Mitfanoe

TSchmidt

Studentersangerne på Fanø

Stem i, Studenter, en Sang i Kor

ved denne Sommerdags Fest!

Med Sang og Ungdom I frejdigt foer

her hid til Danmarks ”far West”.

Se - det er saa vide bekendt,

fra Skagen til Gedser, fra Klinten til Klitten:

 Den danske Sang

 en egen Klang

har faaet af den danske Student.

 

Nu Tak for Stævnet, der her er sat

paa denne sandede Jord!

Det dølges ej, at kun bleg og mat

Smaablomster i Klitterne gror,

at alt, hvad af dejligt vi ved,

er knyttet til Klitter, af Vinden hærget,

til sollys Strand

og vidtstrakt Vand,

hvor Solen dukker sig ned.

 

Hvad fandt du saa her, min kære Student,

sig, var det dog ej lidt tyndt?

Her Lærken besørger al Sang omtrent,

og Stedmoderblomsten vor Pynt.

Nu vel! - jeg vil tro, at du saa,

at Lærken og Klitten med nejende Helme,

det hvide Sand,

det dybblaa Vand

tilsammen kan dejligt staa.

 

Det Hav, der favner den lave Kyst,

kan stemme op til en Sang.

Se  blot, hvor det hæver sit Kæmpebryst,

og lyt til dets rytmiske Gang!

Og bør det med Stemmerne spændt

fra fuldest fortissimo ned til piano! –

Dets Hilsen tag,

vel mødt i Dag,

du danske Sanger-Student!

 
Vor fødeø

Vi fik vort Hjem ved Hav og Klit,

en fattig sandet Plet,

i Laden fyldte Høsten lidt

og Kernen er kun let.

Af vrede vinde hærges

vort aabne Agerland

og Engens Høst maa bjærges

saa tidt af FlodensVand.

 

Og dog vi denne Plet har kær,

den er for os saa skøn!

Som Helmen er vi fæstnet her

med Roden dybt i Løn.

Lad Hjemmets Grund blot nære

en Kraft af Kærlighed

til alt, hvad op kan bære

i Dagens Slid og Sved!

 

Og Hav og Klit skal ikke slaa

En Mur omkring vor ø.

Lad Tidens Luftning hid kun gaa

og sprede sine Frø;

men naar dens høst skal mejes,

da lad os agte paa,

hvad der skal gro og plejes,

hvad der skal undergaa!

 

Vi bygged' Hus ved Alfarvej,

og Døren op vi slog,

Guds klare Sol skal brede sig

med Lys til hver en Krog. –

Gud giv os Raad og Lykke

til alt, hvad godt vi vil!

Gid her en Slægt maa bygge,

der hører Lyset til!       

 
Til Fanø

       Til Fanø's pris

Hvor Vesterhavsbølgen sig vælter  mod Kyst 

fra Legen, den vilde og kaade,

og svaler sin Harm, for i sidste Dyst

den tæmmes i Brændingens Fraade:

Dér favner Havet den dejligste Strand,

 dér kysser Bølgen det hvideste Sand.


Du Vesterhavs friske og fagre Brud! 

Du Ø i de rullende Vande!

Kun fattig og ringe blev skaaret dit Skrud, 

og Alvor har mærket din Pande;

mens Havet sang med sin rungende Klang, 

da fik Du dit Præg af den stærke Sang.


Men fik Du ej Skønhedens yppige Dragt,

Du fik dog en Ynde saa stille.

Se Marken i rigeste Blomsterpragt, 

omkranset af Klitterne vilde!

Og Helmen, hvor den dog klæder kønt!

Og Klitdalens Tæppe, hvor er det grønt!


Du fostrede Sønner, som herfra uddrog 

til Færd paa de vuggende Vande,

og herfra har Snekker ført Danebrog 

med Ry til de fjerneste Lande.

Ja, Havet vinker til Daad fra din Strand, 

og giver dig Velstand og Ære, vort Land!


Kordegn Th. Schmidt, Nordby.

 
Sømandssang

Jeg har hjemme, hvor Bølgerne skummende gaa

imod Fanøs den sandede Strand,

og saa længe tilbage, som Mindet kan naa,

blev jeg draget af Skibe og vand.

 

Hver en Baad langs med Havnen jeg kendte saa vel,

og jeg tænkte: gid blot Du var stor!

Og langt førend jeg kunde den lille Tabel,

har jeg klaret mig stolt ved et Ror.

 

Det gav Krummer i Krop, tændte Modet i Bryst!

Og saa bar det fra Hjemmet en Dag;

paa den gyngende Sø mod den fremmede Kyst

fik jeg hurtigt paa Tingene Tag.

 

Vel jeg lærte, af Roser med Torne kun gro,

og at Klinte gror sammen med Korn;

men jeg holder Humøret og ta'r det med Ro

selv en stormende Nat ved Cap Horn.

 

Vel jeg saa i det fjærne, i øst og i Vest,

mangen dejlig og trillende Kyst;

men min hjemlige Strand var dog skønnest og bedst,

og mod den staar min Længsel og Lyst.

 

Jeg har hjemme paa Fanø, der følger min Brud

mig med Bøn paa min gyngende vej.

Et Hurra for mit Flag, som fra Toppen staar ud,

- det har Hilsen fra Hjemmet til mig. 

 

End Of Slide Box