Mitfanoe

TSchmidt

Et hjem

Et Hjem Et Hjem, hvor gode Aander bygge,

er viet Grund al Jorden rundt,

i Palmely, i Bøgeskygge

et Værn mod del, der vil os ondt.

 

Et Hjem - selv i en ringe Hytte

kan skabe Fest ved dagligt Brød,

og ingen Lyst er værd at bytte

mod den, der bor i Arnens Glød.

 

Et Hjem kan se vor Lykke bjerget,

om Brist i Livet end den fik,

kan bøde det, der ligger hærget,

og løfte Modet, som forgik.

 

Et Hjem med dybe Kilder springer,

hvor der er Lyd for Herrens Ord,

hvor Bedeslag i Luften klinger

til Stilhed i et Fadervor.

 

Et Hjem af Himlen selv har Glansen,

hvor Herren lyser ned sin Fred;

der visner ej med Brudekranse'n

den Lykke, Hjertet hanked' ved.

 

Et Hjem, hvor saa i Sol og Skygge

kun Kærligheden vælder frem

som Lys og Luft med Fred og Hygge,

et saadant Hjem - det er et Hjem. 

 
Jul i sømandshjem

Døren op! se, Juletræet komme!

Se, hvor dejligt tæt og stort tilpas!

Men mon Stuen ogsaa vil det rumme?

Tror du, Moder? tror du, der er Plads?

 

Og den lille Piges øje luer,

mens hun aabner Døren vidt paa Klem,

og med Glæde Moderøjet skuer

Drengen, som i Favn bar Træet hjem.

 

Tro mig, der vil holdes Jul derinde

i den lave Stue hos de tre,

og mens Lysene fra Træet skinne,

gad jeg deres Juleglæde se.

 

Blødt og festligt Sneens hvide Tæppe

staar mod Søens mørke Stribe frem;

større Skønhed Vinterdagen næppe

fik end her fra denne Dør paa Klem!

 

Mørke Dage ruged' over Hjemmet,

langsomt skred med Sorg saa mangen Dag;

Smilet frøs, og Glæden var som fremmed

under dette lave Sømands Tag.

 

Intet Budskab bragtes fra det fjærne

hjem om ham, som hver en Tanke gjaldt;

midt i Angstens Mulm stod Haabets Stjerne

lavt og næsten slukt i Mørket alt.

 

Afskedsstunden laa bag Aar og Dage,

og hans Spor var tabt fra fjærne Havn;

nylig først hans Hilsen kom tilbage,

-         glemt er Sorgen, Glæden uden Navn!

 

Snart vil Juleklokkens Toner lyde,

-         EnglevingersVift vil bære dem

snart i Træets Lys de smaa vil tyde

Glæden fra hin Stald i Bethlehem.

 

Tro mig, der vil holdes Jul med Glæde

i den lave Stue hos de tre;

Englen frydes og gaar med i Kæde

ved paa Hjemmets rene Fryd at se!

 

Op med Døren! Plads for Juletræet!

Pynt det kærligt kun med Lys og Frugt!

Plads for Julen! - for dens Glans i Knæet!

den har Lys, blev alle andre slukt!

 
For Grundloven

Med dumpe Brag et vældigt Vejr

henbruste trindt om Lande,

og Frihedstanken vandt sin Sejr

i Skær af Blod og Brande.

Men her en Luftning frisk kun drev,

der bort alt dødt og vissent rev;

-         i Grødeluft vor Frihed blev

os født ved danske Strande.

 

Og der blev kaldt paa Kraft, der sov

som død og helt udslettet,

da Skudens Ror og Bondens Plov

af Frimandshaand blev rettet.

Og Daad saa kæk for Danmarks Sag,

den Gang vi drog afsted til Slag,

med Mindet om hin junidag er herligt sammenflettet.

 

Hvem tæller vel den hele Sum

af Fremskridt, som blev vunden,

mens Seklet halvt er drejet om,

og Slægt for Slægt er svunden!

