Mitfanoe
Jul i sømandshjem

Døren op! se, Juletræet komme!

Se, hvor dejligt tæt og stort tilpas!

Men mon Stuen ogsaa vil det rumme?

Tror du, Moder? tror du, der er Plads?

 

Og den lille Piges øje luer,

mens hun aabner Døren vidt paa Klem,

og med Glæde Moderøjet skuer

Drengen, som i Favn bar Træet hjem.

 

Tro mig, der vil holdes Jul derinde

i den lave Stue hos de tre,

og mens Lysene fra Træet skinne,

gad jeg deres Juleglæde se.

 

Blødt og festligt Sneens hvide Tæppe

staar mod Søens mørke Stribe frem;

større Skønhed Vinterdagen næppe

fik end her fra denne Dør paa Klem!

 

Mørke Dage ruged' over Hjemmet,

langsomt skred med Sorg saa mangen Dag;

Smilet frøs, og Glæden var som fremmed

under dette lave Sømands Tag.

 

Intet Budskab bragtes fra det fjærne

hjem om ham, som hver en Tanke gjaldt;

midt i Angstens Mulm stod Haabets Stjerne

lavt og næsten slukt i Mørket alt.

 

Afskedsstunden laa bag Aar og Dage,

og hans Spor var tabt fra fjærne Havn;

nylig først hans Hilsen kom tilbage,

-         glemt er Sorgen, Glæden uden Navn!

 

Snart vil Juleklokkens Toner lyde,

-         EnglevingersVift vil bære dem

snart i Træets Lys de smaa vil tyde

Glæden fra hin Stald i Bethlehem.

 

Tro mig, der vil holdes Jul med Glæde

i den lave Stue hos de tre;

Englen frydes og gaar med i Kæde

ved paa Hjemmets rene Fryd at se!

 

Op med Døren! Plads for Juletræet!

Pynt det kærligt kun med Lys og Frugt!

Plads for Julen! - for dens Glans i Knæet!

den har Lys, blev alle andre slukt!


Gå til top

End Of Slide Box