Egen melodi.        

Ja, du er den første, jeg hånden har givet,

ja, du er den sidste, som skal blive min -

længe som Herren vil spare mig livet,

så længe du aldrig går ud af mit sind,

ret aldrig det sker - i hvor du mig ser -

at jeg skulle give mit hjerte til fler.

Således hun talte i kærligheds dage,

og glæded mit hjerte og var mig så huld,

hun sagde, jeg aldrig en anden skal tage,

jeg elsker kun dig og er trofast som guld.

Med elskov i sind - og blussende kind

jeg fulgte min kærest til husdøren ind.

Jeg ville just da af landet bortdrage,

på søen at sejle fra venner på strand -

den rejse gik lykkelig frem og tilbage,

seks uger vi sejled, før vi nåede land.

Vi var fire mand, sprang i jollen på stand -

vi tænkte at være velkommen i land.

Og da jeg ved broen i land ville stige,

da stod der en pige - så ene hun var -

jeg syntes, at det var den selvsamme pige,

som jeg i mit hjerte med kærlighed bar.

Jeg gik da derhen, der så jeg min ven,

men hun havde taget en anden igen.

Jeg hilste på hende med smilende kinder,

med smilende kinder hun hilste igen.

En ring af min finger imod hende skinner,

hun takked, men sagde: jeg har mig en ven,

så rejs du din vej - jeg elsker dig ej,

jeg længe har ventet, men nu sier jeg nej.

En slagtermands datter den pige mon være -

en styrmand fra Sverrig var nu hendes ven,

han lå på reden og skulle bortsejle

og agted ej mere at komme igen -

fra skibet han så - den pige at stå

på broen - så bitterligt græde hun må.

Jeg troede dog aldrig, min sødeste pige,

at du udi verden skulle blive forladt -

jeg troede ej heller, at du ville svige

mig selv, som en gang du dog kaldte din skat,

jeg får vel en ven, som jeg elsker igen,

hvor lykken i verden end fører mig hen.

Thorvald Petersen