Fannikerdagen, prolog "gammel"

Til den første Fannikerdag - 3. og 4. juli 1954 - skrev viceskoleinspektør Chr. Sneum den skønne prolog, der siden er blevet oplæst hvert år. 

Fannikerdagen.

 

Dag blandt andre dage -

og dog på den vi særlig feste vil,

og lade blik og tanke gå tilbage

til tid og folk, som her engang var til.

Hver Fanømand og hver en Fanøkvinde,

hver gæst, som kommet er fra fjern og nær

for vej til Kikkebjergets top at finde,

velkommen byder vi Jer alle her.

 

Fra Fanø drog de ud i fordums dage,

de stoute søens folk med mod i bryst.

Helstøbte mænd, der alle turde tage

med stormoprørte ocean en dyst.

Med skonnert, bark og brig afsted de drager

bort over sø mod fjerne lande hen.

Landlivets fest og glæde de forsager -

fra barndomstid blev havet deres ven.

En hilsen dog fra deres ø derhjemme

de allesammen får fra dag til dag,

ej gennem radio-højttalerstemme,

men gennem Dannebrog, vort skønne flag.

Fra Grønlands is til tropens palmelande

de præsenterer Danmarks gamle navn

og Fanø med; thi langs de fjerne strande

de går med Fanøs navn i agterstavn.

 

Fra morgenlandets kyst og fagre egne

til øer bag Atlant, hvor sol går ned,

der krydser Fanøskuder allevegne -

vor sømænd fik om verden god besked. -

Han mange længsler dølger i sit indre,

og står i tropens mulm han ved sit rat,

da ses en tåre i hans øje tindre,

når tanken går til Fanøs lyse nat.

Til Fanø - slægtens ø - hvor han har hjemme,

hvor han har rod - ja, der hans tanke går -

sin viv, sit barn, sit hjem han ej kan glemme -

alt småt bli'r stort - alt mindets skønhed får.

 

I øens smukke dragt med farver rige

i grønt og rødt med glimt af sølv og rav

på Kikkebjergets top en Fanøpige

står spejdende mod dybblå Vesterhav.

Derude fra sin egen ven hun venter.

Den gamle lods ved hendes side står,

han taler roligt - i hans ord hun henter

en trøst, så glad hun vender sig og går.

Og i sit hjem blandt Nordbys lave huse

med sang hun gør sin gerning dag for dag,

men hører hun en aften stormen suse og

buldre over hjemmets gavl og tag,

i stilhed da hun sine hænder folde,

på barnevis hun taler med sin Gud:

l nat Du fra min ven ulykken holde,

at ej hans kjølvandsstribe slettes ud. -

Han kom og drog igen, ja, mange gange

velkommen med farvel omskifted blev -

og gennem glade dage, timer trange

livsbogens blade skæbnens Gud beskrev.

Men se: Ved skumring står en sortklædt kvinde

på klittens top, hun skuer over hav ---

Derude blev han. Aldrig skal hun finde

på fjerne kyst hans ubekendte grav.

Hun hører til i enkers tavse skare,

og hun af livet fik for alvor lært,

at det »at eje« kan tildels man klare,

mens det »at miste« altid er så svært.

Hans eftermæles magt hun dybt fornemmer,

og sus af storm og hav går ind deri,

i alt den tone er, man ej den glemmer -

for den er Fanøs kendingsmelodi.

 

De gamle Fanøhuse, hist i gaden

så pyntelig man ser dem titte frem -

rødstenet mur med streger på facaden -

de var de gamle søfolks trygge hjem.

Åh, se de mange ruder små og blanke,

bag dem en blomst - en stribe af gardin.

Og hegnet, et stakit med tremmer ranke,

står vagt om haven nydelig og fin.

 

Her under hjælkeloft og lave tage

blev livet levet i stilfærdig fred -

kun ydre rammer har vi nu tilbage,

for slægt, der gik, tog gammel livsform med.

I stuens lys det gamle ur i krogen

udmåler tiden, der så hastigt går,

og på en hylde ligger spændebogen,

af den man visdom til at leve får.

Og fra alkovens mørke så de spæde

for første gang et glimt af livsens dag -

her hørtes oldingen til afsked græde,

når dødens midnatsklokke faldt i slag.

De gamle Fanøhuse må vi værne,

bevare dem i dagen, hvor de står,

thi over dem stod slægtens lykkestjerne

og lyste mildt i over hundred år.

 

Fannikerdagen. Dag blandt andre dage.

Vi hyller os i fortids drømmespind,

de slidte mindebøger frem vi tage

med glæde og med vemod i vort sind.

 

Vor slægt ej glemmer slagterne, der gik

og alt, hvad vi af dem i eje fik.

Vi trygt og sikkert vej i fremtid finder

i skær af nutids dag og fortids minder.

 

Chr. Sneum er kendt fra Fanø Ugeblad, hvor han skrev under pseudonym som Skirmen, Krabaten og Fjerde Medarbejder.                    RS. 

Relaterede artikler

Gå til top