Melodi: Skærsommersangen

Guds himmel var så mørk og grå

en nat i sene høst,

og havet piskede sit skum

langt ind på Jyllands kyst,

i bondens gård var alting slukt

og port og længe stængt,

og i hver hytte lyset slukt,

thi havet det var strengt.

En moder havde sine små

med tårer bragt i seng,

den ældste gennem ruden så,

det var en tolvårs dreng,

han sagde: Græd ej, kære mor,

gå ej med sorg i seng,

jeg vokser op og bliver stor,

stol på din egen dreng.

Jeg ved, hvorfor din kind er våd

og rastløs om du går,

det er, fordi vor faders båd

kom ikke hjem i går,

men du skal se, da spil og ror

og mast og sejl og stavn

blev lavet splinterny i fjor,

er fader nok i havn.

De ord gav håb i moders bryst,

straks slumrede hun ind,

medens drengen gennem ruden så,

tavs med bedrøvet sind,

da alle sov og bølgen slog

i stormens raseri,

tog drengen lygten ned fra krog

og satte lys deri.

Så gik han da med håb og tro,

så lille som han var,

langt ud på næssets svage bro

med lygten, som han bar,

han klamred sig til lægten fast,

bad højt en bøn til Gud,

der stod han til den klare dag,

til håb og lys gik ud.

Og mangen skude gik den nat

til ro på havets bund,

og mangt et håb blev slukket brat

i nødens bitre stund;

men fader red på bølgens ryg,

hans nye båd holdt ud,

red stormen af og landed trygt

og takkede sin Gud.

Tre dage gik, en aftenstund

kom stille han i land,

højt halsede den lille hund,

da han gik frem på strand.

Men drengen sagde: Mor, din søn

fik ret, jeg holdt jo ud,

der har vi fader, thi min bøn

blev hørt af himlens Gud.