Mitfanoe

TSchmidt

De ti spedalske og den Ene

Langt fra Vejen, hvor de Mange trængtes,

stod der, stirrende mod nære By,

ti spedalske stakkels Mænd og længtes

efter Mestren med det støre Ry.

 

Se, nu kom han! ”Jesus, store Mester!

 o, forbarm dig, frels os fra vor Nød!”

Kærligt lød det: ”Gaa til Eders Præster,

meld Jer rene, alt som Moses bød !"

 

Underet skete! - De blev alle rene!

Een sig skyndte hen til Jesus da;

men med Tak for Frelsen kom alene

han - en Fremmed fra Samaria.

 

Og mens Jesu Tanke gik bedrøvet

til de ni, der ej tilbage fandt,

foran Herren han laa dybt i Støvet

paa sit Ansigt, og hans Taare randt.

 

Glade Røster lød vel mod de andre;

men kun denne ene Ordet fik:

”Rejs dig Søn! med Fred du hjemad vandre!

Se, din Tro har frelst dig." - Bort han gik.

 

Tiden gik. - Da fløj en Dag paa Vinge

over Land et Rygte frem med hast:

Død var Jesus - magtløs død en ringe

Smædedød, til Korset naglet fast.

 

Til Judæa fra Samarias Høje

førte Vejen, som en Vandrer gik.

Ham det var, den ene, Herrens øje

gav det milde, aldrig glemte Blik.

 

Klynger stode rundt ved vej og Stræde,

Rygtet fløj omkring fra Mund til Mund.

Læbers Spot og vilde øjnes Glæde

var for Israels Orden Iver kun!

 

”Hej - du Hedninghund!” det lød fra Sværmen,

Kender du ej gamle Fæller mer?

Hvilens Leje delte vi, og Bærmen

af vor Nød var skænkt i samme Ler.

 

”Udstødt - uren! Du dog mest af alle!

”Naa - en Dag, du husker nok hvordan,

”prøved denne Jesus vi at falde

”ned tilfode, vi ham raabte an.

 

”Hvilket Middel griber man ej efter,

"helst, naar Kroppen svider, Byld ved Byld!

”Taabetro dog, vi fik Sundheds Kræfter

”for hans Ords, hans ringe Tilraabs Skyld!

 

”Der er Tid at lide, Tid at læges,

”Maal og Time staar til Herren kun.

”Skulde han, den Høje, vel bevæges

"ved et ringe Ord i Sværmermund!

 

”Præstens Brev vi fik, vi gjorde Fyldest

”Lovens Bud; men du - hvad gjorde du?

”Du forsvandt og gav vel ham din Hyldest,

”Hund og Hedning! se hans Ende nu!

 

”Tvi ham, denne Sværmer, Christus nævnet!

”Endt er nu hans Guddom og Bedrag!

”Ved hans Korsdød Herrens Lov er hævnet,

”Han er færdig nu og tabt hans Sag!”

 

Maalløs og med Sorg i Ansigt præget

for den vilde Flok han rolig stod,

og hans stille Taare randt bevæget,

-         da han atter vandt til Svar sit Mod.

 

”Lad i Fred min Vej mig gaa alene,

”Hør mig dog, om end I talte sandt:

”Selv i Døden vilde jeg ham tjene,

”prise Frelsen, som ved ham jeg vandt.

 

 

”Lad mig fare! - Jeg vil dybt bedrøvet

”kysse Jorden, som hans Blodstrøm drak.

”Jeg vil høje mig for ham i støvet

”under Skyggen af hans Kors med Tak.

 

”Kald mig Taabe kun og ham en Sværmer,

”kald mig Hund, kun fra Samaria,

”kald kun ham Bedrager, jeg mig nærmer

”lige trøstig hen til ham endda!”

 
Nytårstanker

Aarets første Dag, vær hilset, mens dit unge Gry

spreder Lysning gennem Dæmring over Land og By!

Varme ønsker stige mod dig i en navnløs Sum,

”Nytaar, gladeligt og godt!” det klinger viden om.

 

Tusindfoldig spørges der med Angst og Tvivl og Tro:

Hvilke Skæbner har i Aarets dunkle Skød sit Bo?

Vil de frede om min Lykke, give Sol min Vej,

mine Ønsker, mine Drømme lade skuffe ej ?

 

Du, som for det ubekendte staar med bange Hu!

 -Aaret ejer Liv og Død med Glæde,Sorg og gru. –

Spar at spørge l Vend dig bort og vid, du stirrer kun

mod en Sfinx med tomme Øjne og med lukket Mund!

