Når fuglesangen stiger fro

Melodi: Du kære blide danske bæk.

 

Når fuglesangen stiger fro

ved morgengry i Sønderho

og langs de lyse strande,

da går jeg mellem lyng og klit,

og havet blinker blankt og vidt,

jeg skuer langt og ånder frit

med blæsten om min pande.

 

Og strandens blide bølgeslag

er havets dybe åndedrag,

som sagte jeg kan høre.

Og marehalmens stride hår

i tunge, bløde rytmer går

og hvisker, men dens hvisken

når fortrolig til mit øre.

 

Jeg hilser glad hver solskinsdag,

som stiger blank og gylden bag

Vor Frue tårn i Ribe.

Til blæstens sus og bølgens kluk,

og rylens fløjt og sivets suk,

det funkler gennem morgendug

mod himlens purpurstribe.

 

Nu krydres fint den rene luft

af vilde rosers søde duft

igennem døgnets timer,

og over bankens bløde drag

det toner i den skære dag

som sølverklokkers sprøde slag,

når hedelærken kimer.

 

Her toner lydt ved søgn og helg

hin røst fra stormens orgelbælg

med klange dybe, bløde.

Og møllen løfter korsets tegn

mod sommersol og vinterregn,

og over banker, diger. hegn

den signer markens grøde.

 

Ja, her fornemmes slægtens tråd

så hverdagstung og søndagskåd

i mindets dunkle klange,

og bedste med sin spændebog

i stuen lytter mild og klog

til mindets hvisken i sin krog,

når timerne bliver lange.

 

Åh, Fanø, du min fødeø,

med duft af lyng, af hyld og hø,

med klittens hvide bræmme,

sin længsels mål ved vår og høst,

når duggen falder aftenlyst,

da ved jeg, at i sorg og lyst

kun her jeg helt har hjemme.

 

N. S. Kromann

Relaterede artikler

Gå til top