Mitfanoe
En lille by jeg kender

Eliza Dohm.

 

En lille by jeg kender, hvor dagen går i fred,

hvor vej og sti er sandet fra havets hvide bred,

og husene med stråtag er bygget tæt i slyng,

om denne lille strandby, om Sønderho, nu syng.

 

Se, her engang fra havnen de stolte skibe fo'r

fra Sønderho mod vester, mod syd og imod nord,

og mange sømandsgutter på havets bølgegang

sig drømte hjem til byen med gaverne i fang.

 

Det var før »dampens tider«, da endnu sømandskunst

og sømandsdont var sejlet i brug ved vindens gunst,

dengang et fartøj kræved' en mast, et ror, en rig,

en sømand måtte evne lidt mere end sit bestik.

 

Da fo'r i mange fragter - med skonnert eller bark -

de mænd, de unge knøse, ja selv en gammel knark,

til alle jordens riger, langt bort på salten sø,

i Sønderho dem vented' en viv, en fæstemø.

 

Var skibet atter hjemme fra årelange færd,

og sømandsgutten genså den ven, som vented her,

og sad han blandt de kære ved armens åbne blus,

så glemtes savn derude og nød i stormens sus.

 

Op slog han kistelåget og gav i pigens hånd

det silketøj og sjaler, de lange silkebånd,

de blanke sølverknapper, der hører til den pagt,

hvormed hver sømand smykker stolt fanøbrudens dragt.

 

Så blev der fejret bryllup med dans og spil og fest,

og det var gildesdage for hver en sømandsgæst.

Den korte tid, han dvæled'på øens hvide kyst,

den skulle gå med glæde, med fryd og hjertenslyst.

 

Men lokked' atter havet med dans på bølgen blå,

og når hans skib kølhalet og klar til langfart lå,

den fanøskipper hejste igen i sin mesan

et dannebrog til farten på verden ocean.

 

Da blev i huset stille, hvor før lød spøg og skæmt,

og mor gik rundt og stelled' med hjertet sær beklemt,

mens kaffekanden snurred' forglemt ved lyngens glød

og småbørn langsomt nipped' til husets hverdagsgrød,

 

I hver en lille stue, i hver alkovekrog

man hørte suk fra hjertet for ham, som fra dem drog,

»Når vender han tilbage? Når melder breve trøst

for uvished og angsten, for længselsvé i bryst?«

 

Og han, som fo'r derude i storm og stille vejr,

og som i nattens mørke fandt vej ved stjerners skær,

han retted' sejl for vinden i kurs mod fremmed land,

men hjertet styred' tanken mod Fanøs hvide strand.

 

Vel ofte sømands næve er hård, tit grov hans røst,

men blidt er dog hans hjerte i bredt og kraftigt bryst.

Hans vennesind er trofast, og ydmyg er hans sjæl,

thi kamp på hav gør drengen til mand fra skalp til hæl.

 

Sand åd i tider havnen og ankerpladsen svandt.

Af havnen er tilbage nu kun en bolværkskant,

det vilde hav, som danned' den hele ø af sand,

bortslikker stadig klitten langs kystens hvide rand.

 

Til søs dog gerne drager hver dreng fra Sønderho,

og kvinderne de røgter end ged og får og ko.

Den fanøbo er sømand, hans vej er havets brus,

mens fanøkvinden passer sin eng og mark og hus.

 

Her bærer kvinden maske mod pisk af flyvesand,

og gubberne har rynker ved øjenbrynets rand,

men bag ved masken lyser en hud så fin ved mund,

og rynkerne er minder om kamp i farens stund.

 

End bærer øens kvinder den pynteligste dragt

af silketøj og sjaler, der blev fra Kina bragt,

hvert hus, om nok så lidet, det holdes fint som nyt,

hver stue leder tanken til skipperens kahyt.

 

Her er kun lavt til loftet, thi lavt er husets tag.

som dukker sig for storme og vestenvindens jag,

og ruderne er bitte, men bag det grønne glas

er der til pelargoner og roser dog en plads.

 

Og kønne gamle fliser er muret ind i tavl,

på væggens inderside, langs sidemur og gavl,

her ses i blå emalje det gamle testament',

samt møller, svaner, skibe fra Zuidersøens skrænt.

 

Der står en gammel kiste med skuffer og beslag,

den gemmer bånd og skørter i folderige lag.

Her ligger små konkyljer og timeglas med sand

og mærkelige sager fra Asiens fjerne strand.

 

Der hænger nu på væggen en oldefars sekstant,

et kranie af hajen og sjældne ting, han fandt.

Og briggen der i rammen ved siden af et spejl,

den er hans »Galathea« til havs for fulde sejl.

 

Her føler jeg mig hjemme i skønhed uden skryd,

hver linie i en hytte, hvert blik, hver læbes lyd,

er som en venlig hilsen, hver gang jeg går i land

og ånder ind min sommer ved Fanøs rene strand

 

Blå er den høje himmel, grøn skyller bølgen op,

og gul er marehalmen på klittens hvide top,

her rødmer lyng på heden, her slutter dag i fred,

når sol i purpurgløden i havet daler ned.  

Julius Termansen       

Relaterede artikler

Gå til top

End Of Slide Box

Related Articles