Hvad jeg i attenhundrede og firs oplevet har

Visen af Søren Brinch Fischer

Skonnerten Sophie’s forlis den 10. 12. 1880

 

Egen melodi

 

Hvad jeg attenhundred og firs oplevet har,

Derom jeg her nu vil skrive vil, idet jeg pennen tager.

Mit navn er vistnok kendt af hver kvinde og hver mand,

Så snart man disse linier ser, man mig erindre kan.

 

”Sophie” hed den skonnert jo, hvorpå jeg styrmand var

dens hjemstavn var i Sønderho, og I kan tro jeg har

udstået mangen dyst så hård, i storm og vilden hav,

mens Kromann skipper var om bord, en mand så god og brav.

 

Fra Pillau og til Sunderland vi sejlede om høst,

Vi vare alle glade mand, besad et modigt bryst –

Trods storm kom vi dog Skagen ud, og med fuld tro vi stod

I Vesterhavets bølger ud, men lykken var ej god.

 

Den tiende december var en hård og stormdfuld dag,

Klodsrebet sejl nu skibet bar, men trodsed stormens tag.

Mit vagtmandskab jeg overtog, til køjs kaptajnen gik,

Mens bølgen højt mod skibet slog, og svært det krænged sig.

 

En brådsø ramte skibet nu og slog det over stag,

Men takket være himlens Gud det modstod bølgens tag.

Vi kaffen drak og aned ej, det var den sidste gang,

Vi samled var, men livets vej er stundom ikke lang.

 

Da alting nu i orden var, kaptajnen frivagt bød,

Han bad mig i kahytten gå, og jeg ham straks adlød.

Jeg lagde mig til hvile her, alt med kaptajnens søn,

Som jeg bad blot bliver der, og han adlød min bøn.

 

Men denne hvile var ej lang, thi snart vi vågned op

Og os befandt i mulm og vand, dog fik vi rejst os op.

Vor stilling overvejer vi, vort skib kuldsejlet var –

Måske vort liv er snart forbi, den tanke var ej rar.

 

Tre kammerater døden fandt, så brat uforberedt,

Vor skipper og var deriblandt, højt drengen for ham græd,

Jeg bad ham stole kun på Gud og bede blot til ham,

Alt håb var ikke slukket ud, når vi holdt fast ved ham.

 

Dog håbet var kun lidet nu, thi vandet højt mon stå,

Men pludselig randt mig u hu, vi kunne hjælpen nå, 

Ved drengens hjælp jeg kom derop, også ham fik med,

En bøn vi sendte op til Gud, at se dog til os ned.

 

Ak, kort var denne hvile kun, som her vi monne få,

Thi vandet steg i dette rum og ville snart os nå,

Dog frygted vi nu ikke mer, men stolede på Gud,

Når inderligt man til ham ber, han sender frelsens bud.

 

Min ene arm udstrækker jeg for agterskot at nå,

Og heldigt dette lykkes mig, vi atter redning så,

Jeg nedbrød det, og drengen lod jeg krybe straks derhen,

Men endnu endt var ej min nød, der var kun plads til én.

 

Med benene i vandet jeg på maven ligge må,

Og tørsten nu indfinder sig, som hård var at modstå,

Et sirupsanker fik vi fat, som udi vadet lå,

Vi det betragter som en skat og læsker os derpå.

 

Snart stødte skibet hårdt mod grund, det vakte straks nyt mod,

Jeg ville sove nu en stund, da kræfterne aftog

I søvne fantasered jeg, så drengen bange blev,

Han derfor hurtig vækked mig, og alting var som før.

Det kort tid efter stille blev, og straks vi skønned, at

Vort skib, som før for vinden drev, var nu på landet sat,

Snart efter drengen højt udbrød: Jeg stemmer høre kan.

Det var vort modersmål, som lød, så kært som ingen gang.

 

Kort tid efter hørte vi folk, op på skibet gå,

Og priste vi Herren, thi atter redning så –

Med økser splintres bunden brat, og lyset trængte ned

Til os, som udi bælgmørk nat fem hårde døgn udstred.

 

Vi brød da ud i høje skrig – de mænd forfærdet blev –

Men hurtigt dog de fatted sig, og arbejdet nu gled.

Tre timer efter kom vi ud og nød frisk luft igen,

Men højt vi takkede den Gud, som bor i himmelen.

 

Man kørte os nu til den gård, som nærmest lå derved,

Og aldrig af vort minde går den pleje, der vi fik,

Den femtende december sad hos strandfogden i Fjand

Vi begge frelste ved vor mad hos denne brave mand.

 

Når jeg nu slutte vil min sang, jeg takker himlens Gud,

Som reddede os denne gang og drog af faren ud,

Tillige vil jeg bede om, ej flere stedes må

Udi den nød og fare, som er prøvet af os to.

 

Søren B Fischer.

Relaterede artikler

Gå til top