Mitfanoe
Lærken

Lærke, du lille,

sig mig engang,

hvor fik din Trille

saa frejdig en Klang?

Hvor kan du gynge

med saadan Flugt,

hvor kan du synge

saa smukt, saa smukt?

 

Marken, se vissen

ligger den der!

Skoven, se Issen,

hvor skaldet den er!

Hvor kan du flagre,

kvidre saa fro,

-         Blomsterne fagre,

blunde jo?

 

Hvordan? 0, sving dig

lavere ned!

Syng saa, og bring mig

derom Besked!

Kunde jeg nemme

saadan en Sang,

synge og glemme

den nøgne Vang!

 

”Lidt jeg mon sanse

visnede Straa,

-         synge og danse

vil jeg og maa.

-         Blomsterne blunde

alle i Hob,

-         hvad om jeg kunde

synge dem op.'

 

”Lidt jeg mon sanse

skaldede Lund,

synge og danse,

det kan jeg kun.

Skoven bli'r kronet,

kranset engang,

hvorfor har tonet

ellers min Sang?”

 

”Let kan du nemme

en frejdig Sang,

synge og glemme

den nøgne Vang.

Bare du skimte

kan lidt ibag,

se det at glimte

som vaagnet Dag.”

 

”Alfer, de klare,

danse i Ring,

pusler i Skare,

vimse omkring,

somme i Skoven,

andre paa Vang,

somme foroven

mellem min Sang."

 

”Alfer skal bære

Vaaren herned,

ser du - paa Færde

er de hvert Sted!

Somme i Skoven,

andre paa Vang,

somme foroven

mellem min Sang."

 

”Hvad? - ej du Øjne,

mægter den Hær,

saa vel et Søgne-

dags-Barn du er.

Men jeg maa vid're,

hold ej igen!

Synge og kvidre

maa jeg min Ven!       


Gå til top

End Of Slide Box