På sø og salten vove

Egen melodi

 

På sø og salten vove

Jeg fo’r så vidt om land

Til fjerne palmeskove

På sydhavsøens strand,

Men aldrig hjertet lued

Og bankede så frit,

Som da igen jeg skued

Den hvide Fanø klit.

 

Jeg gik i store stæder

Med tårn og spir mod sky,

Og der var nok af glæder

I hver en havneby,

Men alting måtte vige,

Når som i drøm jeg så

Bag bukketornens dige

De stråtagshuse små.

 

Af piger var der mange

i både vest og øst,

som prøved mig at fange

med kælen elskovslyst,

men ej jeg kunne glemme

den mø. jeg gav min tro,

da sidst jeg var herhjemme

i gamle Sønderho.

 

Med dannebrog i stavnen

jeg rundt om kloden fo'r,

nu holder jeg i favnen

min bedste skat på jord.

En Sønderhoning-pige

hun er sin sømand tro,

ej verden har din lige,

du gamle Sønderho.

 

F. Frederiksen

Relaterede artikler

Gå til top