Den norske bondes sang

Egen melodi.

Jeg er så fro, jeg er så glad,

jeg er min egen herre,

jeg fogden ej skal spørge ad,

om jeg tilfreds må være:

Jeg stræbe kan og vil, og held

skal møde mig fra dal og fjæld;

jeg gi'er min skat, gjør ret og skjæl

og er min egen herre.

Mit hus er lavt, men mit det er,

min egen tomt det bærer,

og åbent står det for enhver,

der Gud og kongen ærer;

kom bonde, bød jeg ham min hånd,

kom ridder, bød jeg ham min hånd;

jeg frygter Gud, men ingen mand,

jeg er min egen herre.

Min kost er simpel, og min drik

ned over klippen flyder;

men mon han mere styrke fik,

som snese retter nyder?

Mon den er niere glad end jeg,

som henter på en farlig vej

sin rare vin? jeg mener nej;

vand læsker, styrker, fryder.

Mit leje ingen spotte må,

jeg holder det i ære;

jeg ved, at søvn på bare strå

kan tryg og kvægsom være.

Når sol forgylder bjergetop,

jeg med fornyet sjæl og krop

til dagens arbejd stiger op,

og sådan bør det være.

Af klæder andre bryste sig

Med meget mindre føje.

Den hjord, jeg føder, skjænkte mig

Den simpe vadmels trøje,

Og den er varm og hel og ren

Og spundet af min datters ten,

Min kones finre sømmed den,

Kjær er mig denne trøje.

Min hustru er mig evig kjær,

Skjønt ingen skønhed mere;

For husets dont hun omsorg bær,

Og det er koners ære.

Ja, jeg var utaknemmelig,

Om kone jeg ej elskte dig.

Du raske sønner skjænke mig

Og døtre, egnens ære.

Min datter træd i moders spor!

Da kan det aldrig fejle,

At når du bliver rigtig stor,

Vil snese til dig bejle;

Og giv dig i en mages arm.

Ved elskov lindres livets harm,

Det kan umuligt fejle.

Min søn, vær fro som jeg og glad,

Som jeg din egen herre.

Som jeg nu ingen spørge ad,

Om du tilfreds må være.

Stræb, som din fa’r har stræbt, og held

Skla møde dig fra dal og fjæld:

Betal din skat, gjør ret og skjæl,

Og vær din egen herre.