Melodi: Skærsommersangen
Guds himmel var så mørk og grå
en nat i sene høst,
og havet piskede sit skum
langt ind på Jyllands kyst,
i bondens gård var alting slukt
og port og længe stængt,
og i hver hytte lyset slukt,
thi havet det var strengt.
En moder havde sine små
med tårer bragt i seng,
den ældste gennem ruden så,
det var en tolvårs dreng,
han sagde: Græd ej, kære mor,
gå ej med sorg i seng,
jeg vokser op og bliver stor,
stol på din egen dreng.
Jeg ved, hvorfor din kind er våd
og rastløs om du går,
det er, fordi vor faders båd
kom ikke hjem i går,
men du skal se, da spil og ror
og mast og sejl og stavn
blev lavet splinterny i fjor,
er fader nok i havn.
De ord gav håb i moders bryst,
straks slumrede hun ind,
medens drengen gennem ruden så,
tavs med bedrøvet sind,
da alle sov og bølgen slog
i stormens raseri,
tog drengen lygten ned fra krog
og satte lys deri.
Så gik han da med håb og tro,
så lille som han var,
langt ud på næssets svage bro
med lygten, som han bar,
han klamred sig til lægten fast,
bad højt en bøn til Gud,
der stod han til den klare dag,
til håb og lys gik ud.
Og mangen skude gik den nat
til ro på havets bund,
og mangt et håb blev slukket brat
i nødens bitre stund;
men fader red på bølgens ryg,
hans nye båd holdt ud,
red stormen af og landed trygt
og takkede sin Gud.
Tre dage gik, en aftenstund
kom stille han i land,
højt halsede den lille hund,
da han gik frem på strand.
Men drengen sagde: Mor, din søn
fik ret, jeg holdt jo ud,
der har vi fader, thi min bøn
blev hørt af himlens Gud.