej! - jeg tror dog, at Ære og Mod

vil findes endnu tilbage;

danske Mænd vil ofre sit Blod

som Fædre i gamle Dage.

 

Ak, men værgeløst ligger vort Land,

plyndret og halvt lagt øde!

Tænk paa dets værn, Du danske Mand!

Tænk paa din Søn paa vor aabne Strand

skulde mod Faren møde,

skulde for Din Skyld bløde!


Gå til top

End Of Slide Box