Melodi: Nu lyser løv i lunde. Carl Nielsen.
Når vårens briser kommer
og stryger om min kind,
jeg længes mod den sommer,
som snart vil bæres ind.
Det er, som jeg fornemmer
en hymne fri og fro:
et tusind lærkestemmer
ved Nordby, Sønderho.
En sommerdag jeg havner
på øen længst mod vest,
og ømt mig atter favner
den friske, salte blæst,
i sollys mågen sejler
om revlens våde sand,
og huse små sig spejler
i havnens blanke vand.
Her ingenting mig tynger,
jeg går så let i sind
på vejene, som slynger
sig mellem hække ind,
og bag de grønne diger
står havens blomsterflor,
hvor duften krydret stiger
af Fanøs golde jord.
I klittens gryder lune
jeg atter søger ind,
og somrens sol vil brune
min vinterblege kind.
Fra lyngen som fra vandet
mod himlen bæres højt
en lærkes jubel blandet
med rylens vemodsfløjt.
Når sol i aftenfreden
i havets favn er slukt,
går solbelyst mod reden
en måge på sin flugt.
Har hele fuglevrimlen
sin kurs mod reden sat,
da står endnu på himlen
den lyse sommernat.
Se juninatten hvælver
sin kuppel lys og blå,
for ømme briser skælver
hver dugbetynget strå,
to elskende sig smyger
bag grønne diger ind,
og nattevinden stryger
mig kølig mod min kind.
Blandt klit og brune banker
i strandens bølgegang
en sommers sunhed sanker
jeg til en vinter lang.
Når dagens byrde tynger,
vil mindets blomster gro,
en hymne da jeg synger
til Nordby, Sønderho.