• 
• 

Prolog til Fannikerdagen, forfattet 1994.

Pakhusbanken på en sommerdag. Alle samles ved

strand, klit og vand, for nu er det Fannikerdag.

Dannebrog, dragter og dans til Fanøs egen musik.

Fanøs historie mindes, samt de mennesker som skabte

dem. De mennesker, som i 1741, havde gjort det

muligt at købe Fanø fri og dermed havde sørget for,

at egne evner og dygtighed kom Fanø til gode. 

Vi ser ud mod Fanø Lo, hvor de flotte sejlskibe før kom 

sejlende hjem til øen og de ny skibe sejlede ud. 

Hér står tidligere tiders fanøpiger, koner og gamle sø-

folk ved siden af os, som de så til stod her for over 

hundrede år siden. 

Meget har ændret sig i tiderne, som gik. 

- Og dog, alligevel! 

Selv om sejlskibenes tid er forbi, er arbejdet på havet 

og i andre lande som præger ø-samfundet.

Mønstret i Fanøs hverdag blev skabt, da mange af øens 

mænd rejste ud i verden på deres skibe. 

Kvinderne tog sig af livet på land, - tit under lige så 

barske vilkår, som de deres mænd og sønner mødte til 

søs.

Dengang korn søfolk til og slog sig ned og fanømænd 

bragte somme tider en brud hjem fra fremmede steder. 

At se andre kulturer og lære ny ting, var netop dét, 

der gav Fanø sine egne traditioner og lærte fanniker 

at værdsætte dem og holde dem ved lige.

Set udefra, var det en underlig ø. 

Fanøhusenes særpræg opstod som en perfekt 

blanding af lånte stilarter, praktiske behov og 

kravene fra Fanøs barske natur. 

I disse hjem, blev der drukket te af kinesisk porcelæn, 

væggene var prydet med hollandske kakler og til pynt 

i stuen havde man ting fra Sydamerika og Indien. 

Fanøkvindens egen dragt kunne bestå af fin silke 

fra Østen, mens andre danske kvinder ellers gik klædt 

i vadmel og hør. 

En skipperkone, velklædt i sin fanødragt, har nok 

undret sig over de blikke og den latter, der kunne møde 

hende, når hun befandt sig andre steder i verden. 

Når fanniker mødte noget "anderledes", gav det

Inspiration og på Fanø var der plads til nyt og 

fremmed.

For dét fik Fanøs egen kultur til at blomstre.

Nok fylder Fanø så lidt på et verdenskort, - den har 

alligevel altid været en stor ø.

På trods af sorger, savn, krige og tab har Fanø altid

 vist sig gæstfri.

- Måske har Fanøs natur, med stor åben himmel og vid 

horisont, givet opskriften på hvordan traditioner og 

kultur skabes, holdes i live og overlever. 

På Fannikerdagen hylder vi netop Fanøs traditioner

og kultur. Vi viser dem stolt for andre og deler 

oplevelsen med alle, som har lyst til at lære Fanø

at kende. 

J. A. Maude. 1994.

Gå til top