Liv og død

Mens Stormen vildt mod Ruden Slaar,

og søvnløs Nattens stille Time gaar,

jeg spørger, bange ved den Dom, der lød:

vil Dagen bringe Liv mig eller Død?

 

Mit Liv gaar frem - Der er saa mangt et Blad

med plettet Skrift, med Fald og Fejl i Rad,

saa lidt, der følge kan fil Dødens Port,

ak Gud! saa lidt, saa lidt, hvad jeg fik gjort.

 

Jeg synger ej den usle Vise med,

at Livet, det er ondt, og ej man ved,

om det er Møjen værd at prøve paa

at finde Mening i dets triste Graa.

 

Mit Liv var Lykke mest, og Faa kun saa,

hvad Byrde der paa mine Skuldre laa.

Pris være Gud, for hvad der skænktes mig

af Lys og Lykke paa min Vandrings Vej!

 

Min Gud du ser, hvor det er svært at staa

for Dødens mørke Port med aaben Slaa,

mens Dagens blanke Sol i Bjerge gik,

og ingen Stjerne tændtes for mit Blik.

 

Hvor det er svært at tænke det Farvel

det sidste, som skal klinge mod min Sjæl

fra alle dem, der stod mit Hjærte nær

og spredte Lykke om min Vandring her!

 

Og dog - om det er din Vej, kære Gud,

saa vil jeg se fra Nattemulmet ud

mod andre Stjerner og en anden Sol

i Glansen om din høje Himmelstol.

 

Du Soles Sol, du stærke Herre Christ,

der ser jeg dig med Bod for alle Brist,

Du rejser Modet i det bange Bryst,

og alle Rædsler flyr, hvor du gør lyst.

 

Liv eller Død - jeg spørger saa paany,

mens Nattens lange Timer stille fly;

i Guds den milde Faderhaand det staar,

men frem mod Liv det gaar, hvordan det gaar. 


Gå til top