Mitfanoe

Folkedigtning

Gamle viser og sange, Indholdsfortegnelse

 
Æ Hval-vies

»Æ Hvael vies«

 

Melodi: Fra Engeland til Skotland

 

I 1949 - en anden Jul-dás måen - da fangt æ

SØNDERHONINGER

skam HVALER med en kåen

ja de fek hele tow - æ mandemand fek now - .

ja sjel i DARUM - enge -

osse der man HVALER sow -

 

0 neje o æ BØRS - holdt æ kåel - det store Råd -

om HVALERNE sku'ankres - eller slæves ind mæ båd -

æ slater råbt HU HA - no dryv den jen sku á

nu må i skri'te handling - hvis en HVAL i da vil ha

 

Men der gik tvende dage - og det meste af en nat -

om man skuld' bruge knive - eller kjøller uden skat -

ja der var stor stå-hej - om hvem der nu sku' mej -

det skuld' vær now kåel - der ett wor bång o rej.

 

Den fjerde julemorgen stod flåden havnen u'

mæ tynder o mæ'dinger - o inæ' now der lign en gru'

o så djer melmerkass - den sku' ha føste plads -

det gjaldt jo om æ mandskab - kunde være godt tilpass.

 

Da flåden den så landed - øw o æ syndejord -

Så tow enhver si melmerkass - og lød Hans ´Jensen's ord -

det første vi skal ha' - det er vor melmer ja -

og så går vi te HVALEN - hvem der ellers tør o ka'.

 

Med hævet økse Hejse - i HVALENS gab gik ind -

mens ande de fløv te - o røv o flænset i æ skind -

Den lign en væltet lå - o lille P's-Jens han så -

vi skal ha'ande -grejer- - hør læ mæ li fo en spå -

 

0 HVALEN den bløv flænset - ø fleje kåel gjor mej -

der vor vidst nok en hal' snes stykker - som kom gal a stej -

o ind i HVALENS ma' - sku der go tow o sa

DEN JEN I HVALENS tarmer - nær vo kommen gal a da'-

Og olien flød fra HVALEN - den rene spermacet -

det hele bløw te Esbjerg kjor - o der brej a te fjet -

ja Esbjerg slagteri - wo en tre ugers ti'

laét om te Danmarks største - HVAL og oliekager i.

 

0 Bjerrelaw o Stranden - djer kasser de bløw fuld'.

No var det bare om - hvad de med pengene no skuld'

men så fandt de på vej --- vi gir te hver en stej

en f e m t e n kroner såen - te dem der ett wo kommen mej

 

                 Sønderho i nov. 1950 P. A. Brinch 

 
Venlige aftenvind

Egen melodi.

 

Venlige aftenvind, bring du min klage -

hen til min ven.

Bed ham, o, bed ham at komme tilbage -

til mig igen.

Hist ved de fremmede strande han vanker,

mon han dog bærer i hjerte og tanker

pigen, som venter ved Nordsøens banker?

0, gid han var her igen.

 

Borte i syden min elskede drager - mon han er tro?

Sig, om de glimrende møer ham behager -

du ved det jo.

Sig, om den glødende, ravnsorte pige

fængsler hans hjerte ved sang uden lige.

Når hendes toner mod himlen stige,

mon han da mindes sin ven?

 

Når jeg ved stranden i ensomhed sidder -

mindes jeg dig.

Hører i skoven jeg fuglenes kvidder -

da tænker jeg:

0, gid han var her, så skulle vi bygge

ensomt i skoven vort hus og vor lykke,

blomster og løv skulle værelset smykke,

bedre end fløjel og guld,

 

Aftenvind, vift i min elskedes lokker -

hvor han end er -

og dersom fremmede piger sig flokker -

om ham, da bær

hilsen fra Danmark og så fra hans pige,

at han står ene, forladt må du sige,

sig, hun er trofast, vil aldrig ham svige,

sig, at hun elsker kun ham.

