Godmorgen, her står jeg på dækket,

påny til mit arbejd parat,

et par timers lur i min køje

har atter i orden mig sat.

For strygende bør, glider skuden

over bølgernes syngende favn.

Hurra, slig en fart kan jeg lide,

inden aften vi løber i havn.

Ja, dejligt det er dog at færdes

på søen fra kyst og til kyst -

hvor rigt er dog livet herude

på friskhed og vekslende lyst.

Men det er ej løjer altsammen.

der er alvor iblandt, kan I tro,

det kender I godtfolk nu ikke,

som oppe på landjorden bo.

Her vanker ej tevand på sengen,

kan hænde der før vanker knubs,

tit purres jeg ud midt i søvnen,

for i mulmet at entre til tops.

Matroserne støjer og skænder,

og tit får jeg varmet min bag,

men hvad, det er altsammen noget,

der følger med sømandens fag.

En ting jeg ved kun, som ængster

og trykker mig lidt nu cg da:

Jeg længes så inderlig efter

at høre derhjemme fra.

Nu er det seks måneder siden,

At bort ud fra hjemmet jeg for,

Gud ved, hvordan hun har det,

Min egen velsignede mor.

Ja, tit, når jeg tænker på hende,

Da løber mit øje i vand,

Jeg skammer mig næsten over,

At ej jeg har bedre forstand.

Matroserne griner og vrænger

Hver gang de kan se, jeg har grædt,

Men hvad skal jeg sige, jeg føler,

At de jo i grunden har ret.

En sømand må ikke græde,

Men være ved frejdigt mod,

Men når man nu har en moder,

Der er så usigelig god.

Nå, én jeg da ved, som ikke

Gør nar ad et tårefyldt blik,

På ham har jeg rettet mit øje,

Før jeg til mit arbejde gik.

Og han vil nok skærme min moder

Og følge mig selv på vej.

Hvad nu, var der nogen der kaldte,

Halløj hr. kaptajn, her er jeg.