 

Vend din Spørgen mod dig selv, om Svaret du skal faa:

Hvad har du at byde Aaret, hvad at leve paa?

Staar du tro din vagt med Styring mod dit høje Maal?

Fik du liden til at elske, fik din vilje Staal?

 

Held dig du, som fremad trøstig stævne tør din Gang,

som kan høre fra det fjærne Sejershymnens Klang,

som bag Dæmringsløret ser de blanke Stjerner tændt,

som til Tørn mod Strøm og Sø fik viljen kraftig spændt!

 

Grib og nyt, hvad Himlen giver dig af Bør og Vind!

-         Men din egen Haand skal Aarets Rune riste ind!

Glød din Esse, hæv din Hammer trøstigt kun fil Slag,

selv du smede skal din Lykke hver en Aarets Dag. 

 
Lærken

Lærke, du lille,

sig mig engang,

hvor fik din Trille

saa frejdig en Klang?

Hvor kan du gynge

med saadan Flugt,

hvor kan du synge

saa smukt, saa smukt?

 

Marken, se vissen

ligger den der!

Skoven, se Issen,

hvor skaldet den er!

Hvor kan du flagre,

kvidre saa fro,

-         Blomsterne fagre,

blunde jo?

 

Hvordan? 0, sving dig

lavere ned!

Syng saa, og bring mig

derom Besked!

Kunde jeg nemme

saadan en Sang,

synge og glemme

den nøgne Vang!

 

”Lidt jeg mon sanse

visnede Straa,

-         synge og danse

vil jeg og maa.

-         Blomsterne blunde

alle i Hob,

-         hvad om jeg kunde

synge dem op.'

 

”Lidt jeg mon sanse

skaldede Lund,

synge og danse,

det kan jeg kun.

Skoven bli'r kronet,

kranset engang,

hvorfor har tonet

ellers min Sang?”

 

”Let kan du nemme

en frejdig Sang,

synge og glemme

den nøgne Vang.

Bare du skimte

kan lidt ibag,

se det at glimte

som vaagnet Dag.”

 

”Alfer, de klare,

danse i Ring,

pusler i Skare,

vimse omkring,

somme i Skoven,

andre paa Vang,

somme foroven

mellem min Sang."

 

”Alfer skal bære

Vaaren herned,

ser du - paa Færde

er de hvert Sted!

Somme i Skoven,

andre paa Vang,

somme foroven

mellem min Sang."

 

”Hvad? - ej du Øjne,

mægter den Hær,

saa vel et Søgne-

dags-Barn du er.

Men jeg maa vid're,

hold ej igen!

Synge og kvidre

maa jeg min Ven!       

 
Idræt

Naar Ungdom om Idræt sig samle,

og Legen gaar lystig og glad,

da har det sin Alvor, du gamle,

skal jeg prøve at sige dig hvad?

 

De slappe Muskler skal Spændes,

hvert Lem underviljens Tugt,

det luende Mod skal tændes,

Beslutningen gribes i Flugt.

 

Og Sundhed skal findes at værne

mod Usselheds fangende Klo.

En Slægt med Marv og med Kærne

af Ungdommens Idræt skal gro.

 

Giv Agt, naar dens Time kommer;

den staar, hvor de ældre veg.

Som Legen et Arbejde rummer,

skal Arbejdet gaa som en Leg. 

 
Ved et guldbryllup

Et halvt Hundred Aar - det er Dagen saa lang,

der lyste for Jer, Gamle! og saa Eders Gang.

Et halvt Hundred Aarl - hvilken Smerte og Lyst

har de dog ej at bringe et Menneskebryst!

 

Med Sol og Skygge skifted' den lange Dag vel tidt,

og Sorg og Glæde blandtes, mens den blev gennemstridt;

men hvad der blev det samme, mens Dagen den led,

var Glansen fra dens Morgen: Den unge Kærlighed.

 

Den bliver aldrig gammel, og aldrig skal den dø;

thi selv den er spiret af et Evighedsfrø.

Lad Haaret kun graane, lad Synet blive mat,

den er dog Stjernen klare i den mørkeste Nat.

 

Hil sidde da i Gamle! nu efter Dagen lang,

mens Kvælden sagte skumrer om Eders stille Gang!

Et halvt Hundred Aar! - Lad dem Minder bære frem,

om hvad I fik at leve fra Gudfader i dem!

 

Og Mindets Aftenrøde med son dejligst Glans

Er Guld, hvoraf der flettes Jer en Guldbryllupskrans.

Se,der er mange Blomster, og der er mangt et Blad,

Et halvt Hundred Aar har em føjet I rad.

 

End Of Slide Box