 

Og hvis han rigdom i guldlandet henter -

før ham da hid;

jeg er kun ringe, ej rigdom jeg venter -

men elskte, vid:

Vel er hun fattig, den lille Kirstine,

rig er min kærlighed dog som en mine -

kun dig jeg elsker, ej sagerne fine.

Elskov er glad uden dem.

 

Men om han sank i den frådende bølge -

skaf mig da bud,

at jeg ham trofast i døden kan følge -

hist op til Gud.

(Pludselig dukker sømanden frem og siger):

Nej, vi skal leve og sorgerne glemme -

kender du ikke din elskedes stemme?

Hist ligger båden, og nu er jeg hjemme

hos min Kirstine igen.       

 
Vær velkommen til fest

Indvielsesfesten Sønderho forsamlingshus den 23. november 1919

 

Melodi: Jeg vil værge mit land

 

Vær velkommen til fest her i dag hver en gæst,

og vær glad her i dag, nu vi hejser vort flag.

Vi fuldendt fik vort hus, jo trods rnodgangens brus.

vi vil feste og synge og more os ret.

 

Ja, vort hus det er godt, om just ikke så flot,

som nu tiderne går, vi det bedre nok får,

vi kan pynte det op, når vi samlet i trop

ikke sparer på kræfterne, så går det nok.

 

Ja, af kilderne små, kan der blive en å.

Huset 'lier blev jo til af småkilder, det vil

også fremtidig stå, når der ret passes på,

da vil gælden bli' mindre år for år.

 

Gid da huset må stå i de kommende år,

og at ofte vi må i dens sal høre på

foredrag, sang og spil, og så ofte vi vil

svinge hustru og børn i en dans, det må til.

 

Før jeg slutter min sang, vil jeg gerne en gang

sige tak til enhver, som har virket især.

Ja, også et hurra de bygmestre skal ha',

og bestyrelsen leve - hurra, hurra!

 

N. S. A. Engsted

 
"Sønderho"

Mel.: Træskovalsen.

 

Hallo, du danske kvinde

og mand i Sønderho.

I jer enhver kan finde

en ægte fanøbo.

I kender sol og skygge,

I kender sorg og savn,

I kender livets lykke

og ta'r hver gæst i favn.

I medgang og modgang er tonen altid go'.

I kender hinanden, I folk i Sønderho.

 

Hver Sønderhoning virke

med alvor, smil og sang,

og fra den gamle kirke

går lyd af klokkers klang

ud over lave huse

og driver over strand,

hvor tunge bølger bruse

imod den hvide strand.

Der er toner af fred i de kirkeklokkers klang.

Det er toner, som bærer, hver Sønderhonings sang.

 

De gamle skibsmodeller

i kirken, skrog ved skrog,

os eventyr fortæller

og er hver sin billedbog.

Ved sømandsmonumentet

vi mindes mangt et navn

på sømænd, som var ventet,

men ikke kom i havn.

Det var skipper og skibsdreng, som slægtens liv var tro.

Det var sønner af Fanø, som skabte Sønderho.

 

I Sønderho er minder

om sejlskibstidens sus.

Uændret nu vi finder

som den gang Hannes Hus,

ej prangende af stolthed,

men fyldt af liv og fred.

Det er, som Hanne sidder der

i blid beskedenhed.

Der er fortid og nutid, ombrust af håb og tro,

I er sindige, gæstfri folk i Sønderho.

 

I kirke og til fest

bæres frem den fanødragt,

som ikke er en rest,

men en evig fanøpagt.

Titusinder af venner

tog Fanø i sin favn.

Skam den, som ikke kender

en Sønderhonings navn.

Det kan storme og bruse, men livets håb og tro,

efter storm tænde solskin og fred i Sønderho.

 

Tilegnet Sønderho 1970.

Dan v. Kettow 

 

Underkategorier

End Of Slide Box