Han: Hør, du Karen, vil du vel
bli' min ægtemage,
Jeg dig lover, lykke, held
idel gode dage.
Jeg har hus og mark og gård,
heste, stude, køer og får,
kælder, loft og have,
alting vel i lave.
Hun: Ja, jeg ved vel, at du er rig,
deraf kan du prale,
men tro ej, at rigdom mig
skulle overtale.
Thi du er en gerrig knark,
som ej giver bort en mark,
skulle jeg dig tage,
fik jeg slemme dage.
Han: Skønne ting mig overlod
min den salig kone,
som jeg lægger for din fod
hundred gamle kroner
har jeg i en læderpung,
jernbeslået kiste tung,
pakket under låget
deri findes noget.
Han: Nej, du sidde skal til stads
i vor bedste stue
med din kaffeslabberads,
som den største frue.
Være for al arbejd fri,
sove trygt til klokken ti,
fremmede modtage,
når du selv behage.
Han: Nej, min nor, du klædes skal
efter stadens mode.
Du i nattedug skal gå dagligdags, min gode,
kniplinger med tyll og flor
skal du få, min søde nor
du med skildpadskamme
i dit hår skal bramme.
Hun: Ja, jeg ved vist, at jeg skal
luge i din have,
røgte ko og fårestald
og din mad tillave.
Køre med i mark og eng,
feje gulv og rede seng,
vaske, brygge, bage,
børste lysestage.
Hun: Ja, hvad er det vel for fjas,
gamle stive klæder,
men hvad nytter modens stads.
Mon du mig tilsteder -
ej darmaskes trøje stiv
med halvalens lange liv
eller flasketrøje
kan mig stort fornøje.
Hun: Ja, jeg ved vist, at du vil
meget skinsyg blive,
om et mandfolk morer mig,
straks du skænd mig giver.
Om jeg med en ensom går,
straks du slemme nykker får,
om et kys, jeg giver,
arrig vist du bliver. -
Han. Nej, for mig du gerne må
alle mandfolk kysse,
om du end i sengen lå
dig i søvn at dysse.
Lå han end udi din arm,
jeg dog skjule vil min harm,
jeg vil øjet lukke,
tie still' og sukke.
Hun: Nu velan, så tag mig da,
mon vel nogen pige
kunne andet end som ja
til slig bejler sige.
Men hvis det du holder'ej,
du i aften lover mig,
skal jeg alle dage
volde dig til plage.
Maren Thomsens styk'
Gå til top