Men fik vi gode Folkekaar,

det bunder i vor Friheds Vaar,

og derfor hin Tid for os staar

med Morgenguld i Munden.

 

Du Aand, som skabte denne Tid,

mal den for Folkets minde,

hver Gang i Døgnets Slid og Strid

det ej sig selv kan finde!

Og bind til et de skilte Lag

med Ild for hver en Folkesag,

mens Smældet fra vort stolte Flag

vor Festdag hilser inde!

 
Fanemarch

Løft den højt, bær den mandigt, vor Fane,

den skal ej stilles i Skammekrog!

Frem til Ære og Daad skal den mane;

thi kun Hæder straaler højt fra Danebrog.

Det fik Daaben

i Gny af Vaaben,

da Hænder stærke

det greb til Mærke.

Og til Sejr gik dets Gang

under Heltenes Sang,

da Kong Volmer sit Korsværge svang.

 

Ja - og siden, hvor stolt har det svævet

i Fædres Kampe for Land og Ret!

Snart  til Sejr, snart til Fald blev det hævet,

aldrig Danebroge fik dog nogen Plet.

Skal det sænkes,

naar nu det krænkes?

Skal Flaget rettes,

og Korset slettes?

Nej! - et ”Vagt i Gevær!”,

kommer nogen det nær,

under Danebrog stiller vi hver.

 

 

Bring os Bud om hver Daad, der er øvet,

om dine Helte, som kro holdt Stand,

om det Mod, som fil Døden blev prøvet,

Bud om Dybbølbanken og om Helgoland!

Store Minder,

hvis Glans ej svinder,

vift frem for øjet,

til Slægten bøjet!

Flaget vajer fra Top:

”Danske Mænd! se kun op!

Frem med Gud i en fastsluttet Trop!”

 

 Vaj i Fred i vort Land og vaj længe,

og bær til seneste Slægt dit Ry!

Vink til Enklang de skurrende Strenge,

Kald os Haabet frem om Morgen, der skal gry!

Brødre bundne,

for os gjenvundne,

din Dug skal hejse,

vor Mur skal rejse!

Op, vort Flag det skal ha'

et fuldtonigt Hurra!

”Fremad, Marsch!” Fanen vinker, Hurra!

 
Danmarks værn

Vort Land var Fjendebold og stedt i Nød;

thi Danmarks Drot i fremmed Land var bunden,

og stærke Helte ej hans Lænker brød;

men Danmarks Kvinder fik hans Frihed vunden.

 

De bragte Guld og Sølv med Kjærlighed,

og hvert et dyrebart og gyldent Smykke var

villigt Offer, som de lagde ned

for Kongens Frihed og for Landets Lykke.

 

Vi ved ej bedre Spor at følge i,

vi ved ej større Ros endnu at vinde,

og om vort Land vi kunde kjøbe fri

for Voldsmænds Haand, som mægted' det at binde,

 

-         da gid det bedste ikke var for godt

til Offer bragt for Fædrelandets Lykke!

gid hine Kvinder vi maa ligne blot

og naa til Maal med dem et lille Stykke!

 

Værgeløst ligger vort dyre Land,

ulægte Vunder bløde!

Tænk paa din Moder, du danske Mand!

Tænk, om en Fjende Sjæsted din Strand!

-         Hvordan vilde Faren du møde?

 

Vilde du kaste dit værge vel,

naar Fjenden stod for din Dør?

tigge for Livet og prise dit Held,

at du har dog dit Flæsk og dit Smør?

 

Nej! - jeg tror dog, at Ære og Mod

vil findes endnu tilbage;

danske Mænd vil ofre sit Blod

som Fædre i gamle Dage.

 

Ak, men værgeløst ligger vort Land,

plyndret og halvt lagt øde!

Tænk paa dets værn, Du danske Mand!

Tænk paa din Søn paa vor aabne Strand

skulde mod Faren møde,

skulde for Din Skyld bløde!

 

End Of Slide Box