I 1949 - en anden juldawsmorn

æ Sønderhoninger de sku' fang hvaler fra en kåen.

Og der war hele tow,

æ Mandømand fik now,

aa op i Darumenge osse hvaler der man så.

Og ned' o æ Børs blev der holdt det vise råd,

om hvalerne sku' ankres eller slæves ind med båd. 

Æ Slater sac: »Hu ha,

nu driver den jen sku a,

nu må I skrid' te handling, hvis en hval I da vil ha'.

Men der gik tvende dage og det halve af en nat,

om man sku' bruge knive eller jølle uden ska't.

Og der var stur ståhej

om, hvem der no sku' mej.

det sku' jo vær' now kål te der et var bang og ræj.

Den fjerde Juldaws morgen stod flåden havnen ud,

med dinger og med grejer og med now, der lin' en grue.

aa så djer melmadskas,

den sku' jo først ha' plads.

Det gjald jo om for så'n now kål aa være godt tilpas.

Omsider lanned' flåden over o æ Sønderjord,

og da de gik fra borde, ja, da lyder Jenses ord:

»Det fø'st wi no ska' ha', det er vor melma', ja,

og så går wi på hvalen, hvem der ellers tør og ka'.«

Mæ hævet økse Hejse i hvalens gab gik ind,

mens anner de fløj te og skår og flænsed' i dens skind.

Den lin' en væltet lå,

aa lille Pes Jens han såe:

»Wi må ha' anner grejer, la' mæ li' se en spåe.

Og hvalen den blev flenset, flere kåel gjor mej,

der var vist nok en halv snes stykker, der kom galt a'stej.

For in' i hvalens ma',

der stod der tow mej en sa',

den jen i hvalens tarmer nær var kommet gjal a da'.

Og olien flød fra hvalen, det rene spermacet,

det blev te Esbjerg kjor, ah jo, og der brej a te fjet.

For Esbjerg slawteri

i en tre ugers ti'

blev lavet om til Danmarks største hvalafkogeri.

Og bjærgelav og strandlav, djer kasser de blev full,

nu war et så bår li', hva man mæ pengene skull,

men så fond di o wej,

wi gi'r te hver en stej,

en fjorten-femten kroner, sån te dem, der et kom mej.